Majrevolten 1968 eller Studenteroprøret i Frankrig er navnet på de politiske og civile uroligheder samt efterfølgende hændelser i Frankrig der begyndte med et studenteroprør i Paris, maj 1968. Det hele udviklede sig til en generalstrejke, besættelse af universiteter og fabrikker, som lammede dele af landet og medførte en politisk krise for Charles de Gaulle-regeringen. Da oprøret var på sit højeste, blev hele den franske økonomi lammet.
Protesterne nåede et punkt, hvor de etablerede politiske ledere frygtede borgerkrig eller revolution, og den nationale regering selv ophørte med at fungere på et tidspunkt, hvor præsident Charles de Gaulle i hemmelighed forlod landet i nogle få timer. Oprøret var en del af 1960'ernes sociale proces, der ændrede nogle af de klassiske samfundsnormer, der herskede på det tidspunkt. Protesterne forgrenede sig til en kunstnerisk bevægelse med sange, alternativ graffiti, sloganer, og plakater.«Mai 68 - 40 ans déjà»DeRoo, Rebecca J. (2014): The Museum Establishment and Contemporary Art: The Politics of Artistic Display in France after 1968, Cambridge University Press. .
Majrevolten 1968 havde en markant effekt på det franske samfund og fik konsekvenser i årtier efter. Revolten betragtes den dag i dag som et kulturelt, samfundsmæssigt og moralsk vendepunkt i landets historie, eller som Alain Geismar, en af datidens ledere, senere påpegede, lykkedes bevægelsen "som en social revolution, ikke som en politisk."Erlanger, Steven (29. april 2008): «May 1968 - a watershed in French life», New York Times.
Urolighederne begyndte med, at studerende foretog en række besættelser i protest mod kapitalisme, forbrugerisme, amerikansk imperialisme og traditionelle institutioners værdier og orden. Det spredte sig derefter til fabrikker med strejker, der involverede 11 millioner arbejdere, hvilket var mere end 22 procent af den samlede befolkning i Frankrig på det tidspunkt. Konflikten varede to uger i træk. Bevægelsen var karakteriseret ved sin spontanitet samt dens decentraliserede vilde strejker. Det skabte en social kløft og konflikt mellem oprørerne på den ene side og det etablerede samfund, fagforeningerne og lederne af det franske kommunistparti på den anden side. Det var den største generalstrejke nogensinde i Frankrig og den første landsdækkende vilde strejke.The Nation.com - neglected history may 68 uprising FranceABC News - May 1968 protests changed the world explainer
De studenterbesættelser og vilde strejker, der blev iværksat over hele Frankrig, blev mødt med voldelige konfrontationer fra universitetsadministrationen og politiet. Myndighedernes forsøg på at knuse oprørerne og de strejkende med politiaktioner, tilspidsede kun yderligere situationen. Den første var gadekampe med politiet i Latinerkvarteret i Paris, efterfulgt af en udbredt strejkebølge og besættelser over hele Frankrig. Præsident de Gaulle rejste til en fransk militærbase i Tyskland, og efter hans hjemkomst blev den franske nationalforsamling opløst, og præsidenten udskrev nyvalg den 23. juni 1968. Volden forsvandt næsten lige så hurtigt, som den var opstået. Arbejderne vendte tilbage til deres job, og da valget blev afholdt i juni, blev gaulllistpartiet stærkere end nogensinde før. Opstanden i maj blev beskrevet af den franske indenrigsminister Christian Fouchet som "det værste politiet har været involveret i siden 1936."Bjøl, Erling (1975): Världshistorien efter 1945 2 : De rika länderna, Stockholm : Bonniers och Utrikespolitiska Institutet (dansk original 1972), s. 298 Samtidshistorikeren Pierre Viansson-Ponté udtalte allerede i begyndelsen af 1970'erne, at begivenhederne i maj 1968 var "mere" dokumenteret, end det var tilfældet med Den Franske Revolution.Hägglöf, Gunnar (1975): Minnen inför framtiden : 1961-1971, Stockholm. Norstedts förlag, s. 206
