Quintus Caecilius Metellus Pius ScipioD. R. Shackleton Bailey, Two Studies in Roman Nomenclature, Atlanta, GA: Scholars Press, p. 107. Broughton, Magistrates of the Roman Republic vol. 3, p. 41. Oxford Classical Dictionary, "Caecilius Metellus Pius Scipio, Quintus". (ca. 95 – 46 f.Kr.), ofte blot omtalt som Metellus Scipio, var en romersk senator og militær leder. Under borgerkrigen mellem Julius Cæsar og den senatoriske fraktion ledet af Pompejus, var han en stærk tilhænger af sidstnævnte. Han ledte tropper mod Cæsars styrker, hovedsageligt i slagene ved Farsalos og Thapsus, hvor han blev besejret. Han begik senere selvmord. Historikeren Ronald Syme kaldte ham "den sidste Scipio af nogen betydning i romersk historie."Ronald Syme, "Imperator Caesar: A Study in Nomenclature," Historia 7 (1958), p. 187.

Familie og navn Han var søn af Publius Cornelius Scipio Nasica, som var praetor omkring 95 f.Kr., og Licinia. Metellus Scipio var barnebarn af Publius Cornelius Scipio Nasica, der var romersk konsul i år 111 f.Kr., og Lucius Licinius Crassus, som var konsul i år 95 f.Kr.. Hans oldefar var Scipio Nasica Serapio, manden der myrdede Tiberius Gracchus i 133 f.Kr. Gennem sin mor, Cornelia, var Serapio også barnebarn af Scipio Africanus. Scipios far døde ikke længe efter sin embedsperiode som praetor,Cicero, Brutus 212. og efterlod sig to sønner og to døtre. Broderen blev adopteret af deres bedstefar Crassus, men satte kun få spor i historien.Ronald Syme, The Augustan Aristocracy (Oxford University Press, 1989), p. 244.

Publius Scipio, som han blev omtalt i samtidige kilder tidligt i sit liv, blev adopteret i en voksenalderen gennem testamentet fra Quintus Caecilius Metellus Pius, som havde været konsul i 80 f.Kr. og pontifex maximus. Han beholdt sin status som patricisk (adelsmand). Som historikeren Ronald Syme bemærker: "Scipios herkomst var uovertruffen i sin pragt."Syme, The Augustan Aristocracy, p. 244. Juraprofessor Jerzy Linderski har imidlertid påpeget,Jerzy Linderski, "Q. Scipio Imperator," in Imperium sine fine: T. Robert S. Broughton and the Roman Republic (Franz Steiner, 1996), pp. 148–149. The adoption is recorded by Cassius Dio, lx. 51, where he is referred to as "Quintus Scipio"; for the passage, see Bill Thayer's edition at LacusCurtius online. at denne juridiske proces kun i løs forstand udgjorde en adoption. Scipio blev officielt til en Caecilius MetellusCondicio nominis ferendi: a condition of accepting the inheritance was to preserve the name of Metellus Pius, who died without a male heir; Linderski, p. 148. og arvede Metellus Pius' ejendom, men var aldrig hans "søn", mens pontifex maximus var i live. Han blev nogle gange kaldt "Metellus Scipio", eller bare "Scipio", efter hans adoption. Den officielle form for hans navn, som det fremgår af et dekret fra Senatet, var "Q. Caecilius Q. f. Fab. Metellus Scipio".Syme, The Augustan Aristocracy, p. 244 online. Linderski asserted that the official form of his name is unknown because the Fasti Consulares for 52 BC are lost; see "The Dramatic Date of Varro, De re rustica, Book III and the Elections in 54," Historia 34 (1985), p. 251, note 21. Linderski later amplified his view Scipio's nomenclature in the Imperium sine fine essay.

Scipio giftede sig med Aemilia Lepida, datter af Mamercus Aemilius Lepidus Livianus, som var konsul i 77 f.Kr., men var ikke uden rival i forsøget på at gifte sig med Aemilia Lepida. Den jomfruelige Cato havde også ønsket at gifte sig med Aemilia, men tabte.

