1. Balkankrig startede den 8. oktober 1912, da staterne i Balkanforbundet (Kongeriget Serbien, Kongeriget Bulgarien, Kongeriget Grækenland og Kongeriget Montenegro) angreb det Osmanniske Rige. Efter tre dages kampe ved byen Kumanovo (28. til 31. oktober 1912) overtog den serbiske hær byen Skopje uden kamp og fortsatte med sejre andre steder. De største slag mod tyrkerne var ved Babuna, derefter ved Bakarno Gumno og igennem Kosovo. Den serbiske hær spredte sig til den adriatiske kyst. I løbet af oktober okkuperede de det vestlige Makedonien og Albanien. Den bulgarske hær okkuperede Østmakedonien til floden Mesta og kysten af det ægæiske Hav øst for det nuværende Thessaloniki i Grækenland. Den græske hær befriede Epir og øen Kreta og okkuperede derefter det ægæiske Makedonien.
Krigen løste ikke konflikterne på Balkan og kort efter dens afslutning begyndte 2. Balkankrig.
Baggrund thumb|left|Grænser i 1912. Den 1. Balkankrig fremkaldtes ved forviklinger i Makedonien. Bulgarien og Serbien sluttede i maj 1912 et forbund, som senere blev tiltrådt af Grækenland og Montenegro med det fælles formål at gøre en ende på det tyrkiske overherredømme i Europa, idet hver af Balkanstaterne dog havde sit særlige formål. Bulgarien ville se at nå Konstantinopel efter at have slået den tyrkiske hovedhær i Thrakien, men tillige vinde Saloniki. Serbien efterstræbte det meste af Makedonien og Saloniki. Grækenland ville lægge beslag på det sydlige Makedonien og Saloniki samt Epirus. Montenegro efterstræbte Novibazar og Skutari. Albaniens fremtid var det ikke muligt at bestemme.
Som følge af disse særlige formål var en direkte samvirken imellem de fire Balkanstater på forhånd udelukket, og da Tyrkiet ligeledes splittede sine kræfter for at modsætte sig de fire forskellige angreb, det blev udsat for, førtes krigen på fire adskilte Krigsskuepladser.
De opstillede hære og deres mål Montenegro
Den 8. oktober 1912 erklærede Montenegro Tyrkiet krig, og allerede dagen efter satte dets mobiliserede stridskræfter under befaling af kong Nikola og leddelte i 3 grupper sig i bevægelse: Sydgruppen, der bestod af omkring 7.000 mand under general Gjurovic drog fra Virpazar mod Skutari, Midtgruppen, der bestod af omkring 12.000 mand under kronprins Danilo drog fra Podgoritza mod Skutari, nord om søen og erobrede den 14. oktober Tuzzi, hvor 7.000 geværer, 8 maskingeværer og flere kanoner blev krigsbytte. Nordgruppen, der bestod af henved 10.000 mand under general Vukotitsch drog mod Novibazar. Iberegnet 3.000 albanere rådede Montenegro over henved 40.000 mand, 104 7,5 cm og 8,7 cm’s Krupp’ske og endvidere 44 maskinkanoner. Mens de to første grupper standsedes af fæstningen Skutari, der havde en omkreds af 25 km, deri indbefattet det 400 m høje bjerg Tarabosch i syd, hvilken forsvaredes af 24. og en redif-(landeværns-)division samt albaneske frivillige med Hassan Pasha som kommandant, hvorfor en langvarig belejring måtte indledes, kunne den 3. allerede den 25. oktober erobre Sjenica i Novi Pazar og tilvejebringe en forbindelse med serberne.
Serbien
Serbien mobiliserede den 1. oktober, og inden 24 timer mødte 95 % af de indkaldte. Foruden 5 linje-divisioner à 2 brigader på 4 bataljoner opstilledes 5 reserve-divisioner à 3 regimenter på 4 bataljoner og en rytterdivision, i alt omkring 170.000 mand, men i løbet af felttoget kom hertil endnu 5 divisioner landstorm, omkring 80.000 mand. Der opstilledes: 2. armé under general Stefanovitsch med 1 linje- og 2 reservedivisioner ved Küstendil for at støtte hovedhærens venstre fløj ved en fremrykning imod Kratovo, omfattende i alt 35.000 geværer, 700 sabler og 120 kanoner; 1. armé under kronprins Alexander, der samlede sig mellem Leskovats og Vranja med Kumanovo som mål, og som bestod af 3 linje- og 2 reservedivisioner samt en rytterdivision, omfattende i alt 60.000 geværer, 4.500 sabler og 232 kanoner; 3. armé under general Jankovitsch med 1 linje- og 2 reservedivisioner, omfattende i alt 34.000 geværer, 1.200 sabler, 144 kanoner, hvilken samlede sig ved Kursumlje med Pristina som mål; Ibar-hæren under general Zivkovitsch med 2 reservedivisioner, omfattende i alt 16.000 geværer, 400 sabler og 56 kanoner, hvilken fra Kraljevo skulle rykke ind i Novibazar. Til støtte på venstre fløj gik den bulgarske 7. division, omfattende 40 bataljoner, 3 eskadroner og 72 kanoner, fra Dupnica-Samokov frem mod Struma-dalen.
