thumb|Russiske krigsfanger i fangelejr på Saltfjellet, ved deres befrielse i 1945 De sovjetiske krigsfanger i Norge under 2. verdenskrig bestod af omkring 102 000Tallene er usikre, men synes at variere mellem 99 ' og 102' russiske tvangsarbejdere - krigsfanger og civile - som blev transporteret til Norge af den tyske krigsmagt under 2. verdenskrig. De byggede fæstningsanlæg, aluminiumsværker, veje og jernbaner; de arbejdede med skovhugst og i fiskeindustrien. Mange døde af sygdom eller underernæring eller blev dræbt.
Et stort antal døde i to katastrofale skibsforlis forårsaget af allierede flyangreb. Antallet af døde russiske tvangsarbejdere på norsk jord er langt større end det totale tab af norske liv, hjemme og i udlandet, civile og militære. 20.000 af disse fanger døde på norsk jord, næsten 14.000 af dem var sovjetiske.
thumb|Botn fangelejr (Lager Botn) ved Blodvejen i Saltdal Kommune. I kommunen findes også Nordlandsbanen og soldatergrave.
Civile fanger: 7 000 såkaldte østarbejdere blev sendt til Norge.Magne Haugland: «Do svidanija – På gjensyn!» Commentum forlag 2008. s. 17 De fleste var mænd, men 1 800 østarbejdere var kvinder og børn.Magne Haugland: «Do svidanija – På gjensyn!» Commentum forlag 2008. s. 23Omkring 13.700 af sovjetfangerne døde og blev begravet i Norge.
Baggrund Det var af betydning, at Sovjetunionen ikke havde ratificeret Genevekonventionen; det betød at sovjetiske soldater stod uden formelle rettigheder som krigsfanger. Den 22.juni 1941 angreb tyskerne Sovjetunionen i "Operation Barbarossa". De tyske tropper gjorde hurtige fremstød mod øst, og de sovjetiske styrker blev omringet i en knibtangsmanøvre. Der blev på kort tid taget et stort antal sovjetiske krigsfanger.
Da tyske styrker trak sig tilbage fra Finnmarken i oktober 1944 og nedbrændte en femtedel af norsk område, var de overbevist om, at Den røde hær ville trænge så langt syd i Norge som Narvik. Derfor etablerede general Lothar RendulicGeneral Rendulic en ny forsvarslinje ved Lyngen, hvad der krævede helt enorme resurser, fordi alle fæstningsanlæg, veje og broer i tilknytning til linjen skulle stå færdige inden 1. maj 1945. I Kvesmenes–Lyngen-området blev et højt antal sovjetiske krigsfanger i oktober 1944 hentet til arbejdet med Lyngenlinjen. I Kitdalen og dens sidedaler blev der oprettet otte fangelejre for i alt 7-8.000 krigsfanger. I et kompagni på 272 krigsfanger overlevede kun 35.35 overlevende af 272 krigsfanger
Med bizar humor opkaldte tyskerne de usle fangelejre efter glamorøse vintersportssteder i Østrig, Mallnitz, Gastin og Kitzbühl. Mallnitz i Kitdalen var allerværst. Der manglede de russiske fanger alt af tøj og sko, og holdt til usle skur uden opvarmning eller senge. Kondensering fik fangerne til at fryse fast til væggene, når nattekulden slog ind. I december 1944 begyndte 20. Bergarmee den systematiske udsultning. Var en fange for syg til at klare arbejdet, fik han heller ingen mad.Per Kristian Olsen: Jævnet med jorden (s. 209), forlaget Aschehoug, Mallnitz-lejren i Norddalen var en regulær dødslejr, hvortil syge og udsultede krigsfanger blev sendt for at dø. En allieret krigsforbryderkommission afdækkede tre tilfælde af kannibalisme blandt de udsultede fanger. En russer havde stegt og spist hjernen til en medfange, der var henrettet med et skud i hovedet. Tre andre fanger havde spist af låret fra en død medfange.Fanger drevet til kannibalisme I maj 1945 nåede rygterne om Mallnitz oberst Otto Munthe-Kaas,Otto Munthe-Kaas der fik nedsat en undersøgelseskommission med engelske, amerikanske, norske, sovjetiske og svenske repræsentanter. Sammen med norske og svenske patologer rejste de til lejren, hvor tyskerne havde prøvet at tildække gravene, men overlevende fanger udpegede fire massegrave. Hver enkelt af de døde blev gravet op, obduseret og fotograferet.Per Kristian Olsen: Jævnet med jorden (s. 209)
Krigsfangerne thumb|Krigsfanger i arbejde på Blodvejen. De tyske fangearkiver blev overladt til Sovjetunionen, og forskning i Rusland viser at 84 775 sovjetiske fanger blev hjemsendt i 1945. Af disse var 77 812 krigsfanger. Den norske "Krigsgravtjenesten" har registreret 12 678 sovjetiske krigsgrave i Norge.Bjørn Bratbak: Svensgrunnen 12. april 1943 - uskyldige måtte ofte lide. Norsk Tidsskrift for Sjøvesen - Nummer 8. 2000. s 43. Antallet civile tvangsarbejdere som blev hjemsendt var 6 963. Det totale antal sovjetiske tvangsarbejdere var større end 99 443. Man regner i nutiden med at fra august 1941 til 1944 blev der sendt 95 000 sovjetiske krigsfanger og 7 000 civile sovjetborgere til Norge.
