thumb|alt= Rear view of a three-masted sailing ship with all sails furled, lying in an ice-covered sea.|Ekspedisjonsskipet «Scotia» i isen ved Laurie Island, Sydorkneyøerne, 1903–04
Scotia-ekspeditionen (Scottish National Antarctic Expedition, SNAE) 1902–04 var en ekspedition til Antarktis, organiseret og ledet af den skotske naturforsker William Speirs Bruce. Selv om ekspeditionen blev overskygget af den prestigefyldte Discovery-ekspeditionen under ledelse af Robert F. Scott, gennemførte Scotia-ekspeditionen et omfattende program med udforskning og videnskabeligt arbejde. Den første meteorologiske station i Antarktis blev etableret, og der blev opdaget nyt land øst for Weddellhavet. Den store samling af biologiske og geologiske prøver førte sammen med prøver fra Bruces tidligere rejser til etableringen af Scottish Oceanographical Laboratory i 1906.
Bruce havde tilbragt størstedelen af 1890-erne på ekspeditioner til Antarktis og Arktis, og i 1899 var han Storbritanniens mest erfarne polarforsker. I marts samme år søgte han at måtte deltage på Discovery-ekspeditionen. Hans forslag om at udvide ekspeditionens virkeområde til at dække Weddellhavet med et eget skib blev imidlertid afslået som "ondsindet rivalisering" af præsidenten i Royal Geographical Society (RGS), Clements Markham. Som en konsekvens blev Scotia-ekspeditionen etableret som et uafhængigt, privat finansieret foretagende.
Ekspeditionen er blevet beskrevet som "den decideret mest omkostningseffektive og nøje planlagte videnskabelige ekspedition i den heroiske tidsalder for antarktisudforskning".Speak, s. 14–15 Bruce modtog imidlertid ingen formel hæder eller anerkendelse fra det britiske parlament, og ekspeditionsmedlemmerne blev til trods for ihærdig lobbyvirksomhed ikke tildelt den prestigefyldte Polarmedalje. Bruce ledede ikke flere ekspeditioner til Antarktis efter Scotia-ekspeditionen, men han gennemførte en række undersøgelser i arktiske strøg. Hans fokusering på grundig videnskabelig udforskning var ikke længere i tiden, og i modsætning til bedrifterne af Scott, Shackleton og Amundsen, mistede hans resultater snart offentlighedens interesse. Det permanente minde om Scotia-ekspeditionen er Orcadas vejrstation, som blev etableret i 1903 på Laurie Island i Sydorkneyøerne og som har været i kontinuerlig drift siden.
Baggrund thumb|upright|Ekspedisjonslederen William S. Bruce. Som medicinstudent hentede Bruce sin kundskab om naturvidenskab og oceanografi ved at tage et sommerkursus med anerkendte lærere som Patrick Geddes og John Arthur Thomson. Han arbejdede også som frivillig for oceanografen John Murray og hjalp til med at klassificere prøver samlet ind under Challenger-ekspeditionen.Speak, s. 24–25 I 1892 opgav Bruce medicinstudierne og mønstrede på en rejse til Antarktis med "Balaena" som en del af Dundee-ekspeditionen 1892–93.Speak, s. 31–34 På hjemrejsen begyndte han at planlægge en ekspedition til Syd-Georgia, men han formåede ikke at skaffe fornøden finansiering. Der efter arbejdede han ved en meteorologisk station på toppen af Ben Nevis,Speak, s. 42–45 før han kom med som videnskabelig assistent på Jackson-Harmsworth-ekspeditionen 1894–97 til Frans Josefs land.Speak, s. 46–51 Mellem 1897 og 1899 gennemførte han yderligere ture til Arktis – til Spitsbergen og Novaja Semlja – først på en privat ekspedition ledet af major Andrew Coats, senere som videnskabsmand på forskningsfartøjet "Princess Alice". Dette skib var ejet af Albert 1. af Monaco, en anerkendt oceanograf, som blev en ven og støttespiller af Bruce.Speak, s. 52–58
