Arvefæste er et særegent fæsteforhold, der adskiller sig fra det almindelige fæste, livsfæstet, ved, at mens ved dette brugsforholdet kun er stiftet for fæsterens og enkes livstid, overføres ved arvefæste fæsteretten fra fæsteren til hans arvinger eller visse af disse i en bestemt i arvefæstebrevet fastsat eller ved fæsterens arvedispositioner inden for fæstebrevets ramme angiven følgeorden. Fæstegårdens ejer genvinder da normalt først sin fulde ejendomsret over fæstestedet, når ingen af fæsterens til at overtage fæstet berettigede arvinger længere findes. For arvefæste var i almindeligvis de samme bestemmelser, som var gældende ved livsfæste blevet anvendt.
Hyppigst var der imidlertid med arvefæste forbundet særlig ret for fæsteren til at sælge og pantsætte fæstegården. Forholdet er da væsensforskelligt fra det rene arvefæste, idet fæsteren da i virkeligheden kan disponere som ejer, om end hans ejendomsret er underkastet visse særlige indskrænkninger og byrder, der navnlig ytrer sig i pligt til at svare en årlig afgift til den tidligere ejer (jorddrotten, herligheds- eller afgiftsejeren) samt i almindelighed en kendelse (rekognition) ved ejerskifte.
Arveskifte anses at være bedre end almindeligt fæste, fordi arvefæsteren (eller snarere dennes arvinger) nyder fordelene af det arbejde, som denne har gjort for at forbedre driften af sin ejendom.
Arvefæste blev i Danmark indført omkring midten af 1700-tallet og varede til 1919, da det endeligt blev afviklet. Arvefæste kom derved til at optræde som overgangsform mellem fæste og selveje. På Bornholm blev arveskifte indført allerede i 1744.Skrubbeltrang (1978), s. 215
Vilkår Arvefæstekontrakter var standardiserede i deres udformning. Et eksempel på en kontrakt kunne se således ud:
"Over-Præsident, Borgemestere og Raad udi den Kongelige Residents-Stad Kjøbenhavn, Gjøre vitterligt: at da Hans Kongelige Majestæt ved allernaadigst Rescript af 25de Marts 1768 har bevilget og tilladt, at vi paa Stadens og egne Vegne, som Besiddere af Roskilde Ladegaard, Bidstrup Gaard kaldet, hvorover Magistraten ene havere Directionen, for os, vore Efterkommere og Besiddere af bemeldte Gaard og Gods maae udstæde og meddele Godsets Bønder saadanne Arvefæstebreve, som kunne betrygge dem, og, paa den herefter fastsatte Maade, deres Arvinger og Efterkommere til evig Tid mod al Forandring af Hoveriets Indførsel, eller nogen Slags Betyngsel i andre Maader, videre end hvad udi de saaledes af os udstædende Arvefæstebreve findes indført og fastsat; saa have vi, i Kraft af saadan allernaadigst Tilladelse, herved til N.N. arveligen bortstædt og fæstet N.N. med al dens rette Tilliggende i Mark og Bye, dog at intet nyt Huusmands Huus bygges, enten paa Gade, Grund eller Fortog, uden Herskabets Minde og Resolution om hvad Afgivt og Pligt paa Huset skal hæfte; hvilket Arvefæste fornævnte N.N. meddeles paa følgende Vilkaar: I. Saalænge Gaardens Bygning og Besætning forsvarligen vedligeholdes og dens tilliggende Jorder lige forsvarligen dyrkes og gjødes; ikke til ulempe bruges, borteies eller Gaarden frakommer, være sig Ager, Eng, Skov eller Tørvekjær; saalænge Kongelige, saavel ordinaire som extraordinaire, Contributioner og Paabudde, saaledes som de nu ere fastsatte, eller i Fremtiden maatte vorde befalede, tilligemed den udi 3die og 4de Post bestemte aarlige Afgivt og Indfæstning, paa sine rette Steder og til rette Tider, rigtigen vorde erlagte, samt de udi 5te Post fastsatte øvrige Pligter vedbørligen efterkommes, skal det være ham, hans Arvinger og Efterkommere, Gaardens lovlige Besiddere, tilladt at afstaae og overlade samme til hvilken af deres Børn, og, om de ingen Børn have, til Slægt eller Fremmede, hvem de ville, naar Personen dertil af Herskabet findes duelig og bequem; ligesom og, ved den herefter fastsatte Indfæstnings Erlæggelse, den nye Fæster, uden Betaling, meddeles et nyt og med dette ligelydende Arvefæstebrev, uden Forandring. II. Skal de være