Der var «14 forskellige kategorier fanger ud over tvangsarbejdere, og de kom fra mange land», skrev Eivind Kosnes.– Her er det meste kartlagt
I Norge blev de under krigen kaldt russerfangerne;Magne Haugland: «Do svidanija – På gjensyn!» Commentum forlag 2008. s. 9 De kom fra mindst 16 af de sovjetiske republikker og autonome republikker. Den korrekte betegnelsen er sovjetiske krigsfanger.Sovjetiske krigsfanger i Norge . 2011-10-06. Senter for studier av Holocaust og livssynsminoriteter
Ikke-sovjetiske fanger Tyskerne sendte også krigsfanger og civile tvangsarbejdere fra andre lande end Sovjetunionen til Norge. De, som blev behandlet mest brutalt var jugoslaverne. 4 113 jugoslaver de fleste serbere, var krigsfanger. 2 360 af dem døde og dødligheden var 57%. De var politiske fanger under SS til 1943 da Wehrmacht overtog. Jugoslaverne var sendt til Norge for at tilintetgøres.Norsk krigsleksikon. 1940 – 45, 376, 229-230
Der var ca. 9 100 polakker i Norge, og af dem var 1 700 krigsfanger og 7 400 civile tvangsarbejdere. Og der var civile tvangsarbejdere fra mange lande i Europa, bl.a. 2 200 franske.Michael Stokke mfl.: Blod og tårer – historien om sovjetiske krigsfanger og sivile tvangsarbeidere i Rogaland 1941-1945. s. 5
Rekruttering blandt sovjetiske fanger, til soldatertjeneste på tysk side Mange soldater i den røde hær støttede ikke landets kommunistregime. De kunne overtales til at kæmpe mod Sovjetunionen. Sådanne overløbere begyndte nazisterne at eksperimentere med. I 1942 blev der dannet en tyskvenlig russisk befrielsesshær, ledet af Andrej Andrejevitsj Vlasov. De skulle deltage i nedkæmpelsen af sovjetregimet. Også i Norge drev Vlasovs officerer en hvervekampagne for at hente krigsfanger ud af lejrene og sende dem til Østfronten i tysk uniform. I løbet af krigen blev over en million krigsfanger hvervet til tysk tjeneste.Ole-Jacob Abraham. (paywall) Russarfangane – mytar, fakta og nyansar . I Historisk Tidsskrift 2009:02, s. 298-299
Fangelejrene
Tvangsarbejderne blev sat i arbejde for at bygge "riksvei 50" (i dag E6), Nordlandsbanen, Polarbanen, flyvepladser, fæstningsanlæg, miner, bygning af aluminiumsværker og i fiskeindustrien. Arbejderne var i stor grad organiseret af Organisation Todt.
Der blev transporteret fanger til Norge både fra Murmanskfronten og fra polske havne. Allerede 4. august 1941 kunne de første sovjetfanger observeres i Kirkenes. Nogle dage senere var to skibe på vej fra Stettin til Nordnorge, hver med 800 fanger ombord. De blev sendt til Narvik for at bygge veje, og til arbejde på AS Nordags bedrift i Glomfjord i kommunen Meløy (Nordag var et foretagende under 2. verdenskrig, som havde til formål at bygge aluminiumsfabrikker i områder kontrolleret af Tyskland), der skulle producere aluminium for den tyske krigsindustri.
