Balduin 1. ( ), også kendt som Balduin af Boulogne (1060'erne – 2. april 1118), var den første greve af Edessa fra 1098 til 1100, og den første konge af Jerusalem fra 1100 til sin død. Som den yngste søn af Eustace 2., greve af Boulogne og Ida af Lorraine, var han bestemt til en kirkekarriere, men han opgav denne og giftede sig med en normannisk adelskvinde Godehilde af Tosny. Han modtog Grevskabet Verdun i 1096, men han sluttede sig snart til korsfarerhæren under sin bror Godfred af Bouillon og blev en af de mest succesrige hærførere under Det 1. korstog.
Mens hovedkorsfarerhæren marcherede igennem Lilleasien i 1097, indledte Balduin og normanneren Tancred et separat felttog mod Kilikien (sydlige del af det nuværende Tyrkiet). Tancred forsøgte at indtage Tarsus i september, men Balduin tvang ham til at opgive det, hvilket gav anledning til en fortsat konflikt mellem dem. Balduin erobrede vigtige fæstninger i landene vest for Eufrat med hjælp fra lokale armenere. Thoros af Edessa inviterede ham til at komme til Edessa (Şanlıurfa) for at kæmpe mod Seldsjukkerne. Ved at drage fordel af et oprør mod Thoros erobrede Balduin byen og oprettede den første korsfarerstat den 10. marts 1098. For at styrke sit styre giftede enkemanden Balduin sig med en armensk herskerdatter (som nu er kendt som Arda). Han forsynede den hovedkorsfarerhær med mad under belejringen af Antiochia. Han forsvarede Edessa mod Kerbogha, guvernøren af Mosul, i tre uger og forhindrede ham i at nå Antiochia, før korsfarerne indtog byen.
Godfred af Bouillon, som korsfarerne havde valgt som deres første hersker af Jerusalem, døde i 1100. Dagobert, den katolske patriark af Jerusalem, og Tancred tilbød Jerusalem til Tancreds onkel, Bohemund 1. af Antiochia. Godfreds støtter tog besiddelse af byen og opfordrede Balduin til at gøre krav på Godfreds arv. Da en muslimsk hersker havde taget Bohemund til fange, drog Balduin til Jerusalem og mødte lidt modstand. Patriarken kronede ham til konge i Betlehem den 25. december. Han erobrede Arsuf og Cæsarea i 1101, Akko i 1104, Beirut i 1110 og Sidon i 1111, med hjælp fra Genovas og Venedigs flåder og af flere mindre korsfarer grupper, men alle hans forsøg på at indtage Ashkelon og Tyrus mislykkedes. Efter hans sejr i Det 3. slag ved Ramla i 1105 iværksatte egypterne ikke yderligere større felttog mod Kongeriget Jerusalem .
Balduin hjalp Bertrand, greve af Toulouse, med at erobre Tripoli i 1109. Da han var den eneste kronede monark i korsfarerstaterne, hævdede Balduin overhøjheden over andre korsfarerherskere. Balduin 2. af Edessa og Bertrand svor ham troskab. Tancred, der regerede Fyrstedømmet Antiochia, adlød også hans befalinger. Han støttede Balduin 2. og Tancred mod Kerboghas efterfølger, Mawdud, der lancerede en række felttog mod Edessa og Antiochia i de tidlige 1110'ere. Han opførte fæstninger i Transjordanien, territoriet øst for Jordan-floden, for at kontrollere karavaneruterne mellem Syrien og Egypten. Han døde under et felttog mod Egypten.
Tidlige liv alt=A man riding a horse embraces a woman|thumb| En illustration fra det 13. århundrede af Ida af Lorraine, der tager afsked med sine sønner, da de rejser på Det 1. Korstog (Bibliothèque nationale de France) Født på et tidspunkt efter 1060, var Balduin den tredje søn af Eustace 2., greve af Boulogne og Ida af Lorraine. Da han var forældrenes yngste søn, var han bestemt til en karriere i kirken. Han studerede de frie kunster og besad præbender i katedralerne i Cambrai, Reims og Liège. Af uvisse grunde og på et uspecificeret tidspunkt opgav han sin kirkelige karriere og blev ridder. Historikeren John France mener, at Balduin sandsynligvis indså, at den gregorianske reform havde formindsket hans chancer for at opnå et rigt præstekald. Historikeren Susan B. Edgington foreslår modsat, at Balduin foretrak en sekulær karriere, fordi hans barnløse bror, Godfred af Bouillon, hertugen af Nedre Lorraine, pludselig var blevet syg, hvilket gav Balduin en chance for at arve hans hertugdømme.
