thumb|Vikingearven gør sig stadig gældende: Typisk dragehovedudsmykning på en færøsk robåd, den traditionsrige "Havnarbáturin" (Tórshavns timands-kaproningsbåd) thumb|Viking i voksmuseet SagaMuseum i VestmannaVikingetiden på Færøerne varede fra Grímur Kambans bosættelse i året 825 og til Tróndur í Gøtu døde i 1035 som øgruppens sidste vikingeoverhoved, hvorefter Leivur Øssursson samme år gennemførte sin magtovertagelse.

Det største historiske brud i dette tidsrum var kristendommens indførelse på Færøerne ved Sigmundur Brestisson fra 999. Den indledte vikingetidens afslutning og var afslutningen på Færøernes tid som fri bosætter-republik.

Til historikernes sorg er mange kilder fra denne tid gået tabt ved ødelæggelse af biblioteker og arkiver. Den vigtigste kilde i dag er Færingesaga, der dog til en vis grad kan underbygges af udsagn i udenlandske kilder og derved tillade datering.

Selvom de årstal og begivenheder, som fremgår af denne artikel, i almindelighed ikke er omstridt på Færøerne og hører til øernes nationalmyter, må de altid betragtes med et vist forbehold, da Færingesaga ikke er en kronik i ordets egentlige forstand, men derimod en historisk roman. Myter, der synes at være helt urealistiske, vil blive betegnet sådan (mest i øvrige artikler om enkeltepisoder i sagaen).

Der er i de sidste årtier foretaget talrige arkæologiske undersøgelser på Færøerne, så vores billede af denne del af historien bliver stadig mere detaljeret. I Færøernes Nationalmuseum findes de fleste arkæologiske fund fra vikingetiden.

Bosættelser

Da vikingerne første gang besøgte Færøerne i 795 , traf de munke fra Irland, som levede som eneboere. Disse munke havde derimod ikke fundet en oprindelig befolkning, som de havde kunnet omvende. Derfor brugte de tiden med får-l og planteavl (bl.a. havre). Det lader os datere deres første ankomst til omkring 625. Se artiklen Irske munke på Færøerne.

Første bosættelsesbølge thumb|Skematisk fremstilling af bosættelsen ved hjælp af et gammelt landkort. Pilen fra Færøerne i retning mod de britiske øer er noget vildledende, da bosættelsen skete i modsat retning. Færingerne var heller ikke et folk, som drog på erobringstogter til andre lande. Færøsk frimærke fra 1982. Det ligger ikke helt klart, om vikingerne, som det ofte hævdes, fordrev de irske munke fra Færøerne i 795, eller om kun en del af munkene drog videre til Island. Dér blev de igen de første bosættere. På dette tidspunkt kan Færøerne have været ubeboede i 30 år, fordi vikingerne ikke slog sig fast ned på øerne. Følger man denne hypotese, som støtter sig på beretningen i bogen Liber de Mensura Orbis Terræ af den irske krønikeskriver Dicuil (825), betrådte Grímur Kamban i 825 et land, hvor der kun fandtes får – efterladt af munkene – og søfugle.

Navnet Kamban tyder på en keltisk oprindelse. Grímur Kamban kan være kommet fra de britiske øer, hvor vikingerne allerede havde herredømme, eller også var han en nordmand, som fik dette tilnavn af irske missionærer. De første mennesker, som bosatte sig på Færøerne, var alle fra vikingernes magtområde mod syd og øst. Selv var de skandinaver, men foruden deres hustruer medbragte de utvivlsomt også keltiske slaver.

Grímurs bosættelse skal have ligget i Funningur på Eysturoy. Udgravninger har påvist yderligere vikingebopladser i nærheden og på de andre øer.

Anden bosættelsesbølge Fra ca. 880 til 900 skete den anden store indvandring til Færøerne. Denne bølge kan præciseres til 885-890. Det var under den norske konge Harald Hårfagers (870-933) regeringstid. Færingesaga beretter, at mange mennesker flygtede fra hans herskesyge, hvormed blandt andet menes hans skatteopkrævninger. Som ved de første bosættelser kom indvandrerne fra Norge og sandsynligvis også fra den norsk-kontrollerede del af de britiske øer.

