Ilka Gedő (26. maj 1921 - 19. juni 1985) var en ungarsk maler og grafiker. Hendes arbejde overlevede årtiers forfølgelse og undertrykkelse, først af det halvfascistiske regime i 1930'erne og 1940'erne og derefter, efter et kort tidsrum med relativ frihed mellem 1945 og 1949, af det kommunistiske regime fra 1950'erne til 1989. I den første fase af sin karriere, som sluttede i 1949, skabte hun et enormt antal tegninger, som kan opdeles i forskellige serier. På grundlag af et digitaliseret katalog over hendes værker er antallet af Ilka Gedős tegninger i mapperne over tre tusinde, og antallet af tidlige tegninger er omkring 1.700. Antallet af tegninger fremstillet mellem 1944 og 1949 er 740, mens der er 335 tegninger i offentlige samlinger (Ungarsk Nationalgalleri: 77; British Museum: 15; Israel Museum: 6; Ungarsk Jødisk Museum: 12; Jewish Museum New York: 3; Yad Vashem Art Museum: 144; Berlin Kupferstichkabinett: 8; Museum Kunstpalast, Düsseldorf: 8; Albertina, Wien: 15; Museum of Fine Arts, Houston (MFAH): 10; Albright-Knox Art Gallery, Buffalo: 3; Metropolitan Museum, New York: 3; Herzog Anton Ulrich Museum, Braunschweig (Haum), Braunschweig, Tyskland 21; Cleveland Museum of Art: 3; MoMA, New York: 7 tegninger). Fra 1964 genoptog hun sin kunstneriske aktivitet ved at skabe oliemalerier. "Ilka Gedő er en af de enlige mestre i ungarsk kunst. Hun er hverken bundet til avantgarde eller til traditionelle tendenser. Hendes uovertrufne kreative metode gør det umuligt at sammenligne med andre kunstnere". István Hajdu: Half Picture, Half Veil - the Art of Ilka Gedő I: István Hajdu - Dávid Bíró The Art of Ilka Gedő (1921-1985) Oeuvre Catalogue and Documents, Gondolat Kiadó, Budapest, 2003, s. 6. Tidlig levetid og uddannelse lka Gedő (1921-1985) blev født af Simon Gedő og Elza Weiszkopf den 26. maj 1921. Hendes far var lærer på det jødiske gymnasium, og hendes mor arbejdede som kontorist. Nogle af tidens førende ungarske forfattere og kunstnere var en del af familiens vennekreds. Ilka Gedő voksede op i en familie, hvor hun havde alle muligheder for at blive en kultiveret og følsom kunstner. Hun gik i gymnasiet "Új Iskola" (den nye skole). Denne skole tilbød et innovativt pensum og innovative undervisningsmetoder. Lige fra sin tidligste barndom tegnede Ilka Gedő uafbrudt og registrerede sine oplevelser. Serien af juvenilias, som er fuldstændig bevaret i kunstnerens bo, kan sættes i kronologisk rækkefølge, og man står således over for en visuel dagbog.
Hun var sytten år gammel, da hun tilbragte sin ferie i Bakony Hills vest for Budapest. I ferierne brugte hun al sin tid på at tegne landskabet. På markerne fulgte hun klipperne med en skitsebog i hånden, så hun kunne se den tilbagevendende bevægelse igen og igen fra den samme vinkel og indfange rytmen med en bemærkelsesværdig flydende og finesse. De tegninger, akvareller og mapper, der er bevaret fra årene 1937-1938, viser, at hun allerede havde en fuldstændig teknisk beherskelse af tegning, og det til trods for at hun indtil da aldrig havde modtaget regelmæssig undervisning. Fra slutningen af 1930'erne til begyndelsen af 1940'erne blev Ilka Gedő undervist af tre kunstnere af jødisk oprindelse, som blev dræbt af nazisterne i slutningen af krigen.Júlia Szabó: Ilka Gedős kunstneriske aktiviteter In: Péter György - Gábor Pataki, Júlia Szabó, István F. Mészáros: The Art of Ilka Gedő (1921-1985), Új Művészet Alapítvány, Budapest, 1997, pp. 48-49 I 1939, hendes sidste eksamensår, gik Gedő på Tibor Gallés (1896-1944) åbne skole. Gedős anden lærer var Victor Erdei (1879-1944), en maler og grafiker i de naturalistisk-impressionistiske og art nouveau-stilarter. Gedős