thumb|St. Mercurius slår Julian ihjel. Julian den Frafaldne (græsk Apostata, egl. Flavius Claudius Julianus) (født i Konstantinopel i 331 eller mere sandsynligt 332 A.H. Jones, J.R. Martindale, and J. Morris Prosopography of the Later Roman Empire, 1. bind, s. 447 - død 26. juni 363) var romersk kejser 361-363, og den sidste åbne ikke-kristne kejser på den romerske trone.
Baggrund Julian var søn af Julius Constantius (romersk konsul i 335 og halvbror af kejser Konstantin den Store) og dennes anden kone Basilina, som var af græsk herkomst. Begge Julians forældre var kristne. Hans fars forældre var kejser Constantius Chlorus, den eneste hedenske byzantinske kejser, og dennes anden kone, Flavia Maximiana Theodora. Hans mormors navn er ukendt; men hans morfar hed Julius Julianus og var prætorianerpræfekt i øst under kejser Licinius fra 315 til 324.Jones, Martindale og Morris (1971) Prosopography of the Later Roman Empire, 1. bind, s. 148 og 478–479, Cambridge
Som nevø af Konstantin den Store overlevede Julian som dreng blodbadet, efter at hans fætter Constantius 2. i 337 dræbte hans far og derved kom til magten. Julians mor var allerede død, og drengen blev opdraget af en græsk familieslave, eunukken Mardonius. Først boede han i Nikomedia, men efter at være bortvist fra hoffet, opholdt han sig for det meste på et kejserligt gods ved Cæsarea. Her blev han en ivrig kristen, og ønskede at blive præst. Men i Pergamon, Efesos og Athen fik han kendskab til græsk filosofi og mystik, og trukket i retning af nyplatonismen fik han gradvis følelsen af, at kristen teologi nærmest kun bestod af to ting - at skræmme onde ånder væk og gøre korsets tegn. Han fik også kendskab til drabene i familien, som kirken aldrig havde straffet Constantius for, skønt han var kristen. Gregor fra Nazianz beskyldte Julian for at være utaknemlig mod Gud og kejser, fordi de under blodbadet havde skånet ham "mod al forventning". https://www.nb.no/nbsok/nb/bc194196d8e4cac36f2ca615f90eecee (s. 57)
Overvåget af fætterens spioner, blev han i 354 udnævnt til underkejser i Gallien i mangel af andre, og overraskede ved at vise glimrende evner som hærfører og administrator. Da Constantius i 361 ønskede hans hær beskåret med henblik på et felttog mod perserne, gjorde han oprør – efter sigende presset af soldaterne – men blev kejser uden kamp samme år, da fætteren døde.
Kilderne Der er to hovedkilder til begivenhederne, der ledte til Julians kejserudnævnelse. Den første er Julians egen beskrivelse i brevet til Athen, som han skrev i 361, da han gjorde klar til afmarch mod Konstans.W.C. Wright (oversætter) – The Works of The Emperor Julian, volume II, Letter to the Athenians, Harvard University Press, 1998 Brevet er et forsøg på at legitimere sine handlinger over for Konstans, og kan som sådan også ses som et politisk program.
Den anden kilde er historikeren Ammianus Marcellinus’ beretning.V. Ullmann (oversætter) – Femogtyve år af Roms Historie, Arendal, 1877, 20. og 21. bog Ammianus var højtstående i hæren, da begivenhederne udspillede sig, men befandt sig i Mellemøsten, og han har altså ikke selv overværet det, han skriver om. Julian og Ammianus delte flere synspunkter; de var ikke kristne, og Ammianus var tro mod Julian, som han tjente i hæren.
Julians version i brevet til Athen thumb|Julian lovpriste Eusebia og sammenlignede hende med Odysseus' kone Penelope. Statue i Vatikanet. Efter at soldaterne i Gallien havde udnævnt Julian til augustus, og Konstans gjort sin holdning klar, var Julian rykket til Illyricum med sin hær og gjorde sig der klar til at rykke mod Konstantius i Konstantinopel. Julian skrev her tre breve, som han sendte til de græske byer Athen, Korinth og Sparta, samt et til Rom. Julian beskrev situationen, som han opfattede den, og gik især ind på, hvordan han selv og hans bror Gallus blev behandlet af deres farbror Konstans i årene efter, at Constantius var blevet kejser.