Begivenhederne før maj 1968 thumb|Pladsen foran Sorbonne i Latinerkvarteret, Paris. Tidligere i 1968 havde studerende i blandt andet Polen, USA og Tyskland afholdt voldelige demonstrationer. Situationen i Frankrig var mere præget af kedsomhed over for det bestående. Charles de Gaulle havde regeret landet i to årtier med sin egen forfatning, der var grundlaget for den femte franske republik, og Frankrig havde nydt en periode med stabilitet og økonomisk vækst i 1960'erne. General de Gaulle var kommet til magten i forbindelse med Frankrigs rolle i Algierkrigen, en krig, som det lykkedes ham at afslutte, men som havde radikaliseret den franske studenterbevægelse. Mod slutningen af årtiet blev landet ramt af inflation, og arbejdsløsheden steg. I 1967 vedtog regeringen love for at løse problemerne: Lønningerne skulle holdes nede og bidragene til det sociale sikringssystem blev forhøjet, da landarbejdere også skulle have disse rettigheder.Kurlansky, Mark (2006): 1968: De gränslösa drömmarnas år. Stockholm: Ordfront. , s. 211-220
Undervisningssystemet var forældet, og de franske universiteter blev styret, uden de studerende selv havde indflydelse. Universiteterne havde desuden ikke taget højde for den store befolkningstilvækst i landet på grund af boomet i antallet af spædbørn i efterkrigstiden, hvilket øgede andelen af studerende, der manglede tilfredsstillende rammer for undervisning og forelæsninger, og som derfor blev placeret i interimistiske lokaler rundt om i landet. På mindre end et årti var antallet af studerende i Frankrig steget fra omkring 170.000 i 1958 til omkring 600.000 i 1968. Samtidig var der også mangel på undervisere til at imødekomme den store tilstrømning af studerende.Hägglöf, Gunnar (1975): Minnen inför framtiden : 1961-1971, Stockholm. Norstedts förlag, s. 207 Den radikale studenterbevægelse krævede også seksuel frigørelse i tidens ånd, og den strenge kønsadskillelse på kollegierne var blandt de første, der blev afskaffet. Som i mange andre vestlige lande var franske studerende rasende over USA's krig i Vietnam og krævede en afslutning på Vietnamkrigen.
Den 1. maj 1968 præsenterede en gruppe amerikanske akademikere en rapport om verdens uddannelsessystemer. Med hensyn til Frankrig blev det sagt, at en reform var på vej.Hägglöf, Gunnar (1975): Minnen inför framtiden : 1961-1971, Stockholm. Norstedts förlag, s. 205 Denne reform var blevet præsenteret af undervisningsministeren Alain Peyrefitte måneden før, og den blev godkendt af de Gaulle, som allerede havde været ivrig efter en reform i nogle år. På trods af alle beretningerne fra universiteterne, var begivenhederne i maj 1968 tilsyneladende en stor overraskelse for de franske myndigheder.Kurlansky, Mark (2006): 1968: De gränslösa drömmarnas år, s. 246
I februar 1968 havde de franske kommunister og Socialistpartiet dannet en valgalliance. Kommunisterne havde længe støttet Socialistpartiet ved valg, men i februarerklæringen var de to partier blevet enige om at arbejde for at danne en fælles regering til erstatning for præsident de Gaulle og hans gaullistparti.Mendel, Arthur P. (januar 1969): «Why the French Communists Stopped the Revolution» i: The Review of Politics 31 (1), s. 3–27. JSTOR 1406452, doi:10.1017/s0034670500008913.
