thumb Slipknot er et amerikansk heavy og nu-metal-band fra Des Moines, Iowa, som blev dannet i 1995. I dag består gruppen af de ni medlemmer Sid Wilson, Chris Fehn, Jim Root, Craig Jones, Shawn Crahan, Mick Thomson, Corey Taylor, Alessandro Venturella og Jay Weinberg. De 7 førstnævnte har været i bandet siden 1999, men efter Paul Grays og Joey Jordisons død, har de måtte skifte trommeslager og bassist. Hvert medlem bærer deres egen specielle maske.
Slipknot blev dannet i 1995, og gennemgik flere medlemsudskiftninger efter udgivelsen af deres selvpublicerede album Mate.Feed.Kill.Repeat. i 1996. Deres debutalbum Slipknot blev udgivet i 1999, og fulgt op af Iowa i 2001 og Vol. 3: (The Subliminal Verses) i 2004. Den 25. august 2008 kom gruppen tilbage med udgivelsen af det fjerde studiealbum All Hope Is Gone, som endte på første pladsen på Billboard 200-hitlisten. Den 25. august 2014 offentliggjorde bandet at de ville udgive bandets femte studioalbum .5: The Gray Chapter som udkom den 21. oktober 2014. Bandet har udgivet fire dvd'er: Welcome To Our Neighborhood fra februar 2000. Disasterpieces fra november 2002, som fik tildelt firedobbelt platin i USA. Voliminal: Inside the Nine fra februar 2007 og (sic)nesses fra november 2010.
Historie De tidlige år (1995–1998) Tidlige formationer af bandet fandt allerede sted tidligt i 1992, med kernen af de kommende Slipknot-medlemmer: Trommeslager Shawn Crahan, vokalist Anders Colsefni og Paul Gray, der fik hjælp af guitaristerne Donnie Steele og Quan Nong.
I september 1995 blev bandet, The Pale Ones dannet, bestående af Crahan på trommer, Gray som bassist, Colsefini som vokalist og guitarist Steele. Joey Jordison sluttede sig kort tid efter til dem, og overtog rollen som trommeslager, mens Crahan blev percussionist. Gruppen fortsatte med at videreudvikle deres vision om bandet, og valgte derved at søge efter endnu en guitarist, som førte til rekrutteringen af Josh Brainard. Colsefini blev efterfølgende percussionist og vokalist. Deres første liveoptræden under navnet Meld fandt sted den 4. december 1995 i en klub ved navn Crowbar i Des Moines. Noget tid efter foreslog Jordison at omdøbe bandet til "Slipknot," opkaldt efter deres sang, der også senere dukkede op på Mate.Feed.Kill.Repeat.-albummet. Gruppen begyndte også at eksperimentere med deres udseende til optrædener, hvor de bar besynderlig makeup, og senere hen opstod deres anti-udseende koncept, hvor medlemmerne bevægede sig mod tendensen til at optræde med masker.
Da bandet havde tilkommet sig rigeligt materiale, begyndte de at indspille i et lokalt studie ved navn SR Audio, med Sean McMahon. I februar 1996 forlod guitarist Steele gruppen, på grund af sin kristne overbevisning. Selvom de andre medlemmer dog var beredt på at give ham tilladelse til at blive, valgte han alligevel at forlade dem. Hans afløser Craig Jones kom til under miksningen af det nye projekt. Den 4. april havde Slipknot deres første offentlige optræden i Des Moines' reggae klub ved navn the Safari, hvor de kom til at spille mange af deres tidlige shows. Deres anden optræden på the Safari foregik sammen med Stone Sour. Bandet begyndte at indse, at der var brug for forandring og de tilføjede sampler til deres indspilning, hvilket dog ikke så nemt kunne fremføres live. Dette resulterede i, at Jones efterfølgende blev flyttet til samplerne, og Mick Thomson blev rekrutteret som guitarist for at udfylde den tomme plads. Efter problemer med miksningen og masteringen udgav bandet selv deres første album, Mate.Feed.Kill.Repeat. på Halloween den 31. oktober 1996.
