Wilma Pearl Mankiller (cherokee-navn: A-ji-luhsgi Asgaya-dihi, født 18. november 1945, død 6. april 2010) var en Cherokee-aktivist, socialarbejder, samfundsudvikler og den første kvinde valgt til overhøvding () for Cherokee Nation. Hun blev født i Tahlequah, Oklahoma, USA og boede i Adair County, Oklahoma indtil hun var 11 år, hvorefter familien flyttede til San Francisco, Californien som led i et føderalt regeringsprogram til urbanisering af indianere (Indian Relocation Act of 1956). Efter high school giftede hun sig med en ecuadorianer. De fik to døtre, og Mankiller blev hjemmegående mor. Inspireret af de sociale og politiske bevægelser i 1960'erne blev Mankiller involveret i besættelsen af Alcatraz, og senere blev hun involveret i Pit River-stammens kamp for land og kompensation. I begyndelsen af 1970'erne var hun i fem år socialarbejder med primært fokus på børns problemer.
Mankiller vendte tilbage til Oklahoma i efteråret 1976 og blev ansat af Cherokee Nation som økonomisk stimulanskoordinator. Hun begyndte at skrive ansøgninger om økonomisk støtte, og i begyndelsen af 1980'erne ledede hun det nyoprettede Community Development Department of Cherokee Nation. Ved at bruge den ekspertise i at udarbejde dokumentation, som hun havde lært under sin aktivistiske periode i Californien, fik hun succes med at få statsmidler. Hun udviklede og overvågede fællesskabsprojekter, der gjorde det muligt for beboere i landområder at identificere deres egne udfordringer og gennem deres arbejde deltage i at løse dem. Hendes projekt i landsbyen Bell i Oklahoma blev en succesfuld model til senere projekter og blev præsenteret i en film, mens hendes projekt i Kenwood modtog det føderale ministerium for bosættelse og byudviklings diplom for national fortjeneste. Hendes ledelsesevner blev bemærket af daværende overhøvding Ross Swimmer, som tilbød hende til at stille op som vicehøvding sammen med ham ved høvdingevalget i 1983. De to vandt valget, og Manhunter blev hun den første valgte kvindelige vicehøvding for Cherokee Nation. Da Swimmer fratrådte som overhøvding for at tiltræde en stilling i det føderale Bureau of Indian Affairs, blev hun overhøvding.
Mankiller var overhøvding som medlem af det Demokratiske Parti fra 1985 til 1995. Under hendes ledelse byggede Cherokee Nation nye sundhedsklinikker, oprettede en mobil øjenklinik, etablerede ambulancetjenester, oprettede programmer for tidlig uddannelse og voksenuddannelse, startede jobtræningsprogrammer, udviklede indtjeningsprogrammer herunder fabrikker, butikker, restauranter og bingospil. Hun etablerede selvstyre som gjorde det muligt for stammen selv at styre sine egne finanser. Hun advokerede utrætteligt for at forbedre oprindelige amerikaneres image og arbejdede flittigt mod misbrug af deres nationale arv. Da hun trak sig tilbage fra politik vendte Mankiller tilbage til aktivisme. Hun holdt foredrag om sygepleje, stammesuverænitet, kvinders rettigheder og bevidsthed om kræft. Hun skrev selvbiografien Mankiller: A Chief and Her People som blev en bestseller. Mankiller blev tildelt mange priser inkl. den højeste civile udmærkelse i USA, Presidential Medal of Freedom. Mankiller led af alvorlige helbredsproblemer i sit liv inkl. polycystisk nyresygdom, myasthenia gravis, lymfeknudekræft og brystkræft, og hun fik to nyretransplantioner. Hun døde i 2010 af bugspytkirtelkræft.
Barndom i Oklahoma (1945-1955)
Wilma Pearl Mankiller blev født 18. november 1945 på Hastings Indian Hospital i Tahlequah, Oklahoma. Hendes forældre var Clara Irene (født Sitton) og Charley Mankiller. Faren Charley var en fuldblods cherokee, hvis forfædre var blevet tvunget til at flytte fra Tennessee til Indianerterritoriet over Trail of Tears i 1830'erne. Moren Clara Irene nedstammede fra hollandske og irske immigranter som havde slået sig ned i North Carolina i 1880'erne. Efternavnet "Mankiller", Asgaya-dihi (med cherokeealfabetet: ᎠᏍᎦᏯᏗᎯ) på cherokee henviser til en traditionel cherokee militær rang tilsvarende kaptajn eller major, eller en shaman med evnen til hævne uret gennem åndelige metoder. Alternative stavemåder er Outacity og Ontassetè.
