Esbjerg er Danmarks femtestørste by med og ligger i Sydvestjylland. Den er desuden hovedby for Esbjerg kommune og det vestlige Jyllands største byområde med direkte forbindelse til Kolding og Odense via motorvej E20 og jernbanen.
Havnen er drivkraften i Esbjerg, og de mange offshore-aktiviteter er den største faktor. Desuden fungerer Esbjerg Havn som færgehavn og udskibningshavn for leverancerne til Horns Rev Havmøllepark. Byen har engang været Danmarks største fiskerihavn.
Nordøst for byen ligger Esbjerg Lufthavn.
Esbjerg er inden for sport især kendt for sin traditionsrige fodboldklub EfB og Ishockeyklub Esbjerg Energy, der spiller deres hjemmekampe på Blue Water Arena og i Granly Hockey Arena.
Indenfor kultur har Esbjerg fra 1991 til 2018 været hjemsted for Esbjerg Rock Festival i Vognsbølparken og Musikhuset Esbjerg (designet af Jørn og Jan Utzon)..
Historie thumb|left|Esbjerg 1896 Esbjerg er opstået omkring den havn, som staten fra 1868 byggede som erstatning for havnene i Altona og Husum, der havde været det danske monarkis vigtigste nordsøhavne, men som var gået tabt ved hertugdømmernes afståelse i 1864 ved afslutningen på 2. Slesvigske Krig. Før denne tid var området en øde og forladt egn. Man havde også set på Hjerting som en mulig ny havn.
Baggrund Esbjerg havde i 1800 20 indbyggere, i 1840 13 indbyggere, i 1860 30 indbyggere.Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, Tredie Række, 4de Bind; Kjøbenhavn 1882; s. 117
I 1860 lå ved Esbjerg Kleve (navnet kommer måske af "æs" i betydningen fiskemadding (svarende til Esrum Sø) eller af "ese", i betydningen løftes, hæve sig) i Jerne Sogn to gårde, og stedet havde 30 indbyggere. Nu er der ikke meget af skrænten at se: en del styrtede ned ved storm i 1881 og 1882, og resten er omtrent blevet slugt af havneanlæggene. Fra begyndelsen bestod befolkningen kun af ingeniørerne og deres assistenter samt den skiftende arbejderskare, men snart begyndte nybyggerne at indfinde sig: den første var smedemester Frants Møller, hvis forretning udviklede sig til et stort jernstøberi og maskinværksted (Jensen & Olsen), og efterhånden som anlægget skred frem, pulserede livet stærkere og stærkere: "Husene voksede op som Paddehatte", den ene store forretning efter den anden grundlagdes, mange rigtignok for snart igen at forsvinde, men en del slog også varig rod, og udviklingen foregik i det hele efter en for danske forhold ukendt målestok og blev i samtiden sammenlignet med byudviklingen i USA.
I 1875 havde byen ifølge en folketælling i oktober 1.006 indbyggere. Af de optalte indbyggere var ankommet 30 i 1868, 134 i 1869, 83 i 1870, 57 i 1871, 63 i 1872, 90 i 1873, 204 i 1874 og 342 i 1875. På samme tid var byens eneste industri et skibsbyggeri.
I 1874 fik man jernbaneforbindelse til Fredericia og Varde, hvilket hurtigt fik byen til at udvikle sig. Allerede i 1870 kom den første byplan, der skulle sørge for, at den hastige vækst blev styret nogenlunde.Gaardmand, s. 13 Byplanen var tegnet af landinspektør Wilkens og bestod af et tilnærmet rektangulært gadenet i tilknytning til den nye dokhavn, hvis anlæg blev startet i 1868.Villadsen, s. 33 I takt med byens hastige vækst blev gadenettet udvidet efter samme princip, så byen omkring århundredeskiftet bestod at et omfattende rektangulært gadenet, til dels tilpasset landskabet.Villadsen, s. 35
Udviklingen frem til 1. verdenskrig Esbjerg udvikledes sig hurtigt. Der oprettedes den ene institution efter den anden, således lodsstation og toldsted (med kreditoplag 1890, frilager 1900) samt jernbanestation 1874, postekspedition 1875, telegrafstation og apotek 1883. Byen fik kirke 1887, egen præst 1891, distriktslæge og herredsfoged 1893, kommunalt selvstyre pr. 1. januar 1894, idet den udskiltes af Jerne Sogn og endelig blev den ved lov af 19. marts 1898 ophøjet til købstad fra 1. januar 1899. To år før var et af Esbjergs større vartegn, Vandtårnet, blevet bygget efter tysk forbillede.