Af disse fire breve er kun brevet til Athen bevaret. Af de mange steder i brevet, der hentyder til Athens historie og religion, fremgår, at hvert brev har været skrevet specifikt til modtageren, men argumenterne har næppe været forskellige. Julian begyndte med årene, da Konstantin den Store var død, og Julians farbror sikrede sig magten ved at tage livet af Julians far. Julian og hans bror Gallus var selv nær ved at blive dræbt, men blev skånet, fordi Konstans' kone Eusebia gik i forbøn for dem. I stedet blev de sendt til den fjerntliggende fæstning Macellum i Armenien og opfostret i streng isolation fra omverdenen og blandt tjenestefolk, der mere kunne opfattes som fangevogtere end tjenere.Julian, s. 271
Efter seks år blev Julians storebror udnævnt til cæsar af Konstans og sat til at styre det østlige rige med hovedsæde i Syrien. Gallus viste sig som lidt af en tyran og misbrugte sin magt på det groveste. Ammianus, 14. bog Hans regime endte nogle år senere, da Konstans lokkede Gallus til at komme og besøge sig uden livgarde, hvorefter han blev myrdet. Julian indrømmer selv, at Gallus havde opført sig som en forbryder, men påkalder sig romersk ret, der siger at selv en forbryder var berettiget til at holde en forsvarstale før dommen.Julian, s. 272
I mellemtiden var Julian forflyttet omkring i riget, og altid under streng overvågning. Først som voksen fik han lov til at tage til Athen, hvor han studerede filosofi i to år. Det er sandsynligvis her, han forkastede kristendommen. Han holdt det dog hemmeligt indtil han blev udnævnt til augustus.
Uroligheder i Gallien Der udbrød uroligheder i Gallien, da germanske stammer krydsede Rhinen og slog sig ned i et område, der omfattede over 50 byer,Julian, s. 279 som de holdt i et jerngreb. Konstans så sig nødsaget til at udnævne Julian til cæsar for at få styr på urolighederne. Han gav dog ikke Julian myndighed over andet end "kejserens billede og kåbe",Julian, s. 278 dvs. som formidler af kejserens ordrer, mens generalerne stadig havde kontrol med hæren.
Julian fik selv kun en eskorte på 360 mænd, og da han ankom til Gallien, blev han endda nødt til at sprede disse til omkringliggende byer som svar på deres nødråb om hjælp, mens Julian var i Paris under opsyn af Konstans' tro tropper. Under den følgende sommers militærkampagne blev indtrængende stammer jaget ud af Gallien, og Julian fik formel kontrol over hæren pga. sin effektivitet som hærfører. Det følgende år gennemførte han kampagner over Rhinen og undertvang de nærmestboende stammer, samtidig som han sikrede grænsebyer og fæstninger.
Kravet om tropper Konstans forberedte sig så på en storoffensiv mod Persien, som i nogle år havde ædt sig ind på de romerske besiddelser. Julian fik ordre om at sende det meste af sin hær til Konstans i Konstantinopel med henblik på perseroffensiven. Julians hær bestod hovedsageligt af mænd fra Gallien og Germanien, hvervet med udtrykkeligt løfte om ikke at blive indsat syd for Alperne, dvs. udenfor deres egne hjemlande.Ammianus, 20,4 Dette omtalte Julian ikke i brevet til Athen, men det gjorde Ammianus. I stedet skrev han, efter at have nævnt de forskellige personer, Konstans angiveligt havde sendt til Gallien for at fratage Julian magten: "Og han skrev breve til mig, der var fulde af fornærmelser mod mig og med ordrer der truede Galliens sikkerhed. For han gav ordre om at trække de, jeg vil nærmest sige, alle af de mest effektive tropper ud af Gallien og tildele dem til Lupicinus' og Gintonius' (Konstans' mænd) lederskab, mens han til mig skrev, at jeg ikke måtte modstå dem i nogetsomhelst."
