Geelong (/dʒɪˈlɒŋ/ jih-LONG) (wathawurrung: Djilang/Djalang) er en havneby i den australske delstat Victoria. Den er beliggende i den østlige del af Corio Bay (den vestlige del af Port Phillip) omkring 65 kilometer sydvest for Melbourne, hovedstaden i Victoria. Geelong er den næststørste by i Victoria (efter Melbourne) med 180.239 indbyggere i 2021. Byen er et knudepunkt for trafik mellem det vestlige Victoria og Melbourne. Geelong har dertil færgeforbindelse til Tasmanien.
Geelong er det administrative centrum for lokalregeringsområdet City of Greater Geelong, der ikke kun omfatter byen men også mere landlige områder nord og øst for byen, bl.a. Bellarine-halvøen.
Oprindeligt boede den aboriginske stamme Wadawurrung, hvor Geelong nu ligger. Det moderne navn Geelong, som stammer fra 1827, kommer også fra det lokale navn for stedet, Djilang, som man mener betyder "land", "klipper" eller "tange eller halvø". Området blev første gang opmålt af europæiske bosættere i 1838, tre uger efter Melbourne. Et postkontor åbnede i juni 1840 som det andet i området omkring Port Phillip. Den første lagerbygning til uld stammer også fra denne periode, hvor Geelong hurtigt blev havneby for uldindustrien i hele det vestlige Victoria.
Under guldfeberen i Victoria i 1850'erne oplevede byen et opsving som havn for guldfelterne omkring Ballarat.Norman Houghton - I 1860'erne begyndte en udvikling, der gjorde Geelong til en vigtig industriby med uldfabrikker, rebslagerier og papirmøller. Byen fik officielt status som city i 1910. Væksten i industrisektoren fortsatte, og indbyggertallet nåede 100.000 midt i 1960'erne. De sidste årtier er væksten i Geelong fortsat, til trods for at industriproduktionen er faldet. Stor vækst i serviceindustrien har mere end kompenseret for dette. En fornyelse af den indre by har pågået siden 1990'erne og Geelong er en af Australiens hurtigst voksende byer.
Byen er kendt for Geelong Football Club, som er den næstældste klub i Australian Football League (australsk fodbold). Historie Tidlig historie Området hvor Geelong nu ligger samt hele Bellarine-halvøen hørte oprindeligt til den aboriginske stamme Wadawurrung (også kendt som Wathaurong). Den første europæer, som vides at have besøgt området, var løjtnant John Murray, som førte briggen . Han ankrede op uden for Port Phillip Heads (den smalle indsejling til Port Phillip, som både Geelong og Melbourne nu ligger ud til). 1. februar 1802, sendte han en lille båd med 6 mænd ind for at udforske bugten. John Bowen ledte den lille gruppe, som udforskede de nærmeste steder og vendte tilbage til Lady Nelson 4. februar. De havde positive tilbagemeldinger, og 14. februar sejlede Lady Nelson ind i Port Phillip og forlod først bugten 12. marts. I løbet af denne tid udforskede Murray bl.a. Geelong-området og erklærede hele området omkring bugten for britisk. Han navngav bugten Port King, efter Philip Gidley King, guvernøren af New South Wales. Guvernør King omdøbte den senere til Port Phillip efter den første guvernør i New South Wales, Arthur Phillip. Kort efter Murray nåede Matthew Flinders til Port Phillip 27. april 1802. Han troede, han var den første europæer i bugten og kortlagde den. Han forlod Port Phillip allerede den 3. maj, da han ønskede at nå tilbage til Sydney, før vinteren satte ind.
I januar 1803 ankom New South Wales' landinspektør Charles Grimes til Port Phillip på kanonbåden og lavede en rigtig opmåling af området. Han rapporterede tilbage til guvernøren, at området var uegnet til bosættelse og vendte tilbage til Sydney 27. februar. I oktober samme år ankom oberstløjtnant David Collins på til Port Phillip for at grundlægge en straffekoloni i Sullivan Bay. Collins var utilfreds med det valgte sted og sendte en lille gruppe anført første af løjtnant J.H. Tuckey afsted for at undersøge alternative steder. Gruppen opholdt sig fra 22. til 27. oktober på de nordlige bredder af Corio Bay, hvor den første aboriginer blev dræbt af en europæer i Victoria. Collins fandt ingen tilfredsstillende steder til straffekolonien, og han fik tilladelse af guvernør King til at flytte kolonien til Tasmanien. Straffefangen William Buckley nåede at undslippe fra Sullivan Bay i 1803, og han levede de næste 32 år med Wadawurrung-stammen på Bellarine Peninsula, før han overgav sig til myndighederne. Han blev senere benådet af viceguvernøren i Tasmanien Sir George Arthur og blev derefter brugt som tolk.