Quintus Caecilius Metellus Pius Scipio og hans hustru Aemilia Lepida fik én søn, en Metellus Scipio, der tilsyneladende døde som 18-årig. Muligvis fik de en anden søn omkring år 70 f.Kr., eller også adopterede de en søn. Det var dog parrets langt mere berømte datter, der også blev født omkring samme tid.Syme explores the possibilities pertaining to a little attested son in The Augustan Aristocracy, pp. 245 ff. Scipio giftede først den berømte Cornelia Metella bort med Publius Crassus, som var Marcus Licinius Crassus' søn. Efter Publius' død i Carrhae besluttede Scipio at efterfølge Cæsar som Pompejus' svigerfar og henvendte sig til Pompejus med et tilbud om at gifte ham med Cornelia, hvilket Pompejus accepterede. Pompejus var mindst tredive år ældre end Cornelia. Ægteskabet var et af de skridt, der markerede bruddet på alliancen mellem Pompejus og Caesar, og Pompejus' erklæring som optimaternes leder. De to mænd var konsuler sammen i 52 f.Kr.

Politisk karriere I forbindelse med sin forsvar af (retssag) Sextus Roscius i 80 f.Kr. nævner Cicero "P. Scipio" blandt de unge adelige (nobiles) på sit forsvarshold. Han bliver nævnt sammen med Marcus Messalla og Metellus Celer, som begge senere blev konsuler.Cicero, Pro Roscio Amerino 77, as cited by Syme, The Augustan Aristocracy, p. 245.

Metellus Scipio var sandsynligvis plebejertribun i år 59 f.Kr., men hans patricierstatus taler dog imod, at han holdte dette embede.Syme, The Augustan Aristocracy, p. 244, note 6, citing D.R. Shackleton Bailey, Two Studies in Roman Nomenclature (1976), p. 98 ff. (see also for discussion of Metellus Scipio's names). Tribunate rejected and patrician status affirmed most emphatically by Linderski, "Q. Scipio Imperator," p. 149 ff. online. Scipio was an interrex; patrician rank was a prerequisite for the office. Det er muligt, at Scipios adoption til en plebejisk gens kan have kvalificeret ham til at holde embedet som plebejertribun. Han var muligvis curule ædil i år 57 f.Kr., hvor han afholdte og overså begravelseslege til ære for sin adoptivfars død seks år tidligere. Han var praetor, højst sandsynligt i 55 f.Kr., under Pompejus' og Marcus Crassus' andet konsulskab..

I 53 f.Kr. var Scipio interrex med Marcus Valerius Messalla.Since only a patrician could be interrex, the holding of this office casts further doubt on whether he was ever plebeian tribune. Han blev valgt konsul sammen med Pompejus i år 52 f.Kr., det samme år som han arrangerede et ægteskab af sin datter (som nyligt var blevet enke) med Pompejus.

Den utvivlsomt aristokratiske og konservative Metellus Scipio havde været, mindst en symbolsk, modvægt til magten hos det såkaldte triumvirat før Crassus' død i 53 f.Kr. "Belejligt dødsfald", bemærker Syme, hvilket "havde øget hans værdi, da ingen af Metellan-konsulerne nu var tilbage."Syme, The Augustan Aristocracy, p. 245.

Det vides, at Metellus Scipio var medlem af Pontifex-kollegiet i 57 f.Kr. Han blev sandsynligvis nomineret efter sin adoptivfaders død i 63 f.Kr. og efterfølgende valgt.Lily Ross Taylor, "Caesar's Colleagues in the Pontifical College," American Journal of Philology, vol. 63 (1942) 385–412, especially pp. 398, 412.