tredje lærer var billedhuggeren István Örkényi Strasser (1911-1944). Hos Strasser lærte Gedő fastheden i skulpturel modellering og repræsentation af masse. Efter at have bestået sin studentereksamen overvejede Ilka Gedő seriøst at begynde sine kunststudier i Paris, men krigen kom i vejen, og på grund af jødiske love kunne hun ikke engang komme ind på det ungarske kunstakademi. Selv hvis Gedő havde ønsket at komme ind på akademiet, ville hun sandsynligvis have været forhindret i at komme ind. Med den stigende indflydelse fra de ungarske fascister, Pilekorset, begyndte den åbne fratagelse af jødernes rettigheder i 1938 med den første jødelov, efterfulgt af den anden og tredje jødelov i 1939 og 1941. Under krigen tjente hun sit levebrød ved at lave keramik, men hun holdt aldrig op med at skabe sin serie af grafik. Ilka Gedő besøgte ofte byen Szentendre. En lille provinsby ved Donau, omkring tyve kilometer fra Budapest, var et tilflugtssted for mange kunstnere mellem krigene. Fra 1938 til 1947 lavede Ilka Gedő pasteltegninger af byen, hvor hun tog formerne og farverne direkte fra naturen. Farverne rød, levende gul, mørkebrun, blå og grøn har en høj farveintensitet. Indtil begyndelsen af 1940'erne var Ilka Gedő sammen med andre unge kunstnere også ofte i atelieret hos Gyula Pap (1899-1982), som var en tidligere elev af Johannes Itten og lærer ved Bauhaus. Nóra Aradi (red): Magyar művészet (1919-1945) (Ungarsk kunst /1919-1985/), Bogbind I, Budapest, Akadémiai Kiadó, s. 398. I disse år, indtil 1944, lavede Gedő intime, hovedsagelig blyantstudier af familielivet. Hun begyndte en serie af selvportrætter, som skulle fortsætte indtil slutningen af den første fase af hendes kunstneriske karriere i 1949. I 1942 deltog Ilka Gedő i den udstilling, der blev organiseret af den socialistiske kunstnergruppe med titlen Frihed og folket, som fandt sted i Metal Workers' Union Centre. Nóra Aradi (red): Szabadság és a nép (A Szocialista Képzőművészek Csoportjának dokumentumai (Frihed og folket - Dokumenter fra den socialistiske kunstnergruppe), Budapest, Corvina Kiadó, 1981, s. 318, s. 287.
Tegninger lavet i ghettoen i Budapest Den 19. marts 1944 invaderede otte tyske divisioner Ungarn. Forfølgelsen af de ungarske jøder begyndte for alvor. Med en hidtil uset hastighed blev næsten alle ungarske provinsjøder deporteret til koncentrationslejre i Polen, hvor de fleste af dem blev dræbt. Det ungarske jødiske samfund mistede 564.500 liv under krigen, heraf 63.000 før den tyske besættelse. Kilde til disse tal: Encyclopaedia of the Holocaust, McMillan Publishing House, 1990, Vol. II, s. 702) På trods af kirkelederes protester og Miklós Horthys tøvende forsøg på at stoppe deportationerne blev omkring 200.000 jøder i sommeren 1944 ført ind i Budapests ghetto og i særligt udpegede huse. Efter Horthys mislykkede forsøg på at få Ungarn med i krigen gennemførte pilekorset en militær magtovertagelse den 15. oktober 1944. I ghettoen begyndte de værste dage af mareridtet. Ved rent held lykkedes det Ilka Gedő at undslippe deportationen og overlevede. I Budapest ghetto Ilka Gedő brugte det meste af sin tid på at læse og tegne og registrere sine omgivelser, sine kammerater, gamle mennesker og børn. Disse tegninger er uvurderlige dokumenter, men de er også allegorier på menneskelig ydmygelse og hjælpeløshed. I et af sine selvportrætter viser hun et frontalbillede af sig selv, som viser en person, der har mistet kontrollen over sin skæbne. Som følge heraf er hun tidløs og næsten kønsløs.
På den sidste tegning ser vi kunstnerens selvportræt med et tegnebræt. Øjnene ser ud til at stirre på ingenting. Egoet søger støtte i sit eget selv.
