Konrad af Montferrat

Konrad af Montferrat (italiensk : Corrado del Monferrato; piemontesisk: Conrà Ed Monfrà) (død 28. April 1192) var en norditaliensk adelsmand, en af de vigtige hovedpersoner i Det tredje korstog. Han var de facto konge af Jerusalem (som Konrad 1.) i kraft af sit ægteskab med Isabella 1. af Jerusalem fra 24. november 1190, men først officielt valgt i 1192, få dage før sin død. Han var også den ottende markgreve af Montferrat fra 1191.Setton, Kenneth M., Wolff, Robert Lee; Hazard, Harry W., eds. (1969)]. A History of the Crusades, Volume II: The Later Crusades, 1189–1311 (Second ed.). Madison, Milwaukee, and London: University of Wisconsin Press, pgs. 66-116, passim

Tidlige liv Konrad var den anden søn af markgreve Vilhelm 5. af Montferrat, "den Ældre", og hans hustru Judith af Babenberg. Han var fætter til Frederik Barbarossa, tysk-romersk kejser, samt Ludvig 7. af Frankrig og Leopold 5. af Østrig.

Konrad blev født i Montferrat, som nu er en region i Piemonte, i det nordvestlige Italien. Det nøjagtige sted og år er ukendt. Han nævnes først i et charter i 1160, hvor han tjente sin morbror, Konrad, biskop af Passau, senere ærkebiskop i Salzburg. (Han kan være opkaldt efter ham eller sin mors halvbror, Konrad 3. af Tyskland.)

Som en smuk mand med stort personligt mod og intelligens blev han beskrevet i Brevis Historia Occupationis et Amissionis Terræ Sanctæ ("En kort historie om besættelsen og tabet af Det hellige land"):

Conrad var energisk kampberedt, yderst klog både af naturlig mental evne og ved at lære, elskelig i karakter og handling, udstyret med alle de menneskelige dyder, ledende i hvert råd, det retfærdige håb på sin egen side og en flammende tordenkilde mod fjenden, i stand til fordringer og forstillelser i politik, lært i ethvert sprog, som han af de mindre veltalende blev betragtet som yderst flydende. Kun i en ting kunne han betragtes som anklaget: At han havde forført en andens kone, ført hende væk fra sin levende mand og tvunget hende til at skilles fra ham og selv giftet sig med hende.I Die Chronik des Propstes Burchard von Ursberg, ed. Oswald Holder-Egger & Bernhard von Simson, Monumenta Germaniæ Historica: Scriptores in Usum Scholarum, (Hannover & Leipzig, 1916), p. 64

(Den sidste sætning henviser til hans tredje ægteskab med Isabella af Jerusalem i 1190, se nedenfor.)

Han blev aktiv i diplomatiet i sine tyvere og blev en effektiv hærfører, der kæmpede sammen med andre medlemmer af sin familie i kampene mod Den Lombardiske Liga . Han giftede sig første gang med en uidentificeret dame før 1179, men hun var død ved udgangen af 1186 uden at efterlade nogen overlevende børn.

Det Byzantinske Rige I overensstemmelse med familiens alliance med Manuel 1. Komnenos, førte Konrad I 1179 en hær mod Frederik Barbarossas styrker, der på det tidspunkt blev ledet af den kejserlige kansler, ærkebiskop Christian af Mainz. Han besejrede dem i Camerino i september og tog kansleren til gange. (Han havde tidligere været kanslerens fange.) Han efterlod fangen i sin brors Bonifacius' varetægt og rejste til Konstantinopel for at blive belønnet af kejseren,Roger of Howden, Chronicle year 1179; Choniates, ed. van Dieten, Historia, vol. 1, p. 201, and ed. Magoulias, O City of Byzantium, p. 114. og vendte tilbage til Italien kort efter Manuels død i 1180. Nu i midten af trediverne gjorde hans personlighed og udseende et slående indtryk ved det byzantinske hof: Den byzantiske historiker Niketas Choniates beskriver ham som "af smukt udseende, pæn i livets forår, usædvanlig og uforlignelig i mandig mod og intelligens og i sin kropstyrkes vår".Choniates, loc. cit.