De næste europæere, der besøgte området, var de to opdagelsesrejsende Hamilton Hume og William Hovell, som rejste over land. De nåede den nordlige del af Corio Bay 16. december 1824. De registrerede de lokale aboriginske navne for området som Corayo og bugten som Djillong. Hume og Hovell havde fået til opgave at rejse over land fra Sydney til Port Phillip, og da de havde gjort det, startede de deres rejse tilbage allerede to dage senere 18. december.
I 1835 havde John Batman, der var med til at grundlægge Melbourne, en lejr ved Indented Head på Bellarine-halvøen, hvor han efterlod flere folk, mens han rejste tilbage til Tasmanien (dengang kendt som Van Diemen's Land) efter sin familie og flere forsyninger.
thumb|Det ældste Geelong med en lille gruppe huse ved bugten. I marts 1836 bosatte tre mænd, David Fisher, James Strachan og George Russell sig i området som 'squatters' (uden myndighedernes tilladelse). Geelong blev først opmålt af landmåler W. H. Smythe tre uger efter Melbourne, og blev erklæret en by 10. oktober 1838. Der var allerede en kirke, hotel, lagerbygninger, 82 huse og en befolkning på 545. I 1841 var den første uld blevet sendt til England og der var dampfærgeforbindelse til Melbourne. Kaptajn Foster Fyans blev udnævnt til politichef i 1837 og etablerede sig selv på det sted ved Barwon River, der i dag kaldes Fyansford. Fyans lavede den første optælling af den indfødte befolkning og nåede frem til, at 275 boede i området. Fyans uddelte tæpper, sukker og mel til de indfødte, men snart beordrede han sine soldater til at true med at skyde, da der udbrød optøjer, da der ikke var tæpper til alle. Fyans byggede et stemmeværk i Barwon River for at forhindre at det salte vand fra det nederste løb blandede sig med det ferske vand længere oppe. Således sikrede han vandforsyning til byen. I 1849 blev Fyans den første borgmester i Geelong Town Council. En af de første bosættere i Geelong var Alexander Thomson, der fem gange var borgmester i Geelong fra 1850 til 1858.
Anden halvdel af det 19. århundrede: Guldfeber og den første industri thumb|left|View of Geelong. Oliemaleri fra 1856 af Eugene von Guérard. Efter guldfund i nærheden af Ballarat (ca. 80 km mod nordvest) i 1851 steg indbyggertallet i Geelong, som var nærmeste havneby, til 23.000 midt i 1850'erne. I Melbourne, som følte sin position truet, blev der lavet et falsk kort, som viste, at den hurtigste vej til guldfelterne gik via Melbourne. Avisen Geelong Advertiser blev udgivet første gang i 1840 af James Harrison, som også byggede verdens første praktisk fungerende maskine til fremstilling af is i 1851. I 1854 byggede han den første kommercielle maskine ved Barwon River, som han patenterede i 1855. I 1856 byggede han et køleanlæg til et bryggeri i Bendigo. Herefter gik det stærkt og han fik en lang karriere inden for køling, som førte ham til Melbourne først og senere England. Han vendte dog tilbage til Geelong inden sin død i 1893. thumb|En hjuldamper nærmer sig havnen i Geelong i 1857. Geelong Hospital åbnede i 1852 og byggeriet af rådhuset, Geelong City Hall, begyndte i 1855. Byggeriet af en ny havn, Port of Geelong, startede med udgravningen af den første skibskanal gennem den sandbanke, der går tværs over Corio Bay i 1853. Jernbanen, der forbinder Geelong og Melbourne blev bygget i 1857 af Geelong and Melbourne Railway Company. I 1850 blev kaniner blev introduceret til Australien af Thomas Austin, som importerede dem fra England for at kunne jage dem på sin ejendom Barwon Park nær Winchelsea. Et af Geelongs mest kendte varehuse, Bright and Hitchcocks åbnede i 1861, og fængslet HM Prison Geelong, der var bygget af straffefanger, åbnede i 1864.
