Nikolai Frederik Severin Grundtvig (født 8. september 1783 i Udby ved Vordingborg, død 2. september 1872 i København) var en dansk forfatter, teolog, digter (særligt kendt som salmedigter),Holm, 2017, 136. skolemand, præst, filosof, historiker, titulærbiskop, filolog, debattør og politiker. Han har lagt navn til grundtvigianismen ("den glade kristendom") og har bidraget væsentligt til folkehøjskolens idegrundlag. Grundtvig er den hyppigst repræsenterede digter i Højskolesangbogen og Den Danske SalmebogKernesalmer. grundtvig.dk, Grundtvigsk Forum, besøgt 9. december 2018. og er en institution i dansk ånds- og samfundsliv. Han var gift tre gange. Først (1818-1851) med Elisabeth Christina Margrethe Blicher (Lise Blicher), derefter kortvarigt (1851-1854) med Ane Marie Elise Toft (Marie Toft) og til sidst (1858-1872) med Asta Tugendreich Adelheid komtesse Krag-Juel-Vind-Frijs."Historien og Grundtvig" fra Roennebaeksholm.dk Han blev far til Johan, Svend, Meta, Frederik og Asta.
Liv og forfatterskab Barndom og ungdom N.F.S. Grundtvig blev født i 1783 som den yngste søn af Johan Grundtvig og Catherine Marie Grundtvig (født Bang). Johan Grundtvig var sognepræst i Udby på Sydsjælland. Grundtvig havde tre brødre, Otto, Jacob og Niels, og en søster, Ulrike Eleonore. Jacob og Niels døde på tragisk vis som unge som præster på Fort Christiansborg i den danske koloni på Guldkysten, mens Ulrike Eleonore bukkede under for sygdom i 1805. Ud over Grundtvig selv overlevede alene Otto Grundtvig, som blev præst og senere provst i Gladsaxe.
Da Grundtvig var ni år gammel, blev han sendt til Thyregod ved Vejle for at blive forberedt til latinskolen af den stedlige præst Laurids Feld. Her forblev han, indtil han 15 år gammel blev optaget på latinskolen i Aarhus (nu Aarhus Katedralskole). Hans studietid i byen var ikke synderligt bemærkelsesværdig, men han dimitterede derfra i 1800 med en god eksamen.Claus Bjørn: Fra reaktion til grundlov. Bind 10 i Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie. Afsnittet Grundtvig og grundtvigianismen, s. 271-82. 2003. Han begyndte derpå at studere teologi i København. I studieårene 1800-1803 udviklede han sig i rationalistisk retning i pagt med ånden på universitetet.
Den unge Grundtvig var kølig, selvbetragtende og socialt kejtet. Han kommenterede i sin dagbog snusfornuftigt og ofte spydigt sin egen gøren og laden.N.F.S. Grundtvig: Dag og Udtogsbøger. Udgivet af Gustav Albeck. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab/C.A. Reitzel. 1979. Han havde store ambitioner, men var tilsyneladende uden evner for den karriere som forfatter, han drømte om. Han skrev meget, men intet af det, han skrev i sine tidligste år, blev trykt i hans levetid. Han læste meget, spillede en del hasard og tog en mere end hæderlig teologisk embedseksamen uden at udvise nogen videre interesse for faget.
Ifølge sin egen fremstilling blev han tidligt inspireret til forfatterskabet af fætteren Henrik Steffens, hvis forelæsninger han fulgte i København. Hans notater om dem i dagbogen afslører imidlertid ikke nogen synderlig interesse for eller forståelse af Steffens' synspunkter. I forbindelse med sin forelskelse i Constance Leth (se herunder) vågnede interessen for dem imidlertid i fuldt flor, og ved Steffens' død mange år senere hyldede Grundtvig ham som den "Lynildsmand", der havde vakt ham til åndelig bevidsthed.Lundgreen-Nielsen, Flemming: "Rød og hvid i Billedsalen. Grundtvigs døds- og mindedigte" II. I: Grundtvig-Studier, s. 47-55. (1981)
Romantik thumb|Constance Leth (1777-1827). Grundtvigs snusfornuftige liv ændredes radikalt, da han i 1805 blev huslærer på herregården Egeløkke på Langeland. Her forelskede han sig voldsomt i husets frue, den noget ældre Constance Leth. Det nærmere forløb er vanskeligt at følge, da store dele af Grundtvigs dagbog fra perioden mangler.Albeck, 1959. Jf. Bugge, 1965, s. 80-126. Forelskelsen vakte lidenskabelige følelser, som aldrig siden forlod ham, skønt de i de næste mange år gennemgik en række forandringer. Han blev nu åben over for romantikkens tanker. Han begyndte at læse Goethe, Schiller, Fichte og Schelling. Samtidig kastede han sig over studiet af nordisk mytologi. Perioden 1805-1810 var frem for nogen Grundtvigs romantiske periode.
