thumb|Nakskov voksede som Lollands største og mest industrialiserede by kraftigt i perioden. Her et postkort fra Danagade fra begyndelsen af 1900-tallet.

Lollands historie 1849-1919 omfatter Lollands historie fra Junigrundloven i 1849 og dermed indførelsen af et konstitutionelt monarki i Danmark til afslutningen af 1. verdenskrig og lensafløsningen i 1919, som fik store konsekvenser for Lollands største godsejere. Perioden blev præget af dels det politiske opbrud i 1849 og begyndelsen på et dansk folkestyre og de efterfølgende politiske partidannelser i de følgende årtier, og dels moderniseringen i landbruget og den begyndende industrialisering, der medførte omfattende samfundsforandringer på såvel Lolland som i det øvrige Danmark.

Befolkningen på Lolland-Falster steg fra ca. 80.000 til ca. 130.000 personer i løbet af perioden, hvilket dog var en mindre relativ stigning end i resten af landet. Der fandt en stor afvandring fra landbrugsbefolkningen sted i perioden, der dog delvis blev opvejet af, at de store godser omvendt importerede en del svensk og siden polsk arbejdskraft - en indvandring, som har sat varige spor på øen.

Indvandrerne arbejdede især i roemarkerne, idet dyrkning af sukkerroer og produktion af sukker blev en vigtig beskæftigelse på Lolland i perioden. I alt fire sukkerfabrikker blev anlagt udover en række saftstationer, og øen blev gennemskåret på kryds og tværs af et fintmasket net af roebaner. Den fremvoksende sukkerindustri var et enkelt eksempel på den omfattende mekanisering og industrialisering, der fandt sted i perioden. Jernbaner som Lollandsbanen, nye havneanlæg, gasværker og elværker blev etableret i perioden, og især i Lollands største by Nakskov blev flere nye fabrikker opført. Størst betydning fik Nakskov Skibsværft, der blev anlagt i 1916 og blev hele øens største arbejdsplads. Efter katastrofen under stormfloden i 1872, der oversvømmede store dele af øen og medførte mange druknede, blev det 63 km lange Lollandske dige anlagt, hvilket medførte en betydelig inddæmning af ny landbrugsjord.

Med folkestyret begyndte også en politisk offentlighed at danne sig. I de første år var valgene i Lollands tre folketingsvalgkredse præget af konkurrence mellem bondevenner og nationalliberale, der senere blev konfrontationer mellem Venstre og Højre. Fra omkring århundredskiftet deltog også Socialdemokratiet i valgkampene med stigende styrke. I 1913 erobrede redaktør Sophus Bresemann Nakskovkredsens folketingsmandat. Samme år fik Socialdemokratiet absolut flertal i Nakskovs byråd, og året efter blev Bresemann borgmester som den første socialdemokratiske borgmester udenfor København. Under hans styre blev Nakskov et fremtrædende eksempel på den såkaldte kommunesocialisme med omfattende sociale og økonomiske ændringer.

Befolkningsudvikling

Befolkningen i denne periode steg, men noget langsommere end i resten af landet. Fra 1850 til 1920 steg befolkningen på Lolland-Falster fra ca. 79.000 til ca. 129.000 personer. Det var en stigning på 63 % og dermed kun ca. det halve af stigningen på 119 % på landsplan i samme periode. De mange herregårde med store jordarealer betød, at der var lidet jord til fordeling mellem bøndernes og husmændenes børn, og da kun nogle af disse kunne få arbejde i Lollands købstæder, udvandrede mange tusinde lollikker enten til hovedstaden eller til Amerika og Australien. Denne udvandring blev dog delvis opvejet af, at de store godser til gengæld importerede en del svensk og siden polsk arbejdskraft til øen. I 1911 udgjorde polakker således over en fjerdedel af samtlige landarbejdere på Lolland-Falster.Wendel-Hansen, Jens Lei; Trap Danmarks redaktion: artiklen "1850-1920 i Lolland Kommune" i Trap Danmark på lex.dk. Hentet 16. november 2024.Wendel-Hansen, Jens Lei; Trap Danmarks redaktion; Jensen, Anna-Elisabeth: artiklen "1850-1920 i Guldborgsund Kommune" i Trap Danmark på lex.dk. Hentet 16. november 2024. Den polske indvandring medførte blandt andet, at den første katolske kirke i Danmark siden Reformationen blev opført i Maribo i 1897 i form af Sankt Birgitta Kirke.