Tyrkiet
De tyrkiske stridskræfter over for Balkanlandenes bestod i fredstid af 2. hærinspektion: VII armékorps i Yskyb, VI i Monastir, V i Saloniki foruden 22. og 23. selvstændige division i Koziani og Janina. Denne stridsmagt forstærkedes af mindst 3 redif-divisioner (en fra Anatolien) af 1. opbud og 11 af 2. opbud. Overbefalingen førte Ali Riza Pasha, som tillige havde at forsvare sig mod Montenegro og Grækenland, men han anså Serbien for hovedmodstanderen og opstillede 4 grupper imod det: Centrum: Vardar-hæren under Zekki Pasha imellem Istib og Yskyb, VI armékorps, Djavid Bey, 2 divisioner af VII armékorps, Fethi Pasha, 5 redif-divisioner og en rytter-division, den sidste nord for Kumanovo, i alt omkring 50.000 mand med 116 kanoner. Vestgruppen: Ferik-Tevfik Pasha, een division af VII armékorps og 2 redif-divisioner ved Pristina-Giljane, i alt omkring 12.000 mand. Østgruppen: V armékorps og 2 redif-divisioner, dels i Struma-dalen, dels imellem Istib og Strumnica, i alt omkring 40.000 mand, 60 kanoner. Ibar-reserven, omfattende nogle redif-divisioner ved Prilep.
Indledende manøvrer thumb|left|Oversigt over krigens manøvrer. thumb|right|250px Serbernes hovedhær holdt sig til 20. oktober tilbage, hvorimod fløjene allerede gik frem 18. oktober. 2. armé nåede uden synderlig modstand den 22. oktober Kratovo og 3. armé Pristina-Giljane. Ibar-hæren besatte den 23. oktober Novibazar og dagen efter Sjenica. 1. armé mødte større modstand, og dens tête med omkring 30.000 mand blev samme dag angrebet af 35.000 tyrkere, som dog måtte gå tilbage. Den 24. oktober, da 1. armé var sluttet op, besluttede kronprinsen at angribe Kumanovo, inden VI armékorps kunne gribe ind. Han indledede fægtningen ved en voldsom artilleriskydning og slog VIII armékorps fuldstændig. Kl. 10 var Kumanovo erobret, og nu rettedes angrebet imod VI armékorps, der veg tilbage mod Kjopryly. Da nu også 2. og 3. armé trængte frem, så at VII armékorps den 26. fordreves fra Yskyb, kom tyrkerne i en vanskelig stilling og søgte i hast at koncentrere sig i linjen Prilep (V og VI armékorps), Krusevo (VII armékorps), hvor Ali-Riza Pasha modtog forstærkning fra Albanien og Makedonien. Hans mål var at forsvare Monastir. Serberne havde imidlertid også opstillet flere tropper og mente, at 1. armé, der rådede over 85.000 mand, var tilstrækkelig til at bryde tyrkernes modstand. Da Kjöpryly erobredes den 29. oktober af 2. armé, sendtes derfor den serbiske Timok-division og endnu en division med mere til Adrianopel for at deltage i denne fæstnings belejring. 3. armé, der måtte afgive Morava-divisionen, skulle operere i Albanien og Gammel-Serbien, San Giovanni di Medua besattes den 17., Alesso den 18. (her toges 4.000 mand til fange), Durazzo den 29. november og Elbarsan den 1. december, mens general Zivkovitsch den 12. november nåede Djakova.
