thumb|Kinesiske soldater stormer japanske stillinger under Slaget om Tai'erzhuang (marts 1938) thumb|Amerikanske og filippinske tropper overgiver sig på Corregidor i Filippinerne (maj 1942) thumb| USS Franklin brænder efter at være ramt af japanske bomber (marts 1945) thumb|Paddehatten efter den første atombombe, som blev nedkastet over Hiroshima den 6. august 1945

Stillehavskrigen er en samlet betegnelse for de krige, der opstod som et resultat af Japans ekspansionspolitik i 1930'erne og 1940'erne. Stillehavskrigen foregik dels i Kina og Sydøstasien, dels i store dele af Stillehavsområdet. Fra 1941 blev krigen en del af 2. verdenskrig. Stillehavskrigen indledtes i Asien med udbruddet af den 2. kinesisk-japanske krig den 7. juli 1937. Efter Kejserriget Japans angreb på Pearl Harbor den 7. december 1941 trådte USA den følgende dag ind i denne konflikt og dermed i 2. Verdenskrig. De øvrige lande, som deltog i Stillehavskrigen var Storbritannien, Australien, New Zealand og Holland. En række japansk besatte asiatiske lande erklærede i krigens løb krig mod de Allierede. Hen imod krigens slutning trådte nogle lande ind i krigen på allieret side, efter at de japanske besættelsesstyrker var blevet fordrevet fra deres territorium. I krigens sidste måned trådte Sovjetunionen ind i krigen med angrebet på Manchuriet. Den 2. september 1945 undertegnedes Japans betingelsesløse kapitulation om bord på det amerikanske slagskib USS Missouri i Sagamibugten ved Tokyo. Hermed afsluttedes Stillehavskrigen og dermed også 2. Verdenskrig. Det er den eneste krig hvor der både er anvendt atomvåben (af USA) og kemiske og biologiske våben (fortrinsvis af Japan i Kina).

Krigens navn Japan Den officielle japanske betegnelse for krigen som helhed er Den store østasiatiske krig. Navnet blev fastlagt den 10. december 1941 af det japanske parlament og meddelt befolkningen to dage senere. Krigen omtales i Japan også som Stillehavskrigen, mens en tredje betegnelse, 15-årskrigen ikke anvendes så ofte. Den henviser til, at Japan i 1931 invaderede Manchuriet, og at den 2. kinesisk-japanske krig fortsatte til afslutningen på 2. verdenskrig. Denne krig omtales i Japan som den japansk kinesiske krig eller som HEI, Operation C eller Invasionen af Kina. I dag bruges i Japan i stigende grad betegnelsen Asien og Stillehavskrigen, der ligesom 15-årskrigen kæder krigene sammen, og ikke som betegnelsen Stillehavskrigen overser krigen i Kina. Som eksempel på denne udvikling kan nævnes udgivelsen af 8-binds værket Ajia Taiheiyō sensō fra forlaget Iwanami Shoten i 2005, der indeholder en sammenfatning af den seneste forskning i Asien og Stillehavskrigen.

Kina Betegnelsen for krigen er forskellig: I Folkerepublikken Kina og Taiwan er den officielle betegnelse Modstandskrigen mod Japan. Betegnelsen bruges imidlertid også i andre sydøstasiatiske lande om den lokale modstand mod den japanske besættelse. Krigen bliver i Kina også omtalt som modstandskrigen.

De Allierede USA valgte at omtale de militære aktioner i Stillehavet og de omkringliggende stater som Pacific Theater of Operations (PTO). Da den amerikanske hær, flåde og marinekorps havde nogenlunde lige store roller i denne konflikt, og da indsatsområdet dækkede det meste af Stillehavet og Sydøstasien, blev der i modsætning til i Europa ikke udpeget en øverstkommanderende for hele området. I stedet udnævntes en amerikansk øverstkommanderende over operationerne i Stillehavet, som fra 30. marts 1942 var Commander in Chief Pacific Ocean Areas Admiral Chester W. Nimitz. Tilsvarende udnævntes general Douglas MacArthur til Supreme Allied Commander South-West Pacific Area. Under disse to blev der også underlagt enheder fra Storbritannien, Australien, New Zealand og Holland. Der var et tredje kampområde South-East Asian Theater (SEAT), der omfattede Indien, Burma, Thailand, Malaysia og Singapore. Her var der indsat indiske, britiske og amerikanske tropper. Den øverstbefalende var fra 7. december 1941 general Sir Archibald Wavell, som en måned senere også fik kommandoen over ABDACOM med yderligere hollandske og australske enheder. Efter at disse var blevet nedkæmpet i slutningen af 1942, blev SEAT i første omgang underlagt den britiske hærledelse i Indien, for siden i august 1943, efter ordre fra Winston Churchill, at blive etableret på ny. Fra oktober var den nye øverstbefalende admiral Louis Mountbatten. Betegnelsen China Burma India Theater (CBI) dækkede det allierede kampområde, hvormed de fra Britisk Indien og Burma forsøgte at bekæmpe den japanske invasion af Kina.