I 1921 var der i alt på Lolland 83.188 indbyggere - knap dobbelt så meget som Falsters 43.163.Danmarks Statistik, Statistikbanken, tabel BEF4: Befolkningen 1. januar efter øer og tid. Besøgt 17. november 2024.

Grundlov og godsejerstyre thumb|Lensbaron Otto Rosenørn-Lehn fra Baroniet Guldborgland var udenrigsminister i mere end 21 år under Højres godsejerstyre sidst i 1800-tallet.

thumb|Veteranjernbanen Maribo-Bandholm ved Bandholm Havn. Foto fra 2012.

Med grundloven af 1849 mistede godsejerne yderligere en del af deres juridiske myndighed. Det gjaldt deres amtmandsfunktion, birkeret, skiftejurisdiktion og kaldsret til de lokale kirker. Ligeledes blev retten til at oprette majorater afskaffet. En bestemmelse i grundloven sagde, at de eksisterende len og stamhuse ved fremtidig lovgivning skulle overgå til fri ejendom, mens en anden bestemmelse afskaffede enhver juridisk forret knyttet til "Adel, Titel og Rang". Herregårdene og godsejerne besad dog fortsat en betydelig social og økonomisk magt i deres lokalområder. Økonomisk havde årtierne efter Napoleonskrigene, hvor Danmark mistede Norge, som havde aftaget mange danske landbrugsvarer, været en dårlig tid for landbruget. Men i 1830'erne startede kornsalgsperioden, som blev en langvarig højkonjunktur, ikke mindst for de store kornproducerende gårde og godser på Lolland. I 1840'erne blev byen Bandholm skabt og udviklet. Der blev blandt andet grundlagt et jernstøberi og et skibsværft, og en meget stor del af øens korneksport blev udskibet via Bandholm. Bandholm Havn var i denne periode Danmarks tredjemest korneksporterende havn efter København og Ålborg.Lille by med stor fortid. S. 124-25 i "Lolland-Falster - historier i landskabet". Udgivet af Lolland-Falsters Historiske Samfund ved foreningens 100-års-jubilæum 2012.

I 1850'erne og 1860'erne fik godsejerne større økonomiske incitamenter til at sælge deres fæstegods mod at kunne inddrage en del af det under selve hovedgårdens jord. Salgsindtægterne gav samtidig økonomisk kapital til nye investeringer, og de følgende årtier blev dermed en guldalder for godsernes økonomi. En lang række landbrugstekniske initiativer som dræning og mergling forbedrede landbrugsjorden, der ligeledes blev udvidet ved store landindvindingsprojekter som Saksfjed Inddæmning. En sidegevinst ved afvandingen og dræningen, der medførte et mindre fugtigt klima, var, at den dødelige malaria, der havde hærget øen i en grad, så den var kendt som lollandsk feber, stort set blev udryddet. Ligeledes blev infrastrukturen til transport og salg af landbrugsprodukterne afgørende forbedret ved nye havneanlæg og oprettelse af et jernbanenet, og mekanisering, blandt andet i form af damptærskeværker, forbedrede også landbrugets produktivitet.John Erichsen: Sydhavsøernes herregårde. Lolland-Falster 1500-2020. Museum Lolland-Falster. Trykt i Danmark 2021.

Politisk havde godsejerne magten i Danmark fra 1866 til 1901 via en række Højre-regeringer, der støttede sig på kong Christian IX's velvilje og det godsejerdominerede landsting. Den lollandske lensbaron Otto Rosenørn-Lehn fra Orebygaard var udenrigsminister i hele 22 år fra 1870 til 1892 - en rekord, der aldrig er overgået.

Sukkerroen - det hvide guld

thumb|Sukkerfabrikken Lolland i Holeby - Danmarks første sukkerfabrik.

Gennembruddet for jernbaner og dampmaskiner ændrede det internationale kornmarked fundamentalt fra omkring 1870. Billigt korn fra Rusland og USA kunne nu nemt importeres til Europa, hvilket blev afslutningen på kornsalgsperioden, og det danske landbrug reagerede de fleste steder ved at omstille sig til animalsk produktion og mejeridrift, og fra korndyrkning til foderafgrøder. På Lolland og Falster skete imidlertid en særlig udvikling, da der her opstod en stor produktion af sukkerroer og sukker, som er fortsat indtil i dag.

