thumb|Oldtidens Grækenlands geografiske udbredelse. Oldtidens Grækenland (, Hellás) var en næsten tusindårig periode i Grækenlands historie både i Grækenland og mange af Middelhavs- og Sortehavsområderne. Oldtidens Grækenland bliver af de fleste regnet som den vigtigste grundlæggende kultur for den vestlige civilisation. Græsk kultur varede til kristendommens komme og havde stor påvirkning på Romerriget, som igen satte sit præg på den europæiske kultur.
De gamle grækeres civilisation har haft stor indflydelse på sprog, politik, uddannelse, filosofi, videnskab, kunst og arkitektur i den moderne verden. Den græske kultur var også katalysator for renæssancen i 14- og 1500-tallet.
Begrebet ”Antikkens Hellas” dækker den græsktalende verden. Ikke alene til den græske halvø og det moderne Hellas, men også til områderne med hellensk kultur, som var beboet af grækere: Cypern og De ægæiske øer, kysten omkring Det Ægæiske Hav kaldet Anatolien (dengang Ionien), Sicilien med Syditalien og de spredte, græske bosættelser på kysten af Illyrien, Thrakien, Egypten, Kyrene, Sydfrankrig og øst og nordøst på Den Iberiske Halvø.
Grækerne Grækerne kaldte deres land for Hellas og omtalte sig selv som hellenere (oprindeligt en stamme i det sydlige Thessalien). Den latinske benævnelse, som vi bruger, stammer fra en stamme fra det vestlige Hellas, Graii (latin: Graeci/Graecia, henholdsvis grækere og Grækenland). Man antager at stammen Graii var med ved koloniseringen af Cumae, den ældste græske koloni i Italien, og at benævnelsen derfra spredte sig ud over Italien.The Concise Oxford Companion to Classical Literature: Greece
Periodeinddeling thumb|Afaia-templet på den græske ø Aigina. ”Oldtidens Grækenland” bliver sædvanligvis inddelt i tre perioder. Den første er arkaisk tid, hvor de græske bystater begyndte at udvikle sig, omtrent fra det 9. århundrede f.Kr. til perserkrigene (500 f.Kr.), slutningen på arkaisk tid Efter perserkrigene gik den græske historie ind i klassisk tid, som var højdepunktet i den antikke græske verden med en kultur, som blomstrede voldsomt. Den klassiske tid fortsatte frem til Alexander den Stores erobringer; selve skellet er ofte sat til Alexanders dødsår, 323 f.Kr. Perioden efter Alexander kaldes hellenistisk tid. Hellenismen og den antikke græske periode slutter ved Romerrigets erobring af den græske halvø i 146 f.Kr.
Historie Arkaisk tid thumb|Kort over byer på Peloponnes. Polisstater Fra omkring 800 f.Kr. er der fund og kilder, som fortæller om en græsk kultur i vækst. Den nye græske civilisation var ikke centralt styret som den gamle højkultur i fx Mykene, men delt i mange små, selvstyrende samfund, som voksede frem rundt om et forsvarsværk (borg eller akropolis). Ordet akropolis betyder ”højborg” og kommer af, at græske bønder i løbet af de mørke århundreder byggede små forsvarsværker på toppen af højene i landskabet for at kunne flygte dertil, når fremmede hære nærmede sig.
Akropolis blev, efterhånden som den græske kultur hævdede sig, et vigtigt samlingssted i polisstaten. Lige neden for akropolis oprettedes ofte små torve, agora, hvor varer blev byttet mellem bønderne og handelsmænd. Byen blev det militære og økonomiske magtcentrum i staten til trods for, at det græske samfund hovedsageligt var et jordbrugsamfund, og at magten primært lå i hænderne på mænd med store landejendomme.
I hele det græske område var der omkring 600 polisstater. De lå ofte i konflikt med hinanden om grænserne.
Magtfordelingen i de tidlige polisstater thumb|left|Segeste-templet på Sicilien et eksempel på græsk arkitektur Oprindeligt var de græske polisstater monarkier, men da jordbrug var fundamentet i det græske samfund, sad det jordejende aristokrati på den virkelige magt. Jordejeraristokratiet var også en krigerstand, da det var det eneste med ressourcer til at eje våben. Aristokraterne i hver polisstat kæmpede indbyrdes og forsøgte at beherske mest mulig jord og magt og dræbte ofte monarken på deres vej: for aristokratiet var ”staten”. Småbønderne led under aristokratiets magtkampe.
