Melisende (1105 – 11. september 1161) var dronning af Jerusalem fra 1131 til 1153, og regent for sin søn mellem 1153 og 1161, mens han var på felttog. Hun var den ældste datter af Kong Balduin 2. af Jerusalem og den armenske prinsesse Morphia af Melitene.
Arveprinsesse Jerusalem var for nylig blevet erobret af kristne frankere i 1099 under Det 1. korstog, og Melisendes fars familie kom oprindeligt fra Grevskabet Rethel i Frankrig. Hendes far Balduin var en korsfarerridder, der skabte korsfarerstaten Edessa og giftede sig med Morphia, datter af den armenske prins Gabriel af Melitene, i et diplomatisk ægteskab for at sikre alliancer i regionen.Hamilton, Bernard, Queens of Jerusalem, Ecclesiastical History Society, 1978, Frankish women in the Outremer, pg 143, Melisende's youth pgs 147, 148, Recognized as successor pg 148, 149, Offers patronage and issues diplomas, Marriage with Fulk, Birth of Second Crowing with father, husband, and son, pg 149,Oldenbourg, Zoe, The Crusades, Pantheon Books, 1966, searches for a husband for Melisende, feudal relationship between France and Jerusalem, of Anjou, pg 264, Melisende, der var opkaldt efter sin farmor, Melisende af Montlhéry, voksede op i Edessa, indtil hun var 13 år, da hendes far blev valgt til konge af Jerusalem som hans fætter Balduin 1.'s efterfølger. På det tidspunkt, hvor han blev valgt som konge, havde Balduin 2. og Morphia allerede tre døtre: Melisende, Alix og Hodierna. Som den nye konge var Balduin 2. blevet opfordret til at lade sig skille fra Morphia til fordel for en ny yngre kone med bedre politiske forbindelser, en der stadig kunne føde ham en mandlig arving. Den armenske historiker Matthæus af Edessa skrev, at Balduin 2. var helt igennem sin kone hengiven, og han nægtede at overveje at skilles fra hende. Som et tegn på sin kærlighed til sin hustru fik Balduin 2. udsat sin kroning til 1. Juledag 1119, så Morphia og hans døtre kunne rejse til Jerusalem, så dronningen kunne blive kronet ved hans side. For hendes del blandede Morphia sig ikke i den daglige politik i Jerusalem, men demonstrerede sin evne til at overtage anliggender, når begivenheder berettigede det. Da Melisendes far blev taget til fange under et felttog i 1123, hyrede Morphia et gruppe armenske lejesoldater for at finde ud af, hvor hendes mand blev holdt fanget, og i 1124 tog Morphia en ledende rolle i forhandlingerne med dem, der havde taget Balduin til fange, for at få ham løsladt, og hun rejste til Syrien for at overgive sin yngste datter Ioveta som gidsel og som kaution for betalingen af kongens løsesum. Begge hendes forældre stod som forbillede for den unge Melisende, halvt frankisk og halvt armensk, der voksede op i de korsfarerstat i en tilstand af konstant krigsførsel.
Som det ældste barn blev Melisende opdraget som arveprinsesse.Hamilton, Bernard, Queens of Jerusalem, Ecclesiastical History Society, 1978, Frankish women in the Outremer, pg 143, Melisende's youth pgs 147, 148, Recognized as successor pg 148, 149, Offers patronage and issues diplomas, Marriage with Fulk, Birth of Second Crowing with father, husband, and son, pg 149,Oldenbourg, Zoe, The Crusades, Pantheon Books, 1966, searches for a husband for Melisende, feudal relationship between France and Jerusalem, of Anjou, pg 264, Frankiske kvinder i korsfarerstaterne havde en højere forventet levealder end mænd, delvis på grund af den konstante krigstilstand i regionen, og derfor udøvede frankiske kvinder en stor grad af indflydelse i regionen og gav en stærk følelse af kontinuitet til det østlige frankiske samfund. Kvinder, der arvede territorium, gjorde det normalt, fordi krig og vold havde resulteret i mange mænds for tidlige død, og kvinder, der blev anerkendt som dronning, udøvede sjældent deres autoritet direkte, i stedet udøvede deres ægtefælle autoriteten Iure uxoris, dvs. i deres hustrus ret. Samtidige af Melisende, der regerede, omfattede dog Urraca af Kastilien (1080-1129) og Eleonora af Aquitanien (1122-1204). Under hendes fars regeringstid blev Melisende tituleret som kongens datter og arvingen til Kongeriget Jerusalem og fik forrang over andre adelsmænd og kristne præster ved ceremonielle lejligheder.''filia regis et regni Jerosolimitani haeres I stigende grad blev hun forbundet med sin far på officielle dokumenter, herunder i prægning af mønter, tildeling af len og andre former for formynderi og i diplomatisk korrespondance. Balduin opdrog sin datter som en dygtig efterfølger efter sig selv, og Melisende nød støtten fra "Haute Cour", et slags kongeligt råd sammensat af rige adel og præster.