Sukkerroedyrkningen gav et højt afkast, men krævede også både rigelig arbejdskraft og nye investeringer. I det første stykke tid blev der importeret arbejdskraft fra Sverige, der havde et stort landproletariat, men fra 1893 blev svenskerne erstattet af sæsonarbejdende polakker, såkaldte roepolakker, så der snart hvert år i sæsonen fra april til december arbejdede omkring flere tusinde polske kvinder med den tunge jord i roemarkerne. De blev ofte indlogeret i særlige såkaldt polakkaserner, hvoraf Lungholms polakkaserne i Tågerup stadig står i dag, indrettet som Museum Polakkasernen. Roedyrkningen medførte også byggeriet af fire sukkerfabrikker i Holeby (1872), Nakskov (1882), Maribo (1897) og Sakskøbing (1910), hvoraf Nakskov Sukkerfabrik som den eneste fortsat virker med sit oprindelige formål. Højbygaard Sukkerfabrik i Holeby, der var Danmarks første, blev i 2007 kåret som et af Danmarks 25 industriminder.Industrikultur. Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside 5. maj 2022.

Udover sukkerfabrikkerne blev der bygget en række lokale saftstationer, der forarbejdede roerne til såkaldt tyndsaft, der derpå blev sendt videre ad underjordiske rørledninger til fabrikken. Til Nakskov Sukkerfabrik blev således i 1880'erne bygget fem vestlollandske saftstationer. Andre steder på Lolland blev der bygget et vidtforgrenet net af særlige smalle jernbaner, roebaner, med tipvogne til transport af sukkerroerne til fabrikken. Da dette jernbanenet var på sit højeste, var der i alt 600 km roebaner på øen.

Især de store godsejere var begunstiget af den økonomiske fremgang fra først kornsalget og siden sukkerroerne. Et eksempel herpå var Edward Tesdorpf, hvis hovedsæde var Orupgård på Falster, men som også bl.a. ejede Sædingegård på Lolland. I alt ejede han 2300 hektar af Danmarks bedste jord og var i mere end tredive år den dominerende person i dansk landbrug. Han var bl.a. hovedmanden bag etableringen af Nykøbing Falster Sukkerfabrik i 1884.Historien. Sædingegårds hjemmeside, besøgt 10. november 2024. De gode tider gav sig også udslag i et omfattende nybyggeri af både drifts- og hovedbygninger hos "det store hartkorn", som godserne blev kaldt. Nutidens lollandske herregårdsbygninger er fra anden halvdel af 1800-tallet mere end fra nogen anden periode. Her blev bl.a. opført en række slotslignende hovedbygninger med tårne og spir som Pederstrup, der i 1860'erne blev ombygget i fransk chateau-stil, Orebygaard fra 1872 i rosenborgstil og Aalholm i en gendigtning som middelalderborg i 1889.

Industrialisering og mekanisering

thumb|Danmarks første rutebil kørte mellem Nysted og Nykøbing F. 1903-1906.

Selvom sukkerproduktionen og den medfølgende infrastruktur var et fremtrædende træk ved industrialiseringen og moderniseringen på Lolland, var den ikke det eneste. Lollands første jernbane, der blev åbnet i 1869, var Maribo-Bandholm Jernbane, der forbandt Maribo med sin udskibningshavn. I 1874 åbnede Lollandsbanen, dvs. jernbanen mellem Nakskov over Maribo og Sakskøbing til Nykøbing Falster med en sidebane, der forbandt Maribo og Rødby. Rødbybanen blev i 1912 forlænget til den nyanlagte havneby Rødbyhavn. Lollandsbanen medførte blandt andet, at Søllested udviklede sig til en regulær stationsby med forretninger, håndværksvirksomheder, hotel og kro. Ligeledes voksede Holeby til en stations- og industriby efter anlæggelsen af sukkerfabrikken, hvilket blandt andet førte til grundlæggelsen af Holeby Maskinfabrik (grundlagt i 1901 med udgangspunkt i en smedevirksomhed fra 1882). Størst betydning fik dog det store stålskibsværft Nakskov Skibsværft, der blev grundlagt i 1916 af blandt andet ØK, hvis stifter H.N. Andersen var født i Nakskov. Året før var der i Rødbyhavn blevet anlagt et andet jernskibsværft.

Også en række andre transportmuligheder opstod i perioden. Danmarks første rutebil kørte imellem Nysted og Nykøbing fra 1903 til 1906. En jernbane mellem de samme to byer blev anlagt i 1910. Samtidig fik byerne efterhånden etableret gasværker, elværker og vandtårne.

Stormfloden i 1872