Stig Sæterbakken (født 25. januar 1966 i Lillehammer, død 19. januar 2012 smst.) var en norsk forfatter, essayist og oversætter. Han var kendt som en kompromisløs og ofte kontroversiel stemme i den litterære debat og blev højt værdsat både for sit romanforfatterskab og sine essays.
Baggrund Stig Sæterbakken gik på Lillehammer Gymnas i perioden 1982–1984. Efterfølgende begyndte han på Statens Bibliotekhøgskole (senere Høgskolen i Oslo, nu OsloMet – storbyuniversitetet), men afbrød studiet og fortsatte i stedet med studier i litteraturvidenskab ved Universitetet i Oslo.
Allerede som 18-årig debuterede han med digtsamlingen Flytende paraplyer (1984). Efter romandebuten Incubus i 1991 arbejdede han hovedsageligt som forfatter og oversætter. Han underviste desuden i skrivekunst ved Nansenskolen i Lillehammer. I de følgende år udgav Sæterbakken en række digtsamlinger, romaner, novellesamlinger og essays. Romanen Det nye testamentet (1993) var et omfattende og ambitiøst værk, som mødte hård kritik i Norge. Større anerkendelse opnåede han med den såkaldte S-trilogi, bestående af Siamesisk (1997), Selvbeherskelse (1998) og Sauermugg (1999), der regnes blandt hans mest særegne og betydningsfulde værker.
Den kritikerroste roman Besøket (2006) tematiserer blandt andet identitet, selvbillede og relationer. Usynlige hender (2007) er en psykologisk thriller, mens Ikke forlat meg (2009) skildrer et ungt menneskes gradvise undergang præget af kærlighedssorg og destruktiv jalousi. Romanen er fortalt baglæns, hvilket ifølge forfatteren selv gav læseren mulighed for at opleve en form for lykkelig slutning.
Sæterbakkens forfatterskab er generelt kendetegnet ved en konsekvent udforskning af det mørke, smertefulde og grænseoverskridende. Dette kommer også tydeligt til udtryk i essaysamlingen Der jeg tenker er det alltid mørkt (2015), der består af tekster oprindeligt udgivet som tre ”bogsingler” i perioden 2009–2011.
I sine essays udfoldede Sæterbakken en principiel og konsekvent tænkning om litteratur og kunst. Essaysamlingerne er stilistisk nyskabende og blev anset som mindst lige så betydningsfulde som hans romaner. I værker som Estetisk salighet (1994), Det onde øye (2001) og Dirty Things (2010) diskuterede han spørgsmål om litteratur, etik og samfund på en engageret og kompromisløs måde.
Hans forfatterskab viser tydelig inspiration fra tysksprogede forfattere som Peter Handke og Thomas Bernhard samt fransksprogede forfattere som J. M. G. Le Clézio og Louis-Ferdinand Céline.
Stig Sæterbakken oversatte digtsamlinger af de slovakiske poeter Ján Ondruš, Ján Buzássy og Ivan Kupec. Han oversatte desuden en novellesamling af Edgar Allan Poe samt to romaner af den svenske forfatter Nikanor Teratologen.
Sæterbakken var derudover redaktør for skriftserien Marginal fra 1995 til 1997. Han var kunstnerisk leder for Norsk Litteraturfestival fra 2006 til oktober 2008. I forbindelse med festivalen inviterede han i 2009 den britiske forfatter og holocaustbenægter David Irving som deltager. Invitationen udløste betydelig debat, og efterfølgende trak Sæterbakken sig fra posten. Hans virke som kunstnerisk leder bidrog dog til at styrke litteraturfestivalens position som en af de mest markante i Norge.
Sæterbakken begik selvmord i 2012.
Udmærkelser For oversættelsen af Nikanor Teratologens Eldreomsorgen i Øvre Kågedalen (2007) modtog Sæterbakken både Kritikerprisen for bedste oversættelse og de norske bogklubbers oversætterpris i 2007. Han modtog desuden Osloprisen i 2006 for romanen Besøket.
Hans sidste roman, Gjennom natten, blev posthumt tildelt både P2-lytternes romanpris 2011 og Ungdommens kritikerpris 2011.
I 2012 blev Stig Sæterbakkens minnepris oprettet. Prisen uddeles til unge, modige litterære talenter og gik de første år til de nynorske forfattere Mette Karlsvik (2012) og Jan Roar Leikvoll (2013).
Referencer
Kategori:Personer fra Lillehammer Kategori:Forfattere fra Norge Kategori:Essayister fra Norge Kategori:Oversættere fra Norge Kategori:Personer der har begået selvmord