Mongoliet (mongolsk: Монгол улс, den mongolske nation) er en selvstændig indlandsstat beliggende i Øst- og Centralasien. Landet grænser op til Rusland mod nord og Kina mod syd, øst og vest. Mongoliet har et landareal på 1.594.116 km² og er dermed verdens 19. største stat målt i areal. Med en befolkning på cirka 2,9 millioner har Mongoliet desuden den laveste befolkningstæthed i verden blandt de selvstændige nationer. Ulan Bator, som i 2015 har knap 1,4 million indbyggere, er landets hovedstad og største by. Mongoliet er en parlamentarisk republik.
Området som i dag udgør Mongoliet er i løbet af historien blevet styret af flere nomadiske imperier, blandt andet xiongnu, xianbei, rouran og göktürkerne. Landområdet var desuden centrum for Det mongolske kejserdømme, som blev etableret af Djengis Khan i 1206; hans sønnesøn, Kublai Khan, indtog Kina og grundlagde Yuan-dynastiet. Kejserdømmet var det største sammenhængende imperium i verdenshistorien og strakte sig på sit højeste over et område på 35 millioner km² og omfattede mere end 100 millioner mennesker. Efter Yuan-dynastiets sammenbrud i 1368 trak mongolerne sig tilbage til nogenlunde det område, der nu udgør Mongoliet. I det 16. og 17. århundrede kom Mongoliet under indflydelse af den tibetanske buddhisme. Mod slutningen af det 17. århundrede var størstedelen af landområdet erobret og indlemmet i Qing-dynastiet. Efter Qing-dynastiets sammenbrud i 1912 erklærede Mongoliet sig selvstændigt, men landet sled for at få etableret et uafhængigt styre og blev i realiteten ikke uafhængigt før næsten et årti senere, i 1921. I denne periode kom landet under stærk russisk og sovjetisk indflydelse, og i 1924 blev Folkerepublikken Mongoliet oprettet som en sovjetisk satellitstat. Efter de mange revolutioner i Østeuropa efteråret 1989 gennemgik Mongoliet sin egen revolution i 1990, noget som førte til kommunistregimets fald og etableringen af en ny grundlov i 1992 samt overgang til markedsøkonomi.
Mongoliet er i dag en parlamentarisk republik. Udover at at være verdens nittendestørste stat er Mongoliet også verdens næststørste indlandsstat efter Kasakhstan. Landet består af et beskedent dyrket areal samt for for størstedelens vedkommende af steppeområder omkranset af Gobi-ørkenen i syd og bjergområder i nord og vest. Cirka 30 % af landets tre millioner indbyggere er nomadiske eller semi-nomadiske. Den dominerende religion er tibetansk buddhisme, og størstedelen af landets befolkning er af mongolsk etnicitet, som suppleres af mindre grupper af kasakher, tuvaner og andre folkeslag, primært i det vestlige af landet. Omkring 20 % af befolkningen lever for under 1,25 USD om dagen. Mongoliet blev medlem af WTO i 1997 og søger i disse år at udbrede sine handelsforbindelser, særligt på regionalt plan.
Historie
Forhistorisk tid
Der er fundet 850.000 år gamle stenredskaber i det sydlige af landet, hvilket tyder på, at Homo erectus beboede området. Det moderne menneske kom til Mongoliet for cirka 40.000 år siden i ældste stenalder Der findes hulemalerier i Khoid Tsenkheriin Agui (den nordre, blå hule) i Khovd-provinsen og i Tsagaan Agui (den hvide hule) i Bayankhongor-provinsen; disse hulemalerier er blandt Mongoliets vigtigste fundsteder fra denne periode (ca. 20.000 år siden). Malerierne i Khoid Tsenkheriin Agui er holdt i lyserøde, brune og okkerrøde farver og viser mammutter, losser, kameler og strudse, hvilket har givet den tilnavnet "Mongoliets Lascaux".
