Henricus Antonius "Han" van Meegeren; (født 10. oktober 1889, død 30. december 1947) var en hollandsk maler, der anses for at være en af de bedste kunstforfalskere i det 20. århundrede. Til trods for sine falsknerier blev van Meegeren en nationalhelt efter Anden Verdenskrig, da det blev afsløret, at han under krigen havde solgt et forfalsket maleri til Reichsmarschall Hermann Göring under besættelsen af Holland.
Som barn udviklede van Meegeren entusiasme for malerierne fra den hollandske guldalder, og han satte sig som mål selv at blive kunstner. Da han forsøgte at etablere sig, afviste mange kunstkritikere hans arbejder som ufokuserede, og van Meegeren fik den opfattelse, at de havde ødelagt hans karriere. Han besluttede derfor at bevise sit talent ved at forfalske malerier af nogle af verdens mest berømte kunstnere som Frans Hals, Pieter de Hooch, Gerard ter Borch og Johannes Vermeer. Han gengav stilarter og farver, anvendt af disse kunstnere med et så stort talent, at de mest fremtrædende kunstkritikere og eksperter betragtede hans malerier som ægte og undertiden som unikke. Hans mest succesfulde forfalskning var Måltid ved Emmaus, der blev malet i 1937, mens han boede i det sydlige Frankrig. Dette maleri blev hyldet som en ægte Vermeer af berømte kunsteksperter som Abraham Bredius. Bredius roste det som et "mesterværk af Johannes Vermeer van Delft" og skrev begejstret om det "vidunderlige øjeblik", hvor han blev "så et hidtil ukendt maleri af en stor mester".
I løbet af Anden Verdenskrig ønskede rige hollandske borgere at forhindre salg af hollandsk kunst til Adolf Hitler og nazistpartiet, og de opkøbte derfor ivrigt van Meegerens forfalskninger i tillid til, at det var originale værker. Ikke desto mindre kom en falsk "Vermeer" i Görings besiddelse. Han havde givet 137 andre malerier i bytte for det, og det blev en af hans mest værdsatte kunstskatte. Efter krigen blev det opdaget, at det havde været i Görings besiddelse, og van Meegeren blev anholdt som kollaboratør den 29. maj 1945, fordi hollandske embedsmænd troede, at han havde solgt ægte hollandsk kulturel ejendom til nazisterne. Det ville have været et forræderi med en strafferamme op til dødsstraf, så van Meegeren tilstod den mindre alvorlige forbrydelse forfalskning. Han blev dømt for forfalskning og bedrageri den 12. november 1947 efter en kort, men meget eksponeret retssag, hvor han blev idømt en beskeden straf på et års fængsel. Han afsonede dog ikke sin straf, idet han døde 30. december 1947 på Valerius-klinikken i Amsterdam efter to hjerteanfald.
Det skønnes, at van Meegeren svindlede sig til et beløb svarende til mere end 30 millioner dollars i 1967. Blandt de bedragne var den nederlandske regering.
Tidlige år Han (en forkortelse for Henri eller Henricus) van Meegeren blev født i 1889 som det 3. af fem børn i en romersk-katolsk middelklasse familie i provinsbyen Deventer. Han var søn af Augusta Louisa Henrietta Camps og Hendrikus Johannes van Meegeren, fransk- og historielærer ved Kweekschool i Deventer.Kreuger, Frederik H. (2007) A New Vermeer, Life and Work of Han van Meegeren. Rijswijk, Holland: publishing house Quantes. page 22.
Han følte sig tidligt forsømt og misforstået af sin far, som strengt modsatte sig hans kunstneriske udvikling og konstant kritiserede ham. Hans far tvang ham ofte til at skrive hundrede gange: "Jeg ved ingenting, jeg er ingenting, jeg er i ikke i stand til at gøre noget."Doudart de la Grée, Marie-Louise (Amsterdam 1966) Geen Standbeeld voor Van Meegeren (No Statue for Van Meegeren). Nederlandsche Keurboekerij Amsterdam. Godley, John (Lord Kilbracken) (1951). Van Meegeren, master forger. p:127 - 129. New York: Charles Scribner’s Sons. LC call number: ND653.M58 K53 1966. På en folkeskole mødte han læreren og maleren Bartus Korteling (1853-1930), som blev hans mentor. Korteling var inspireret af Johannes Vermeer og viste van Meegeren, hvordan Vermeer havde fremstillet og blandet sine farver. Korteling affejede den impressionistiske bevægelse og andre moderne tendenser i kunsten som dekadent og degenereret, og hans stærke personlige indflydelse førte sandsynligvis van Meegeren til at afvise moderne stilarter og male udelukkende som malerne fra den hollandske guldalder.Godley, 1951: 129 - 134
left|thumb|Han van Meegeren designede bådehuset til venstre for sin roklub D.D.S. mens han studerede arkitektur i Delft fra 1907 til 1913.