Oversigt

thumb|Stillehavskrigen 1937-1942 Stillehavskrigen adskilte sig på mange punkter fra krigen i Europa. Mens krigen i Europa fra start til slut fortrinsvis var en krig på landjorden, flyttede krigen sig i Sydøstasien fra fastlandet ud i det vidtstrakte Stillehav. Søslagene mellem de Allierede og Japan bidrog fra 1942 på afgørende vis til krigens udfald.

I Stillehavet blev krigen på landjorden fortrinsvis udkæmpet i ufremkommelige jungler, hvilket medførte, at der kun i begrænset omfang blev indsat tungt materiel såsom kampvogne. Det var derfor af afgørende betydning, at der foregik en nøje koordination mellem hær-, flåde- og flystyrker. Japanernes anvendelse af denne strategi førte til, at de i løbet af kort tid erobrede et enormt område. Senere kopierede og forbedrede amerikanerne denne fremgangsmåde.

Krisen i Østasien mellem Kina og Japan, som havde eksisteret siden den japanske indmarch i Manchuriet i 1931 og etableringen af lydstaten Manchukuo, førte den 7. juli 1937 med Episoden på Marco-Polo-Broen til udbruddet af den 2. kinesisk-japanske krig. Indtil 1940, hvor der indtraf en stilstandsperiode ved fronten, havde den japanske hær erobret det nordlige Kina, og mange af kystbyerne var under japansk indflydelse. Trods mange diplomatiske anstrengelser for at forhindre, at krigen spredte sig til Sydøstasien og en økonomisk embargo, som skulle tvinge Japan til at trække sig tilbage fra de besatte områder, kom det den 7. december 1941 til Angrebet på Pearl Harbor. Efter dette ømtålelige angreb på USA trængte japanerne planmæssigt frem mod syd og besatte under feltråbet Asien for asiaterne europæiske og amerikanske kolonier såsom Hongkong, Filippinerne og Hollandsk Ostindien.

I løbet af fire måneder besatte japanske tropper hele Sydøstasien og en stor del af Stillehavsområdet med ca. 450 mio. indbyggere. Det var den største udstrækning, det japanske imperium havde nået i Japans historie.

I midten af 1942 efter Slaget om Koralhavet og Slaget om Midway, hvor den japanske flåde blev alvorligt svækket ved tabet af fire hangarskibe, ændrede situationen sig imidlertid. Amerikanske tropper kunne forhindrede yderligere japanske fremstød, og dermed forhindredes en isolering af Australien fra USA, og amerikanske tropper begyndte at trænge ind på japansk besat område.

De hårdeste kampe rasede fra slutningen af 1942 til midten af 1944 i det sydlige Stillehav, på Salomonøerne, Gilbert øerne, Marshall øerne og på Nordmarianerne. Den vellykkede taktik kaldtes ø-hopning og gik ud på, at amerikanerne omgik de stærkt befæstede japanske støttepunkter, etablerede egne støttepunkter på andre øer og nærmede sig derved de japanske hovedøer. I slutningen af oktober og begyndelsen af november 1944 udkæmpedes slaget om Leyte Gulf, som betød at Japan mistede næsten hele sin flåde. Efter slagene om de japanske øer Iwo Jima og Okinawa nedkastede amerikanske bombefly den 6. august 1945 den første atombombe over Hiroshima og den 9. august den anden over Nagasaki. Seks dage senere bekendtgjorde den japanske kejser i radioen den japanske kapitulation, som blev undertegnet den 2. september 1945 i Tokyobugten om bord på det amerikanske slagskib USS Missouri.