bemeldte N.N. og efterkommende lovlige Arvefæstere tilladt, dog efter foregaaende Overlæg med Herskabet og sammes Samtykke, at dele denne Gaards Hartkorn imellem sig og een af sine Børn, eller imellem tvende af sine Børn eller Arvinger, da ved saadan Forandring, nye Arvefæstebreve paa enhvers Hartkorn, ligelydende med dette, bør og skulle meddeles, og derudi Afgivten og Indfæstningen, i Forhold til enhvers Hartkorn, regleres og fastsættes. III. Af denne Gaard svares til Jordebogs-Kassen aarligen N.N., hvoraf Kornvarerne ydes udi Kjøbenhavn in natura; dog skal det staae Arvefæsteren frit for, saavidt Rug og Byg angaaer, at betale samme efter næste sættende Capitels-Taxt, naar han tilkjendegiver saadant for Godsets Forvalter og i det seneste inden September Maaneds Udgang erklærer, at ville betale samme med penge, som meldt, efter Capitels-Taxten. Smaaredselen yder han i Kjøbenhavn, eller, efter Herskabets foregaaende Tilladelse, betaler penge derfor efter nærmere Bestemmelse. IV. Erlægges udi Indfæstning, hvergang gaarden til nogen ny Beboer afstaaes eller overlades, en saadan Summa, som da bestemmes, men dog ei nogensinde maae eller skal overstige 10 Rbd. S. V. pr. Tønde Hartkorn. Indfæstningen er for denne Gang betalt med N.N. Rbd. Mk. Sk. S. V. V. Paaligge Arvefæstebonden, nuværende og efterkommende, alle de Pligter, som Bønder i Almindelighed enten ere eller herefter maatte vorde paalagte, saasom: Veiene at vedligeholde, Konge- og Kirke-Reiser at forrette, med videre; saa skal han og være forbunden, i paakommende ulykkelige Tilfælde af Ildsvaade paa Godset, at bidrage og komme til Hjelp, lige og i Forhold med de øvrige Godsets Bønder, til Opbyggelse og Istandsættelse med Kjørsel og Arbeide; ligesaa haver han Dæmninger, Damme og Broer, Godset tilhørende, at vedligeholde, Aaerne at oprense, saaofte fornødent gjøres, samt af alt andet sin Deel, lige med de øvrige Godsets Bønder, med Kjørsel og Arbeide at forrette; endeligen forretter han og sin Andeel af de fornødne Reiser med Herskabet, naar Samme enten foretager den aarlige Udviisning i Skovene eller i andre Tilfælde maae reise til Godsets Fornødenhed, hvorimod han, efter Herskabets Forgodtbefindende, aarligen af Godsets Skove nyder en forholdsmæssig Udviisning lige med andre Godsets Beboere, saavidt det kan skee uden Skovenes Skade. VI. Videre end foreskrevet staaer, maae hverken under Navn af Hoverie, eller i andre Maader, under hvad Navn nævnes kan, af denne Bondegaards nuværende eller efterkommende Arvefæstere og Besiddere fordres eller kræves; men han og de, saalænge de dette Arvefæstebrev paa deres Side ubrødeligen efterleve, i alt ansees, som de virkeligen eiede denne Gaard, Herskabet den vedbørlige Lydighed, samt alt hvad til Herligheden henhører, i alle Maader forbeholden. Dets til Bekræftelse under vore Hænder og Stadens Segl."Hage, s. 14-17
Arvefæstekontrakten gav således arvefæsteren visse rettigheder, der blev anset som fordele: Han kunne uhindret disponere over ejendommen og foretage de forandringer, som han måtte mene var til egen fordel.Begtrup, s. 197 Han fik ret til at dele, sælge eller pantsætte gården og dens tilliggender (forudsat at han opretholdt sine forpligtelser). Han kunne selv bestemme hvem, der skulle arve gården, og hvilken modydelse, der skulle betales medarvinger. Han fik rådighed over tilhørende skov, mose, fiskedamme og jagt, medmindre herlighedsejeren havde forbehold sig disse rettigheder. Hans eneste forpligtelse bestod i at betale de skatter og afgifter, som han blev pålagt af staten.Begtrup, s. 198 Ved vurderingen af disse fordele og forpligtelser må huskes, at "Arvefæsternes og Herligheds-Ejerens Rettigheder maae alene bedømmes efter den Kontrakt ved hvilket Arvefæstet er dem overdraget. Nogle Arvefæstere have næsten Selvejeres Rettigheder, andres Rettigheder bestaae blot deri, at de ikke vilkaarligen kan sættes fra Gaardene, og at disse gaae i Arv."Begtrup, s. 200