Havnen Havnen blev anlagt ifølge Lov af 24. april 1868 (efter, at flere steder for dens beliggenhed som Ribe, Hjerting, Skallingen og Ringkøbing havde været på tale) for at skaffe Nørrejylland en udførselshavn, da Sønderjylland var gået tabt i 1864, og landets produkter, navnlig kreaturer, for en stor del måtte udføres over marsken og Hamborg for at finde vej til England.
Det første anlæg, der lededes af ingeniørerne Carlé (til 1872) og E. Petersen (forarbejderne var dog gjort af C.G. Bruun), bestod væsentlig af en ca. 5 ha stor dokhavn, kostede ca. ½ mio. kr og skulle efter bestemmelsen være færdig til januar 1871, men åbnedes først i august 1874, og den 20. august 1878 var havnen fuldendt med en dybde af 4½ m i forhavnen og 4 m i dokhavnen. Men da var man allerede gået i gang med nye arbejder som forlængelse af den nordre mole og uddybning af dokhavnen og havnerenden, hvilke var tilendebragte i begyndelsen af 1881, og anlægget stod da i næsten 2 mio. kr. De afsluttende arbejder viste sig imidlertid snart utilstrækkelige, blandt andet måtte dokhavnen have samme dybde som forhavnen, og 1886-1888 anlagdes en ny forhavn (vandbygningsdirektør V. Kolderup-Rosenvinge), lige som en 4 m dyb fiskerihavn, og der foretoges en ombygning af dokhavnens sluser, svære jernporte, der åbner sig indad og således giver vandet adgang i flodtiden, mens de holder det tilbage i ebbetiden (flodskiftet er ca. 1½ m). Senere blev der stadig foretaget nye ombygninger og udvidelser; således blev i finansårene 1895-96 og 1899-1900 dokhavnen forbedret ved ombygning af slusen, uddybning til 6 m og nye kajer samt en mindre ophalingsbedding, og samtidig uddybedes den søndre forhavn til 6 m, og 1901-02 anlagdes en ny fiskerihavn vest for dokhavnen med 4 ophalingsbeddinger. Ved alle disse arbejder kom havnen til at stå i ca. 5½ mio. kr. Endelig påbegyndtes der ved Lov af 4. maj 1907 nye betydelige udvidelser mod nord med en indtil 5,7 m dyb fiskerihavn og en trafikhavn mellem denne og de tidligere anlæg, alt beregnet til ca. 4 mio. kr og væsentlig afsluttet 1914. Af bygninger på havneterrainet fremkom foruden en toldkammerbygning, administrationsbygningen, Det forenede Dampskibsselskabs kontorbygning, et silopakhus og Statens Eksportslagteri og fiskepakhuse.
I tilknytning til havnen anlagdes en rednings- og stormvarselsstation. Samme år, som havnen åbnedes, 1874, begyndte regelmæssig dampskibsfart på London (Thameshaven), i 1875 kom der regelmæssig forbindelse med Newcastle, og i 1888 udvidedes farten til Parkestone og Hull, alt med understøttelse af staten besørget af Det forenede Dampskibsselskab. Havnen blev derved en af landets største udførselshavne, og den stod kun tilbage for København og Aarhus. Der udførtes navnlig kvæg, flæsk, kød, smør, æg og fisk, især til England; men også indførslen steg år for år, især af kul, salt, gødning, foderstoffer, sukker og petroleum. Havnens betydning forøgedes meget betydeligt ved den omstændighed, at den vanskeligt fryser til endog i de strenge isvintre, når landets fleste havne er utilgængelige. Af udførslen i 1913 nævnes: ca. 98,7 mio. kg flæsk, 34,3 mio. kg smør, 10.300 stk hornkvæg (1912: ca. 20.000) og 9,6 mio. snese æg. Toldindtægterne var samme år 447.200 kr. I 1910 indkom 868 skibe (deraf 702 dampskibe) med i alt 184.108 t gods, hvoraf 767 i udenrigsk fart med 130.182 t, og udgik 871 skibe (deraf 704 dampskibe) med 159.564 t gods, deraf i udenrigsk fart 790 skibe med 158.632 t. Samme år var toldstedets handelsflaade 155 skibe med i alt 23.401 t drægtighed, deraf var 41 dampskibe med 21.514 t drægtighed og 104 motorskibe med 1.527 t drægtighed, desuden 33 mindre fartøjer på under 4 t.
Fiskeri Ifølge fiskeriberetningen var der 1901 i tolddistriktet 403 fiskere, som med 1 damper, 11 kuttere, 42 dæksbåde og 80 mindre både fiskede for en værdi af 506.237 kr., næsten udelukkende rødspætter og kuller.
