thumb|Fiskerbåde ror ud på fiskefelterne. «Fiskere i Lofoten».
Lofotenfiskeriets historie begynder omkring år 1000. Fiskeriet i Lofoten er et kommercielt sæsonfiskeri, som op til moderne tid har spillet en vigtig rolle for norsk økonomi, og har været Norges største eksporterhverv. Først blev fisken videreforædlet som tørfisk. Senere, i begyndelsen af 1700-tallet, blev tørring og saltning til klipfisk mere almindelig.
Lofotenfiskeriet foregår i vintermånederne fra januar til april. På denne årstid er vejret meget skiftende, og fiskerne har derfor altid været udsatte for forlis og ulykker. Efter 2. verdenskrig blev filetfabrikker med eksportprodukter som fersk fisk og frossen fisk oprettet, men også i nyere tid forædles store mængder af fangsten til tørfisk og klipfisk.
Man kender ikke til nøjagtig til hvornår og hvordan eksporten af tørfisk fra Lofoten til England og resten af Nordeuropa startede. Man regner med, at denne eksport var kommet godt i gang i 1000-tallet. En vigtig årsag til, at der på denne tid opstod et marked for tørfisk menes at være opblomstringen af flere store byer med en befolkning med specialiserede næringsveje, som ikke selv drev jordbrug. Med indførelsen af kristendommen kom også strenge krav til faste. Kød kunne ikke spises i fasten, men fisk var tilladt. Historikere mener, at tørfisk var et kostbart produkt, som kun de mest velhavende havde råd til. I bytte mod tørfisk blev der importeret korn og andre produkter, som var vanskelige at fremskaffe i tilstrækkeligt store kvanta i Norge. Endvidere blev mange varer, som ikke fandtes i landet, også indført. Kornimporten blev vigtig for muligheden for udbredelse af norsk bosættelse i ydre kyststrøg i 1500-tallet. Helt frem til denne tid var almuen i Nordnorge fiskerbønder, men fra nu af blev en del af befolkningen helårsfiskere, som var bofaste i fiskevær. De, som organiserede udenrigshandelen med tørfisk, var den nordtyske handelsorganisation Hansaforbundet med kontor i Bergen.
I løbet af 1600-tallet var der en stærk nedgang i lofotenfiskeriet. Blandt andet virkede klimaændringer, hungersnød og krig i Europa og endog verdensomspændende økonomiske nedgangstider ind. Det er muligt, at klimaændringer både påvirkede hvor fisken valgte at gyde, og at fiskerne blev forhindrede i at komme ud på havet på grund af uvejr. I løbet af 1700-tallet kom der nye opgangstider. Da blev det også indført nye fiskeredskaber som fiskeline og fiskegarn. Dette var mere effektive redskaber end håndsnøre (juksa). Stadige forbedringer i løbet af 1800-tallet forbedrede fangsterne, men også flere fiskere deltog. Dermed blev reguleringer og kontroller fra myndighedernes side nødvendige for at undgå konflikter. Til trods for forsøg på at indføre mere industrielle fiskemetoder og større både har lofotenfiskeriet hele tiden stort set været drevet med mindre både. Det vil fra 1900-tallet og op til nyere tid sige sjarker og skøjter med beskedne mandskaber.
Naturgrundlaget for lofotenfiskeriet thumb|Lofotenøerne rejser sig som en væg. For fiskerne på Vestfjorden udgør bjergene en beskyttende væg mod nordlige vinde fra Norskehavet.
thumb|En torsk (Gadus morhua) ved Norskekysten.
Skreiinnsiget til Lofoten regner man med fandt sted før der kom mennesker til området. Farvandene omkring Lofotenøerne er afgrænsede, delvis omkranset af store øer og holme som giver en vis beskyttelse mod vejr og vind. Temperatur og saltindhold i havet afgør skreiens gydesteder lokalt. Nogen år vil derfor det meste af gydningen ske i vest, omkring Værøy og Røst, andre år længere mod øst, omkring for eksempel Hølla uden for Svolvær. Gydningen i Lofoten sker for en stor del syd for Lofotenøerne, altså i Vestfjorden.Christensen: Torskefiskets historie side 6Holberg og Røskaft: Håløygriket side 288.