Efter tilbagekomsten fra Arktis i 1899 sendte Bruce et langt brev til Royal Geographical Society (RGS) i London, hvori han søgte om en videnskabelig stilling i den store antarktisekspedition som selskabet planlagde, senere kendt som Discovery-ekspeditionen.Speak, s. 69–70 Hans nyvundne erfaringer gjorde det "lidet sandsynligt at der fandtes andre personer på De britiske øer, som var bedre kvalificeret". Bruces brev beskrev hans relevante erfaringer i detaljer. Det blev bekræftet modtaget, men ikke behørig besvaret før der var gået godt over et år. Inden den tid var ambitionerne hos Bruce oversteget hans oprindelige forventning om en underordnet stilling i den videnskabelige stab. Nu foreslog han et skib nummer to for ekspeditionen, finansieret med skotske midler, som kunne arbejde i Weddellhav-kvadranten mens hovedskibet var baseret i Rosshavet. Dette forslag blev afvist som "ondsindet rivalisering" af præsidenten i Royal Geographical Society, Clements Markham. Efter en ophedet korrespondance bestemte Bruce sig for at fortsætte uafhængig af RGS.Speak, s. 71–74 Således blev ideen om en særskilt national skotsk antarktisekspedition født. Bruce blev støttet af den velstående Coats-familie, som var involveret i Glasgows tekstilindustri som trådproducenter. Den havde finansieret Coats Observatory i Paisley.Goodlad, seksjon 5: Voyage of the Scotia - Planning and financing the expedition. Familien var forberedt på at yde helhjertet økonomisk støtte til en skotsk ekspedition under hans ledelse.Speak, s. 75–76 Som et resultat havde han imidlertid skaffet sig et livslangt fjendskab med Markham.
Forberedelser thumb|Det skotske andreaskors, ekspeditionens symbol.
"Scotia" I efteråret 1901 købte Bruce den norske hvalfangerskude "Hekla" for 2.620 £. I løbet af de næste måneder blev skibet fuldstændigt ombygget til et antarktisk forskningsfartøj med to laboratorier, mørkerum og omfattende specialudstyr. To store roterende spoler, hver med 6.000 favne (11.000 meter) kabel, blev installeret på dækket for at kunne gennemføre dybvandstråling efter marine prøver. Udstyr for at foretage dybdemålinger blev installeret, foruden udstyr for at indsamle prøver fra søbunden og for meteorologiske og magnetiske observationer.Rudmose Brown, s. 7–9 Skroget blev kraftigt forstærket for at kunne modstå trykket fra den antarktiske is, og skuden blev rigget om til en bark med hjælpemaskiner. Dette arbejde forøgede omkostningerne for skibet til 16.700 £, som blev betalt af Coats-familien. Familien donerede tilsammen 30.000 £ af ekspeditionens totale finansieringsbehov på 36.000 £. Under det nye navn var "Scotia" klar for testning til søs i august 1902.
