thumb|De to prinser Edvard and Richard i Tower, 1483 af Sir John Everett Millais, 1878, del af Royal Holloway malerisamling. Edvard 5. til højre bærer hosen fra Hosebåndsordenen under sit venstre knæ.
"Prinserne i Tower" er en ofte anvendt betegnelse for Edvard 5. af England og Richard af Shrewsbury, hertug af York. De to brødre var eneste overlevende sønner af Edvard 4. af England og Elizabeth Woodville ved deres faders død i 1483. Da prinserne var henholdsvis 12 og 9 år gamle blev de anbragt i Tower of London af deres onkel, rigsforstanderen Richard, hertug af Gloucester. Dette var et led i forberedelsen til Edvards forestående kroning. Richard tog i stedet kronen selv, og drengene forsvandt.
Det er uvist, hvad der skete med drengene efter de forsvandt i Tower of London. Det er i almindelighed formodet at de blev myrdet. Bag mordet på prinserne anses det mest sandsynlig at Richard 3. stod for at sikre sin trone. Deres død kan have fundet sted på et tidspunkt i 1483, men bortset fra deres forsvinden, er resten baseret baseret på indicier. Derfor er blevet fremsagt flere forskellige teorier om prinsernes skæbne, bl.a. at de blev myrdet på ordre fra Henry Stafford, 2. hertug af Buckingham eller Henrik 7. af England. Det er også blevet foreslået at den ene eller begge prinser kan være flygtet. I 1487 dukkede Lambert Simnel op, og hævdede at han først var Richard, hertug af York, derefter Edvard Plantagenet, 17. jarl af Warwick, nevø af Edvard 4. Fra 1491 og frem til sin tilfangetagelse i 1497 hævdede Perkin Warbeck at være Richard, hertug af York, som antageligt var flygtet til Flandern. Warbecks krav på tronen blev støttet af flere samtidige, bl.a. fasteren til de forsvundne prinser, Margaret af York.
I 1674 gravede arbejdere to trækasser op i Tower of London, som indeholdt to små menneskeskeletter. Knoglerne blev fundet i en kasse under trappen i Tower of London. Knoglerne blev bredt accepteret som tilhørende prinserne, men dette er aldrig blevet bevist og derfor langt fra sikkert. Karl 2. lod knoglerne begrave i Westminster Abbey, hvor de har været lige siden.
Baggrund Den 9. april 1483 døde Edvard 4. blot 40 år gammel uventet efter en tre uger lang sygdom. På dette tidspunkt befandt Edvards søn, den nye konge Edvard 5. sig på Ludlow Castle, mens den døde konges bror Richard, hertug af Gloucester, befandt sig på Middleham Castle i Yorkshire. Nyheden om kongens død nåede Richard omkring den 15. april, men han kan være blevet forvarslet om Edvards sygdom.. Det er berettet, at han tog hen til York Minster for offentligt at "love sin troskab til den nye konge". Croyland Chronicle fortæller, at Edvard 4. før sin død havde udpeget sin bror Richard til rigsforstander.The Crowland Chronicle Continuations, 1459–1486, Nicholas Pronay and John Cox (eds.), (Richard III and Yorkist History Trust, Gloucester: 1986), p.153. Edvards begæring kan have været ligegyldig, da "fortilfældet med Henrik 5. havde vist, at gehejmrerådet (Privy Council) ikke var bundet til at følge den afdøde konges ønsker".
Edvard 5. og Richard drog afsted mod London fra henholdsvis vest og nord og mødte hinanden nær Stony Stratford den 29. april. Den følgende morgen arresterede Richard Edvards følge, deriblandt drengenes onkel Antony Woodville, 2. jarl Rivers og deres halvbror Sir Richard Grey. Chalmers' Biography, vol. 32, p. 351 De blev ført til Pontefract Castle i Yorkshire, hvor de den 25. juni blev halshugget. Richard tog nu kongen i sin egen besiddelse, hvilket fik Elizabeth Woodville til at tage sin anden søn Richard af Shrewsbury, hertug af York og sine døtre til at søge asyl i Westminister Abbey.