Perioden mellem 1945 og 1948 Tegninger af selvportrætter (1945-1949) Nytårsaften 1945 mødte Ilka Gedő Endre Bíró, der studerede kemi på universitetet i Szeged og efter krigen begyndte at arbejde for et forskningsinstitut under ledelse af den ungarske nobelprisvindende videnskabsmand Albert Szent-Györgyi. Da kunstneren arbejdede i et strengt figurativt udtryk, havde hun brug for modeller, og ud over familie og venner fandt Gedő den mest passende model i sig selv. Ilka Gedő skabte selvportrætter, der gennem deres rene ærlighed og selvudforskning kræver beskuerens opmærksomhed. Disse værker er tegnet på en måde, der på samme tid fremkalder direkte fysisk virkelighed og følelsesmæssig følsomhed. Men der opstår tvivl om hendes bestræbelser på at give en trofast og nøjagtig gengivelse af virkeligheden: den traditionelle, komponerede modellering, som har været så typisk for hende, er efterhånden blevet erstattet af en ekspressiv, eruptiv og anspændt stil.
Tegningerne i Fillér utca-serien af selvportrætter rammer beskueren med deres grusomme ærlighed og autentiske kunstneriske kraft.
Ganz-fabrikkens tegninger (1947-1948) Gedő var konstant på udkig efter nye emner og fandt Ganz-maskinfabrikken i nærheden af sit hus i Fillér Street som et rigt og visuelt animeret miljø at tegne i. Ilka Gedő fik tilladelse til at besøge Ganz-fabrikken med anbefaling fra Free Artists' Union: Elisabeth Kashey (Ed.): Ilka Gedő (1921–1985) Drawings and Pastels, exhibition catalogue, Shepherd Gallery, New York, 1995, p. 19 OCLC 313759285
Ligesom hendes selvportrætter fra samme periode er hendes tegninger og pasteller fra Ganz-fabrikken, som viser en række tilbagevendende temaer, hurtige skitser af øjebliksoplevelser, der afslører en intens åndelig koncentration og udtryksfuldhed. Nervøse, svingende linjer afspejler kunstnerens indtryk af industrielt arbejde. Ika Gedős beslutning om at tegne på en fabrik var ikke politisk motiveret, og der er ingen spor af idealisering i disse tegninger. Dramatiske panoramaudsigter over store indre rum veksler med medfølende studier af udmattede arbejdere. Ilka Gedős tegninger af Ganz-fabrikken er realistiske, men først og fremmest udtryksfulde og bevægende. I disse værker præsenteres rummet og de store former som noget nyt. Mellem planerne og blokkene er mennesket reduceret til en skematisk figur. De objekter, der dukker op i rummet, synes at opsluge figurerne.
Bordserie (1949) Emnet for disse tegninger, et lille og altid synligt bord, er prosaisk. Linjerne i disse tegninger er aldrig en omrids af et lukket område: de er altid i bevægelse og frigiver således mystiske energier. thumb|150px|left| Ilka Gedő Thonet Table, 1949, British Museum Den kreative tavshedsperiode (1949-1965) Bortset fra hendes familie og nogle få venner var der ingen, der så Gedős tegninger på det tidspunkt, hvor de blev lavet. I denne periode fra 1945 til 1949 begyndte hun at bruge olie som supplement til pastel, men Gedő fik et anfald af depression og så ingen vej ud af de dilemmaer, hun oplevede, og ødelagde de fleste af de oliemalerier, hun lavede i disse år. Efter en bemærkelsesværdig periode med frihed mellem 1945 og 1948 fik det kommunistiske diktatur en negativ indflydelse på Ilka Gedős liv, og det var en af grundene til, at hun opgav sine kunstneriske aktiviteter i 16 år. I 1949 holdt Ilka Gedő op med at male og tegne. Hendes frivillige opgivelse varede indtil 1965. I disse år tog hun, bortset fra nogle få farveskitser, hverken blyant eller pensel i hånden og nægtede at gøre det, selv når hun legede med sine børn. Hendes beslutning skal forklares, for det sker meget sjældent, at en kunstner, der har betragtet kunsten som meningen og formålet med livet, holder op med at skabe uden at være tvunget til det. Der var tre grunde til, at hun stoppede sit kunstneriske arbejde. Den første var begyndelsen af det kommunistiske diktatur, den anden var den manglende anerkendelse af Ilka Gedős kunst (Gedős venner havde en fjendtlig holdning til alt, hvad der var repræsentativt eller figurativt, og ikke-figuration blev brugt som et politisk udtryksmiddel), og den tredje var, at Ilka Gedő erkendte, at hun kun kunne forblive tro mod sit talent ved at holde op med at skabe kunst. Da Ilka Gedő holdt op med at lave kunst, opgav hun ikke helt muligheden for at genoptage den. Hun studerede kunsthistorie i dybden. Hun læste meget om farvelære. Hun læste og noterede sig nøje Goethes farvelære og oversatte lange passager af dette værk. Uden disse studier ville den anden kunstneriske periodes farveverden ikke have været mulig uden disse studier.