Industrier m.m. Navnlig i de par årtier lige før og efter århundredeskiftet opstod særdeles mange store handelsforetagender og industrielle anlæg, således flere store margarinefabrikker, smør- og æggepakkerier, møllerier, 1 brød- og gærfabrik, 1 bayersk- og hvidtølbryggeri, 1 spritfabrik, 1 andelsmejeri, flere store slagterier, deriblandt Esbjerg Svineslagteri og Statens Eksportslagteri, 1 tarmrenseri, 1 fiskerøgeri, cinders- og koksfabrikker, soda- og sæbefabrikker, 1 tobaksfabrik, 1 eddikebryggeri, 1 uldspinderi, 1 klæde- og uldvarefabrik, jersey- og normalfabrik, flere store maskinfabrikker, 1 rebslageri og sejlmageri, savskærerier, 1 korkvarefabrik, teglværker, 1 cementvarefabrik, 1 skotøjsfabrik, 1 sukkervarefabrik, 1 petroleumsaftapningsanstalt, garveri, flere store rederier med mere.
Banker Af pengeinstitutter nævnes Esbjerg-Fanø Bank, oprettet 1892, Handelsbanken, oprettet 1896, fra 1898 filial af Handelsbanken i København, og en filial af Varde Bank.
Befolkningsudviklingen Frem til 1. verdenskrig var befolkningsudviklingen i Esbjerg købstad følgende: 30 indbyggere i 1860, 460 i 1870, 1.529 i 1880, 4.111 i 1890, 13.355 i 1901, 15.665 i 1906, 18.208 i 1911Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4. række 37 bind 1 hæfte: Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark; København 1911; s. 2f og 18.925 i 1916. Allerede i begyndelsen af århundredet var der imidlertid sket en begyndende udvikling af forstæder i Jerne Sogn: Boldesager havde i 1906 517, i 1911 840 og i 1916 1.019 indbyggere, Jerne by havde i 1906 428 og i 1911 518 indbyggereFT 1911, s. 112, og Frederiksberg havde i 1911 336 og i 1916 322 indbyggere således, at indbyggertallet for hele byen inklusive forstæder var i 1911 19.384 indbyggere og i 1916 20.266 indbyggere.Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4. række 51 bind 1. hæfte; Folkemængden 1. Februar 1916 i Kongeriget Danmark; København 1916; s. 57
I henhold til en opgørelse var næringsfordelingen i 1890 i Esbjerg følgende: 399 ernærede sig af immateriel virksomhed, 57 af jordbrug, 9 af gartneri, 138 af fiskeri, 2.243 af håndværk og industri, 654 af handel og omsætning, 223 af søfart, 325 af daglejervirksomhed, 49 af formue og 14 ved almisse.
I henhold til en opgørelse var næringsfordelingen i 1906 i Esbjerg købstad følgende: 846 ernærede sig af immateriel virksomhed, 234 af landbrug, skovbrug og mejeri, 813 af fiskeri, 7.080 af håndværk og industri, 2.528 af handel og omsætning, 3.206 af samfærdsel, 265 levede af egne midler, 355 levede af offentlig understøttelse inkl. pension, 338 havde ikke angivet indkomstkilde.Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4. række, 28. bind, 5 hefte: Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. februar 1906; København 1908; s. 42
Mellemkrigstiden
Havnens udvikling I mellemkrigstiden udviklede Esbjerg sig til landets vigtigste eksporthavn for varer. Havnens import og eksport var altovervejende forbundet med handel på udlandet, men transport til og fra andre danske havne var helt marginal.Aagesen (1943), s. 329 og 331 Havnens bagland omfattede det meste af Jylland og Fyn. Dette gjaldt fx eksporten af kød og flæskAagesen (1943), s. 333, som blev transporteret med jernbane fra Odense, Vendsyssel via Aalborg, Randers og ad den jyske diagonalbane samt fra Struer via Holstebro og ad den nordjyske længdebane til Esbjerg; også fra Viborg via banen til Skjern blev transporteret mindre mængder.Aagesen (1943), s. 335 Æg fulgte de samme ruterAagesen (1943), s. 337, mens smøreksporten kun skete fra hele Jylland.Aagesen (1943), s. 336 Esbjergs bagland for importeret kul og koks var betydeligt mindre: hovedmængderne gik til Ribe, Bramming, Varde og Skjern, mens mindre mængder nåede.steder mellem Ribe og Tønder, Vejen, Kolding, Ringkøbing og Holstebro, men de fjerneste områder mistede efterhånden betydning.Aagesen (1944b), s. 9 og 10