Krigsområde Da det havde sin største udbredelse, strakte krigsområdet sig over et område med en radius på over 5.000 km over Stillehavet og det Indiske Ocean. I nord nåede det Sovjetunionen og Aleuterne i vest til Burma og Indien. I syd nåede krigsområdet til ca. 200 km fra den australske kyst og i øst til den amerikanske flådebase Pearl Harbor på Hawaii.

Mens krigsområdet fra 1937 til slutningen af 1941 næsten udelukkende omfattede det kinesiske fastland, skiftede hovedkampområdet i 1942 til Stillehavet. Der blev soldaterne indsat i sumpe og jungler, hvor der ikke kunne anvendes kampvogne og tungt skyts. Derfor var det vigtigt at opnå luftherredømme og indrette flybaser på strategisk velplacerede øer.

Forhistorie I begyndelsen af det 20. århundrede var størstedelen af Østasien og Stillehavsområdet under europæisk og amerikansk kolonistyre, herunder Indokina (Frankrig), Filippinerne (USA), Hawaii (USA), Indonesien (Holland) og Malaysia (Storbritannien). Korea og Taiwan var japanske kolonier.

Japan havde allerede inden Stillehavskrigen været involveret i adskillige krige. I 1894 erobrede det i 1. kinesisk-japanske krig bl.a. Port Arthur. Herefter fulgte 1904-1905 den Russisk-japanske krig. Under Tennō Yoshihito kæmpede Japan på allieret side i 1. verdenskrig, og Japan overtog de tyske kolonier såsom Kiautschou (Qingdao). Efter afslutningen af disse krige i 1919 var Japan sammen med Kina den største magt i Østasien. Landet havde ikke blot kontrol over de japanske øer, men også Korea, Taiwan, Sakhalin, adskillige øgrupper i Det sydlige Stillehav foruden talrige kystbyer på fastlandet.

Efter at det ikke var lykkedes at holde Depressionen i 1930'erne stangen, var der stadig flere, som mente, at løsningen på problemerne bestod i en territorial ekspansion.

I 1930'erne fik militæret stadig stigende kontrol over regeringen, herunder posten som premierminister. Politiske modstandere blev forfulgt, massemedierne censureret. Den aggressive indsats for politiske ændringer i Stillehavsregionen havde angiveligt til formål at afslutte de vestlige landes koloniherredømme og erstatte det med et japansk.

Hovedmålet for den japanske ekspansion var Republikken Kina. Mukden-episoden den 18. september 1931, der formentlig var iscenesat af japanerne selv, førte til Manchuriet-krisen og Guandong-armeen besatte Manchuriet – angiveligt uden aftale med den japanske regering. Den 1. marts 1932 blev lydstaten Manchukuo grundlagt, og dens præsident og senere kejser var Pu Yi. På grund af internationale protester over begivenhederne i Kina trådte Japan i 1933 ud af Folkeforbundet. I 1936 indgik det Antikominternpagten med Nazityskland.

Krigens forløb 1937 Den 7. juli 1937 indtraf Episoden på Marco-Polo-Broen, som udløste den 2. kinesisk-japanske krig, som indledte Stillehavskrigen på det asiatiske fastland og også i Japan anses for starten på 2. Verdenskrig.

Det er omstridt, om denne episode, hvor japanske og kinesiske soldater var involveret i ildkampe, var fremprovokeret af Japan. Efter episoden indledte japanerne et angreb på Beijing, som de kinesiske forsvarere ikke kunne modstå. Den 29. juli kapitulerede Beijing og dagen efter Tianjin (se Slaget om Beijing-Tianjin). Japanerne fortsatte deres fremmarch i Kina fra nord og syd, og nationalistregeringen fra Kuomintang under Chiang Kai-shek erklærede Japan krig den 7. august.

Japanerne regnede med en hurtig sejr, men slaget om Shanghai, som indledtes den 13. august varede uventet længe og kostede med omkring 70.000 japanske og ca. 200.000 kinesiske soldater meget store ofre. Japanerne vandt først slaget i midten af november da den 10. japanske armé gjorde landgang i bugten ved Hangzhou og truede med at omringe de kinesiske tropper, som var indblandet i forbitrede bykampe i Shanghai.