Perth er hovedstad og største by i den australske delstat Western Australia. Det er den fjerdestørste by i Australien med 2,02 millioner (2014) indbyggere i Perth metropolområdet. Perth er en del af South West Land Division (den Sydvestlige Division) i Western Australia og størstedelen af Perths metropolområde ligger på kystsletten Swan Coastal Plain, som er en smal stribe land mellem det Indiske Ocean og de lave klipper i Darling Scarp. De første bosættelser var ved floden Swan River og i dag ligger såvel byens centrale forretningskvarter som havnen (Fremantle) ved floden. Perth er administrativt inddelt i en række lokalregeringsområder, som igen består af et stort antal forstæder, der strækker sig fra Two Rocks i nord til Rockingham i syd og The Lakes i øst.
Perth blev grundlagt af kaptajn James Stirling i 1829 som det administrative centrum for Swan River Kolonien. Den opnåede den britiske status som city i 1856 og blev ophøjet til Lord Mayorality i 1929. Byen er opkaldt efter Perth i Skotland under indflydelse af Sir George Murray, som dengang var britisk krigs- og koloniminister. Byens befolkningstal voksede betydelig under guldfeberen i Western Australia sidst i det 19. århundrede. Immigranterne kom hovedsageligt fra Australiens østlige kolonier. Under 2. verdenskrig var havnen i Fremantle base for de allieredes ubåde i stillehavskrigen og den amerikanske flåde havde Catalina flyvebåde udstationeret ved Matilda Bay. En stor tilstrømning af immigranter efter krigen fra primært Storbritannien, Grækenland, Italien og Jugoslavien førte til en hurtig befolkningsvækst. Dette blev efterfulgt af økonomisk fremgang som følge af mineindustrien i slutningen af det 20. og starten af det 21. århundrede, der har gjort Perth til regionalt hovedkvarter for et stort antal mineselskaber, der opererer forskellige steder i delstaten.
Da Perth er hovedstad i Western Australia, ligger mange af statsinstitutionerne i byen. Det gælder delstatens parlament, højesteret og guvernørboligen Government House. Perth blev kendt som lysets by, "City of Light", idet byens indbyggere tændte lys i huse og gadelamper, da den amerikanske astronaut John Glenn passerede over byen i kredsløb med satellitten Friendship 7 i 1962.(1970) Perth – a city of light Perth, W.A. Brian Williams Productions for the Government of WA, 1970 (Video recording) The social and recreational life of Perth. Begins with a 'mock-up' of the lights of Perth as seen by astronaut John Glenn in February 1962 Byen gentog dette, da Glenn passerede over byen med rumfærgen i 1998. Perth kom i august 2015 ind som nummer 8 på Economist Intelligence Units liste over verdens bedste byer at bo i. I 2010 blev Perth klassificeret som en world cityPerth ranked as a "Beta–" class world city: af Globalization and World Cities Research Network.
Historie
De indfødtes historie Før den europæiske bosættelse var området beboet af Whadjuk fra Noongar-folket. Arkæologiske fund i den øvre del af Swan River viser spor af mennesker mere end 40.000 år tilbage. Noongar-folket boede i det sydvestlige hjørne af Western Australia og levede som jægere og samlere. Vådområderne på kystsletten ved Swan River var specielt vigtige for dem. Både i deres mytologi og som føderessource. Øerne Rottnest, Carnac og Garden var også vigtige for Noongar-folket.
Området, hvor Perth ligger i dag, var kendt som Boorloo af Noongar-folket. Boorloo var en del af Mooro, Yellagonga-gruppens stammeland. Gruppen var en af flere, som holdt til omkring Swan River og som samlet var kendt som Whadjuk. Whadjuk var del af en større gruppe på fjorten stammer, som udgjorde den sydvestlige socio-lingvistiske gruppe kaldet Noongar (der betyder "folket" i deres sprog) og nogen gange Bibbulmun. Den 19. september 2006 tildelte Australiens højesteret Noongar-folket native title over hele Perth metropolområdet i sagen Bennell mod Staten Western Australia FCA 1243. Dommen blev omstødt efter appel. Første europæiske observationer Den første dokumenterede europæiske observation af området omkring Swan Rivers udmunding blev gjort af den nederlandske kaptajn Willem de Vlamingh og hans mandskab den 10. januar 1697. Flere europæere besøgte området indtil 1829, men lige som Vlamingh anså de området for ugæstfrit og så uegnet til landbrug, at der ikke var grundlag for en bosættelse.Appleyard, R. T. and Manford, Toby (1979). The Beginning: European Discovery and Early Settlement of Swan River Western Australia, University of Western Australia Press.