Bosættelser i forbindelse med landbrug fra neolitisk tid (ca. 5.500–3.500 f.Kr.) er fundet blandt andet i den østlige Dornod-provins og ligger forud for fremkomsten af nomadesamfund baseret på hesteridning. Disse nomadesamfund centreret om husdyrhold var centrale i Mongoliets historie, idet det skulle blive en dominerende samfundsform i årtusinder fremover, og det fremkomsten af et sådant samfund kendes første gang i kobber- og bronzealderen (ca. 3.500–2.500 f.Kr.) fra Afanasjevokulturen, der i udstrækning fandtes fra Khangajbjergene i det centrale Mongoliet og nordpå til Sibirien samt vestpå til Kazakhstan. Man har i afansejevograve fundet køretøjer med hjul dateret til før 2.200 f.Kr. Nomadeliv og brug af metal blev mere udviklet i Okonovkulturen (andet årtusinde f.Kr.), Andronovokulturen (2.300–1.000 f.Kr.) og Karasukkulturen (1.500–300 f.Kr.) for at kulminere i jernalderen i Xiongnu-konføderationen fra 209 f.Kr. Af monumenter fra bronzealderen før Xiongnu har man i Mongoliet fundet hjortesten, kurganer, grave med kvadratiske plader samt stenmalerier.
Skønt dyrkningen af afgrøder var fortsat siden stenalderen, var denne denne kulturform af relativ beskedent omfang sammenlignet med nomadekulturen med husdyrhold, som enten er kommet til vestfra eller opstået selvstændigt i området. Befolkningen i Mongoliet i kobberalderen er blevet beskrevet som palæomongolid (orientalsk) i øst og europoid (kaukasisk) i vest. Tokharer og skyter beboede det vestlige Mongoliet i bronzealderen. Der er således i Altajbjergene fundet en mumie af en skytisk kriger, som menes at stamme fra omkring 500 f.Kr. og var en 30-40-årig blond mand. Efterhånden som hestebåren nomadeliv blev normalt i Mongoliet flyttede det politiske centrum på den Eurasiatiske Steppe også til Mongoliet, hvor den forblev til det 18. århundrede. Indtrængning af nomader med husdyrhold fra nord ind i Kina under Shang-dynastiet (1.600–1.046 f.Kr.) og Zhou-dynastiet (1.046–256 f.Kr.) var et varsel om den forestående tidsalder domineret af nomaderigerne.
De første stammealliancer thumb|right|Genstande fra det 7. århundrede fundet 180 km fra Ulan Bator. Et tilbagevendende tema i Mongoliets historie er relationerne til Kina. Mongoliet havde siden forhistorisk tid været beboet af en række nomadestammer, der fra tid til anden slog sig sammen i konføderationer, der opnåede betydelig magt. Den første af disse var Xiongnu, hvis etnicitet er ukendt. Xiongnu blev samlet af Modu Chanyu i 209 f.Kr. og viste sig snart som den største trussel mod Qin-dynastiet. Qin-kejseren besluttede derfor at opføre den Kinesiske Mur samt udstationere op imod 300.000 soldater i forbindelse hermed for at beskytte det kinesiske rige mod plyndringer fra Xiongnu. Xiongnu eksisterede i perioden 209 f.Kr. – 93 e.Kr. og blev efterfulgt af Xianbei (93–234), der i lighed med forgængerne herskede over et større område end nutidens Mongoliet. Ud fra Xianbei opstod Rouran (330–555), der ligeledes beherskede et stort område, indtil det blev besejret af göktürkerne (555–745), et endnu større rige, som blandt andet belejrede Kertsj på Krim i 576. Herefter fulgte uighurerne som herskere over Mongoliet (745–840), inden de blev besejret af jenisejkirgiserne. Det mongolske khitanfolk herskede over området under Liao-dynastiet (907–1125), hvorpå khamagmongolerne steg til magten (1125–1206).
Middelalderen til uafhængigheden
thumb|Udviklingen af Det mongolske kejserdømme I slutningen af det 12. århundrede lykkedes det for høvdingen Temüdjin Borjigin at samle de mongolske stammer (tilhørende shiwei-folket af Xianbei-afstamning) mellem Manchuriet og Altajbjergene. I 1206 antog han navnet Djengis Khan og iscenesatte en række militære togter – kendt for deres brutalitet og vildskab – som fejede hen over store dele af Asien og dannede baggrund for det Mongolske kejserdømme, det største sammenhængende landrige i verdenshistorien. Under hans efterfølgere kom det til at strække sig fra vore dages Ukraine i vest til Korea i øst og fra Sibirien i nord til Omanbugten og Vietnam i syd. I sit største omfang var riget på omkring 33.000.000 km² (22 % af det samlede landareal på Jorden) og havde 100 millioner indbyggere. Under den såkaldte Pax Mongolica var der relativt roligt i det store rige, hvilket lettede handelsforholdene hen over Asien.
