Det Tyske Forbund blev dannet 8. juni 1815 på Wienerkongressen og bestod af 38 stater (34 fyrstendømmer og 4 bystater). Det afløste Det Tysk-Romerske Rige, som var blevet opløst 1806 som en følge af Napoleonskrigene. Forbundets to vigtigste og største medlemmer var Preussen og Østrig. I 1829 bestod det af et samlet areal på omkring 630.100 km2 og talte henved 29,2 millioner indbyggere.

Antallet af forbundsstater mindskedes efterhånden som følge af, at fyrstehuse arvede andre stater, og bestod i 1863 af 35 stater. Utilfredshed med forbundet førte flere gange til forsøg på en egentlig genskabelse af et tysk rige, således under revolutionerne 1848-1849. I 1866 opløstes forbundet, efter at Preussen på Bismarcks initiativ havde besejret Østrig, og afløstes af Det Nordtyske Forbund (1867-71).

Traktaktgrundlag og organisering Forbundet havde som sit grundlag forbundsakten af 8. juni 1815, der angav det som forbundets mål at sikre Tyskland indre og ydre fred samt at værne om de tyske staters selvstændighed og ukrænkelighed, og den såkaldte "Wiener-Schlussacht" af 15. maj 1820, der indeholdt indskrænkende bestemmelser om de i forbundsaktens § 13 lovede stænderforsamlingers magtområde. Forbundets anliggender styredes af en forbundsforsamling, den såkaldte forbundsdag, der bestod af udsendinge fra alle forbundsstaterne, og havde sit sæde i Frankfurt am Main. Forbundsdagen holdt under Østrigs forsæde møde enten som plenum, hvor der forhandledes om forandringer i forbundets grundlov, om optagelse af nye medlemmer, om krig og fred og lignende vigtige anliggender, eller som et snævert råd, forbundsregeringen. Til plenum havde alle forbundsgesandter adgang, således at Østrig og de fem kongeriger hver havde fire stemmer, Baden, Hessen-Darmstadt, Hessen-Kassel, Luxemburg og Holsten hver tre, Mecklenburg-Schwerin, Braunschweig og Nassau hver to, de øvrige stater hver een stemme. I forbundsregeringen havde Østrig, de fem kongeriger, Baden, Hessen-Kassel, Hessen-Darmstadt, Luxemburg og Holsten hver een stemme, alle de øvrige stater havde seks kurstemmer.

Beslutninger blev taget med to tredjedels flertal og var bindende for forbundsstaterne.

Den nationale enhed repræsenteredes væsentlig kun af hæren, hvortil alle forbundsstater stillede hver sit kontingent, men på andre områder var der, når en fælles vekselret og en fælles handelslov undtages, så godt som ikke tale om fællesskab. Et fælles møntvæsen og postvæsen fandtes således ikke, og toldforeningen omfattede ikke alle stater.

Afgrænsning

Forbundets territorium faldt sammen med det senere tyske riges med undtagelse af provinsen Preussen og den slesvigske del af provinsen Slesvig-Holsten, som ikke indgik i forbundets område, mens de tysk-østrigske lande Liechtenstein og Luxemburg-Limburg hørte med til forbundet, indtil de 1866 udtrådte af forbindelsen med Tyskland.