I romantikken gjaldt den opfattelse, at den ydre, sanselige verden ikke er den egentlige virkelighed, men blot en svag afglans af en ”højere” verden, der ligger ud over den sanselige verden. Denne filosofiske opfattelse kaldes idealisme. Ifølge romantikerne kan mennesket normalt ikke erfare den højere verden (ofte kaldt ”det evige”) direkte, men det kan ”ane” den i sine drømme og længsler, i naturen og kunsten.
For Grundtvig vågnede anelsen om den højere verden med forelskelsen i Constance Leth. Han gjorde den opdagelse, at forelskelsen pegede videre end personen Constance. Anelsens egentlige genstand var det evige: ”I dette øjeblik skuer jeg dog ned på hende som en fra mig og min trang ganske isoleret skabning … Jorden ruller bort under mig, jeg svæver, hvor jeg før stod, og hæves ved egen kraft mod det vinkende høje! – O, sådanne øjeblikke skulle stedse formere sig og styrke mig ved deres erindring …” Udvalgte Skrifter 1, s. 97 Han taler om ”mit Væsens højere flugt”, mod ”den klare straalende Himmel,” og om ”Alharmoniens dybtgribende toner, der løde gennem anelsens sødt dirrende strenge” Udvalgte Skrifter 1, s. 108-09 Constance var altså den tændsats, den motor, der satte gang i hans højere stræben. Hun vakte ham til et åndeligt liv: ”Jeg føler i mit indre en Trang til Liv, stærkere end, ja, var det muligt, selv stærkere end trangen til Kærlighed.” Dagbogsoptegnelse d. 8. september 1805
I afhandlingen "Om Religion og Liturgie" (1807) ses det, at Grundtvig har tilegnet sig det romantiske skema med den lavere verden og den højere verden. Han skriver:
Vi leve i en Dal, begrændset af et uoverskueligt, bølgende Hav. Vakte ved Traditionen, og drevne af en uforklarlig Tvang, ahne vi dunkelt, at paa hin Side Havet maa være et Land, med skiønnere Vexter, og renere Luft – vort oprindelige Hiem. Uvilkaarlig stirre vi did, uvilkaarlig stræbe vi i vore Aandedrag at opfange Luften, der synes at strømme ud fra hint Ubekiendte.N.F.S. Grundtvig (1807): "Om Religion og Liturgie". Theologisk Maanedsskrivt. Februar 1807. S. 133.
Her giver Grundtvig en metaforisk beskrivelse af den romantiske forestilling om de to verdener. Han siger, at mennesket på forskellige måder forsøger at nå op til den højere verden. Dette er dog ikke muligt i ligefrem forstand. Mennesket sender derfor nogle sendebud til den højere verden, først og fremmest religionen og poesien.
Højest af disse to sætter Grundtvig religionen, som han beskriver som ”Kundskab om det Oversandselige”, ”den guddommelige Kraft, der hæver Mennesket over alle Jordens Omgivelser, til det Høieste, Oversandselige” og ”det Endeliges Samfund med det Evige.” Udvalgte skrifter, bind 1, s. 141-42 I religionen sker der en belæring ”ovenfra”. Her manifesterer det evige sig for mennesket.Udvalgte skrifter, bind 1, s. 139 og 141 Poesien kan løfte mennesket op over den jordiske tilværelse, siger Grundtvig. Det digterværk, der skænker den højeste nydelse, opløfter mennesket med den, så det aner det evige.Udvalgte skrifter, bind 1, s. 166
I årene 1805-1810 gav Grundtvig flere gange udtryk for den tanke, at Gud manifesterer sig flere forskellige steder, såsom filosofien, religionen, poesien – og historien. Grundtvig havde det samme syn på oldtiden som romantikerne havde: at oldtiden var en gylden tid, da det evige var på jorden: "baade Grækers og Jøders og Skandinavers Historie taber sig i en gylden Alder, da Guderne vandrede paa Jorden, da det Himmelske og Jordiske faldt sammen i en Idee"N.F.S. Grundtvig: Om Religion og Liturgie" (1806)..