Efter produktionen af albummet begyndte Sean McMahon at distribuere det mellem plade- og managementselskaber, hvilket resulterede i, at det opnåede spilletid i den lokale radio, og samtidig fik en plads på Dotfest. Slipknot vendte tilbage til studiet med nyt materiale, der fokuserede mere på vokal-melodi. Det sørgede for, at de rekrutterede Corey Taylor fra Stone Sour som den nye vokalist, og Colsefini blev derved flyttet til bagvokal og percussion. Mens de eksperimenterede med deres nye vokalist, fortsatte bandet med deres shows i Safari club, hvor det hændte under en optræden, til både bandet og fansenes overraskelse, at Colsefini midt på scenen bekendtgjorde, at han ville forlade bandet. Greg Welts, der også gik under tilnavnet "Cuddles," kom til at afløse ham som percussionist. Mod slutningen af 1997 fik medlemmerne hver deres numre, og begyndte at bære uniformkedeldragter på scenen.
Tidligt i 1998 færdiggjorde bandet en anden lille demo, som blandt andet inkluderede sangen "Spit It Out." Slipknot demoen blev sendt til mange forskellige pladeselskaber. Samtidig med den voksende popularitet på internettet, og med hjælp fra deres manager Sophia John, voksede pladeselskabernes interesse, og til sidst blev produceren Ross Robinson kontaktet. Bandet som havde en stor interesse i at få lov, at arbejde sammen med Robinson mødtes med ham, og et samarbejde blev fastslået. Kort tid efter blev Dj'en Sid Wilson indlemmet i bandet, efter at have vist stor interesse for projektet, og samtidig imponeret medlemmerne. Med anskaffelsen af Ross Robinson voksede interessen, og gruppen begyndte at modtage tilbud fra pladeselskaber. Den 6. juli 1998 blev Welts bedt om at forlade bandet, og endte derved med at blive det første (og eneste) medlem, der nogensinde er blevet fyret. Årsagerne bag dette er uklare, og Chris Fehn afløste Welts som percussionist, og den 8. juli skrev Slipknot kontrakt med Roadrunner Records.
Debutalbum og kommerciel succes (1998–2001) Sent i 1998 tog Slipknot i studiet for at indspille deres officielle debutalbum. Tidligt inde i det nye år valgte Brainard at forlade bandet af personlige grunde. Hans afløser blev Jim Root, og denne medlemsopstilling har bandet holdt lige siden. Indspilningerne blev færdiggjort tidligt i 1999, og bandet optrådte på Ozzfesten, som begyndte i marts. Den 29. juni 1999 udgav bandet deres officielle debutalbum Slipknot. Om udgivelsen skrev Rick Anderson fra All Music Guide: "Du troede Limp Bizkit var heavy? De er The Osmonds. Slipknot er noget helt andet."
Slipknot inkluderede variationer af tidligere udgivet sange, deriblandt "(sic)," en nyere version af sangen "Slipknot." Disse versioner var hurtigere end deres tidligere indspilninger, og ændringen blev modtaget godt af fans. Det samme år udgav Slipknot deres første hjemmevideo Welcome to Our Neighborhood, (som senere blev udgivet på en dvd i 2003). Tidligt i 2000 tildeltes Slipknot-albummet platin, hvilket også var den første Roadrunner Records albumudgivelse, der opnåede denne status. I juli 2001 placerede Q-magasinet Slipknot i kategorien "50 Heaviest Albums of All Time" (eng. de 50 heavieste albums til dato).
Iowa og sideprojekter (2001–2003) Bandet havde tilkommet sig en stor fanskare, og forventningerne til deres følgende album var store. De vendte tilbage til studiet tidligt i 2001, for at arbejde på det nye album. Iowa, gruppens andet album med Roadrunner Records, blev udgivet den 28. august 2001. Jason Birchmeier fra All Music Guide udtalte, "dette er virkelig alt man kan ønske sig af et Slipknot album, og endda noget mere," og David Fricke fra Rolling Stone kaldte albummet "den første gode plade af nu-metal æraen." Det blev også en kommerciel succes, og endte som nummer tre på Billboard albumhitliste og som nummer et på den britiske albumhitliste. I midten af 2001 turnerede bandet igen med Ozzfest. Gruppen dukkede også op på en koncertscene i filmen Rollerball fra 2002. Det samme år udtalte BBC, at Slipknot havde stjålet showet, og bevist hvad underholdning var, efter at have optrådt til Reading Festival i England. Det samme år udgav Slipknot deres anden dvd ved navn Disasterpieces.
