Den gode stemning er en dansk dramaserie fra 2024. Den er instrueret af Kaspar Munk, der også har skrevet manuskriptet sammen med forfatteren Lone Hørslev. Serien behandler komplicerede familierelationer centreret omkring de to søskende Eva (Iben Hjejle) og Mads (Pilou Asbæk).
Tv-serien kunne i første omgang ses på tv i Spanien og Australien og streames i England, Tyskland og USA, men var ikke tilgængelig i oprindelseslandet Danmark. I december 2025 købte TV 2 imidlertid serien af Viaplay, der på grund af en anstrengt økonomi solgte rettighederne til en række produkter. Serien kunne dermed få dansk premiere på TV 2 og TV 2 Play fra mandag 15. december 2025.
Handling
Søskendeparret Eva og Mads bor i samme lejlighedskarré i København. Udadtil virker de som velfungerende familiemennesker, men virkeligheden er, at Evas velrenommerede arkitektfirma, som hun har arvet fra faren, nu kører dårligt, og hun har en hemmelig affære. Samtidig kæmper Mads med et voksende misbrug, efter at han har oplevet sine drømme blive knust.
Medvirkende
Iben Hjejle - Eva Pilou Asbæk - Mads Evin Ahmad - Kristina Thomas Hwan - Mikael Rasmus Botoft - Jakob Olga Schultz - Laura Tammi Øst - Thorid Kasper Leisner - Einar Zaki Youssef - Jesper Esma Musovski - Tipi Pia Jondal - Ruth Lukas Gregory - Morten Arian Kashef - Henrik Ena Spottag - Lucy
Modtagelse
Onlinemagasinet Soundvenue gav tv-serien fem stjerner ud af seks i september 2025. Anmelderen mente, at den var både velspillet, skarpt skrevet og rørende, og kaldte den for en af de bedste danske tv-serier i lang tid. Han udnævnte også Kaspar Munk til en af landets mest fortræffelige iscenesættere af naturalistisk hverdagsdialog.
Filmmagasinet Ekko tildelte ligeledes fem stjerner og kaldte serien et familiedrama af højeste kvalitet.
I Berlingske fik serien fire stjerner og prædikatet på én gang et klassisk dansk velfærdsstatsdrama og samtidig afsindigt underholdende.
I Politiken kaldte Henrik Palle den for en af årets bedste danske tv-serier og uddelte fem hjerter ud af seks.
Kilder
Eksterne henvisninger
Kategori:Dramaserier fra Danmark Kategori:Tv-serier fra TV 2 Danmark Kategori:Danske tv-serier fra 2020'erne