Imidlertid fortsatte 1. armé sin fremrykning mod Monastir i 3 kolonner, idet dog en brigade og største delen af rytteriet sendtes til Saloniki. De nåede den 15. november Dorijan uden modstand, men et herfra afsendt rytterregiment erfarede, at grækerne allerede havde besat byen den 7. Fremrykningen gav anledning til flere kampe, således ved Kicova natten mellem den 5. og den 6. november, hvor VII armékorps blev overrasket, og ved Prilep, som erobredes den 5. om aftenen. Men tyrkerne tog atter stilling 10 km syd derfor, og da en heftig snestorm den 6. og 7. november tillige gjorde bjergvejene ufremkommelige, måtte angrebet på Monastir udsættes til den 13. november, hvilken frist tyrkerne benyttede til at forstærke den derværende 30 km lange stilling. De truedes dog tillige i ryggen af grækerne, som kom fra Saloniki, så at en division (18.) måtte afsendes derimod. Serberne angreb såvel i fronten som på begge fløje, mens rytteriet sendtes til grækerne og besatte Kenali. Der opnåedes nogle fordele hin dag. Den 15. og 16. blev det tyrkiske centrum tvunget tilbage, og den 17. november fandt den afgørende kamp sted, hvor efter Monastir erobredes den 18. november.
Fethi Pasha slog sig igennem til Resnja, men faldt den 20. november under en kamp ved Presba-søen. Zekki Pasha mistede ved Medzili hele sit artilleri, men slap med 18. division, forfulgt af grækerne gennem Pisodeni-passet til Janina. Djavid Pasha blev med 1.000 mand og meget skyts taget til fange ved Monastir. Tyrkerne mistede desuden 7.000 mand, serberne 5.000 mand. At ikke hele den tyrkiske hær blev ødelagt, skyldtes, at 18. diyision standsede grækerne. Serberne forblev i Monastir, hvor de to kronprinser mødtes. Den 4. december afsluttedes en våbenstilstand med Tyrkiet, men Albanien erklærede sig nu uafhængig, støttet af Østrig (hvis konsul i Prisrend havde lidt overlast), hvilket ved sin delvise mobilisering indtog en truende holdning. De serbiske stridskræfter koncentrerede sig derfor omkring Yskyb, men holdt dog fortsat Alesso og Durazzo besatte.
Grækenlands krigsmanøvrer
Ved krigens begyndelse var den græske hær, som i begyndelsen af 1912 havde fået en ny ordning, under omdannelse med den franske general Eydoux som rådgiver. Det opstillede en hovedhær under kronprins Konstantin med general Danglis som stabschef, med 4 linje- og 3 reserve-divisioner samt en rytter-division, i alt omkring 60.000 geværer, 1.800 sabler, 176 kanoner, ved Trikola-Larissa med Saloniki og Monastir som mål, samt Arta-gruppen under general Zapundzakis med 8. division og frivillige fra Kreta, i alt omkring 10.000 mand og 16 kanoner for at erobre Epirus og Janina.
De tyrkiske stridskræfter, der kunne komme i betragtning som umiddelbare modstandere, bestod kun af 22. og 23. division, og 2 redif-divisioner under Hassan Tashin Pasha, i alt omkring 27.000 mand og 72 kanoner, men den 20. oktober mødte en redif-fivision fra Asien frem, så at Essad Pasha nu kunne råde over omkring 16.000 mand i Epirus og Janina og Tashin Pasha over 20.000 mand sydvest for Saloniki. Yderligere kunne senere de i Strumnica opstillede 28.000 mand under Ali Radir Pasha komme i betragtning. At grækerne hævdede herredømmet til søs, var for dem af stor betydning.
Den 18. oktober overskred den græske hovedhær i 3 kolonner grænsen. Den ved Elassona opstillede tyrkiske avantgarde veg tilbage til Serfidsje, hvor Tashin Pasha ville optage kampen med omkring 18.000 mand. Han standsede også grækerne i 2 dage, men da han blev omgået i begge flanker, led han den 24. et betydeligt nederlag, og grækerne udbredte sig der efter i slettelandet. Med 6 divisioner og rytteriet ilede de mod Saloniki, mens kun 1 1/2 division sendtes imod Vardar-hæren i nordvest. Den 2. november satte Tashin Pasha sig endnu en gang med 20.000 mand til modværge ved Jenidse Vardar, men overfløjet til venstre måtte han dagen efter opgive sin stilling, så at et græsk rytterregiment den 7. november kunne holde sit indtog i Saloniki, fulgt af fodfolk dagen efter. Bulgarernes 7. division, som den 7. november over Seres havde nået Aivali, kom således bagefter.
Tashin Pasha, som var blevet forstærket med flygtninge fra Vardar-hæren og Struma-dalen, blev dog herved omsluttet, tilmed da grækerne landsatte en styrke i Kassandra-bugten, og måtte den 9. november kapitulere med 25.000 mand.