Jern var lettere at udvinde end bronze. Bronzen var dyrt og vanskeligt at udvinde og var med til at fastholde aristokratiets magt, da det havde råd til at skaffe sig bronzevåben. Grækerne fik jern omkring 600 f.Kr. og udviklede hoplithære med bondesoldater, som gik i krig i tæt formation, falankser. De bondedominerede hære førte til, at bondestanden fik mere magt, og det påvirkede magtfordelingen.
Jernalderen opstod i Sydøsteuropa allerede omkring 1500 f.Kr. med hittitterne, en indoeuropæisk folkegruppe. På grund af jernets kvalitet og enkle udvindingsproces forsøgte hittitterne at holde opskriften på fremstilling af jern hemmelig, men i længden var det umuligt.
Aristokratiet kom nu i konflikt med en voksende handelsstand, der blomstrede pga. mønter omkring 680 f.Kr.. Fra midten af 600-tallet samledes handelsstanden og bønderne ofte omkring populistiske ledere, som blev kaldt tyranner, eneherskere som skulle fordele jorden retfærdigt mellem indbyggerne i staten. En tyran skulle bruge sin enevældige magt til at tage jorden fra aristokratiet og uddele den til borgerne. Men tyrannerne førte ofte samme politik som enevældige herskere gennem historien: de misbrugte magten.
Tyranni havde ikke samme negative klang i det gamle Grækenland som tyran og diktator har i dag. En tyran var en succesrig oprørsleder, der ofte havde støtte fra en stor del af folket (i hvert fald i begyndelsen af sin magtperiode).
Man ser ofte en udvikling fra monarki til tyranni (og tilbage til monarki igen) i polisstaterne. Da tyrannerne misbrugte deres magt og blev overvundet og erstattet af nye tyranner, udviklede de fleste stater en form for demokrati, folkestyre. De oprettede folkeforsamlinger, som mødtes regelmæssigt og bl.a. udviklede lovgivning.
Udviklingen af den græske kultur thumb|left|Parthenon. I 700-tallet f.Kr. overtog grækerne en lydskrift fra fønikerne som vores alfabet. Derfor har vi skriftlige kilder til græsk kultur, som er lette at tyde; og det er denne kultur fra det gamle Grækenland, mange regner som det kulturelle grundlag for vestlig kultur.
Til trods for at grækerne aldrig blev samlet i en centraliseret stat, så de sig selv som ét folk. De skelnede mellem grækere og barbarer (det græske lydmalende ord bárbaros betyder folk, der ikke taler græsk).
Mægtige poliser Før det 6. århundrede f.Kr. var Athen, Sparta, Korinth og Theben de dominerende polisstater. Alle fire havde underlagt sig småstater og udvidet deres magtområder. Inden søfarten og handlen rigtigt udviklede sig, var det Athen og Korinth som dominerede.
Athen og Sparta udviklede sig efterhånden til de mest dominerende polisstater og kom til at lede Peloponneserkrigen på hver deres side i en blodig konflikt, som splittede hele den græske civilisation. De to stater var meget forskellige, både kulturelt og samfundsmæssigt: demokratiet rådede i Athen, mens Sparta var et oligarki med en blandet forfatning.Sparta - historie Mogens Herman Hansen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. juli 2019
Polisen Athen lå på Attika, som ikke var særlig velegnet til jordbrug. Af den grund producerede staten hovedsageligt olivenolie og andre luksusvarer, som blev solgt for jordbrugsvarer. De var tvunget til at handle, og det var en af årsagerne til at Athen blev den dominerende polisstat på havet.
Perserkrigene
thumb|Perserriget i 490 f.Kr. Mod slutningen af det 6. århundrede f.Kr. herskede Dareios den Store over et enormt rige fra Vestkina til Østeuropa. I 513 f.Kr. erobrede Dareios for første gang Thrakien og Makedonien, og den makedonske konge, Alexander 1., blev hans vasal.