thumb|left|vikingerne var fremragende søfolk. Deres navigationskunst blev berømmet i 2002 på denne frimærkeblok fra Færøerne. At den overvejende del af disse vikinger kom til Færøerne fra Norge kan fastslås ved hjælp af en lingvistisk særhed (foruden DNA et fællesskab med vestnorske dialekter): På færøsk hedder nordøst landnyrðingur ("nordland"), sydøst landsynningur ("sydland"), nordvest útnyrðingur ("nordud") og sydvest útsynningur ("sønderud"). Kun mennesker, som har levet på vestkysten af et kontinent, som f.eks. i området omkring Bergen, kan være ophavsmænd til en sprogbrug med en sådan forestillingsverden. Fra et færøsk perspektiv gav disse betegnelser ingen mening, for mod nordvest findes jo også land (Island) ligesom Shetlandsøerne ligger mod sydøst. Mod nordøst og sydvest findes kysterne af henholdsvis Spitsbergen og Newfoundland – dengang terra incognita (ukendt land). Rigtigt set fra et lokalt færøsk synspunkt ville enhver kompasretning skulle betegnes ud over havet.

Det siges, at færinger og folk fra Bergen, som taler deres dialekter, uden stort besvær kan forstå hinanden. Forbindelserne mellem Færøerne og denne norske handelsby – og senere hansestad – har i århundreder og til vore dage altid spillet en særlig rolle. Se også: Monopolhandel på Færøerne (i tidsrummet 1529-1856).

Første ting

thumb|left|Tinganes, Færøernes gamle tingsted, er igen landets politiske centrum. Omkring 900 havde færingerne allerede deres ting på den halvø, som er opkaldt efter det: Tinganes. Tórshavn blev allerede på dette tidlige tidspunkt øernes vigtigste havn. Det daværende ting hed (som også samme ting på Island i nutiden) Altinget. Fra omkring 1400 har det haft sit nuværende navn Løgting. Det er et af verdens ældste parlamenter. Udover det centrale ting fandtes lokale tingsteder, várting.

Selv om det ikke står ganske klart, hvordan Færøernes politiske ordning så ud i vikingetiden, er det ikke overdrevet at tale om en republik, for kongen i Norge 500 km væk havde ingen magt på øgruppen, og tinget var en forsamling af frie stormænd, dvs. storbønder. Der fastlagdes og udøvedes retfærdigheden.

Bosættelse og befolkningsudvikling Alle øerne var allerede beboet (med undtagelse af Lítla Dímun). Deri er intet ændret helt frem til vore dage. Befolkningstallet efter anden bosættelsesbølge var måske 3.000. Det forblev næsten stabilt til hen mod slutningen af det 18. århundrede og voksede ikke over 4.000. Større befolkning tillod agerbruget på det meget begrænsede areal ikke.

Efterkommerne fra de to bosættelsesbølger udgjorde faktisk befolkningen i de næste 450 år. Først med den sorte død 1349 og 1350, der medførte tab af en tredjedel af befolkningen, skete der en en så dramatisk ændring, at der blev plads til og behov for nye indvandrere.

Hverdag Næringsliv og erhverv thumb|left|En hest som børnelegetøj. Fundet i Kvívík 1957. Frimærke af Bárður Jákupsson 1989

På Færøerne dyrkedes før i tiden kun byg til eget forbrug. Dyrehold, fiskeri, grinde- og fuglefangst var de fire vigtigste måder at skaffe fødevarer på.

Vikingerne på Færøerne var bønder. De såede byg, som blev malet med kværnsten af skifer, som importeredes fra Norge. Får var det vigtigste husdyr, og den færøske uld var allerede dengang en vigtig eksportvare. Desuden holdtes køer og – i modsætning til i dag – særdeles mange svin. Navnet på øen Svínoy stammer derfra. Som dyrefoder dyrkedes hø. Hestene på Færøerne udvikledes til en selvstændig race af færøske heste, hvoraf der i dag kun findes få eksemplarer.

thumb|En legetøjsbåd, snittet i drivtømmer, fandtes i 1955 ved udgravningerne af Kirkjubøur. Den er 24,7 cm lang og i dag udstillet i Færøernes Nationalmuseum. Frimærke af Bárður Jákupsson 1989 Fiskefangst og grindefangst gav et vigtigt kosttilskud og skete i fjordene. Den nuværende typiske færøbåd fra vore dage udviser træk, der stammer fra dengang. Den bygges i samme stil som en langbåd fra vikingetiden.

Den færøske fugleverden gav derudover anledning til næring i overflod, og jagten på søfugle var her langt vigtigere end i andre lande – og det har været tilfældet helt til vor tid. De første færinger var allerede kræsne: Af dusinvis af arter foretrak de i almindelighed kun at spise tre.

