Parsifal er en opera i tre akter af Richard Wagner. Den er løst baseret på Wolfram von Eschenbachs Parzival, et epos fra det 13. århundrede om Arthurs ridder Parzival (Percival) og hans søgen efter hellige spyd, der var brugt til at stikke den korsfæstede med.
Wagner udtænkte først værket i april 1857, men det var først færdigt femogtyve år senere. Det skulle blive Wagners sidste afsluttede opera. Mens han komponerede den, havde han tanke på den særlige akustik i Bayreuth Festspielhaus, som han selv havde fået bygget. Parsifal blev først sat op på den anden festival i Bayreuth i 1882. Festspillene i Bayreuth havde eneret på Parsifal til 1903, hvor den blev opført på Metropolitan Opera i New York.
Wagner kaldte ikke Parsifal en opera, men foretrak "ein Bühnenweihfestspiel", der kan oversættes til "et festspil til hellig indvielse af scenen". I Bayreuth er der tradition for, at der ikke er bifald efter første akt på grund af dens sakrale handling.
Wagner stavede riddernavnet Parsifal i stedet for Parzival, som han havde brugt frem til 1877. Det beror på fejletymologi: han troede, at ordet stammede fra Percival, der skulle komme fra det arabiske, Fal Parsi, der betyder "ren tåbe".Ifølge Johann Joseph von Görres (1813). Se Richard Wagner: Das braune Buch. Tagebuchaufzeichnungen 1865 bis 1882, red. Joachim Bergfeld, Zürich, Freiburg i.Br. 1975, s. 52, Danielle Buschinger, Renate Ullrich: Das Mittelalter Richard Wagners, Königshausen & Neumann, 2007, , s. 140.
Komposition Wagner læste først Wolfram von Eschenbachs digt Parzival, da han var på kurophold i Marienbad i 1845.Gregor-Dellin, Martin (1983): "Richard Wagner: His Life, His Work, His Century". William Collins, s. 141. Efter at være stødt på Arthur Schopenhauers tanker om sinologi i 1854 i Über den Willen in der Natur blev Wagner interesseret i orientalsk filosofi, især i buddhisme. Han var inspireret af Eugène Burnoufs Introduction à l'histoire du buddhisme indien i 1855-1856. Ud af denne interesse opstod Die Sieger fra 1856, en skitse Wagner skrev til en opera baseret på en historie fra Buddhas liv.Hollinrake, Roger (1992) i "The Wagner Compendium: A Guide to Wagner's Life and Music". Red. Millington. Thames and Hudson Ltd., London. , s. 147. De temaer, som han senere udforskede i Parsifal som selvfornægtelse, reinkarnation, medfølelse og eksklusive sociale grupperinger, findes allerede i Die Sieger.
Ifølge Wagners egen fremstilling i selvbiografien Mein Leben opstod ideen til Parsifal en langfredag formiddag i april 1857 i det lille sommerhus med navnet "Asyl" på Otto von Wesendoncks ejendom i Enge, en forstad til Zürich, som Wesendonck, en velhavende silkekøbmand og generøs mæcen, havde stillet til Wagners rådighed.Gregor-Dellin, Martin (1983): Ibid., s. 270. Komponisten og hans hustru Minna var flyttet ind i hytten den 28. april:
"... Langfredag vågnede jeg og fandt for første gang i dette hus, at solen skinnede stærkt: Den lille have lyste med grønne farver, fuglene sang, og til sidst kunne jeg sidde på taget og nyde den længe ønskede fred med dens løfterige budskaber. Fuld af denne følelse huskede jeg pludselig, at det var langfredag, og jeg mindede mig selv om den betydning, dette varsel allerede havde fået for mig, da jeg læste Wolframs Parzival. Siden opholdet i Marienbad [i sommeren i 1845], hvor jeg havde udtænkt Die Meistersinger von Nürnberg og Lohengrin, havde jeg ikke beskæftiget med det digt; nu slog dets ædle muligheder mig med overvældende kraft, og fra mine tanker om langfredag udtænkte jeg hurtigt et helt drama, som jeg lavede en grovskitse over med et par pennestrøg, idet jeg delte handlingen i tre akter".
