Storbrande i New York City

New York City er brændt ned igennem sin historie ved i alt tre storbrande: i september 1776Stokes, Isaac Newton Phelps (1915–1928). The Iconography of Manhattan Island, 1498–1909 & Columbia University Libraries. Robert H. Dodd., december 1835McNamara, Robert (April 4, 2017). "New York's Great Fire of 1835 ". ThoughtCo. Archived from the original on 2017-07-31. og juli 1845"The Great Fire – Full Particulars of the Buildings Burnt – Names of the Sufferers". New York Daily Tribune. July 20, 1845. p. 2. Retrieved July 17, 2020 – via Library of Congress.. Alle tre storbrande brød ud i bydelen Manhattan, nærmere bestemt den sydlige del kaldet Lower Manhattan. I særdeleshed efter brandene i 1835 og 1845 investerede byen New York i en række sikkerhedstiltag, herunder forbedringer af det lokale brandvæsen, Fire Department of the City of New York (forkortet FDNY).

1776: Den første storbrand thumb|En kunstners gengivelse af storbanden i 1776. En forklarende tekst på fransk og tysk fremgår under afbildningen. Om natten den 20. september 1776 udbrød der brand på Lower Manhattans vestlige side, som brændte indtil om morgenen den følgende dag. Branden brød ud i de tidlige dage af Kongeriget Storbritanniens militære besættelse under den Amerikanske Uafhængighedskrig.

Branden ødelagde omkring 10 til 25 procent af bygningerne i byen samtidig med, at nogle uberørte dele af byen blev plyndret. Mange personer mente eller gik ud fra, at en eller flere personer bevidst havde startet branden af forskellige årsager. Briterne anklagede de revolutionære i byen og staten for at forårsagede branden. Branden havde langsigtede påvirkninger på den britiske besættelse af New York, som ikke stoppede før 1783.

Baggrund left|thumb|Et kort fra 1776 over New York og dens omkringliggende områder (Manhattan kaldes her for New York Island). thumb|Et panorama over New York City efter branden, 1776. Den Amerikanske Uafhængighedskrig brød ud i april 1775. Byen New York var allerede da et vigtigt center for handel, men var endnu ikke en vidstrakt metropolis. Byen omfattede kun den sydlige del af øen Manhattan og havde et indbyggertal på anslået 25.000 mennesker. Før krigen brød ud var Provinsen New York politisk delt mellem aktive patriotiske organisationer og en kolonial forsamling, der var stærkt loyalistisk. Efter slaget Slaget ved Lexington og Concord overtog patrioterne kontrollen med New York og begyndte at arrestere og bortvise loyalister.Schecter, Barnet (2002). The Battle for New York. New York: Walker & Co. .

I begyndelsen af sommeren 1776, da krigen stadig var i sin spæde start, igangsatte den britiske general William Howe en militærkampagne for at genvinde kontrollen med New York og dens militære vigtige havn. Efter at have besat Staten Island i juli, angreb Howe succesfuldt Long Island, med assistance fra flådestyrker under kommando af hans bror, Lord Richard Howe, i slutningen af august. George Washington, daværende general, anerkendte allerede New Yorks uundgåelige besættelse, og han trak derfor sine tropper omkring 16 kilometer nord til Harlem Heights. Flere personer, herunder general Nathanael Greene og newyorkeren John Jay, var fortalere for at brænde byen ned til grunden for at briterne ikke kunne udnytte dens fordele. George Washington præsenterede forslaget for den 2. Kontinentalkongres som blankt afviste idéen: "den må under ingen omstændigheder ødelægges."Johnston, Henry Phelps (1878). The campaign of 1776 around New York and Brooklyn. Brooklyn: The Long Island Historical Society. p. 245. OCLC 234710. citizens.

Den 15. september 1776 landede britiske styrker under Howe på Manhattan. Den følgende morgen marcherede nogle britiske tropper mod Harlem, hvor de to hære angreb hinanden mens nogle af de amerikanske tropper tilbagetrak sig til byen.