I 499 f.Kr. brød det ioniske oprør ud igangsat af Aristagoras i Milet. De ioniske byer forkastede de tyranner, som perserne havde indsat, dannede forbund og bad om hjælp fra andre grækere. Athen sendte tyve skibe og Eretria fem, og flåden hjalp med at sprede oprøret langs kysten. I 498 f.Kr. erobrede og brændte grækerne Sardes. Det resulterede i en persisk invasion. Den græske flåde blev knust i slaget ved Lade i 494, og de ioniske byer blev plyndret, selv om de fik indført demokratisk styre.
I 492 f.Kr. overmandede en hær kommanderet af Dareios' svigersøn Mardonios Thrakien og Makedonien, men i forsøget på at angribe Athen forliste hans flåde i et uvejr ved Athosbjerget. Næsten hele hæren blev dræbt, og Mardonios vendte kvæstet hjem. Det lykkedes athenerne at slå perserne i slaget ved Marathon og ved Salamis.
Perserkrigene markerer overgangen fra arkaisk tid til klassisk tid i græsk historie.
Klassisk tid thumb|left|Kort som viser krigens gang (tysk). Peloponnesiske Krig
Efter perserkrigene gik flere bystater sammen i forbund for at forsvare sig mod Persien: det athenske søforbund blev grundlagt i 477 f.Kr.. Athen blev den naturlige leder, da byen havde langt den største flåde i den græske verden. I løbet af nogen årtier formåede Athen at omdanne forbundet til et athensk imperium, som førte til misfornøjelse blandt enkelte bystater.
I 433 f.Kr. udviklede der sig en konflikt mellem poliserne Korkyra og Korinth. I den måtte Korkyra bede Athen om hjælp. En alliance ville betyde, at Athen kom i konflikt med Korinth og dens allierede Sparta. Det ville betyde et brud på den trediveårsaftale, som forbød Athen at udvide sit imperium. Forespørgslen fra Korkyra førte til en heftig debat i folkeforsamlingen i Athen, men alle fulgte Perikles' råd om at indgå alliancen.
Spartanerne prøvede flere gange at løse konflikten diplomatisk, fordi de ønskede at undgå en konflikt med Athen. Perikles fastholdt Athens krav og ønskede ikke at indgå kompromis med Sparta. Krigen var ikke til at undgå.
Den første del af krigen varede fra 431 til nikiasfreden i 421 f.Kr., hvor Sparta og Athen indgik en fredsaftale, som skulle vare i 50 år. Men allerede i 413 f.Kr. var krigen i gang igen og varede helt til Athens totale nederlag i 404 f.Kr.
Hellenistisk tid Alexander den Stores erobringer thumb|left|Kort over Alexander den Stores rige.
Efter at Filip havde etableret et makedonsk militært og diplomatisk overherredømme i Hellas, drog Alexander af sted i 334 f.Kr. på sine berømte erobringer. Den første og mest kendte var den, som underlagde Persien efter en afstemning i et græsk rådsmøde i Korinth. Han krydsede Hellesponten til Lilleasien med omkring 40.000 græske og makedonske soldater, slog den persiske armé ved Granicus-floden og befriede de græske byer i Karia, Lykien og Pamfylien ved vestkysten af Lilleasien, den ioniske kyst. Ved Halikarnassos i Karia gennemførte Alexander den første af mange belejringer.
Alexander efterlod et enormt rige med persisk-græsk kultur til sine efterfølgere (diadokerne eller diadochoi) som kæmpede om magten: Alexanders rige blev først delt i fire betydelige dele: Kassandros herskede i Hellas, Lysimachos i Lilleasien og Thrakien, Seleukos I Nikator i Mesopotamien og Syrien, og Ptolemaios 1. (eller Ptolemaios Soter) i Levanten og Egypten. Snart overtog Lysimachos Kassandros' del og riget blev delt i tre: Ptolemaios Soter i Egypten, Antigonos Monofthalmos (bogstaveligt ”den enøjede” på græsk) og Seleukos i Mellemøsten. Omkring 281 f.Kr. bestod kun to dynastier i Alexanders rige — Seleukiderne i nord og Ptolemæerdynastiet i syd.
Mange byer bar Alexanders navn: Alexandria og Alexandropolis og andre alexandriske navne var spredt ud over landområderne, han havde erobret. Hvilken drøm han end havde om at sammenføje de græske og persiske kulturer, døde hans drøm kort tid efter ham. Makedonerne og grækerne tvang den persiske kultur til en mindre betydelig position.
Samfundet Demokratiets oprindelse