Edvard 5. og Richard ankom til London sammen. Forberedelserne fortsatte til Edvards kroning, som var blevet udsat fra den 4. maj til den 25. juni. Den 19. maj 1483 blev Edvard anbragt i Tower of London, den traditionelle residens for monarkerne før deres kroning. Den 16. juni fik han selskab af sin lillebror Richard af Shrewsbury, der indtil da havde været i asyl. På dette tidspunkt var Edvards kroning blevet udsat på ubestemt tid af deres onkel Richard. Søndag den 22. juni blev det prædiket fra Saint Paul's Cathedral, at Richard var den eneste legitime arving til Huset York. Den 25. juni bad "en gruppe af lensherrer, riddere og herrer" Richard om at tage tronen. Begge prinser blev efterfølgende erklæret illegitime af parlamentet, og dette blev bekræftet i 1484 ved loven Titulus Regius. Denne lov slog fast, at ægteskabet mellem Edvard 4. og Elizabeth Woodville var ugyldigt på grund af Edvards tidligere løfte om at indgå ægteskab med Lady Eleanor Butler. Den 3. juli blev Richard kronet som kong Richard 3. af England. Peter Hammond and Anne Sutton, The Coronation of Richard III: the Extant Documents (Palgrave Macmillan, 1984) Erklæringen af prinsernes illegitimitet er blevet beskrevet af Rosemary Horrox som en tilbagevirkende retfærdiggørelse af Richards tronbestigelse.
Forsvinding Dominic Mancini, en italiensk munk, der besøgte England i 1480'erne og som var i London i foråret og sommeren 1483, beretter at efter Richards 3. tronbestigelse, var Edvard og hans yngre bror Richard blevet flyttet ind i "Towers indre gemakker" og blevet set sjældnere og sjældnere indtil de var aldeles forsvundet. Mancini beretter, at i denne periode blev Edvard regelmæssigt besøgt af en læge, der fortalte, at Edvard "som et offer klar til ofring søgte tilgivelse for sine synder med daglige bekendelser og bodsøvelser, fordi han troede at døden var ham nær"."The Usurpation of Richard the Third", Dominicus Mancinus ad Angelum Catonem de occupatione regni Anglie per Riccardum Tercium libellus; Translated to English by C.A.J. Armstrong (London, 1936) Den latinske reference til "Argentinus medicus", var originalt blevet oversat til en "doktor fra Strasbourg". D.E. Rhodes mener derimod, at faktisk kan referere til "doktor Argentine", som Rhodes identificerer som John Argentine, en engelsk læge, der senere tjente som rektor på King's College, Cambridge og som læge for Arthur Tudor, ældste søn af Henrik 7.
Der er beretninger om, at de to prinser blev set lege i Towers have kort efter at Richard havde sluttet sig til sin bror, men der er ingen, der har registreret at have set nogen af dem efter sommeren 1483.R. F. Walker, "Princes in the Tower", in S. H. Steinberg et al, A New Dictionary of British History, St. Martin's Press, New York, 1963, p.286. Et forsøg på at befri dem i slutningen af juli mislykkedes. Deres skæbne er forblevet et varigt mysterium.
Mange historiker mener, at prinserne blev myrdet, nogle foreslår, at dette fandt sted mod slutningen af sommeren 1483. Maurice Keen hævder, at oprøret mod Richard i 1483 i starten "søgte at redde Edvard 5. og hans bror fra Tower of London før det var for sent", men at det, efter at Henry Stafford, 2. hertug af Buckingham blev involveret, blev ændret at støtte Henrik Tudor, fordi hertugen af Buckingham "helt sikkert vidste at prinserne i Tower var døde."M. H. Keen, England in the Later Middle Ages: A Political History, Routledge: New York, 2003, p.388. Alison Weir foreslår den 3. september som en mulig dato.Alison Weir, The Princes of the Tower (p. 157) Weirs værk er dog blevet kritiseret for "at nå en konklusion, der mere er baseret på hendes egen fantasi, end på de usikre beviser, som hun så vildledende har fremført."
Sir Clement Markham hævder, at prinserne kan have været i live så sent som juli 1484 ved at opmærksomheden mod de regulativer, som blev udgivet ved Richard 3.'s husholdning, der fastslog: "at børnene skal være sammen ved en morgenmad". James Gairdner mener derimod, at det er uklart hvem ordene "børnene" er rettet mod, og at det ikke kan have været en reference til prinserne. Det kan referere til Edvard, jarl af Warwick (søn af Georg Plantagenet, 1. hertug af Clarence) og Edvards 4. to yngste døtre Catherine og Bridget, som alle befandt sig i Richards varetægt nær Sheriff Hutton.