På grund af at en del af skreien kommer ret nær land, og at området er delvis beskyttet, antager man, at selv spinkle fartøjer kunne deltage i fiskeriet, da menneskene gjorde sig gældende. Den oprindelige konserveringsmetode har været tørring.
Det, at skreien kommer til Lofoten om vinteren, gør, at forholdene for at tørre fisken på hjell (stilladser, almindeligvis af træ, for udendørs tørring af usaltet fisk) er optimale. Temperaturen er da lav nok til, at fisken ikke rådner eller at fluer lægger æg, men også høj nok til, at fisken ikke fryser således, at fiskekødet ødelægges. Megen vind sørger også for god tørring. Fisken kan ikke hænges hvis det er for varmt, da kan den yderste del af fiskekødet tørrer så hurtigt, at væske i fisken lukkes inde. Man siger, at fisken bliver sur og rådner.Christensen: Torskefiskets historie side 7Hansen: Lofotfisket side 72.Nielssen m.fl.: Fangstmenn side 172.
Storhedstid i middelalderen Høvdingene organiserede skreifiskeri i jernalderen Ud fra arkæologiske fund er det fastslået, at fiske og fangst har foregået langs norskekysten så længe, mennesker har haft ophold her. I begyndelsen drejede det sig om jagt-, fangst- og samlersamfund. Ved den neolitiske revolution skete der en overgang til jordbrug, hvor dyrkning og husdyrhold fik en central plads. Et samfund med ejendomsrettigheder og magtinstitutioner voksede langsomt frem. Denne udvikling skete først omkring Kristi fødsel i Norge. Da blev der etableret bosætning med gårdbrug i hele landet. Langs kysten drev befolkningen kombinationsdrift med fiskeri og fangst på havet og husdyrhold, korn- og foderdyrkning på land. Nogen historikere mener, at dette var de første fiskerbønder, mens andre tror, at denne organisering først kom senere. Et kendetegn ved dette var en kønsdelt arbejdsdeling, hvor mændene drev fiskeri og fangst, mens kvinderne havde ansvar for dyr, stalde, husholdning og børn.
Uden for Nordland kunne skreifiskeriet i tidlige tider være drevet på Trænabanken, i Vesterålen og uden for Senja, men størst må alligevel lofotenfiskeriet på Vestfjorden have været.Kiil: Da bøndene seilte side 9. Fiskeressourcerne i Vestfjorden har været udnyttede af befolkningen i nærområderne Lofoten, Vesterålen og Salten siden jernalderen. Menneskene her tørrede fiskene for at samle sig et forråd, som de kunne bruge af gennem hele året.Holberg og Røskaft: Håløygriket side 287. Ved Borg på Vestvågøy er der specielt mange bevarede husfundamenter og naust fra jernalderen, og derfor regner man med, at høvdingen, som holdt til her, organiserede fiskeri i jernalderen. Selv om skreifiskeriet har været et vigtigt fundament, var også forholdene for husdyrhold og agerdrift gode. Befolkningen i Lofoten og Vesterålen var stor gennem hele vikingtiden, og op til middelalderen.Nielssen m.fl.: Fangstmenn side 173.
thumb|Rekonstruktion af et langhus, en hustype som har været i brug fra stenalderen til middelalderen i Nordeuropa, her fra Lofotr Vikingmuseum. De, som boede i sådanne huse i vikingtiden, var måske de første, som udviklede skreifiskeri som en kommerciel virksomhed.
Egils saga omtaler Torolv Kveldulvsson, som i år 875 sendte folk til Vágar for at fiske skrei. Denne blev så eksporteret som tørfisk til England for varebytte. Sagaen fortæller: "Hann Hafði þá menn i skreiðfiski i Vágum, en suma i sildfiski". Det, Egils saga fortæller om, er egentlig ikke et økonomisk system med fiskebønder, men en organisering, hvor en høvding udstyrede og sendte sine mænd på fiskeri og fangst. Dette er kaldt for det redistributive system, hvor ikke blot frie mænd som arbejdsfolk, drenge og leilendinger (fæstebønder), men sandsynligvis også trælle blev sendt på fiskeri. Nogen historikere mener derfor, at fiskerbonden som gruppe blev etableret, da fiskeriet blev kommercialiseret i løbet af 1000-tallet. Senere i 1100-tallet forsvandt høvdingene helt ud af billedet, og fra da af var det kongen, som havde magten. Efterkommere til dem, som tidligere var medlemmer af høvdingens husholdninger, blev efter dette selvstændige småbønder og leilendinger. De, som boede nær Lofoten, drog på vinterfiskeri med både, udstyr, klæder og mad, som de selv skaffede sig på sine gårder.Nielssen m.fl.: Fangstmenn side 217–218.