Efter Djengis Khans død blev riget opdelt i fire khanater (riger), som opnåede en slags uafhængighed fra hinanden efter Möngke Khans død i 1259. Et af khanaterne, "det store khanat", der bestod af det mongolske stamland og Kina blev Yuan-dynastiet under Kublai Khan, Djengis Khans sønnesøn. Han etablerede sin hovedstad i nutidens Beijing, men dynastiet kunne kun opretholde magten i godt et århundrede, idet Ming-dynastiet i 1368 overtog magten i Kina og tvang det mongolske hof til at fortrække nordpå. Ming-hæren forfulgte mongolerne ind i deres oprindelige hjemland og havde held til at ødelægge den gamle hovedstad Karakorum samt andre byer, mens nogle af kinesernes angreb blev modstået af den fortrængte kejser Ayushiridar og dennes general Köke Temür.
thumb|left|Ruin af slot fra det nordlige Mongoliet, oprindeligt fra 1601. Efter fordrivelsen af Yuan-dynastiet fra Kina fortsatte mongolerne med at regere over deres hjemland, nogle gange benævnt "Nordlige Yuan-dynasti". De følgende århundreder var præget af voldelige magtkampe mellem forskellige fraktioner af mongoler, især djengisiderne og deres modstandere oiraterne, samt af flere kinesiske invasioner, heriblandt de fem ekspeditioner anført af Yongle-kejseren. I begyndelsen af det 15. århundrede fik oiraterne magten under Esen taishi, og de havde oven i købet held til at invadere Kina og tage Ming-kejseren til fange. Imidlertid blev Esen myrdet i 1454, og oiraternes magt blev brudt.
thumb|right|Altan Khan (1507-1582) grundlagde byen Hohhot og var bannerfører for buddhismens indførelse i Mongoliet. Efterfølgende var det Dayan Khan og hans dronning Mandukhai Khatun, der genforenede Mongoliet under djengisiderne i begyndelsen af det 16. århundrede. I midten af århundredet var det Altan Khan, en sønnesøn af Dayan Khan, men ikke legitim khan, der kom til magten. Han grundlagde Hohhot i 1557, og hans møde med Dalai Lama i 1578 var anledningen til en fornyet bølge af tibetansk buddhisme som religion i Mongoliet. Med herskerne som bannerførere antog hele befolkningen efterhånden buddhismen som religion, og der opstod buddhistiske klostre i landet.
Den sidste mongolske khan var Ligdan Khan i begyndelsen af det 17. århundrede. Han kom i konflikt med manchuerne om delingen af byttet fra plyndringen af kinesiske byer og stødte de fleste mongolske stammer fra sig i den forbindelse. Han døde i 1634 på vej til Tibet i et forsøg på dels at undgå manchuerne, dels at få ram på Gule Hat-sekten under buddhismen. Et par år senere havde de fleste stammer i det Indre Mongoliet underkastet sig manchuerne, som grundlagde Qing-dynastiet. Khalkhaerne underkastede sig også Qing-styret i 1691, hvorved hele vore dages Mongoliet kom under kinesisk overherredømme. Efter flere krige blev dzungarerne (vestmongolerne eller oiraterne) i realiteten udslettet ved Qing-hærens erobringstogter i 1757–58.
thumb|left|Oirat-karavane fra begyndelsen af det 20. århundrede, sikkert på vej for at handle med varer. Det Ydre Mongoliet fik relativ stor autonomi og blev administreret af khan-arvinger fra djengisiderne. Jebtsundamba Khutuktu, det buddhistiske overhoved i Mongoliet, havde enorm de facto autoritet. Manchuerne sikrede Mongoliet mod større kinesisk indvandring, hvorved den mongolske kultur blev fastholdt. Den vigtigste handelsrute på denne tid var Sibirienvejen, som gik gennem Mongoliet. Vejen havde permanente stationer med 25-30 km mellemrum, og disse stationer blev betjent af 5-30 udvalgte familier. Vejen gik også gennem Urga, vore dages Ulan Bator, som havde stor glæde af vejen, idet det var den eneste større by i Ydre Mongoliet på ruten, hvorfor der var livlig trafik og handel her.