Hans Peter Johan Lyngbye (født 15. juli 1834 på Vallø Slot, død 15. april 1920 i København) var en dansk grosserer og konferensråd.

Lyngbye, der var søn af kantor og løjtnant ved Kongens Livkorps, Hans Peter Johan Lyngbye og Ida Christine Monrath, blev student som privatist i 1851 og cand.phil. året efter. Han havde haft til hensigt at studere jura, men kom i lære i Emil Z. Svitzers virksomhed. Svitzer, som var hans stedfader, havde en tømmerhandel og drev også den bjergningsentreprise, som senere fik hans navn. I 1863 indtrådte Lyngbye i stedfaderens firma.

I 1872 omdannedes bjergningsentreprisen til et aktieselskab, og efter Svitzers død i 1886, overtog Lyngbye trælastfirmaet og blev direktør i bjergningsentreprisen.

Andre hverv Lyngbye var medlem af Sø- og Handelsretten 1872–1907 og af Grosserer-Societetets komité 1883–1912. I 1887 blev han medlem af Privatbankens bankråd.

Mellem 1895 og 1920 var Lyngbye direktør i Søe-Assurance Compagniet, og fra 1913 formand for dets bestyrelse.

Fra 1884 var Lyngbye også medlem af bestyrelsen i den stiftelse der ejede skoleskibet Georg Stage.

Lyngbye blev gift med Svitzers datter fra et tidligere ægteskab, Emilia Andrea Cathinka Henriette Wilhelmine Svitzer, den 21 september 1860.

Udnævnelser Lyngbye blev udnævnt til Ridder af Dannebrog i 1879, og til etatsråd i 1892. I 1899 fik han Dannebrogordenens Hæderstegn og i 1904 blev han udnævnt til kommandør af Dannebrog. I 1908 fik han titelen konferensråd.

Lyngbye er afbildet på P. S. Krøyers maleri Fra Københavns Børs.

Referencer

Eksterne henvisninger

Kategori:Grosserere fra Danmark Kategori:Personer fra Stevns Kommune Kategori:Tømmerhandlere fra Danmark Kategori:Personer i Kraks Blå Bog (1910) Kategori:Kommandører af 1. grad af Dannebrog Kategori:Personer portrætteret på Fra Københavns Børs