Præsident på livstid er en titel, der anvendes af nogle diktator-præsidenter indenfor republikanske systemer til at fjerne begrænsninger på deres mandatperiode, i håb om at deres autoritet og legitimitet ikke bliver anfægtet.
Blandt historiske personer der har benyttet en lignende strategi kan nævnes Julius Cæsar og Napoleon Bonaparte
Oversigt En præsident på livstid kan betragtes som en de facto autokrat.
Mange ledere, der udråbte sig selv til præsident på livstid, formåede i praksis ikke at sidde på posten hele livet. De fleste blev afsat før deres død, og andre opnåede en livstidspræsidentpost ved at blive myrdet, mens de sad i embedet. Nogle lykkedes dog med at regere frem til deres naturlige død, herunder José Gaspar Rodríguez de Francia fra Paraguay, Alexandre Pétion og François Duvalier fra Haiti, Rafael Carrera fra Guatemala, Josip Broz Tito fra Jugoslavien samt Saparmurat Niyazov fra Turkmenistan. Andre gjorde mislykkede forsøg på at få sig selv udnævnt til præsident på livstid, såsom Mobutu Sese Seko fra Zaire i 1972.Crawford Young og Thomas Turner, The Rise and Decline of the Zairian State, s. 211
Nogle længe siddende autokratiske præsidenter bliver fejlagtigt beskrevet som præsidenter på livstid. De fik aldrig officielt tildelt livstidsmandater og stillede faktisk regelmæssigt op til genvalg. I de fleste tilfælde var der dog tale om skuevalg, som sikrede deres genvalg.
Se også Autokratisering Diktator Tyranni
Referencer
Kategori:Regenters titler