Medlemmer af forbundet

Kejserriget Østrig (uden Galicien, Ungarn, Kroatien, Dalmatien og Kongeriget Lombardiet-Venetien) (fra 1818 hørte den vestlige del af Galicien også til Det Tyske Forbund) Kongeriget Preussen (uden Posen, Østpreussen og Vestpreussen) (fra 1848-1851 var de preussiske provinser Øst- og Vestpreussen og den vestlige og nordlige del af Posen en del af forbundet) Kongeriget Bayern Kongeriget Sachsen Kongeriget Hannover (til 1837 i personalunion med Storbritannien) Kongeriget Württemberg Kurfyrstendømmet Hessen Storhertugdømmet Baden Storhertugdømmet Hessen Storhertugdømmet Luxemburg (i personalunion med Nederlandene) (den vestlige del af Luxemburg gik ud af Det Tyske Forbund, da det blev afstået til Belgien. Derfor blev det nederlandske hertugdømme Limburg medlem i stedet) Storhertugdømmet Mecklenburg-Schwerin Storhertugdømmet Mecklenburg-Strelitz Storhertugdømmet Sachsen-Weimar-Eisenach Storhertugdømmet Oldenburg Hertugdømmerne Holsten og Lauenborg 1806-1864 knyttet til Danmark, 1854-58 ved Fællesforfatningen, 1863-1864 ved Novemberforfatningen. Hertugdømmet Nassau Hertugdømmet Braunschweig Hertugdømmet Sachsen-Gotha Hertugdømmet Sachsen-Coburg Hertugdømmet Sachsen-Meiningen Hertugdømmet Sachsen-Hildburghausen (fra 1826 Hertugdømmet Sachsen-Altenburg) Hertugdømmet Anhalt-Dessau Hertugdømmet Anhalt-Köthen Hertugdømmet Anhalt-Bernburg Fyrstendømmet Hohenzollern-Hechingen Fyrstendømmet Hohenzollern-Sigmaringen Fyrstendømmet Liechtenstein Fyrstendømmet Lippe Fyrstendømmet Reuss-Schleiz Fyrstendømmet Reuss-Gera Fyrstendømmet Schaumburg-Lippe Fyrstendømmet Schwarzburg-Rudolstadt Fyrstendømmet Schwarzburg-Sondershausen Fyrstendømmet Waldeck-Pyrmont Fristaden Bremen Fristaden Frankfurt am Main Fristaden Hamburg Fristaden Lübeck

Senere medlemmer Landgrevskabet Hessen-Homburg (fra 1817) Hertugdømmet Limburg (fra 1839; i personalunion med Kongeriget Nederlandene)

Stat uden repræsentation i forbundsdagen Herrschaft Kniphausen (indre selvstyre oktober-november 1813 og 1826-1854)

Historie

Wienerkongressen

Efter Napoleons nederlag mødtes sejrherrerne i Wien i 1814 og 1815 for at trække linjerne op for Europa efter Napoleon. Under ledelse af den konservative østrigske fyrste Metternich ønskede man at genoprette status quo fra før Den Franske Revolution.

thumb|Fyrst Metternich (1773–1859)

Napoleon havde i betydelig grad omorganiseret Tyskland. Den hellige tysk-romerske kejser havde nedlagt sin krone i 1806, og riget var blevet erstattet af en løs sammenslutning under fransk ledelse, Rhinforbundet. Denne sammenslutning faldt sammen efter Napoleons fald.

Den ledende preussiske forhandler, Karl August von Hardenberg, gik sammen med Metternich for at finde en ordning, som sikrede magtbalancen i Europa. De tog udgangspunkt i en plan af Wilhelm von Humboldt og fremlagde de såkaldte Tolv artikler.

Her blev foreslået en føderation af de tyske stater under ledelse af Preussen og Østrig. Østrig skulle have præsidentskabet i denne føderation. Planen blev ilde modtaget af mange tyske fyrster, da den begrænsede deres magt. Napoleons tilbagekomst fra Elba satte imidlertid fart i sagerne, og den 8. juni 1815 blev aftalen underskrevet.

Preussens territorium blev stærkt udvidet under Wienerkongressen. Preusserne fik bl.a. Westfalen, Rheinland og Svensk Pommern. Preussen fik områderne i vest for i fremtiden at kunne være en modvægt til Frankrig.

Sachsen, som havde støttet Napoleon, mistede betydelige dele af sit territorium til Preussen. Østrig gav afkald på flere tyske områder i bytte mod øget territorium i syd og øst.

Det tyske Forbund indtil 1830

thumb||260px|Kort over Det Tyske Forbund

Samarbejdet mellem de tyske stater blev mindre omfattende, end hvad mange havde troet inden underskrivningen af aftalen. Der blev ikke indført fælles tyske domstole eller fælles administrative organer. Det blev et forbund af uafhængige stater frem for en forbundsstat. Det tyske Forbund fik et fælles parlament i Frankfurt, men beslutninger skulle vedtages med to tredjedeles flertal for at være gyldige. Preussens store andel af repræsentanterne gjorde derfor, at det kunne blokere alle forslag.

Det var stærke kræfter, som modarbejdede forbundet. Flere ikke-tyske fyrster, som den danske konge og den britiske konge, var repræsenteret i Det tyske Forbund gennem deres tyske fyrstetitler. Disse ønskede naturligt nok ikke et stærkt Tyskland. Heller ikke Metternich ønskede nogen stærk tysk centralmagt, da han var optaget af Østrigs suverænitet og stort set så på forbundet som et middel til at kontrollere Preussen.