Løftet er nok udeladt, fordi Julian skrev til Athen, som om byen var et klassisk græsk samfund fra 400 f.Kr. og ikke et halvt kristent, senantikt Athen fra år 361. Derfor anså han også, at grækerne ikke interesserede sig meget for løfter givet til barbarer, som galliske og germanske soldater fremstod for antikkens grækere. Om denne opfattelse stadig var relevant i Julians tid, er mere tvivlsomt, men Julian levede på sit vis i antikken som om det var hans samtid. I stedet for at fortælle om løftet, anførte Julian truslen mod hans personlige sikkerhed, og Galliens sikkerhed som helhed. thumb|Ioulianou autokratoros ta sozomena, 1696. Hos Ammianus ar dette løftebrud hovedårsag til soldaternes opstand. Julian nævner et brev, der cirkulerede i ParisJulian, 283 som den direkte årsag til oprøret: "Imens var der stor opstandelse mellem de civile og soldaterne, og nogen skrev et anonymt brev til den by, hvor jeg opholdt mig (Paris), adresseret til petulanterne (gallisk stamme) og kelterne – disse var legionernes navne – fuld af anklager mod Konstans og af beklagelser over hans forræderi mod gallerne. Ydermere begræd forfatteren af brevet bitterligt den forhånelse, der var overgået mig." Her nævnes løftebruddet indirekte som "forræderiet mod gallerne". Brevet fik Konstans' udsendinge til at opfordre Julian til at sende tropperne af sted straks, før flere breve ankom. Men Julian ville helst vente, til en af Konstans' betroede kom tilbage fra en rejse til England. Der var også uenighed om soldaternes rute.
Oprørets første faser Næste dag gjorde soldaterne oprør og udnævnte Julian til augustus, en titel som han kun modstræbende accepterede. I de breve, han sendte Konstans til sit forsvar, titulerede han stadig kun sig selv som cæsar. Konstans sad stadig med magten; men Julian overtog snart magten i Gallien og tog Konstans' mænd til fange. De blev sendt uskadt tilbage til Konstans som et tegn på forsoning. Men Konstans' svar var at opfordre kongedømmer i Germanien og Donau-området til at angribe Gallien, og han samlede forsyninger på grænsen og sendte barbarhøvdingene penge. Uheldigvis for Konstans faldt et af hans breve til høvdingene i hænderne på Julian.Julian, 286, Ammianus, 21, 3
Ammianus' version af begivenhederne skiller sig ikke væsentligt fra Julians. Da Ammianus var en samtidig, havde han god tilgang til førstehåndsudsagn. Julians breve til de græske byer og Rom må også være offentliggjort. Ammianus skrev om tropperne, Julian skulle afgive til felttoget i Persien: "…sendte [Konstans], efter sigende på tilskyndelse af præfekten Florentius, tribunen og notaren Decentius af sted, for øjeblikkelig at føre bort fra Julianus’ hær de heruliske og bataviske hjælpetropper, tillige med kelterne og petulanterne, og dertil 300 udvalgte mænd af hver af de øvrige legioner, og påskynde deres afrejse under det påskud, at de på den måde kunne støde til den hær, som ved vårens frembrud skulde drage mod perserne." Ammianus omtalte heller ikke løftebruddet mod hjælpetropperne, for ikke at skræmme fremtidige rekrutter væk. En vægtig grund for en soldat, som godt vidste hvor farlig dette kunne være for sikkerheden for de galliske grænser, hvis dette skete. Argumentet kunne meget vel være brugt af Julian overfor gallerne i hans nærhed, men han mente der skulle tages andre begrundelser i brug over for dem der boede syd for Alperne, og som jo netop blev berøvet et væsentlig supplement til deres forsvar på grund af et sådant løfte.
På det tidspunkt bestod en legion kun af cirka 1.000 mand, mens hjælpetropdelinger kunne variere i antal, men var sandsynligvis et noget større antal soldater.Edward Luttwak, The Grand Strategy of the Roman Empire, London, 1976, s. 173-174
Soldaternes opstand thumb|Fragment af brev skrevet af Julian til hans ven, officeren Saturninius Secundus Salutius, der fulgte ham på det sidste hærtog, hvor Julian blev dræbt.