Balduin giftede sig med en normannisk adelskvinde, Godehilde af Tosny, hvis familie ejede jord og ejendom i både Normandiet og England. Balduin og hans hustru fandt sig sandsynligvis til rette i hans hans ældste bror, Eustace 3. af Boulognes hof. Eustace og Balduin kæmpede i fællesskab for deres bror, Godfred, mod Albert 3., greve af Namur, og Theoderic, biskop af Verdun, i Stenay i 1086. Godfred nævnte Balduin i de fleste af sine chartre, hvilket indikerer, at Balduin blev betragtet som hans udpegede arving. Balduin besøgte regelmæssigt sin hustrus families fæstning i Conches-en-Ouche .
Det første korstog Pave Urban 2. proklamerede det Det 1. korstog på Rådsmødet i Clermont den 27. november 1095. Godfred af Bouillon besluttede sig at deltage i det militære felttog og solgte eller pantsatte sine arvelige besiddelser for at skaffe midler. Et af hans besiddelser, Grevskabet Verdun, blev overtaget af Richer, biskop af Verdun, som hurtigt overgav det til Balduin. Opløsningen af Godfreds samlede besiddelser fratog alle fremtidige hertuger grundlaget for deres autoritet i Nedre Lothringen, hvilket ledte Balduin til beslutningen om at tage korset. Eustace 3. af Boulogne sluttede sig også til korstoget. Ifølge til et brev fra Pave Urban var det kun den hær, som Peter Eremit havde samlet til Folkekorstoget, større end de tre brødre.
Balduin rejste afsted på korstoget med Godfreds hær den 15. august 1096. Hans hustru og børn ledsagede ham, og det antydede, at han havde besluttet ikke at vende tilbage til sit hjemland. Korsfarerne stoppede ved Tulln an der Donau, før de nåede grænsen til Ungarn i september. Godfred havde gjort Balduin ansvarlig for sine tropper under sine forhandlinger med Koloman, konge af Ungarn, for at diskutere vilkårene for korsfarernes march gennem hele landet. Han accepterede at overgive Balduin sammen med Balduins hustru og følge som gidsler for at sikre deres troppers gode opførsel. Balduin og Godehilde blev frigivet kort efter, at korsfarerne havde forladt Ungarn. De trådte nu ind i det Det Byzantinske Rige nær Beograd i slutningen af november. left|thumb| Korsfarernes rute gennem Lilleasien, Syrien og Palæstina (fra H.G. Wells' The Outline of History) Korsfarerne nåede Konstantinopel den 23. december 1096. Den byzantinske kejser Alexios 1. Komnenos krævede en ed om troskab fra deres ledere og iværksatte en blokade omkring deres lejr for at sikre den. Balduin gennemførte angreb på distrikterne uden for Konstantinopels mure og tvang Alexios til at løfte blokaden. Kejseren accepterede også at udlevere sin søn og arving Johannes som gidsel, som blev overdraget Balduins varetægt.
Da korsfarerne fortsatte med at modstå kejsernes krav, reducerede byzantinerne foderet og maden, der blev leveret til dem. Balduin angreb igen forstæderne og dræbte eller tilfangetog snesevis af Petjenegi-vagter. Korsfarerne indså, at de ikke kunne besejre den kejserlige hær og gav således efter for kejserens krav. Deres hærførere (herunder Godfred og Balduin) svor troskab til Alexios og lovede at give afkald på alle erobrede lande, som seldsjukkerne havde erobret fra byzantinerne til kejserens repræsentanter. Korsfarerne blev overført til en lejr, der blev etableret på vejen mellem Chalcedon og Nikomedia i Lilleasien, men Godfred og Balduin vendte snart tilbage til Konstantinopel for at være til stede, da hærførerne af en ny korsfarerhær hyldede Alexios. Da en ridder satte sig på kejserens trone under ceremonien, tog Balduin ham ved hånden og fik ham til at rejse sigAnna Comnena: The Alexiad (10.10.), p. 325. og irettesatte ham hårdt.
Efter at korsfarerne havde besejrede seldsjukkerne i Slaget ved Dorylaeum den 1. juli 1097 brød Balduin og den italienske normandnerleder Tancred væk fra korsfarernes hovedhær. De marcherede så langt som til Heraklea (i dag Ereğli, Konya Provinsen), hvor de igen sluttede sig til deres følgesvende omkring 15. august. Korsfarerne blev udmattede under deres lange march gennem Lilleasien, og de fleste af deres heste døde. For at sikre en forsyning af mad og foder, blev Balduin og Tancred sendt til de frugtbare sletter i Kilikien. Der kunne de stole på støtte fra de lokale armenere, især da Balduin allerede var blevet ven med en armensk adelsmand, Bagrat.
