En plads i manegen er en dansk dokumentarfilm fra 2025, der er instrueret af Anne Svejgård Lund.En plads i manegen. Opslag på kino.dk, besøgt 11. oktober 2025. Filmen beskriver den danske cirkusartist og hestetræner Katja Schumanns liv og samtidig et håndværk (træning af cirkusheste), der er ved at uddø, og problemstillingen i at kunne overlevere noget til de næste generationer.
Filmen er i høj grad et nordjysk produkt, og inden den almindelige premiere i de danske biografer i oktober 2025 blev den vist ved en række særlige forestillinger i Vendsyssel Teater i september 2025. Forestillingerne var en blanding af cirkus, teater og spillefilm, og Katja Schumann deltog selv i dem.Katja har været cirkusdronning i 70 år - nu får hun sin egen film. Artikel på tv2nord.dk 20. januar 2025.
Handling
Filmen følger Katja Schumann og fortæller om hendes liv som verdenskendt cirkusartist og hestetræner. Hun voksede op som femte generation i det europæiske Schumann-cirkusdynasti og har viet sit liv til kunsten at arbejde med heste, som den er blevet videreført gennem generationer i hendes familie. Den har ført hende og hestene fra glansen på Broadway til et nedlagt nordjysk landbrug. Ingen i hendes egen familie vil videreføre kunsten,En plads i manegen. Opslag på dfi.dk, besøgt 11. oktober 2025. så Katja lærer nu sin viden videre til den unge Liv, men kan hun give slip på sine egne strenge traditioner for at overlade kunsten til en ny generation?
Filmen giver glimt af den store cirkushistorie, og det familiemæssige i det gamle cirkusdynasti Schumann fylder meget. Dokumentaren udnytter gamle vhs-bånd, nyhedsindslag og arkivklip, der ifølge anmelderen Kristian Ditlev Jensen giver historien krop og klang.
Medvirkende
Katja Schumann Liv Papageorgiou Veiler
Produktion
En plads i manegen er udviklet og produceret af produktionsselskabet Dune Productions med instruktør Anne Svejgård Lund og producer Nikkie Breinholt Dahm, der tidligere havde lavet Os der lever om lokalsamfundet i Vendsyssel. Filmfolkene fulgte Schumann i seks år under arbejdet med filmen. Filmen fik støtte fra Den Vestdanske Filmpulje, og det meste af den er optaget i Hjørring Kommune. Selskabet Beopost Vest stod for postproduktionen, og Astrid Fabrin og Jens Moss Thorsen komponerede filmmusikken.'En plads i manegen': Ny dokumentar om nordjysk cirkusdronning. Opslag på filmpuljen.dk 27. august 2025.
Modtagelse
I Politiken gav Kim Skotte filmen topkarakteren seks hjerter og skrev, at filmen på én gang var et portræt af cirkusdronningen Katja Schumann og et kærligt, ærligt og eventyrligt iscenesat portræt af en livsform, der kæmper for at leve videre på en ny tids præmisser.Kim Skotte: På alle måder et stuur stuur nummer. Anmeldelse i Politiken 16. oktober 2025.
Anmelderen Kristian Ditlev Jensen gav filmen fire stjerner ud af seks i Filmmagasinet Ekko. Han kaldte filmen et poetisk portræt, der tog seerne med ned ad mindernes allé og viste den magi, der forsvinder, når savsmuldet lægger sig. Samtidig var den en dokumentation af cirkus som et kulturelt fænomen, som var ved at forsvinde.Kristian Ditlev Jensen: En plads i manegen. Anmeldelse på ekkofilm.dk 13. oktober 2025.
Per Juul Carlsen tildelte tilsvarende fire kameraer på Lys!Kamera!Ord! og kaldte filmen en smuk og eftertænksom dokumentar om både Katja Schumann og en særlig kundskab, der er ved at uddø. Han tilføjede, at det, der stod tilbage, når man var færdig med filmen, var en smuk fortælling om et menneske, der kan noget unikt - men som også godt ved, at meget få, måske kun en ung kvinde ved navn Liv, er interesseret i, at dette særlige bliver bevaret til glæde for kommende generationer.Per Juul Carlsen: En plads i manegen. Anmeldelse på lyskameraord.dk 15. oktober 2025.
I netmediet NordsøPosten skrev anmelderen, at Svejgård Lund med filmen havde lavet et nænsomt og hudløst portræt, som lykkedes med at skabe et både nuanceret og kærligt portræt af cirkusmennesket Katja Schumann.Paw Rytter: “En plads i manegen” er intet mindre end fremragende. Anmeldelse af film- og teaterforestilling på nordsoeposten.dk 13. september 2025.
Kilder
Eksterne henvisninger
Kategori:Danske film fra 2025 Kategori:Dokumentarfilm fra Danmark