Wilmas cherokee-navn var A-ji-luhsgi som betyder blomst. Da Charley og Irene blev gift i 1937 slog de sig ned på Charleys far, John Mankillers tildelte jordlod, kendt som "Mankiller Flats" nær Rocky Mountain i Adair County, Oklahoma, som han modtog i 1907 som led i regeringens politik om tvungen assimilering for oprindelige amerikanske folk.
Wilma havde fem ældre søskende: Louis Donald "Don", Frieda Marie, Robert Charles, Frances Kay og John David. I 1948 da hun var 3 år, flyttede familien til et hus bygget af hendes far, onkel og bror Don på hendes farfars Johns jordlod. Hun fik fem yngre søskende Linda Jean, Richard Colson, Vanessa Lou, James Ray og William Edward som blev født i løbet af de næste 12 år. Det lille hus havde hverken elektricitet eller indlagt vand, og de levede i "ekstrem fattigdom". Familien drev jagt og fiskede, og havde en køkkenhave til at få mad. De dyrkede også jordnødder og jordbær som de solgte. Mankiller gik i skole til femte klasse i skole med tre rum i Rocky Mountain. Familien snakkede både engelsk og cherokee i hjemmet, Mankillers mor snakkede også Cherokee. Hendes mor syltede mad og brugte melsække til at lave tøj til børnene, som hun belærte om deres cherokee-arv. Selvom de tilsluttede sig baptistkirken var børnene nervøse omkring hvide menighedsmedlemmer og skikke, og foretrak at deltage i stammens ceremonielle møder. Ældre familiemedlemmer lærte børnene traditionelle historier.
Flytning til San Francisco (1956-1976)
I 1955 var der en alvorlig tørke som gjorde det sværere for familien at forsørge sig. Som en del af USA's Indian termination policy kunne oprindelige amerikanske familier få hjælp efter Indian Relocation Act of 1956 til at flytte til byområder. Agenter fra Bureau of Indian Affairs (BIA) lovede bedre job og leveforhold for families som indvilligede i at flytte. I 1956, da Mankiller var 11, efter at BIA havde afslået et lån besluttede Charley Mankiller at det ville være godt for familien at flytte til byen, hvor han kunne få et stabilt job med en fast indkomst. Familien valgte Californien fordi Irenes mor boede i Riverbank, Californien. De solgte deres ejendele og tog et tog fra Stilwell, Oklahoma til San Francisco. Selvom de har lovet lejlighed, var der ingen lejligheder at få da de ankom. De blev huset i et lurvet hotel i Tenderloin-kvarteret i flere uger. Selv da familien flyttede til Potrero Hill hvor både hendes far og bror Don fandt arbejde, kæmpede familien med økonomien. Der var få oprindelige amerikanere i området hvilket skabte fremmedgørelse fra deres stammeidentiteter.
Mankiller og hendes søskende startede i skole, men havde det svært da de andre elever gjorde grin med hendes efternavn og drillede hende på grund af hendes tøj og den måde hun talte på. Hendes klassekammeraters behandling af hende fik Mankiller til at forlade skolen. Inden for et år havde familien sparet penge op og var i stand til at flytte til Daly City, men Mankiller følte sig fremmedgjort og løb hjemmefra, til sin mormors gård i Riverbank. Hendes mormor sendte hende tilbage til Potrero, men da Wilma fortsatte med at løbe hjemmefra, besluttede hendes forældre at lade hende bo på gården i et år. Da hun kom tilbage havde familien flyttet igen og boede i Hunters Point, et kvarter fyldt med kriminalitet, narko og bander. Selvom hun genvandt selvtillid i sit år hjemmefra, følte Mankiller sig stadig isoleret og begyndte at involvere sig i aktiviteterne i San Francisco Indian Center. Hun forblev ligeglad med skolen hvor hun havde svært ved matematik og fysik, men hun dimitterede fra hign school i juni 1963.