Studenteroprøret
thumb|Daniel Cohn-Bendit, 1968. Majopstanden mindede om situationisternes oprør, en litterær bevægelse i begyndelsen af 1960'erne, der havde udviklet sig til politisk aktivisme. Situationisterne troede, at man kunne skabe en situation, deraf navnet, og derefter fastholde et fundament og se begivenhederne udvikle sig af sig selv. Skandalen i Strasbourg i 1966, hvor situationistiske studerende på byens universitet havde igangsat en række politiske drengestreger for at skandalisere myndighederne,Plant, Sadie (1992): The Most Radical Gesture, New York: Routledge, , s. 94 var den første af disse "situationer".«Our Goals and Methods in the Strasbourg Scandal», Situationist International, October 1967; Bureau of Public Secrets En gruppe Les Enragés ("De rasende", navnet blev taget fra en gruppe under den franske revolution) og situationister overtog studenterparlamentet på universitetet og brugte parlamentets midler til at trykke en stor udgave af Mustapha Khayatis værk "Om studentermiljøets elendighed".Khayati, Mustapha (1967): Enragés: Misären i studentens miljö. Oversat af Gunnar Sandin. Lund: Syndikalistiska Grupprörelsen; forord. Publikationen fik enorm opmærksomhed og blev prøvet af ved en domstol. Den anarkistiske civilisationskritik, der præsenteredes her, blev et tema for hele majrevolten, med slogans som "Under brostenene er der en sandstrand" og "Al magt til fantasien!"Dark Star Collective, red. (2008): Beneath the Paving Stones: Situationists and the Beach, May 1968, AK PressStab (1970): Början på en Epok. Stockholm: Gyllene Flottan.
Urolighederne begyndte på Université Paris-Nanterre, hvor en gruppe på omkring 25 "Les Enragés" blev dannet efter et mislykket forsøg på at reformere universitetet. Den 26. januar forsøgte politiet at opløse en demonstration, hvilket gjorde de studerende vrede. "Les Enragés" udførte flere aktioner, og da der blev gjort et forsøg på at lukke ned for protesterne, øgede det radikalismen blandt de studerende, og Nanterre blev herefter centrum for venstrefløjsaktivisme. Den 22. marts besatte grupper fra den yderste venstrefløj, et lille antal fremtrædende digtere og musikere samt 150 studerende, administrationsbygningen på universitetet i Nanterre og holdt et møde i universitetets bestyrelseslokale for at diskutere klassediskriminationen i det franske samfund og det politiske bureaukrati, der kontrollerede universitetets økonomi. Universitetets administration ringede til politiet, der efterfølgende omringede universitetet. Efter at besættelsesmagtens krav var blevet offentliggjort, blev bygningen forladt uden problemer, mens en del af lederne (døbt "22. marts-bevægelsen") indkaldtes til forhør af en disciplinærkomité på universitetet.«Failed Radicals in Europe: 1968-70», Macrohistory and World Timeline
Blandt lederne var anarkisten Daniel Cohn-Bendit. Han studerede jurasociologi. Hans jødiske familie stammede fra Tyskland og havde undgået nazistisk tilfangetagelse ved at gemme sig i Frankrig. Familien havde siden opholdt sig i begge lande. Samtidig blev det den 3. maj besluttet, at USA og Nordvietnam skulle afholde en fredskonference i Paris om Vietnamkrigen. Ved denne lejlighed beordrede de Gaulle flere enheder fra det franske uropoliti Compagnies républicaines de sécurité (CRS) til at være i Paris. Dagen før, den 2. maj, lukkede undervisningsministeriet Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet i Nanterre.Rotman, Patrick (2008): Mai 68 raconté à ceux qui ne l'ont pas vécu, s. 10-11 Dagen efter mødte de studerende op for at protestere over lukningen og truslen om, at flere elever ville blive bortvist.Damamme, Dominique; Gobille, Boris; Matonti, Frédérique; Pudal, Bernard, red. (2008): Mai-juin 68, s. 190. Det fik omkring 500 studerende under ledelse af Cohn-Bendit til at tage til Sorbonne-universitetet i det centrale Paris, hvorefter der udbrød optøjer med uropolitiet. For første gang i universitetets historie trængte politiet ind på universitetets område, hvor de angreb og arresterede omkring 600 protesterende studerende.Kurlansky, Mark (2006): 1968: De gränslösa drömmarnas år. Stockholm: Ordfront, s. 224