Rolle i borgerkrig thumb|300x300px| Denarius udstedt af Metellus Scipio som imperator i Nordafrika, 47-46 f.Kr., forestillende Jupiter og på bagsiden en elefant. I januar 49 f.Kr. overtalte Scipio Senatet til at udstede det ultimatum til Cæsar, der gjorde krig uundgåelig.Caesar, De Bello Civili, i. 5; William W. Batstone and Cynthia Damon, Caesar's Civil War, Oxford University Press, (2006), p. 109 online. Samme år blev Scipio prokonsul for provinsen Syrien.Caesar, De Bello Civili, i. 6, see also i. 4, iii. 31, 33; Cicero, Epistulae ad Atticum, ix. 11, see also viii. 15 and ix. 1; Plutarch, "The Life of Pompeius", 62. I Syrien og Asien, hvor han tog vinterlej, benyttede han sig ofte af undertrykkende metoder for at samle skibe, tropper og penge.Caesar, De Bello Civili, iii. 31–33. Han indførte her en skat på slaver og børn; han beskattede søjler, døre, korn, soldater, våben, roere og maskineri; hvis et navn kunne findes på en ting, blev det betragtet.Caesar, De Bello Civili, iii. 32: In capita singula servorum ac liberorum tributum imponebatur; columnaria, ostiaria, frumentum, milites, arma, remiges, tormenta, vecturae imperabantur; cuius modo rei nomen reperiri poterat, hoc satis esse ad cogendas pecunias videbatur.

Scipio lod Alexander af Judæa henretteJosephus, Antiquities of the Jews xiv. 123–125, The Wars of the Jews i. 183–185, 195; see also Cassius Dio, xli. 18. og blev hyldet imperator for påståede sejre i AmanusbjergeneSee Broughton, Magistrates, pp. 260–261 for references in addition to Caesar. – dette blev dog latterliggjort af Cæsar.Caesar, De Bello Civili, iii. 31: "It was during this time that Scipio sustained some losses around Mount Amanus and called himself imperator, after which achievement he demanded large sums of money from the states and rulers [in the area]" (his temporibus Scipio detrimentis quibusdam circa montem Amanum acceptis imperatorem se appellaverat. Quo facto civitatibus tyrannisque magnas imperaverat pecunias). John H. Collins calls this remark "the only genuine joke in the Commentaries." "Caesar and the Corruption of Power", in Historia, No. 4 (1955), p. 457, note 64.

I 48 f.Kr. førte Scipio sine styrker fra Asien til Grækenland for at manøvrere mod Gnæus Domitius Calvinus og Lucius Cassius indtil Pompejus' ankomst. I forbindelse med Slaget ved Farsalos anførte han den centrale del af hæren. Efter optimaternes nederlag mod Cæsar flygtede Metellus til Afrika. Med støtte fra sin tidligere rival i kærlighed, Cato, fratog han sandsynligvis i begyndelsen af 47 f.Kr. den loyale Publius Attius Varus den øverste kommando over Pompejus' hær. I 46 f.Kr. havde han kommandoen i Slaget ved Thapsus, "uden dygtighed eller succes",Syme, The Augustan Aristocracy, p. 245. og blev besejret sammen med Cato.See Broughton, Magistrates, pp. 275, 288, and 297, for numerous citations of primary sources. Efter nederlaget forsøgte han at flygte til den Iberiske Halvø for at fortsætte kampen, men blev fanget af Publius Sittius' flåde. Han begik selvmord ved at dolke sig selv, for at undgå at falde i fjendens hænder.

Værdighed i døden Overfor døden opnåede Metellus Scipio en ukarakteristisk værdighed. Han tog legendarisk afsked med sine soldater med en nonchalant "Imperator se bene habet" ("Din general har det fint").A translation that draws on Scipio's usual superbia over the sprezzatura supposedly demonstrated here might be "The Imperator conducts himself well." Disse sidste ord fremkaldte stærk ros fra den stoiske moralfilosof Seneca:

Referencer

Litteratur Linderski, Jerzy. "Q. Scipio Imperator." In Imperium sine fine: T. Robert S. Broughton and the Roman Republic. Franz Steiner, 1996, pp. 144–185. Limited preview online. Syme, Ronald. "The Last Scipiones." In The Augustan Aristocracy. Oxford University Press, 1989, pp. 244–245 online.