I 1866 startede Graham Berry avisen Geelong Register som en konkurrent til den veletablerede Geelong Advertiser. Den var ingen succes, så i stedet købte han Advertiser og lagde de to aviser sammen med ham selv som redaktør. Med avisen som platform blev han i 1869 valgt til Victorias underhus for Geelong West. I 1877 skiftede han til Geelong, som han repræsenterede indtil 1886. Han blev senere Victoria premierminister i 1875, 1877–1880 og 1880–1881. På markedspladsen midt i byen blev et klokketårn bygget i 1856, og en udstillingsbygning blev åbnet i 1879.
Under guldfeberen voksede både Ballarat og Bendigo sig større end Geelong. I Melbourne kaldte man Geelong 'Sleepy Hollow' (sovende hul), en betegnelse som holdt ved i mange år. Flere industrivirksomheder startede dog i Geelong, bl. a. Victorias første uldfabrik i South Geelong i 1868. I 1869 gik klipperen Lightning i brand ved kajen i Yarra Street. Man frigjorde fortøjningerne, og skibet drev ud i bugten, hvor det blev sænket med artilleri. Allerede i 1860'erne blev byen kaldt 'The Pivot' (omdrejningspunktet), på grund af den centrale beliggenhed i forhold til det vestlige Victoria. Infrastrukturen i og omkring Geelong blev yderligere forbedret med forlængelsen af jernbanen til Colac mod vest i 1876 og til Queenscliff mod sydøst i 1879. I 1881 begyndte udgravningen af en ny og dybere skibskanal, som stod færdig i 1893.
Hestevæddeløbet Geelong Cup blev afholdt første gang i 1872, og Victorias første langdistance telefonopkald blev foretaget mellem Geelong og Queenscliff (30 km mod sydøst) 8. januar 1878, kun et år efter telefonen blev opfundet. Geelong havde også en betydelig vinproduktion indtil vinplanterne blev angrebet af skadedyret phylloxera vastatrix ved Fyansford i 1875. Victorias regering besluttede, af alle vinplanter i området omkring Geelong skulle destrueres for at forhindre skadedyret i at sprede sig. Først i 1960'erne begyndte man at dyrke vin ved Geelong igen. Mellem 1886 og 1889 byggede de større banker og forsikringsselskaber nye og større hovedsæder. Det eksisterende Geelong Post Office blev bygget på denne tid og Gordon Technical College blev grundlagt. Industrivæksten fortsatte og Fyansford cementfabrik startede i 1890.
Første halvdel af det 20. århundrede: Byen udvikler sig thumb|left|Åbning af Geelongs sporvognslinje i 1912, Moorabool Street, Geelong. thumb|T & G-bygningen i Geelong I 1902 fik Geelong elektrisk lys fra Geelong Power Station. Geelong fik officielt status som city 8. december 1910. Elektriske sporvogne kørte fra 1912 mellem centrum og forstæderne indtil de blev nedlagt i 1956. Den første af mange forretninger på Market Square åbnede i 1913, og den første Gala Day (byfest) blev afholdt i 1916.
Geelongs industrivækst accelererede i 1920'erne: uldfabrikker, gødningsfabrikker, Ford Motor Company's fabrik ved Norlane og et whisky-destilleri i Corio blev alle startet i denne periode. Geelong Advertisers radiostation 3GL (nu K-Rock) begyndte at sende i 1930, Kystvejen Great Ocean Road åbnede i 1932, og i 1934 stod T & G-bygningen færdig på en af de mest prominente adresser i byen.
I 1936 var Geelong blevet større end Ballarat og var nu den næststørste by i Victoria.Geelong Ousts Ballarat. Population Surprises. The Argus (Melbourne) Tirsdag 28. april 1936, side 10
I 1938 sejlede dampskibet Edina sin sidste tur til Geelong. Det var slutningen på en næsten 100 år lang periode med dampskibe i Port Phillip Bay, med udflugtsture og konkurrencer om de hurtigste rejser mellem Geelong og Melbourne. Den populære badestrand Eastern Beach fik en større opgradering med pool og et stort hajsikret havbad, som stod færdig i 1939 efter næsten 10 års arbejde.