2002 var også året, hvor medlemmerne virkelig fokuserede på deres projekter udenfor bandet. Vokalist Taylor og guitarist Root vægtede deres gamle band Stone Sour med udgivelsen af deres debutalbum Stone Sour. Trommeslager Jordison havde også sit projekt, hvori han tog rollen som guitarist i Murderdolls. Slipknot planlagde at begynde arbejdet på et tredje album mod slutningen af 2002, men bandet stødte på problemer. På denne tid gik der rygter om, at bandet muligvis var gået i opløsning, og derved også chancerne for et tredje album. I midten af 2003 opstartede Crahan også et nyt sideprojekt ved navn To My Surprise, hvor han arbejdede med producer Rick Rubin.
Vol.3 (The Subliminal Verses) og pausen (2003–2007)
Sent i 2003 begyndte Slipknot at skrive og indspille med produceren Rick Rubin, der tidligere havde arbejdet med artister som Johnny Cash, System of a Down, og Slayer. Roadrunner Records bekendtgjorde også, at de ikke længere ville distribuere Slipknots albums i Skandinavien på grund af finansielle betingelser. Alligevel lykkedes det gruppen, at få en aftale med Nuclear Blast Records tidligt i 2003 om at udsende albummene i Skandinavien. Bandet udgav deres tredje album Vol. 3: (The Subliminal Verses) den 24. maj 2004, som nåede plads nummer 2 på Billboard 200. Johnny Loftus fra Allmusic kaldte pladen "en tilfredsstillende, forsigtigt forarbejdet præsentation af bandets karriere til dato," mens Robert Cherry fra Rolling Stone sagde albummet "eksperimenterede med nye ekstremer, som i Slipknots tilfælde betød melodiklingende og traditionel sangstruktur." Titlen på cd'en betegner dette er deres tredje album da bandmedlemmerne senere nævnte, at de ikke anså Mate. Feed. Kill. Repeat., som et album der reflekterede bandet. I 2004 turnerede bandet med Ozzfest for tredje gang, det samme år optrådte de også første gang til Download Festival, hvor Jordison afløste Metallicas trommeslager Lars Ulrich, efter han var blevet kørt på hospitalet. I 2005 havde Slipknot en liveoptræden uden percussionisten Crahan— som støttede sin kone gennem en sygdom— inklusive deres tilbagevenden til Download Festival.
De udgav deres første koncertalbum 9.0: Live, som inkluderede optagelser fra shows i Phoenix, Las Vegas, Osaka, Singapore og Tokyo. Albummet blev udgivet den 1. november 2005, og nåede plads 17 på Billboard 200. I 2006 vandt bandet deres første og eneste grammy i kategorien Best Metal Performance med sangen "Before I Forget." Senere det år udgav Slipknot deres tredje dvd Voliminal: Inside the Nine.
Flere af bandmedlemmerne samarbejdede med andre artister på Roadrunner United: The All-Star Sessions cd'en, som udkom i oktober 2005. På pladen var Jordison udnævnt som "holdkaptajn." Root, Taylor, og Gray bidrog også til cd'en. I 2006 viste Root og Taylor sig endnu engang gennem Stone Sour ved udgivelsen af deres andet album Come What(ever) May. Jordison overtog rollen som midlertidig trommeslager fra flere bands, inklusive Ministry (2006) og Korn (2007). Han producerede også 3 Inches of Bloods tredje album Fire Up the Blades, som blev udgivet tidligt i 2007. Senere på året afslørede Crahan sit nye sideprojekt, Dirty Little Rabbits.
All Hope is Gone (2008– 2009) thumb|Slipknot til Mayhem Festival 2008.