I de første år af forbundstiden liberaliserede flere tyske stater deres styreform. I Østrig måtte kejser Frans godtage et statsråd i 1814. Baden og Bayern fik konstitutioner i 1818. Det så længe ud til, at også Preussen skulle få en grundlov, men kong Friedrich Wilhelm opgav idéen i 1818.

Det tyske Forbund skulle varetage Tysklands fællesanliggender indad til og udad til samt værne om det tyske folks rettigheder, men det blev i virkeligheden et fyrsteforbund til gensidig sikring af suverænernes interesser, mens der ikke blev taget hensyn til de under frihedskrigen anerkendte folkelige krav på national enhed og politisk frihed, og som følge heraf fik kun et mindretal af staterne forfatninger med lovgivende og bevilgende myndighed for stænderne (således navnlig Sachsen-Weimar, Bayern, Württemberg, Baden, Hessen-Darmstadt), mens Preussen måtte nøjes med rådgivende provinsialstænder, Hannover med en adelsrepræsentation, og Sachsen samt flere af de mindre stater beholdt deres forældede stænderinstitutioner fra tidligere tider. Hessen-Kassel endelig (samt det af den danske konge styrede Holsten) fik trods forbundstraktatens løfte herom for alle forbundsstaters vedkommende slet ingen forfatning. Ytringsfriheden holdtes inden for snævre grænser (en frisindet presselovgivning fandt kun sted i Sachsen-Weimar og Baden), enhver friere bevægelse i befolkningen betragtedes som tegn på strafbare revolutionære tendenser, og anmassende bureaukratisk regimente med tilhørende vilkårlige politiforholdsregler (især i Preussen) var den form, hvorunder den hellige alliances faderlige styrelse gjorde sig gældende.

Det ufolkelige styre var i modstrid med tidsånden og måtte uundgåeligt give anledning til folkelige protester, der imidlertid ansås som trusler mod de bestående fystestyrer. Således ansås ungdommelige ubesindigheder som optrinnene under Wartburg-festen den 18. oktober 1817 som udslag af statsfarlige demagogiske agitationer, om hvis undertrykkelse der forhandledes på fyrstekongressen i Aachen i 1818. Efter mordet på Kotzebue i 1819 blev der på en ministerkonference i Karlsbad samme år truffet bestemmelse om strengt tilsyn med alle tyske universiteter, opløsning af studenterforeningerne, forfølgelse af frisindede skribenter, indførelse af censur og flere lignende foranstaltninger. Stemningen hos folket, navnlig i de højere klasser, blev derfor mere og mere bitter mod regeringerne, men til fornyede uroligheder kom det først ved efterretningen om julirevolutionen 1830, da der på flere steder i Tyskland fandt oprørsagtige bevægelser sted.

Uro i 1830

Den franske julirevolution i 1830 fik også eftervirkninger i Tyskland. I Aachen gjorde arbejdere oprør på fabrikkerne i september, og en preussisk hær måtte sættes ind for at stoppe urolighederne, som blev forstærket på grund af madmangel; i Kassel og andre steder i Hessen angreb bønder toldstationer.

I Braunschweig skiftedes regent, i Sachsen førte uroligheder i blandt andet Leipzig til, at reformer blev vedtaget, og i 1831 blev en ny grundlov vedtaget. Også Kurhessen fik en ny forfatning lige som Hannover det følgende år (og Holsten i form af Frederik 6.s rådgivende stænder 1834), men den ved det store folkemøde i Hambach i maj 1831 og tumulterne i Frankfurt am Main næste år fremkaldte frygt for demokratiske udskejelser gav atter reaktionen vind i sejlene, så at forbundsdagen endog nægtede at skride ind mod kongen af Hannover, da han 1837 ophævede den fri forfatning af 1831.

Urolighederne betød, at Metternich mobiliserede de reaktionære kræfter i Tyskland. Frankfurt-parlamentet vedtog i 1832 indskrænkelser i ytringsfriheden. I 1833 blev der oprettet et fælles tysk «centralbureau for politiske undersøgelser», som modarbejdede anti-monarkistiske strømninger.

Toldunion

thumb|left|Tysklands første jernbane åbnede den 7. december 1835 mellem Nürnberg og Fürth

Den industrielle revolution var i fuld gang i denne periode, noget som gjorde, at der blev behov for friere handel. I 1834 blev der atter på preussisk initiativ oprettet Zollverein, en toldunion. Denne toldunion bestod af 34 tyske stater, men Østrig ville med sin protektionistiske økonomi ikke deltage.