Swan River Kolonien thumb|The Foundation of Perth 1829 (Grundlæggelsen af Perth) af George Pitt Morison er en historisk korrekt gengivelse af den officielle ceremoni ved Perths grundlæggelse.Den britiske hær etablerede i 1826 en base ved King George Sound (senere Albany) på sydkysten af Western Australia efter rygter om at Frankrig ville annektere området, men Perth var den første rigtige europæiske bosættelse i den vestlige tredjedel af det australske kontinent. Den britiske koloni fik officielt navnet Western Australia i 1832, men var i mange år uformelt kendt som Swan River Kolonien efter områdets største flod.
Den 4. juni 1829 gik nyankomne britiske bosættere i land og Western Australias grundlæggelse er siden blev fejret som en helligdag den første mandag i juni hvert år. Kaptajn James Stirling på Parmelia, sagde at Perth var "så smukt som noget sted af denne art, jeg nogen sinde har set". Den 12. august samme år fældede, Helen Dance, hustru på kaptajnen af de andet skib, Sulphur, et træ for at markere grundlæggelsen af en by.
Stirling havde allerede valgt navnet Perth før grundlæggelsesceremonien. I hans proklamation af kolonien i Fremantle den 18. juni 1829 afsluttede han med "givet under min hånd og segl i Perth den 18. dag i juni. James Stirling, stedfortrædende guvernør". Den eneste samtidige kilde til navnet kommer fra Fremantles dagbog den 12. august, som nævner at "byen blev kaldt Perth efter Sir George Murrays ønske". Murray var født i Perth i Skotland og var i 1829 koloniminister og medlem af Underhuset for Perthshire.
I 1831 var der de første fjendtlige sammenstød mellem de britiske bosættere og Noongar folket. De to parter havde helt forskellige værdinormer, når det kom til brug af landet og konflikterne blev værre i takt med at kolonien voksede. Sammenstødene førte til henrettelse af Midgegooroo, en af Whadjuk-stammens ældre i 1833, hans søn Yagans død samme år og Pinjarra massakren i 1834.
Relationerne mellem Noongar-folket og europæerne var meget anstrengt efter disse episoder. På grund af nybyggeriet i og omkring Boorloo, mistede Whadjuk-stammen langsomt deres land. De blev tvunget til at slå sig ned i afgrænsede områder som sumpene og søerne nord for bosættelsen. Heriblandt var Third Swamp, som de kaldte Boodjamooling. Boodjamooling blev hovedlejren for de tilbageværende af Noongar-folket i området omkring Perth. Lejren blev også brugt af rejsende og hjemløse. Under guldfeberen i 1890'erne blev den brugt af guldgravere på vej til guldfelterne.
I 1850 blev Western Australia åbnet for straffefanger efter at bønder og forretningsfolk havde efterspurgt billig arbejdskraft. Dronning Victoria gav Perth status som city i 1856.
Forbundsstaten thumb|Perth (ca. 1955) med jernbanestationen i forgrunden Efter en folkeafstemning i 1900 tiltrådte Western Australia den nyoprettede australske forbundsstat i 1901. Western Australia var den sidste af kolonierne, som tilsluttede sig forbundet og det var først efter at de andre kolonier havde givet betydelige indrømmelser. En af disse var bygning af en transkontinental jernbanelinje fra Port Augusta i South Australia til Kalgoorlie for at forbinde Perth med det østlige Australien.