Nordisk mytologi Grundtvigs første offentliggjorte arbejde, "Lidet om Sangene i Edda"N.F.S:. Grundtvig: "Lidet om Sangene i Edda". I: Minerva, september 1806. Se http://www.xn--grundtvigsvrker-7lb.dk/tekstvisning/649/1?keywords=lidet+om+sangene+i+edda#{%220%22:0,%22k%22:1,%22v0%22:0} (1806), var en polemik mod den lidt ældre Jens Møllers behandling af Skirnirskvadet. Herefter kom der en række artikler med mytologisk indhold, hvoraf den vigtigste var "Om Asalæren"Grundtvig, N.F.S: "Om Asalæren". In Ny Minerva maj. 1807. Se http://www.xn--grundtvigsvrker-7lb.dk/tekstvisning/651/0?keywords=Om+Asal%C3%A6ren#{%220%22:0,%22v0%22:0,%22k%22:0} (1807). Grundtvigs debut i bogform var dog ikke et mytestudie, om end mytologien spiller en afgørende rolle i den, men en rasende pamflet i anledning af, at der i København blev afholdt maskeballer trods nederlaget til englænderne i 1807. Den unge Grundtvig så dette som tegn på den mangel på alvor, der prægede danskerne, og i debutskriftet Maskeradeballet i Dannemark (1808)Holger Berg: Indledning til Maskeradeballet i Dannemark 1808. Et Syn. Offentliggjort i Grundtvigs Værker første gang i version 1.0, maj 2012. Besøgt 15. december 2018. forudsagde han landets snarlige undergang, men tildelte dog kronprinsregenten, den senere Frederik 6., en heroisk rolle. Som det positive modbillede til danskernes manglende alvor optrådte to grupper af nationale alvorsmænd af henholdsvis hedensk og kristen oprindelse. Nogen egentlig distinktion imellem de to grupper foretog Grundtvig ikke. Til afslutning, ved ligbålet over den døde nation, ligestilles hedenskab og kristendom i deres kærlighed til fædrelandet:
Høje Odin! Hvide Krist! Slettet ud er Eders Tvist, Begge Sønner af Alfader. Med vort Kors og med vort Sværd, Vies Eder Baalet her, Begge elskte I vor Fader. Fra Maskeradeballet i Danmark (1808)
Samme år som Maskeradeballet i Danmark udsendte Grundtvig sit første større, selvstændige værk, Nordens Mytologi eller Udblik over Eddalæren for dannede Mænd, der ei selv ere Mytologer.Grundtvig, N.F.S.: Nordens Mytologi eller Udsigt over Eddalæren for dannede Mænd der ei selv ere Mytologer. København: J.H. Schubothes Forlag. 1808. http://www.xn--grundtvigsvrker-7lb.dk/tekstvisning/711/0#{%220%22:0,%22v0%22:0,%22k%22:0} Efter et stærkt rosende tilegnelsesdigt til Christen Pram følger en farverig og beslutsom præsentation og fortolkning af den nordiske mytologi. Med udgangspunkt i en af Schelling inspireret idealisme fortolker Grundtvig mytologien med Völuspá (Vølvens spådom) som mønsterdannende overtekst. Oplysningerne fra den nordiske mytologis øvrige kilder bliver indpasset i dette mønster, i det omfang det er muligt, og bliver ellers afvist som uautentiske eller forvrængede.
Det grundlæggende greb i Grundtvigs behandling af mytologien er påstanden om eksistensen af en højere gud over aserne, navngivet Alfader (et navn som i mytologiens kilder er et af Odins tilnavne). Aserne forstås som syndere imod denne højere gud, idet de har villet være selvstændige i forhold til ham. Alfader styrer i det skjulte gennem nornerne den nordiske verden frem imod Ragnarok, hvor aserne og deres modstandere jætterne skal udslette hinanden. Derefter er alt, hvad der stod Alfader imod, fjernet, og hans egen nye, rene verden kan bryde frem. Grundtvigs forsøger få indføjet kristendommen i sin fortolkning. Selve fortolkningen af mytologien er tydeligt præget af hans kristne baggrund.Lundgreen-Nielsen (1980), 270; Auken (2005), 145-150.
Grundtvig opfatter den nordiske mytologi som stærkt knyttet til Norge, og han ser ud til at vente sig en på mytologien hvilende åndelig vækkelse netop med udgangspunkt i Norge.