Beviser thumb|Kong Edvard 5. og hertugen af York i Tower of London af Paul Delaroche. Temaet med uskyldige børn, der ventede på en usikker skæbne, var populært hos det 19. århundredes malere. England 5. er igen malet bærende Hosebåndsordenen. Musée du Louvre, Paris. Bortset fra deres forsvinden er der ingen direkte beviser for, at prinserne blev myrdet, og ligeledes "ingen pålidelige, velinformerede eller uvildige kilder" for de forbundne begivenheder. Der spredtes dog efter deres forsvinden meget hurtigt rygter, om at de var blevet myrdet. Der findes kun en samtidig fortællende beretning om drengenes tid i Tower: Dominc Mancinis beretning. Mancinis beretning blev først opdaget i 1934 på stadsbiblioteket i Lille. Senere beretninger, der blev skrevet efter Henrik Tudors magtovertagelse, regnes ofte for at være ensidighed og influereret af Tudor propagande.
Fire uidentificerede lig er blevet fundet, som bliver anset som muligt forbundne med denne tids begivenheder: to i Tower of London og to i Saint George's Chapel, Windsor Castle. Ligene fundne i Tower blev begravet i Westminister Abbey, men Abbbey'ens myndigheder nægter at tillade DNA-undersøgelse af begge lig for med sikkerhed at kunne identificere de jordiske rester som tilhørende prinserne.
Rygter Flere kilder hævder, at der var rygter om prinsernes død i tiden efter deres forsvinden. Mordrygterne spredte sig også til Frankrig. I januar 1484 bad Guillame de Rocherfort, Frankrigs kansler, indtrængende Stænderforsamlingen "at tage lære af" prinsernes skæbne, da deres egen konge Karl 8. kun var 13 år gammel. De tidlige beretninger fra, bl.a. Rochefort, Philippe de Comminnes (fransk politiker), Casper Weinreich (samtidig tysk krønikeskriver) og Jan Allertz (skriver fra Rotterdam), fastslår alle at Richard dræbte prinserne inden han tog tronen (dvs. inden juni 1483) De Comminies' Memoirs (ca. 1500) identificerer imidlertid hertugen af Buckingham, som den "der ombragte dem".Philippe de Commines, Memoirs: the Reign of Louis XI, 1461–83, Translated by Michael Jones (1972), pp.354, 396–7.
Kun Mancinis beretning er med sandhed samtidig, idet den blev skrevet i London inden november 1483. The Croyland Chronicle og de Commines' beretning blev skrevet henholdsvis tre og sytten år senere (dvs. efter Richard 3.'s død og Henrik 7.'s magtovertagelse). Markham, der skrev lang tid før at Mancinis beretning blev opdaget, kan have været bedt om eller voldsomt influeret af John Morton, ærkebiskop af Canterbury for at belaste Richard 3.
Tidlige skribenter Robert Fabyans Chronicles of London, udarbejdet omtrent 30 år efter prinsernes forsvinden, nævner Richard som morderen.
Thomas More (en Tudor loyalist, opvokset i kardinal John Mortons hushold, en erklæret fjende til Richard 3.) skrev The History of King Richard III ca. 1513. Denne identificerede James Tyrrell som morderen på vegne af Richard 3. Tyrrel havde tjent Richard loyalt og skulle have inden sin henrettelse for forræderi i 1502 have indrømmet mordet på prinserne. I sin historie fortæller More, at prinserne blev kvalt til døde i deres senge af to af Tyrrels mænd (Miles Forrest og John Dighton) og at de derefter begravet for foden af en trappe, en meter dybt i jorden under en dynge af sten", men senere gravet op og genbegravet et hemmeligt sted.The History of King Richard the Third, by Sir Thomas More.
Polydore Vergil angiver i sin Anglica Historia (ca. 1513) også Tyrrell som morderen og fastslår, at han "med sorg red til London" og begik gerningen modstræbende på Ricards ordre, og at Richard selv spredte rygerne om prinsernes død i den tro, at det ville modvirke oprør.Polydore Vergil, Anglica Historia 1846 edition, p. 188-9