I 1933 stemte indbyggerne i Western Australia i en folkeafstemning for at forlade den australske forbundsstat med et flertal i forholdet to til en. Imidlertid havde et valg kort før folkeafstemningen udskiftet den pro-uafhængige regering med en ny regering, der ønskede af blive i forbundsstaten. Den nye regering respekterede dog folkeafstemningen og bad deres repræsentant i Storbritannien om uafhængighed, men forespørgslen blev ganske enkelt ignoreret.
Perths vækst og relative velstand skyldes, især siden midt-60'erne, dens rolle som servicecenter for delstatens mine- og olieindustri, der udvinder guld, jernmalm, nikkel, aluminium, diamanter, mineraler, kul, olie og naturgas. Selve udvindingen foregår andre steder i delstaten, men administrationen ligger i Perth.
Geografi
Det centrale forretningsområde Perths centrale forretningsområde afgrænses af Swan River mod syd og øst. Mod vest ligger Kings Park og mod nord jernbaneområdet. Byfornyelsesprojektet Perth City Link, der er finansieret af delstaten Western Australia og forbundsstaten, indebærer at en del af jernbanelinjen graves ned, så Northbridge bliver forbundet med centrale forretningsområde igen for første gang i 100 år. Perth Arena er en bygning i city link området, der har fået en række arkitekturpriser. St Georges Terrace er den mest prominente gade i centrum med 1,3 millioner m2 kontorlokaler. Hay Street og Murray Street har flest butikker og underholdningssteder. Den højeste bygning er Central Park, som er den syvendehøjeste bygning i Australien. Centrum har nydt godt af boomet i mineindustrien og mange nye byggeprojekter er blevet gennemført de senere år. Heriblandt er den 244 m høje bygning Brookfield Place, som er kontorbygning for det engelsk-australske mineselskab BHP Billiton.
Geologi Perth ligger ved Swan River (Svanefloden), der er opkaldt efter de sorte svaner, som Willem de Vlamingh, kaptajn på en nederlandsk ekspedition, så da han udforskede området i 1697. Traditionelt har floden af de indfødte været kendt som Derbarl Yerrigan. Centrum og de fleste af forstæderne ligger på den sandede og relativt flade kystslette Swan Coastal Plain, der ligger mellem klipperne ved Darling Scarp og det Indiske Ocean. Jorden i dette område er ufrugtbar. Hele metropolområdet strækker sig omkring 125 km langs kysten fra Two Rocks i nord til Singleton i syd. Fra kysten i vest til Mundaring i øst er der omkring 50 km. Metropolområdet dækker 6.418 km2.
thumb|Satellitfoto af Perth
Store dele af Perth er bygget i et vådområde som strækker sig fra Herdsman Lake i vest til Claisebrook Cove i øst. Perth har to store flodsystemer. Det ene udgøres af floderne Swan og Canning, mens det andet udgøres af Serpentine og Murray, der løber ud i Peel Inlet ved Mandurah.
Klima Perth får en moderat mængde nedbør, som er meget sæsonbetinget. Den har den fjerdehøjeste mængde nedbør blandt de australske hovedstæder efter Darwin, Sydney og Brisbane. Somrene, som varer fra december til slutningen af marts, er generelt meget varme og tørre. Februar er årets varmeste måned. Vintrene er relativt milde og våde. Perth er et klassisk eksempel på Middelhavsklima (Köppens klimaklassifikation Csa). Perth er en meget solrig by for denne type klima. Den har gennemsnitligt 8,8 timer solskin per dag og 138,7 skyfri dage om året, hvilket gør den Australiens solrigeste hovedstad.
Sporadiske regnfald kan forekomme om sommeren. Det er kortvarige tordenbyger, svage koldfronter og af og til resterne af tropiske cykloner fra det nordvestlige Western Australia, som kan give betydelige regnfald. Den højeste temperatur målt i Perth er 46,2 °C den 23, februar 1991. Lufthavnen Perth Airport målte 46,7 °C den samme dag. Om sommeren kommer der ofte om eftermiddagen en søbrise, lokalt kendt som "Fremantle Doctor", ind fra sydvest, som er køligere end den ellers fremherskende nordøstvind. Temperaturen falder ofte under 30 °C nogle få timer efter vindskiftet. Om sommeren er dugpunktet kl. 15 omkring 12 °C.