Hans far delte ikke hans interesse for kunst, men tvang ham til at studere arkitektur på Teknisk Skole i Delft i 1907. Det var Johannes Vermeers hjemby. Her fik han ud over arkitekturlektioner også undervisning i malerkunst. Selv om han uden besvær gennemførte alle delprøver, tog han aldrig den afsluttende eksamen, fordi han havde besluttet sig for ikke at blive arkitekt. Han viste dog sit talent for arkitektur, da han tegnede byens roklubs klubhus.
I 1913 opgav van Meegeren sine studier i arkitektur og søgte i optagelse på kunstakademiet i Haag. Den 8. januar 1913 fik han guldmedalje fra Delft for sit studie af kirken i Saint Lawrence (Laurenskerk) i Rotterdam. Den 18. april 1912 giftede van Meegeren sig med Anna de Voogt, en medstuderende, som ventede deres første barn. Parret boede hos Annas bedstemor i Rijswijk. Deres førstefødte, sønnen Jacques Henri Emil, blev født den 26. august 1912. Jacques van Meegeren blev også maler. Han døde den 26. oktober 1977 i Amsterdam.
Legitime arbejder Sommeren 1914 flyttede van Meegeren med sin familie til Scheveningen og afsluttede sin diplomeksamen ved Det Kongelige Kunstakademi i Haag. Diplomaet blev indfaldsvinkel til at undervise som assistent for en professor i tegning og kunsthistorie for en beskeden månedsløn på 75 guldens. I marts 1915 blev hans datter Pauline født. Hun fik kaldenavnet Inez. For at supplere sin indkomst skitserede han plakater og malede billeder til kunsthandlere, fortrinsvis julekort, stilleben, landskaber og portrætter. Mange af disse malerier er værdifulde i dag.
Van Meegeren udstillede sine første malerier i Haag fra april til maj 1917 på Kunstzaal Pictura.Tentoonstelling af schilderijen, acquarellen, og tegninger af HA van Meegeren. Haag: Kunstzaal Pictura, 1917. I december 1919 blev han optaget som medlem af Haagse Kunstkring, en eksklusiv forening for forfattere og malere, der mødtes hver uge i Ridderzals lokaler. Han malede prinsesse Julianas tamme rådyr i sit atelier i Haag ved bagindgangen til kongeslottet Huis ten Bosch. Han udførte mange skitser og tegninger af rådyr, og maleriet Hertje fra 1921 blev meget populært i Holland. Han foretog flere rejser til Belgien, Frankrig, Italien og England og fik et navn som en talentfuld portrætmaler. Han skabte sig et ry for stor indsigt i de hollandske klassiske malere og fik en betydelig indtægt fra engelske og amerikanske rigmænd, der tilbragte vinterferien på Côte d'Azur. Gennem hele sit liv signerede van Meegeren sine ægte malerier med sin egen underskrift. Kreuger 2007: 208
Hans ægteskab med Anna de Voogt blev opløst den 19. juli 1923.Godley, 1951: 143-147 Anna forlod Holland med børnene og flyttede til Paris, hvor van Meegeren besøgte sine børn fra tid til anden. Han malede nu portrætmalerier og begyndte at male forfalskninger for at øge sin indkomst. Kreuger 2007: 46 og 56
Han giftede sig med skuespillerinden Johanna Theresia Oerlemans i Woerden i 1928. De havde levet sammen i tre år. Johanna var også kendt under sit kunstnernavn Jo van Walraven, og hun havde været gift med kunstkritiker og journalist dr. C H. de Boer (Karel de Boer). Hun medbragte sin datter Viola i sit ægteskab med van Meegeren.Dutton, Denis (1993). "Han van Meegeren (excerpt)". I Gordon Stein; foreword by Martin Gardner. Encyclopedia of hoaxes. Detroit: Gale Research. .