Når en bonde ville købe sin gård, måtte han eje kapital eller låne pengene. Ved arvefæste opnåede han imidlertid de samme rettigheder som ved selveje, og hans eneste udgift var at betale den årlige rente af den kapital, for hvilken han formelt havde overtaget gården, men som reelt stod uforandret i ejendommen.Begtrup, s. 203
Herlighedsejerens rettigheder bestod i: Han opretholdt retten til de årlige afgifter, undertiden konverteret til kontante beløb. Han modtog en bestemt betaling ved ændringer af ejerskabsforholdet: dødsfald, salg eller lignende. Han kunne opretholdt retten til jagt og andre "herligheder", fx birkeret, sagefald, skifteret og lignendeBegtrup, s. 198-200 (disse rettigheder blev med tiden indskrænkede). Han fik ejendommen tilbage, hvis arvefæsteren ikke opfyldt sine forpligtelser. Godsejeres største ulemper ved ordningen bestod i, at han i praksis overdrog ejendomsret og dispositionsret til arvefæsteren uden at få nogen lempelse i sit eget ansvar for at sikre, at arvefæsteren overholdt sin skatteforpligtigelse. Reelt stod herlighedsejerens penge i ejendommen på ubestemt tid.Begtrup, s. 201 Nok så vigtigt: afgifterne lå fast, så hvis prisen senere steg, var det arvefæsteren og ikke herlighedsejeren, som fik fordelene herved.Begtrup, s. 202 På den anden side var det også alene arvefæsteren, der stod med risikoen for, at konjunkturerne vendte.
Historie Baggrund På Bornholm, hvor gårdene altid havde ligget for sig selv, blev arveskifte indført allerede i 1744 uden, at dette havde nogen direkte sammenhæng med landboreformerne.
Spørgsmålet om arvefæste kom første gang frem i 1760-erne under tidens debat om reformer af landbruget. Godsejerne var oftest imod denne ordning, idet de foretrak, at en gård kunne overgå til en dygtigere og måske mere velstående fæster frem for en fattig og måske mindre egnet søn.Skrubbeltrang (1978), s. 219 En skrev, at "det maatte synes ubilligt, at en dygtig, ædruelig og skikkelig Husmandssøn, der i saa Fald næppe nogentid kunde vente at komme til Gaard, altid skulde staa tilbage for en Gaardmandssøn, hvor udygtig, liderlig og uskikkelig samme endogsaa vare".Skrubbeltrang (1940), s. 109 Kapellanen i Rørby ved Kalundborg argumenterede: "en skikkelig Husmand kan lige saa vel forestaa en Gaard som en ung Karl, og saa meget bedre, da en Husmand har noget at sidde og ligge paa". I praksis var familiefæste, hvor en søn, datter, enke eller anden familie overtog gården, meget udbredt: ifølge en opgørelse for en række godser for perioden 1720-1759 skete familiefæste i lidt under halvdelen af alle tilfælde, lavest på Sjælland med omkring 34%, på Fyn og Lolland-Falster godt 40%, i på nord- og vestjyske godser omkring 46% og på østjyske godser over halvdelen.Skrubbeltrang (1978), s. 223
I 1769, på et tidspunkt da de første arvefæster allerede var gennemført, skrev botanikeren og lægen Georg Christian Oeder, der i 1751 var blevet kaldt til KøbenhavnSkrubbeltrang (1978), s. 325, en "Betænkning over det Spørgsmaal, hvorledes Frihed og Ejendom kunne forskaffes Bondestanden i de Lande, hvor den fattes begge Dele", hvori han gjorde sig til talsmand for en form for arvefæste.Skrubbeltrang (1978), s. 326 Under tidens debat erklærede ejeren af Øllingesøgård på Lolland, som blandt andet skrev: "Andre arvefæster vil ej være bestandige end de, hvor kone efter mand, børn efter forældre have ret til at besidde den afdødes gård", og lignende holdninger blev tilkendegivet af andre godsejere.Skrubbeltrang (1978), s. 322 Egentlig var imidlertid selveje målet, og til fremme heraf gennemførtes Forordningen af 13 maj 1769 om selvejerbønder i Danmark, men længe gik det langsomt med selvejerkøbene. Først med udsigten til fremgang, prisstigninger på jord og regeringens støtte til fremme af selvejerkøb og arvefæste skete der en fremgang henimod århundredeskiftet.Skrubbeltrang (1978), s. 324
Gennemførelse i 1700-tallet thumb|Hirschholm Slot var det første sted, hvor arvefæste blev indført.