Der blev oprettet fire store hovedlejre (Stalag) for sovjetfangerne:
Stalag 303 ved Lillehammer oprettet september 1941 blev brugt til internering af sovjetiske krigsfanger, før de blev deporteret til andre fangelejre i Norge. Man regner med at 70 000 fanger var gennem lejren, 954 af disse mistede livet under opholdet og ligger begravet på en krigskirkegård lige udenfor lejren. Stalag 322 i Elvenes ved Kirkenes, oprettet i slutningen af 1941. I forbindelse med evakueringen i august 1944 blev lejren flyttet og lagt ind under Stalag 330 i Alta. Stalag 330 i Sagen ved Alta, oprettet august 1941, flyttet ud til Beisfjord (nær ved Beisfjorden), 12 km sydøst for Narvik, i november 1944. (Beisfjord-massakren skete i 1942.) Stalag 380 i Drevja og Oppdal oprettet december 1942. Bygden Drevja ligger i Nordland 25 km nord for Mosjøen i kommunen Vefsn. Oppdal. der ligger i Sør-Trøndelag, nævnes som Stalag første gang i august 1944. indtil da er det kun Drevja som omtales som Stalag 380. Fangerne blev placeret i 500 forskellige lejre. Ved krigens slutning var der 284 lejre foruden de fire hovedlejre. Omkring 75 000 af fangerne var placeret fra Nord-Trøndelag og nordpå. Det var 30 000 i Nordland, hvor store vej- og jernbaneprojekter var sat i gang. Det var også her forholdene var dårligst, og dødeligheden størst.
I barakkerne lå fangerne i køjesenge uden madrasser. Omkring lejrene var der flere rækker pigtrådshegn. Der var også vagttårne med lyskastere. Arbejdstiden i lejrene var ti timer daglig, fra klokken 07.00 til 17.00. Påklædningen var dårlig, madrationerne var små. Underernæring var udbredt. 8–9 % af fangerne var syge og ude af stand til at arbejde. Nogle havde tuberkulose, andre akut Gastritis. De blev ofte udsat for fornedrende og brutal behandling af vagtmandskaberne. Slag og mishandling var almindeligt. Flugt blev straffet med døden.Magne Haugland: «Do svidanija – På gjensyn!» Commentum forlag 2008. s. 18-19
Kontakten med nordmændene Al kontakt mellem civile nordmænd og sovjetfangerne var forbudt, ifølge en forordning udstedt af Josef Terboven fra september 1941. Kontakt med fangerne blev straffet med fængsel, bøder eller tugthus.Magne Haugland: «Do svidanija – På gjensyn!» Commentum forlag 2008. s. 396 - 397
Der kom aldrig meddelelser fra Hjemmefronten eller regeringen i London om at hjælpe de sovjetiske krigsfanger. Alligevel fik de hjælp af det norske folk. Denne hjælp var baseret på enkle menneskelige reaktioner fra dagliglivet. Når mennesker var i så stor nød som de sovjetiske krigsfanger, var der mange der ville hjælpe dem. I lokalsamfundene med fangelejre, så lokalbefolkningen fangerne mere eller mindre dagligt. De marcherede ud fra lejrene om morgenen til en arbejdsplads og tilbage sent om eftermiddagen. Noget af kontakten foregik også gennem pigtrådshegnene.
De tyske vagter havde Terbovens forordning at forholde sig til, men valgte oftest at se bort, når de opdagede at sovjetfangerne fik mad fra nordmændene. Tyskerne havde også nogen svage punkter, og dem benyttede de norske hjælpere sig af. Det var ofte børn som fik opgaven med at formidle madpakkerne til fangerne. Madpakkerne blev ofte gemt, hvor de vidste, fangerne ville finde dem.Magne Haugland: «Do svidanija – På gjensyn!» Commentum forlag 2008. s. 509 -510
Flugt Straffen for at flygte fra fangelejrene var døden. Mange sovjetfanger blev skudt under flugtforsøg, eller de blev pågrebet, dømt til døden og henrettet. Der antages at mellem 1500 og 2000 sovjetiske fanger flygtede fra lejrene i Norge og Finland til Sverige.
En vellykket flugt krævede forberedelser og ofte hjælp udefra. For lejrene i Nordland var afstanden til Sverige kort, men fra Vestlandet var der lang vej gennem ukendt terræn. Hjælpen kunne være husly, mad, klæder og egnet fodtøj og ikke mindst vejledning i at finde vej. Men at give sig til kende for fremmede var risikabelt; man kunne støde på angivere.
Sverige (infrastruktur for flygtninge)