Personel Ekspeditionens videnskabelige besætning bestod af seks personer, medregnet Bruce. Zoolog var David Wilton, som i lighed med Bruce havde deltaget på Jackson-Harmsworth-ekspeditionen. Han havde tilegnet sig færdigheder på ski og i hundekørsel gennem flere års ophold i Nordrusland. Robert Rudmose Brown fra University of Dundee, forhenværende assistent i botanikafdelingen ved British Museum, var gruppens botaniker. Dr. James Harvie Pirie, som havde arbejdet med Challenger-ekspeditionen under John Murray, var geolog, bakteriolog og ekspeditionslæge. Robert Mossman ledede meteorologi- og magnetismestudierne, mens medicinstudenten Alastair Ross var taksidermist.Rudmose Brown, s. 10–11
Bruce udpegede Thomas Robertson som kaptajn på "Scotia". Robertson havde erfaring både fra Antarktis og Arktis, blandt andet som kaptajn på "Active" under Dundee-ekspeditionen.Speak, s. 29 Resten af officerer og mandskab, tilsammen 25 personer, var skotter. De havde indgået treårskontrakter, og mange havde erfaring fra ishavsfangst.Speak, s. 77–78
Formål Målsætningerne med ekspeditionen blev publiceret i Scottish Geographical Magazine og i Geographical Journal (udgivet af RGS) i oktober 1902. Disse omfattede etablering af en vinterbase "så nær Sydpolen som praktisk mulig",Speak, s. 79 dybvands- og anden forskning i Sydishavet, og systematiske meteorologiske observationer og studier, geologi, biologi, topografi og geofysik. Det skotske præg på ekspeditionen kom klart til udtryk i The Scotsman kort tid før afrejsen: "Lederen og alle videnskabsmænd og sømænd på ekspeditionen er skotter; finansieringen er i hovedsagen blevet indsamlet på denne side af grænsen; det er et produkt af frivillig indsats; og i modsætning til ekspeditionen som vil blive gennemført samtidig i udforskningen af Antarktis, står den ikke i gæld til staten."Speak, s. 80
Ekspeditionen Første rejse 1902–03 "Scotia" sejlede fra Troon i Skotland den 2. november 1902. På rejsen syd over havde hun stop i den irske havn Dún Laoghaire, der den gang var kendt under sit britiske navn, Kingstown, i Funchal på Madeira og på Kapp Verde-øerne,Rudmose Brown, s. 15–20 før der blev gennemført et mislykket forsøg på at gå i land på den lille, isolerede øgruppe St. Peter og St. Paul-øerne nær ækvator. Forsøget var nær ved at koste geologen og skibslægen James Harvie Pirie livet, da han fejlberegnede afstanden til land og hoppedet i det hajrige hav i et forsøg på at komme i land.Rudmose Brown, s. 20–21Goodlad, seksjon 5: Voyage of the Scotia: The voyage south Den 6. januar 1903 nåede "Scotia" Port Stanley på Falklandsøerne, hvor forsyninger blev efterfyldt, før hun sejlede videre til Antarktis.Rudmose Brown, s. 24 thumb|left|400px|Sydorkneyøerne.
Den 26. januar 1903 satte "Scotia" sejl mod antarktiske farvande. Ekspeditionen mødte tung pakis 40 kilometer nord for Sydorkneyøerne den 3. februar, og de kæmpede med at manøvrere sig videre.Rudmose Brown, s. 28–33 Dagen efter var "Scotia" imidlertid i stand til at sejle videre syd over. En lille gruppe blev sat i land på Saddle Island, hvor en stor mængde biologiske og geologiske prøver blev samlet ind. Isforholdene forhindrede videre fremdrift før den 10. februar, da "Scotia" fortsatte syd over, "pumpende fremover i syv knob under sejl". Den 17. februar var positionen 64°18'S, og fem dage senere passerede de den 70. breddegrad langt inde i Weddellhavet. Kort tid senere vendte Robertson nord over igen efter at have nået 70°25'S, da ny havis dannede sig og truede skibet.
Da det ikke var lykkedes den at finde land, måtte ekspeditionen bestemme sig for et overvintringssted. Denne beslutning hastede, eftersom havet var i gang med at fryse til, og skibet kunne blive spærret inde i isen. Bruce bestemte sig for at sætte kursen tilbage mod Sydorkneyøerne og forsøge at finde en ankerplads der.Rudmose Brown, s. 34 Sammenlignet med det erklærede mål om at overvintre så langt mod syd som muligt, lå Sydorkneyøerne mere end 3.200 kilometer fra Sydpolen, men den nordlige beliggenhed havde sine fordele. Den relativt korte periode, som skibet ville ligge indefrosset, ville give mere tid til trawling og mudring om foråret. Endvidere lå øgruppen belejligt for etablering af en meteorologisk station – den relative nærhed til det sydamerikanske fastland åbnede mulighederne for permanent bemanding.Rudmose Brown, s. 57
thumb|"Omond House".