Husgeråd Hjemmelavet keramik fandtes kun i relativt ringe omfang. Det færøske ler har ikke særlig gode egenskaber, og manglen på træer betød, at brændbart materiale var vanskeligt at skaffe. Mest brugt var fade af fedtsten, som sandsynligvis importeredes fra Norge, men fedtsten findes også på Shetlandsøerne, og en del kan være kommet derfra. Af den færøske tuf, som er en forholdsvis blød vulkansk sten, udskar man bl.a. olielamper. Kurve og lignende flettede man af enebærris. Enebær er nu næsten forsvundet fra øerne, hvilket bl.a. også kan tilskrives klimaændringer.

thumb|left|Runestenen i Sandavágur. I baggrunden ses indskriften på stenen fra Kirkjubøur. Frimærke fra 1981.

Værdigenstande Metal måtte importeres. Der forarbejdedes jern og bronze. Sølv tjente som betalingsmiddel, men senere også udenlandske mønter, som det fremgår af et møntfund ved Sandur. Smykker fremstilledes ikke kun af de nævnte metaller, men også af ben, perler og rav. Beklædningen svarede nok til den, der anvendtes i Norge og på de britiske øer.

Husbyggeri thumb|Langhuset fra Kvívík var 21 meter langt og 5,75 meter bredt. Vægtykkelsen var 1,5 meter. Frimærke fra 1982 Man boede i typiske langhuse af sten. De indeholdt kun ét rum med ildsted i midten og bænke langs væggene. Fra 1941 er der mange steder på Færøerne udgravet fundamenter af sådanne huse, først i Kvívík og senere også i Fuglafjørður, Gøta og Sandavágur.

Sprogmindesmærker De første færingers sprog var gammelnordisk, hvoraf det nutidige færøske sprog har udviklet sig. Det blev skrevet med runer. Tre runesten er fundet på Færøerne: I Kirkjubøur, Sandavágur og Fámjin. Den sidste stammer senest fra det 16. århundrede og viser altså anvendelse af runer ved siden af den latinske skrift langt ind i den katolske tid. De færøske Sigurdkvad og andre færøske sange og ballader stammer med stor sandsynlighed fra mundtlige overleveringer fra vikingetiden.

Nordisk religion

Som navnet vikinger antyder, var de tilhængere af den nordiske religion og altså i den kristne sprogbrug hedninger. Den mægtigste Gud var Thor, og efter ham er ikke blot hovedstaden Tórshavn (Tors Havn) opkaldt, men også Hósvík (hós- kommer fra tórs- og -vík betyder bugt). Tilsvarende hedder også torsdag på færøsk hósdagur (eller i dialekten på Suðuroy tórsdagur). Tors symbol er hammeren, og den pryder i dag hovedbyens våben. Som på dansk er onsdag (ónsdagur) opkaldt efter guden Odin (Odinsdag eller Wodanstag for onsdag på gammelt tysk).

Offersteder thumb|Vikinge-kultstedet hof i Hov på Suðuroythumb|De to sten for Havgrímur og Leivur Øssurson i Hov. Havgrímurs sten står oprejst, fordi han faldt i kamp.thumb|Havgrímurs grav i Hov. I forgrunden gravstedet for hans hest. Om der på steder som Tórshavn og Hósvík fandtes offersteder, vides ikke. Færingesaga giver ingen enkeltheder om praksis ved dyrkelsen af den nordiske tro. Fx er det usikkert hvorvidt offerkulten (blót) blev udøvet under åben himmel, eller i særlige bygninger konstrueret til formålet. Der fandtes med udtrykket hof i hvert fald en slags tempel, som det må formodes ud fra bynavnet Hov.

Til guderne ofrede man først og fremmest mad og drikke, sjældnere dyr og mennesker. I årets løb var der tre regelmæssige offertidspunkter: Om foråret, efteråret og ved vintersolhverv. Som på dansk bruger færøsk ordet om jul, der er den gamle nordiske (germanske) fest ved vintersolhverv. På færøsk: Jól.

Gravsteder

De fundne vikingegrave på Færøerne fortjener særlig opmærksomhed ved de slutninger, som kan drages af dem om begravelsesritualer og dermed dødekulten. Vikingerne jordfæstede deres døde "over jorden" og lagde den afdøde i retningen vestsydvest-østnordøst med hovedet i sidstnævnte retning. Megalitherne fra Hov på Suðuroy (se foto til højre) minder om store personligheder. Den, som faldt i kamp, fik åbenbart en oprejst sten, mens den, som fredeligt døde af alterdom (strådøden), måtte nøjes med en liggende.