I vinteren 1186–1187 tilbød Isak 2. Angelos sin søster Theodora, som en brud til Konrads yngre bror Bonifacius, for at forny den byzantinske alliance med Montferrat, men Bonifacius var allerede gift. Konrad, som for nylig var blevet enkemand, havde taget korset og ønskede at slutte sig til sin far i Kongeriget Jerusalem. I stedet accepterede han Isaks tilbud og vendte tilbage til Konstantinopel i foråret 1187. I forbindelse med sit ægteskab blev han tildelt rang af cæsar. Men næsten med det samme måtte han hjælpe kejseren med at forsvare sin trone mod et oprør, ledet af general Alexios Branas. Ifølge Choniates inspirerede Konrad den svage kejser til at tage initiativet. Han kæmpede heroisk, uden skjold eller hjelm og iført en harnisk af linned i stedet for en ringbrynje, i slaget, hvor Branas blev dræbt. Han blev let såret i skulderen, men tvang Branas af hesten, og Branas blev derefter blev dræbt og halshugget af hans livvagter.Choniates, ed. van Dieten, Historia, vol. 1, pp. 386–87, and ed. Magoulias, O City of Byzantium, p. 212–13.

Imidlertid, da han følte, at hans tjeneste ikke blevet tilstrækkeligt belønnet, og var varsom for den byzantinske antilatinske stemning (hans yngste bror Ranier var blevet myrdet i 1182) og for Branas familiens mulig hævn, drog Konrad af sted til Kongeriget Jerusalem i juli 1187 ombord på et genoesisk handelsskib. Nogle populære moderne historier har hævdet, at han flygtede i frygt for hævn efter at have begået et personligt mord: Dette skyldes manglende genkendelse af Branas' navn, forvansket til "Lyvernas" i den oldfranske Fortsættelse af Vilhelm af Tyrus (undertiden kendt som Ernouls krønike), og Roger af Howdens forkortelse af sins egen Gesta regis Henrici Secundi (tidligere tilskrevet Benedikt af Peterborough). Roger havde oprindeligt henvist til Konrad "at han havde dræbt en fremtrædende adelsmand i et oprør" - hvilket henførte til Branas; i sin Chronica sammenfattede han dette til "at han havde begået drab", idet han undlod konteksten.

Forsvaret af Tyrus frame|Konrad ankommer til Tyrus: margenskitse fra slutningen af det 12. årh. Brevis Historia Regni Hierosolymitani, en fortsættelse af Genovas annaler (Bib. Nat. Française) Konrad havde åbenbart til hensigt at slutte sig til sin far, som holdt Sankt Elias borgen. Han ankom først ved Akko, som for nylig var faldet til Saladin (Ṣalāḥ ad-Dīn Yūsuf ibn Ayyūb), og sejlede så nordpå til Tyrus,Malcolm Barber, The Two Cities: Medieval Europe 1050–1320, 2nd edition, (Routledge, 2004), 125. hvor han fandt resterne af korsfarerhæren. Efter sin sejr i Slaget ved Hattin over Jerusalems hær var Saladin på vej mod nord og havde allerede erobret Akko, Sidon og Beirut . Raymond 3. af Tripoli og hans stedsønner, Rainald af Sidon og flere andre førende adelsmænd, der var undsluppet slaget, var flygtet til Tyrus, men de fleste var ivrige efter at vende tilbage til deres egne territorier for at forsvare dem. Raymond af Tripolis helbred var svækket, og han døde kort efter, at han var kommet hjem.

I henhold til den oldfranske Fortsættelse af Vilhelm af Tyrus havde Rainald af Sidon overtaget ledelsen i Tyrus og var i færd med at forhandle om overgivelse med Saladin. Konrad kastede angiveligt Saladins bannere i grøften og fik Tyrus' indbyggere til at sværge total loyalitet over for ham. Hans opstigning til magten ser ud til at have været mindre dramatisk i virkeligheden. Rainald drog væk for at genbefæste sin eget borg Beaufort ved Litani-floden. Med støtte fra det etablerede italienske handelssamfund i byen reorganiserede Konrad forsvaret af Tyrus og oprettede en kommune svarende til dem, han så ofte havde kæmpet imod i Italien.