En civil folkevandring fra byen havde været undervejs i noget tid før den britiske flåde ankom til havnen. Allerede ved ankomst af tropper fra den kontinentale hær i byen den forrige februar havde det fået nogle folk til at pakke deres ting og forlade byen, herunder loyalister, som specifikt blev skydeskive for hæren og patrioterne. Under den kontinentale hærs besættelse af byen blev mange efterladte, tomme bygninger tilpasset til hærens brug. Da briterne ankom til byen blev patrioters ejendomme konfiskeret til den britiske hærs brug. Byens bygningsmasse var presset for at kunne strække sig til den militære besættelses behov.

Branden Ifølge øjenvidneberetningen fra John Joseph Henry, en fange ombord det britiske skib HMS Pearl, begyndte branden i Fighting Cocks Tavern, nær Whitehall Slip. Flammerne, hjulpet godt på vej af det tørre vejr og stærke vinde, spredte sig mod nord og vest og bevægede sig hurtigt mellem de tætbebyggede hjem og butikker. Beboerne løb ud i gaderne og bar de af deres ejendele, som de kunne bære, i armene og flygtede til en græsfælled (i dag, City Hall Park). Flammerne spredte sig over Broadway nær Beaver Street og brændte det meste af byen mellem Broadway og Hudsonfloden.Lamb, Martha Joanna (1896). History of the City of New York: The Century of National Independence, Closing in 1880. New York: A. S. Barnes. OCLC 7932050. Branden fortsatte ind i morgentimerne og blev stoppet af ændringer i vindretningen i lige så høj grad som indbyggernes handlinger og briternes flådestyrker, som, ifølge Henry, blev sendt "for at hjælpe indbyggerne". Branden blev muligvis også stoppet af King's Colleges relativt ubebyggede ejendom, beliggende i den nordlige ende af det ildramte område. Estimater af antallet af ødelagte bygninger rangerer fra 400 til 1.000, som udgør mellem 10 og 25 procent af de 4.000 bygninger, som var opført i byen på det tidspunkt.Trevelyan, Sir George Otto (1903). The American Revolution: 1766–1776. London, New York: Longmans, Green. p. 310. OCLC 8978164. Blandt ødelagte bygninger finder man Treenighedskirken i New York, hvor kun Sankt Pauls Kapel er den eneste del af den oprindelige kirke, som overlevede branden.

Mistanke om brandstiftelse thumb|450x450px|Kort over New York city fra 1776 med samtidige, røde markeringer af det nedbrændte område. General Howes rapport til London antydede, at branden var stiftet med overlæg: "et forfærdeligt forsøg på at brænde byen ned blev udført af en gruppe staklinger." William Tryon, kongelig guvernør i New York, mistænkte, at George Washington var ansvarlig og skrev, at "mange omstændigheder leder til den formodning, at hr. Washington var fortrolig med denne skurkagtige handling" og at "nogle officerer i hans hær blev fundet i skjul i byen." Mange amerikanere troede også, at branden blev startet af patriotiske brandstiftere. John Joseph Henry husker beretninger fra flådestyrker hjemvendt til HMS Pearl, at efter at have bekæmpet ilden blev flere mænd "pågrebet i ildspåsættelse af flere huse."

Nogle amerikanere anklagede briterne for at sætte ild til byen, så den kunne blive plyndret. En hessisk major bemærkede, at nogle af dem, der bekæmpede flammerne, formåede "at betale dem selv godt ved at plyndre andre huse nærved, der ikke var sat i brand."

Washington skrev til John Hancock den 22. september og specifikt afviste ethvert kendskab til brandens årsag. I et brev til sin fætter, Lund Washington, skrev han, "Skæbnen—eller en god, ærlig fyr, har gjort mere for os end vi havde mulighed for at gøre for os selv."

Ifølge historiker Barnet Schecter har ingen anklage om brandstiftelse kunne klare en granskning. Det stærkeste indiciebevis i brandstiftelsesteoriernes favør er det faktum, at branden umiddelbart startede flere steder. Samtidige beretninger siger imidlertid, at brandene vragrester fra trætagene spredte ilden. En dagbogsskriver beskrev at "flammerne blev transmitteret til flere huse" af vragresterne "båret af vinden i nogen distance."