Balduin og Tancred ledte to separate kontingenter. Tancred var den første, der forlod Heraklea, ledsaget af 100-200 tropper. Balduin og hans 300 riddere drog afsted omkring 15. september. Tancred ankom til Tarsus, et vigtigt handelscentrum i Kilikien, den 21. september. Han overtalte seldsjukker-garnisonen i Tarsus til at hæve hans flag på citadellet, allerede inden hans tropper fik adgang til byen. Balduin nåede frem til Tarsus den følgende dag. Tyrkerne erstattede Tancreds banner med Balduins flag og gav Balduin lov til at besidde to tårne. Voldsomt i undertal i forhold til Balduins tropper besluttede Tancred ikke at kæmpe for byen og red væk. Kort tid derefter ankom omkring 300 normanniske riddere, men Balduin nægtede at lade dem ind, hvilket gjorde det muligt for tyrkerne at angribe og myrde normannerne i løbet af natten. Balduins egne mænd gav ham skylden for deres skæbne og massakrerede resterne af seldsjukkernes garnisonen. Af frygt for hævn tog Balduin tog ly i et tårn, men overbeviste til sidst sine soldater om sin uskyld. En piratkaptajn, Guynemer af Boulogne, sejlede op ad Berdan-floden til Tarsus og svor troskab til Balduin. Han hyrede Guynemers mænd til Tarsus' garnison og fortsatte sit felttog.
Tancred havde i mellemtiden indtaget den velhavende by Mopsuestia. Balduin nåede byen omkring den 30. september. Tancreds fætter, Roger af Salerno, ville hævne sig for normannerne, der var blev dræbt i Tarsus, hvilket resulterede i en træfning mellem Balduins og Tancreds soldater. Dette var det første tilfælde, hvor korsfarerne kæmpede mod hinanden. Efter at en eller to mænd var blevet dræbt og mange flere blevet såret eller taget til fange på begge sider, indgik Balduin og Tancred fred, og Balduin forlod Mopsuestia. Han sluttede sig til hovedhæren i Marash, men Bagrat overtalte ham til at starte en felttog mod floden Eufrat i en region tæt befolket af armenere. Cirka 80–100 riddere ledsagede ham, da han igen forlod hovedhæren den 17. oktober.
Greve af Edessa
Etablering Armenerne betragtede Balduin som en befrier. To armenske ledere, Fer og Nicusus, sluttede sig til ham kort efter, at han begyndte sit felttog. Den lokale befolkning massakrerede Seldsjukkernes garnisoner og embedsmænd eller tvang dem på flugt. Seldsjukkernes frygt for korsfarerne bidrog til Balduins succes. Han erobrede to vigtige fæstninger, Ravendel og Turbessel, uden kamp inden udgangen af 1097. Han gjorde Bagrat til guvernør af Ravendel, og udnævnte Fer til at administrere Turbessel.
Den armenske hersker af Edessa, Thoros, sendte udsendinge, den armenske biskop af Edessa og tolv førende borgere, til Balduin i begyndelsen af 1098 og søgte hans hjælp mod de nærliggende Seldsjukker-herskere. Som den første by, der havde konverteret til kristendommen, havde Edessa spillet en vigtig rolle i dens historie. Inden afrejsen til Edessa beordrede Balduin arrestationen af Bagrat, som Fer beskyldte for hemmelig korrespondance med Seldsjukkerne. Bagrat blev tortureret og tvunget til at overgive Ravendel. Balduin rejste til Edessa i begyndelsen af februar, men tropper sendt af Balduk, Emiren af Samosata, eller Bagrat forhindrede ham i at krydse Eufrat. Hans andet forsøg var vellykket og han nåede Edessa den 20. februar. Balduin ville ikke tjene Thoros som lejesoldat. De armenske byfolk frygtede, at han planlagde at forlade byen, så de overtalte Thoros til at adoptere ham. Styrket af tropperne fra Edessa, angreb Balduin Balduks territorium og placerede en garnison i en lille fæstning nær Samosata. alt=A young man sits on a throne with two soldiers standing by him and two elder men on their knees before him|right|thumb| Balduin modtager armenernes troskab i Edessa.