Falsknerierne thumb|Han van Meegerens bopæl i Roquebrune-Cap-Martin hvor han malede sit falskneri The Supper at Emmaus in 1936, som blev solgt for ca. $300.000 Van Meegeren var blevet en kendt maler i Holland, og Hertje (1921) og Straatzangers (1928) var særligt populære. Hans første legale kopier blev malet i 1923, Leende kavaler og Lystig ryger i Frans Hals' stil. Nu begyndte ligheden mellem van Meegerens malerier og de gamle mestres værker at provokere hollandske kunstkritikere, som var mere interesserede i kubisme, surrealisme og andre nyskabelser. Samtidig rygtedes det, at hans talent var efterligninger. En kritiker skrev, at han var "en begavet tekniker, der har lavet en slags faksimile over renæssanceskolen, hvor han har enhver dyd undtagen originalitet." Som svar på disse bemærkninger offentliggjorde van Meegeren en række aggressive artikler i månedsbladet De Kemphaan. Han rasede mod kunstnersamfundet sammen med journalisten Jan Ubink fra april 1928 til marts 1930, og han mistede enhver sympati fra kritikerne. Van Meegeren, Han (delvis under alias) (april 1928-marts 1930). De Kemphaan.
Van Meegeren mente, at hans geni var miskendt, og han satte sig for at bevise for kunstkritikerne, at han kunne mere end kopiere de hollandske mestre; han ville skabe et arbejde så storslået, at det kunne konkurrere med deres. Han flyttede med Jo til Sydfrankrig og begyndte forberedelserne til sin ultimative forfalskning, som det tog ham fra 1932 til 1937 at male. I sine første forsøg forfalskede han værker af Frans Hals, Pieter de Hooch, Gerard ter Borch og Johannes Vermeer. Goll, Joachim (1962). Kunstforfalskner. s.183. Leipzig: EASeemann Publishing House. Sprog: tysk (med billeder nummer 106 - 122 og litteratur s. 249 - 250). Til sidst valgte han at fremstille et maleri af Vermeer som sit mesterværk. Vermeer var ikke særlig kendt før begyndelsen af det 20. århundrede; men hans værker var både yderst værdifulde og sjældne, da kun omkring 35 var bevaret.
Van Meegeren fordybede sig i de gamle mestres biografier, studerede deres liv, erhverv, teknikker og kataloger. I oktober 1932 offentliggjorde den berømte kunstkender og Rembrandt-ekspert dr. Abraham Bredius en artikel om en nylig opdaget Vermeer, som han kaldte Mand og kvinde ved et spinet.Bredius, Abraham (October 1932). . Burlington Magazine 61:145. Maleriet blev solgt til en af Amsterdams førende bankmænd dr. Fritz Mannheimer.
Opfinder af den "perfekte forfalskning" left|thumb|Nadveren ved Emmaus af Han van Meegeren (1936) Det tog van Meegeren seks år at forfine sine teknikker, men i sidste ende var han tilfreds med sit arbejde på både det kunstneriske og falskneriske niveau. To af disse forsøg var "Vermeers" Dame læser noder, efter Vermeers Kvinde i blåt læser et brev, som findes på Rijksmuseum i Amsterdam; og Dame spiller musik, efter Vermeers Kvinde med en lut siddende ved et vindue, som er udstillet i Metropolitan Museum of Art i New York City. Van Meegeren solgte ikke disse malerier, som nu er udstillet på Rijksmuseum.
Efter en rejse til Berlin i sommeren 1936 malede van Meegeren Nadveren ved Emmaus med ultramarin og gul, den kombination som Johannes Vermeer og andre hollandske guldaldermalere foretrak. Eksperterne antog, at Vermeer havde studeret i Italien, så van Meegeren brugte Frokost af Michelangelo Merisi da Caravaggio som model. Han havde altid ønsket at gå i mesterens fodspor og han følte, at hans forfalskning var et fint arbejde. Gennem en ven, der troede, at det var en ægte Vermeer, blev maleriet overdraget til dr. Abraham Bredius i Monaco. Bredius undersøgte forfalskningen i september 1937, og han vurderede det som en ægte Vermeer og roste det meget.Bredius, Abraham (November 1937). . Burlington Magazine 71:210–211. o