Balduin 2. mente dog også, at han måtte gifte med Melisende med en magtfuld allieret, én der ville beskytte og sikre Melisendes arv og hendes fremtidige arvinger. Balduin bøjede sig til Kong Ludvig 6. af Frankrig for at få hans anbefaling til en frankisk vasal til sin datters hånd.Hamilton, Bernard, Queens of Jerusalem, Ecclesiastical History Society, 1978, Frankish women in the Outremer, pg 143, Melisende's youth pgs 147, 148, Recognized as successor pg 148, 149, Offers patronage and issues diplomas, Marriage with Fulk, Birth of Second Crowing with father, husband, and son, pg 149,Oldenbourg, Zoe, The Crusades, Pantheon Books, 1966, searches for a husband for Melisende, feudal relationship between France and Jerusalem, of Anjou, pg 264, Den frankiske forbindelse forblev vigtig for det korsfarerne i Jerusalem, da det spirende rige var stærkt afhængig af arbejdskraft og forbindelser til Frankrig, Tyskland og Italien. Ved at bøje sig for Frankrig underlagde Balduin 2. ikke Jerusalem under Frankrigs overherredømme, snarere knyttede han korsfarerstaternes moralske formynderskab til Vesten for at overleve, og mindede Ludvig 6. at korsfarerstaterne til en vis grad var frankiske lande.
Ludvig 6. valgte Fulko 5., greve af Anjou og Maine, en berømt, rig korsfarer og hærfører, og til en vis grad en voksende trussel til Ludvig 6. selv.Hamilton, Bernard, Queens of Jerusalem, Ecclesiastical History Society, 1978, Frankish women in the Outremer, pg 143, Melisende's youth pgs 147, 148, Recognized as successor pg 148, 149, Offers patronage and issues diplomas, Marriage with Fulk, Birth of Second Crowing with father, husband, and son, pg 149, Fulkos søn fra et tidligere ægteskab, Godfred, var gift med Matilde, Henrik 1. af England's udpegede arving som Englands næste regerende dronning. Fulko 5. kunne være en potentiel bedstefar til en fremtidig engelsk hersker, et forhold der kunne overstråle Ludvig 6. Fulkos rigdom, forbindelser, og indflydelse gjorde ham ligeså magtfuld som kongen af Frankrig, ifølge historikeren Zoe Oldenbourg.Oldenbourg, Zoe, The Crusades, Pantheon Books, 1966, searches for a husband for Melisende, feudal relationship between France and Jerusalem, of Anjou, pg 264, Gennem forhandlingerne insisterede Fulko på at være hersker over Jerusalem alene. Tøvende, indvilligede Balduin 2. i starten til disse krav, dog kom han til at genoverveje dem. Balduin 2. så at Fulko, en ambitiøs mand med voksne sønner til overs, også var en trussel til Balduin 2.'s familie og interesser, og særligt en trussel til hans datter Melisende. Balduin 2. mistænkte, at så snart han var død, ville Fulko frastøde Melisende, sætte hende og hendes børn til side til fordel for Elias, Fulkos yngste, men fuldvoksne søn fra hans første ægteskab som arving til Jerusalem.