De, som ikke boede lige ved fiskebankerne, måtte udruste sig med båd, redskaber og proviant for den tid, sæsonfiskerier som for eksempel lofotenfiskeriet varede. Denne type af fiskeri krævede sødygtige både og søvante mandskaber. Hver enkelt familie kunne næppe skaffe alt dette på egen hånd,Kiil: Da bøndene seilte side 8 men et bygdesamfund kunne derimod gennemføre dette i fællesskab. Historikeren Alf Kiil argumenterer for, at det derfor ikke nødvendigvis bare er stormænd fra ættegårder, som kunne drive sæsonfiskeri, men også folk fra almuen. Alligevel mener han, at det er sandsynligt, at stormændene fra kysten i Nordnorge udviklede skreifiskeriet, samt at dette skete før fisk blev en vigtig handelsvare. Noget, som underbygger dette, er størrelsen på flere af ættegårdene, som er udgravede. Med store husholdninger og mange folk i arbejde var sandsynligvis deltagelse i sæsonfiskeriet nødvendigt.
Lofotenfiskeriet bliver en eksportøkonomi Arkæologiske fund og skriftlige kilder kan tyde på, at fiskeri i større skala end blot til lokal anvendelse kan være forekommet før år 1000. Dette gælder husfundamenter efter store naust på Vestvågøy, som kunne rumme store både egnede for vinterfiskeri. Det er også fundet spor efter fiskevær, eller rorvær, fra jernalderen i Lofoten. Et rorvær er oprindelig et ubeboet sted, som bruges af tilrejsende fiskere i sæsonen. Fra andre arkæologiske fund har man spor efter handelsforbindelser mellem nutidens Nordland og Trøndelag. Denne forbindelse kan have været etableret allerede i 500-tallet. Trøndelag havde et vist overskud af korn i et normalår, således at det er sandsynligt, at tørfisk og fangstprodukter nordfra blev byttet mod korn.Kiil: Da bøndene seilte side 11.
Handel med tørfisk i jernalderen var af mindre skala end den, som skulle komme i middelalderen. Skibslastene var på denne tid mindre og varerne ombord var varierede. Varerne blev solgt i mange forskellige køpstæder rundt omkring i landet og i udlandet, og fra disse kunne varerne finde nye veje. Dermed er det vanskeligt for arkæologerne at finde beviser på dens udbredelse, ikke mindst fordi fisk rådner hurtigt.Nielssen m.fl.: Fangstmenn side 183.
Historikerne mener også, at tørfiskeksport næppe kunne have noget videre omfang i vikingetiden. Dette skyldtes blandt andet, at det i områderne omkring Nordsøen og Østersøen på denne tid allerede var et omfattende fiskeri. Arkæologiske fund tyder på, at folk spiste lokale fiskearter og kun undtagelsesvis fisk importeret langvejs fra. Selv om konservering i disse områder er mere omkostningsfyldt, så vil transporten helt fra Lofoten have været endnu dyrere.Nielssen m.fl.: Fangstmenn side 182. Imidlertid tror man, at vikingetiden var en etableringsperiode for tørfisken, altså at den blev gjort kendt i områderne uden for Skandinavien.
Norskekysten har nogen af de mest produktive fiskerier i verden. På den anden side er forholdene for jordbrug meget begrænsede, i større grad desto længere nord over man kommer. Længst i nord er forholdene blandt de mest marginale i verden. Dermed er forholdet mellem fiskeri og jordbrug på norskekysten meget uens. En stor omlægning er derfor sket, da fiskeriet gik over fra at dreje sig om at opretholde livet for husholdninger af forskellig størrelser til at blive en økonomi med omsætning af fisk på et marked.Christensen: Torskefiskets historie side 8
Fremvæksten af fiskebondesamfund