Men som han senere indrømmede over for sin anden kone, Cosima Wagner, var denne gengivelse farvet af en vis kunstnerisk frihed:
22. april 1879: "R[ichard] mindedes i dag de indtryk, som gav ham inspiration til hans "langfredagsmusik"; han grinte og sagde, at han havde tænkt ved sig selv, "Det er faktisk lige så langt ude som mine kærlighedsaffærer, for det var ikke engang langfredag – der var bare en behagelig stemning i naturen, som fik mig til at tænke, 'Sådan burde en langfredag være'".Wagner, Cosima (1980): "Cosima Wagner's Diaries", ovs. til engelsk af Skelton, Geoffrey. Collins. .
Værket kan faktisk være udtænkt i Wesendoncks sommerhus i den sidste uge af april 1857, men det år faldt langfredag den 10. april, hvor Wagner med familie stadig boede på Zeltweg 13 i Zürich.Millington, Barry (red.) (1992): Wagner Compendium: A Guide to Wagner's Life and Music. Thames and Hudson Ltd., London. , s. 135-136. Hvis prosaskitsen til værket, som Wagner nævner i Mein Leben, var nøjagtigt dateret (og de fleste af Wagners overleverede papirer er daterede), havde man kunnet løse problemet en gang for alle, men skitsen er desværre ikke overleveret.
Wagner arbejdede ikke med Parsifal i de næste otte år, men afsluttede i stedet Tristan und Isolde og begyndte på Die Mestersinger von Nürnberg. Mellem den 27. og 30. august 1865 tog han så Parsifal op igen og lavede en prosaskitse til værket, som indeholdt en forholdsvis kort beskrivelse af handlingsgangen og en relativt detaljeret kommentar til dramaets personer og temaer.Beckett, Lucy (1981): "Richard Wagner: Parsifal", Cambridge University Press, , s. 13. Men igen blev arbejdet droppet og tilsidesat i yderligere elleve og et halvt år. I løbet af denne tid brugte Wagners det meste af sin kreative energi på Der Ring des Nibelungen, som blev endeligt afsluttet i 1874 og fik sine første opførelser i Bayreuth i august 1876. Først da denne gigantiske opgave var fuldført, kunne Wagner finde tid til at koncentrere sig om Parsifal. Den 23. februar 1877 havde han tilendebragt en anden og mere omfattende prosaskitse til værket, og den 19. april samme år havde han omsat den i en libretto på vers (eller et "digt", som Wagner gerne kaldte sine libretti).Beckett, Lucy (1981): Ibid., s. 22.
I september 1877 begyndte han på musikken ved at skrive to komplette udkast til partituret fra start til slut. Det første af disse (kendt på tysk som Gesamtentwurf eller som det foreløbige udkast) blev skrevet med blyant i tre nodesystemer, et for stemmerne og to for instrumenterne. Det andet fuldstændige udkast (Orchesterskizze, orkesterskitsen) skrev han med blæk i tre, men til tider op til fem nodesystemer. Dette udkast var meget mere detaljeret end den første og var udarbejdet i betydelig grad med hensyn til instrumenteringen.Millington, Barry (red.) (1992): Ibid., s. 247-248.
Han begyndte arbejdet på det andet udkast den 25. september 1877, blot et par dage efter det første: Nu arbejdede Wagner gerne på begge udkast samtidig, idet han skiftede mellem de to, så der ikke gik for lang tid fra han havde konciperet musikken, til den blev udarbejdet i flere detaljer. Tredje akt i Gesamtentwurf blev afsluttet den 16. april 1879, Orchesterskizze den 26. i samme måned.Gregor-Dellin, Martin (1983): Ibid., s. 477-479. Det fulde partitur (Partiturerstschrift) var sidste etape. Det blev skrevet med blæk og bestod af en renskrift af hele operaen med alle stemmer og instrumenter korrekt noteret i henhold til standardpraksis. Wagner komponerede én akt af Parsifal ad gangen og færdiggjorde Gesamtentwurf og Orchesterskizze for hver akt, inden han begyndte på Gesamtentwurf til næste akt. Da Orchesterskizze allerede indeholdt alle de kompositoriske enkeltheder, blev udarbejdelsen af Partiturerstschrift en mere rutinemæssig opgave, som han kunne gennemføre, når han havde tid. Det skete i august 1878 med hensyn til forspillet til første akt og august 1879 og 13. januar 1882 for resten af operaen.Millington, Barry (red.) (1992): Ibid., s. 307.