Da Melisende fødte en søn og arving i 1130, den senere Balduin 3. af Jerusalem, tog hendes far skridt for at sikre, at Melisende ville regere efter ham som regerende dronning af Jerusalem. Balduin 2. afholdt en kroningsceremoni, der indsatte hans datter, hans barnebarn Balduin 3. og Fulko som herskere over Jerusalem i fællesskab. For at styrke sin position udpegede Balduin 2. Melisende som eneste værge for den unge Balduin og undtog dermed Fulko. Da Balduin 2. døde det næste år i 1131, besteg Melisende og Fulko tronen som herskere i fællesskab. Senere skrev Vilhelm af Tyrus om Melisendes ret til at regere efter hendes fars, at styret i kongeriget forblev under fruen, dronningen Melisendes magt, en dronning, der er elsket af Gud, og som fik den gennem arvens ret.Hamilton, Bernard, Queens of Jerusalem, Ecclesiastical History Society, 1978, Frankish women in the Outremer, pg 143, Melisende's youth pgs 147, 148, Recognized as successor pg 148, 149, Offers patronage and issues diplomas, Marriage with Fulk, Birth of Second Crowing with father, husband, and son, pg 149,reseditque reginam regni potestas penes dominam Melisendem, Deo amabilem reginam, cui jure hereditario competebat Imidlertid udelukkede Fulko ved hjælp af sine riddere Melisende fra at tildele titler, tilbyde protektion og udstede bevillinger, diplomer og frihedsbreve. Fulko afviste åbent og offentligt hendes arvede myndighed. Balduin 2.'s frygt viste sig at have været berettiget, og den fortsatte dårlige behandling af deres dronning irriterede medlemmerne af "Haute Cour", hvis egne stillinger ville blive udhulet, hvis Fulko fortsatte med at dominere riget. Fulkos opførsel var i overensstemmelse med hans herskende filosofi, som i Anjou havde Fulko undertrykt alle lokale byers forsøg på at styre sig selv og gennem vold underkastet sine vasaller.Oldenbourg, Zoe, The Crusades, Pantheon Books, 1966, searches for a husband for Melisende, feudal relationship between France and Jerusalem, of Anjou, pg 264,Oldenbourg wrote that Fulk had "broken the resistance of his principal vassals on his own domains and paralyzed all attempts at emancipation by the townspeople. Page 264 Fulkos autokratiske stil var i kontrast til det noget mere kollegiale forhold til deres monark, som de indfødte østfrankere var kommet til at nyde.
Paladsintriger thumb|344x344px| Kongeriget Jerusalem og de andre korsfarerstater med muslimske stater (i grønne nuancer) i 1135 under Melisendes regeringstid frame| En illustration fra Melisende Psalter, der blev skabt i dronningens regeringstid Det kølige forhold mellem mand og hustru var et praktisk politisk redskab, som Fulko anvendte i 1134, da han beskyldte Hugo 2. af Le Puiset, greve af Jaffa, for at have en affære med Melisende. Hugo var den mest magtfulde baron i kongeriget og hengivent loyal til mindet om sin fætter Balduin 2. Denne loyalitet blev nu overført til Melisende. Samtidige kilder, som f.eks. Vilhelm af Tyrus, afviser Melisendes påståede utroskab og peger i stedet på, at Fulko i overdreven grad favoriserede nyankomne frankiske korsfarere fra Anjou frem for kongerigets oprindelige adel. Havde Melisende været skyldig, ville kirken og adelen sandsynligvis ikke senere støtte op om hendes sag.
Hugo allierede sig med den muslimske by Ashkelon og var i stand til at modstå hæren, der var blevet sendt mod ham. Han kunne dog ikke opretholde sin position på ubestemt tid. Hans alliance med Ashkelon kostede ham støtte ved hoffet. Den katolske patriark af Jerusalem forhandlede sig frem til lempelige betingelser for fred, og Hugo blev sendt i eksil i tre år. Kort tid derefter blev et mislykket mordforsøg mod Hugo tillagt Fulko eller hans støtter. Dette var grund nok til, at dronningens parti åbent udfordrede Fulko, da Fulkos grundløse påstande om utroskab var en offentlig krænkelse, der fuldstændigt ville skade Melisendes position.
Gennem hvad der udgjorde et paladskup, overvandt dronningens tilhængere Fulko, og fra 1135 og fremefter blev Fulkos indflydelse hurtigt forringet. En historiker skrev, at Fulkos tilhængere "gik rundt i frygt for deres liv" i paladset. Vilhelm af Tyrus skrev, at Fulko "ikke forsøgte at tage initiativ, heller ikke i trivielle anliggender, uden [Melisendes] viden". Mand og hustru blev forsonet før 1136 og en anden søn, Amalrik, blev født. Da Fulko blev dræbt i en jagtulykke i 1143, sørgede Melisende offentligt og privat over ham.