De britiske styrker udspurgte mere end 200 mistænkte, men ingen sigtelser blev nogensinde rejst. Tilfældigvis blev den amerikanske kaptajn, Nathan Hale, som var under mistanke for at udspionere for Washington, arresteret i Queens på dagen for storbranden. På rygtebasis forsøgte man at forbinde Hale med branden, men disse rygter blev aldrig underbygget; der er intet, der indikerer, at han blev arresteret (og med tiden hængt) for andet end spionage.

Påvirkninger på den britiske besættelse Generalmajor James Robertson konfiskerede kendte patrioters huse, der havde overlevet branden, og gav dem til britiske officerer. Kirker, udover Church of Englands egne kirker, blev omdannet til fængsler, sygehuse eller barakker. Nogle almindelige soldater blev indkvarteret hos civile familier. Der kom en stor flygtningetilstrømning af loyalister til byen, som yderligere betød yderligere overbefolkning. Mange af de de flygtende loyalister fra patriotiske kontrollerede områder bosatte sig i teltlejre ovenpå de udbrændte ruiner. Storbranden overbeviste briterne om at styre byen under nødretstilstand i stedet for at overgive den til de civile autoriteter. Kriminalitet og dårlige sanitære forhold var et vedvarende problem under den britiske besættelse, som ikke stoppede før briterne forlod byen den 25. november 1783 (kendt som Evacuation Day).

1835: Den frosne flod thumb|Litografi fra april 1836 af Handelsbørsen i flammer. Den anden storbrand i New York Citys historie opstod om aftenen den 16. december 1835. Det var midt i en periode med økonomisk fremgang i New York, og branden ramte omtrent 17 blokke, dræbte to personer og ødelagde hundredevis af bygninger. Brandens skader blev estimeret til at udgøre omkring $20 millioner (svarende til $544 millioner i 2021).Johnston, Louis; Williamson, Samuel H. (2022). "What Was the U.S. GDP Then?". MeasuringWorth. Retrieved February 12, 2022. United States Gross Domestic Product deflator figures follow the Measuring Worth series.

Baggrund I 1835 var New York City den førende amerikanske by, og dens finansielle formåen overgik byer som Philadelphia og Bosten. Åbningen af Eriekanalen i 1825 betød, at New York blev forbundet med råmaterialer og kommercielle interesser i Midtvesten, og det gjorde det muligt for byen at vokse sig til et vigtigt handelspunkt. Over halvdelen af landets eksport gik gennem New Yorks havn, mens mere end en tredjedel af landets import landede der. Forsikrings- og investeringsvirksomheder, ejendomsselskaber og andre virksomheder flyttede deres hovedsæde til New York.

Som byen udvidede sig nordpå og dens økonomiske betydning voksede, blev brande en stigende bekymring. Forsikringsvirksomheder var bekymrende for, at en storbrand kunne fjerne deres ressourcer. Borgmesteren og byrådet ejede aktier eller var bestyrelsesmedlemmer i mange brandforsikringer. Embedsfolk gjorde indsatser ved at bygge nye vagttårne og hyre flere vagtfolk. Et seriøst problem mod brandbekæmpelse var manglen på en stabil kilde til vand, idet ikke meget blev gjort op til 1835 for at forbedre byens vandtilførelse. Byens indbyggere og brandvæsen måtte forlade sig på brønde i nabolag, fyrre brandcisterner og et vandreservoir beliggende på 13th Street og Bowery.

Udvidelsen af byens brandvæsen havde ikke fulgt med byens befolkningsudvikling i 1820'erne og 1830'erne. Byens befolkning havde vokset med omkring 145.000 indbyggere det foregående årti, men brandvæsenet havde kun fået tilføjet omkring 300 brandfolk. Et hold bestående af 1.500 brandfolk, 55 brandvogne, 6 stigevogne og 5 hestevogne blev ikke anset som fyldestgørende til byens beskyttelse. Gennem sommeren og efteråret i 1835, bekæmpede brandvæsenet talrige brande. Den 14. december havde hele brandvæsenet brugt den iskolde, hårde aften på at bekæmpe to større brande, som havde ødelagte tretten bygninger og to butikker. Byens brandcisterner var næsten tomme, og brandvæsenet var udmattet, da ulykken igen ramte."Virtual New York City ". Virtual New York City. CUNY New Media lab. Retrieved 10 February 2016.

Branden thumb|Maleri af storbranden af Nicolino Calyo, 1835.