Parsifal var i øvrigt det eneste værk, Wagner nogensinde skrev, hvori der var musik for kontrafagot.Grove's Dictionary of Music and Musicians, 5. udgave, 1954, Eric Blom, red.
Opførelseshistorie 160px|left|thumb|Amalie Materna, Emil Scaria og Hermann Winkelmann ved premieren i 1882 på Parsifal. 160px|right|thumb|Teaterplakat for premieren på Parsifal.
Premieren Den 12. november 1880 opførte Wagner forspillet privat for sin mæcen kong Ludvig 2. af Bayern på Hofteatret i München.Gregor-Dellin, Martin (1983): Ibid., s. 485. Premieren på hele værket fandt sted i Bayreuther Festspielhaus i Bayreuth den 26. juli 1882 under ledelse af den tyske jødiske dirigent Hermann Levi. Kulisserne var tegnet af Max Brückner og Paul von Joukowsky efter anvisninger af Wagner. Gralssalen var inspireret af katedralen i Siena, som Wagner havde besøgt i 1880, mens Klingsors magiske have var inspireret af haverne ved Palazzo Rufolo i Ravello.Beckett, Lucy (1981): Ibid., s. 90-91. I juli og august 1882 blev værket opført seksten gange i Bayreuth under Levi og Franz Fischer. Produktionen havde et orkester på 107 medlemmer, et kor på 135 og 23 solister (idet hovedrollerne var dobbelt besat).Carnegy, Patrick (2006): "Wagner and the Art of Theatre". Yale University Press , s. 107-118. Ved den sidste af disse forestillinger overtog Wagner dirigentstokken fra Levi og dirigerede selv sidste scene i tredje akt fra orkestermellemspillet til slutningen.Spencer, Stewart (2000): Wagner Remembered. Faber and Faber, London. , s. 270.
Ved de første opførelser af Parsifal betød problemer med at flytte kulisser ved overgangen fra mellem scene et og to i første akt, at orkestermellemspillet var færdigt, før Parsifal og Gurnemanz var kommet til gralshallen. Engelbert Humperdinck, der var produktionsassistent, tilføjede et par takter til musikken for dække dette hul.Spencer, Stewart (2000): Ibid., s. 268-270. I de næste år blev problemet løst, og Humperdincks tilføjelser bliver ikke brugt.
Forbuddet mod Parsifal udenfor Bayreuth I de første tyve år efter urpremieren fandt de eneste iscenesatte opførelser af Parsifal (bortset fra otte private forestillinger for Kong Ludwig 2. af Bayern i München i 1884 og 1885) sted i Bayreuther Festspielhaus, det sted, som Wagner havde skabt værket til. Wagner havde to grunde til at ønske, at Parsifal udelukkende blev spillet i Bayreuth. For det første ville han forhindre, at det udartede til »ren morskab« for operapublikummet. Kun i Bayreuth mente han, at hans værk kunne opføres på den af ham udtænkte måde – en tradition som hans kone, Cosima, opretholdt længe efter hans død. For det andet mente han, at operaen ville give en indtægt for hans familie efter hans død, hvis Bayreuth havde monopol.
Der blev dog givet mulighed for koncertante opførelser af operaen i forskellige byer efter Wagners død (fx London i 1884, New York i 1886 og Amsterdam i 1894), men sceniske opsætninger var der ikke tale om.
Efter at en domstol havde afgjort, at Bayreuth ikke kunne forbyde forestillinger i USA, iscenesatte Metropolitan Opera i New York den komplette opera den 24. december 1903 med mange Bayreuth-uddannede sangere – til Wagnerfamiliens store fortrydelse. Cosima svarede igen ved at nægte sangere, der havde sunget i New York, at synge i Bayreuth. Der blev også sat uautoriserede forestillinger op i Amsterdam i 1905, 1906 og 1908. Bayreuths monopol sluttede den 1. januar 1914.Beckett, Lucy (1981): Ibid., s. 93-95. Den første autoriserede opførelse blev sat op i Barcelona: den begyndte kl. 22.30, halvanden time før midnat den 31. december 1913, idet man udnyttede den tidsforskel, der var mellem Barcelona og Bayreuth. Interessen i Parsifal var så stor, at operaen blev opført på mere end 50 europæiske operahuse mellem den 1. januar og 1. august 1914.Beckett, Lucy (1981): Ibid., s. 94.
Bifald under Parsifal