Straks da hun var færdig med skolen fik Mankiller kontorarbejde i et finansfirma og flyttede ind hos sin søster Frances. Den sommer mødte hun Hector Hugo Olaya de Bardi, en ecuadoriansk universitetsstuderende fra en velhavende familie ved en latin dans, og de to begyndte at komme sammen. Mankiller fandt ham sofistikeret og på trods af hendes families afstandstagen fra forbindelsen blev de gift i Reno, Nevada 13. november 1963 og tog på bryllupsrejse til Chicago. Da de kom tilbage til Californien, flyttede de ind i en lejlighed i Mission District i San Francisco hvor deres datter Felicia blev født 10 måneder senere. De flyttede så til et hus i nærheden, og i 1966 fik de en datter mere, Gina. Mens Olaya fortsat gik på San Francisco State University og arbejde for Pan American Airlines, var Mankiller hjemmegående sammen med døtrene. Olaya så sin rolle som familiens forsøger, og overlod til sin kone at passe børnene. Men Mankiller var rastløs og vendte tilbage til skolen og tog klasser på Skyline Junior College. For første gang nød hun at gå i skole og tog kun kurser som interesserede hende.
Aktivisme thumb | "Welcome to Indian Land"-graffiti fra besættelsen af Alcatraz I 1964 besatte en lille gruppe aktister fra protestbevægelsen Red Power Alcatraz Island i nogle få timer. I slutningen af 1960'erne begyndte en gruppe studenter fra University of California, Los Angeles, University of California, Santa Cruz og San Francisco State University at protestere imod Vietnamkrigen og for borgerrettigheder for etniske minoriteter og kvinder. Blandt de grupper som kom frem i perioden var American Indian Movement (AIM) som i San Francisco var centreret omkring aktiviteterne på San Francisco Indian Center. United Bay Indian Council som fungerede som paraplyorganisation for 30 forskellige grupper som repræsenterede folk med forskellige stammetilhørsforhold, mødtes også der. I oktober 1969 nedbrændte centeret, og tabet af deres mødested skabte et bånd mellem administratorer og studenteraktivister som kombinerede deres indsats for at bringe oprindelige amerikanere i byernes skæbne frem i lyset med en genbesættelse af Alcatraz.
Besættelsen inspirerede Mankiller til at blive involveret i borgerrettighedsaktivisme. Før overtagelsen af øen i november havde hun ikke været involveret i hverken AIM eller United Bay Council. Hun begyndte at mødes med andre oprindelige amerikanere som havde været aktive i Indian Center, og blev aktiv i grupperne som støttede besættelsen. Hun besøgte Alcatraz, men hovedparten af hendes arbejde var fokuseret på fundraising og støtte ved at skaffe forsyninger af tæpper, mad og vand til dem på øen. Tidligt efter starten på besættelsen blev Charley Mankiller diagnosticeret med nyresygdommen polycystisk nyresygdom, som Mankiller opdagede at hun også havde. Mellem hendes aktivisme, skole og familieforpligtelser brugte hun så meget tid med ham som det var muligt. Besættelsen varede 19 måneder og i løbet af den tid lærte Mankiller organisationskundskaber og at lave juridisk research. Hun blev opfordret af andre aktivister til at fortsætte sine studier og begyndte at planlægge en karriere.
Socialarbejde
Ved hendes fars død i 1971 vendte Mankiller-familien tilbage til Oklahoma til hans begravelse. Da hun vendte tilbage til Californien, skiftede hun til San Francisco State University i 1972 og begyndte at fokusere sine studier på social velfærd. Mod sin mands ønsker købte hun en bil og begyndte at søge uafhængighed og tog sine døtre med til arrangementer for oprindelige amerikanere ved USA's vestkystsområde. På sine rejser mødte hun medlemmer af Pit River-stammen i det nordlige Californien i nærheden af Burney og tilsluttede sig deres kampagne for kompensation fra Indian Claims Commission og Pacific Gas and Electric Company for landområder som ulovligt var taget fra stammen under guldfeberen i Californien. Gennem de næste fem år hjælp hun stammen med at indsamle midler til juridisk bistand og hjalp med forberede dokumentation for deres krav, og fik derved erfaring med international traktatret.