Da Saladins hær ankom, fandt de byen vel forsvaret og trodsig. Som kronikeskriveren Ibn al-Athir skrev om manden, som araberne kom til at respektere og frygte som al-Markis: "Han var en skinbarlig djævel i hans evne til at styre og forsvare en by og en mand med ekstraordinært mod". Tyrus modstod belejringen med succes, og idet han ønskede en mere indbringende erobring rykkede Saladins hær videre sydpå til Cæsarea, Arsuf og Jaffa. I mellemtiden sendte Konrad Joscius, ærkebiskop af Tyrus, til Vesteuropa for at bede om hjælp. Arabiske skriver har hævdet, at han også bar propagandabilleder til brug i sin forkyndelse, herunder et af hestene fra Saladins hær, der var opstaldet (og urinerede) i Gravkirken, og et anden af en Saracener, der slog Kristi ansigt.

I november 1187 vendte Saladin tilbage til den anden belejring af Tyrus. Konrad lede stadig forsvaret af byen, som nu var stærkt befæstet og fyldt med kristne flygtninge fra hele den nordlige del af Kongeriget Jerusalem. Denne gang valgte Saladin at kombinere sit angreb fra landsiden med et angreb fra havsiden og iværksatte en blokade af havnen. I en hændelse beskrevet af Itinerarium Peregrinorum (som generelt er fjendtlig over for Konrad), den oldfranske Fortsættelse og Sicardus af Cremonas anden krønike (nu kendt gennem citater af Salimbene di Adam og Alberto Millioli) fremviste Saladin Konrads gamle far, Vilhelm 5. af Montferrat, der var blevet taget til fange i Hattin, før byens mure. Han tilbød at frigive Vilhelm og give Konrad store gaver, hvis han overgav Tyrus til ham. Den gamle mand bad sin søn om at stå fast, selv da egypterne truede med at dræbe ham. Konrad erklærede, at Vilhelm allerede havde levet et langt liv og rettede selv med en armbrøst mod ham.The Last Merovingian Saladin sagde angiveligt, "Denne mand er en vantro og meget grusom". Men det var lykkedes ham at gennemskue Saladins bluff. Den gamle markgreve Vilhelm blev frigivet uskadt i Tortosa i 1188 og vendte tilbage til sin søn.

Den 30. december iværksatte Konrads styrker ved daggry et angreb på de trætte egyptiske sømænd og erobrede mange af deres gallejer. De resterende egyptiske skibe forsøgte at flygte til Beirut, men skibene fra Tyrus jagtede dem, og egypterne blev tvunget til at landsætte deres skibe og flygte. Saladin iværksatte derefter et angreb på landmuren, idet han tænkte, at forsvarerne stadig var distraheret af havslaget. Imidlertid ledte Konrad sine mænd i et angreb ud af portene og knuste fienden. Saladin blev tvunget til igen at trække sig tilbage og brændte sine belejringsmaskiner og skibe for at forhindre dem i at falde i fjendens hænder.

Kampen om kronen right|thumb|408x408px| Mellemøsten, 1190, ved begyndelsen af Det tredje korstog I sommeren 1188 løslod Saladin kong Guy af Lusignan, dronning Sibylla mand, fra fangenskab. Et år senere, i 1189, ankom Guy sammen med sin bror Godfred op ved Tyrus og krævede, at Konrad overleverede byens nøgler til ham. Konrad afviste dette krav og erklærede, at Guy havde mistet sine rettigheder til at være konge over Jerusalem i Slaget ved Hattin i 1187. Han sagde, at han holdt byen indtil kongerne fra Europa ville ankomme. På dette tidspunkt påberåbte han sig vilkårene i Balduin 4.'s testamente, vilkår, der allerede var brudt af Guy og Sibylla. I tilfælde af sin nevø Balduin 5. af Jerusalems død, havde det været Balduins vilje, at Balduin 5.'s "mest retmæssige arvinger" skulle holde regentskabet indtil arven kunne afgøres af Henrik 2. af England, kongen af Frankrig og den tysk-romerske kejser Frederik 1. Konrad tillod ikke Guy og Sibylla at komme ind i byen, men tillod dem at slå lejr uden for Tyrus' mure med deres følge.

Konrad blev overtalt af sin grandfætter, Ludvig 3., landgrave af Thüringen, til i 1189 at slutte sig til Guy i belejringen af Akko. Belejringen varede i over to år. I sommeren 1190 rejste Konrad nordpå til Antiokia for at lede en anden ung slægtning, Frederik af Schwaben, sikkert tilbage til Akko sammen med resterne af sin fætter Frederik Barbarossas kejserlige hær. thumb|Brylluppet mellem Konrad af Montferrat og Isabella af Jerusalem