thumb||Kort over de store floder Tigris og Eufrat. De tidlige jordbrugskulturer fik deres opvækst i randzonerne vest, nord og øst for floderne. Siden trængte jordbruget ned i selve floddalene og gav grundlaget for byer og større civilisationer efter 4.000 f.Kr.
Den frugtbare halvmåne (arabisk: al-hilāl al-chasīb) er et frugtbart område i Mellemøsten nord og øst for den arabiske ørken og Mesopotamien og langs Middelhavet. Ofte regnes Nildalen og dalen mellem Eufrat og Tigris med til området, men i jordbrugshistorisk forstand er bjergegnene rundt om Mesopotamien en naturlig afgrænsning, og det var her, at jordbruget opstod i et økologisk afgrænset miljø.
Området var sikkert mere frugtbart i oldtiden, end det er i dag. Det tidlige jordbrug opstod på de skovklædte bjergskråninger i randzonen af området i de nuværende stater Israel, Libanon, Syrien, Tyrkiet, i det nordlige Irak og det nordvestlige Iran.
Her opstod jordbrug i større stil sandsynligvis som det første sted i verden mellem 9.600 og 8.500 f.Kr. Under den forudgående kuldeperiode, Yngre Dryas, blev der eksperimenteret med dyrkning af rug i landsbyen Abu Hureyra i det nordlige Syrien, mens hvede blev dyrket i den sydøstlige del af Anatolien på den centrale tyrkiske højslette og byg i den sydvestlige del af den frugtbare halvmåne – i Israel og Jeriko på Vestbredden af Jordan. Det faldt sammen med udryddelse af dyrelivet ved jagt. Det kan have fremskyndet intensiveringen af både husdyrhold og jordbrug i området under varmeperioden fra 9.600 f.Kr.Roger Matthews, The Archaeology of Mesopotamien, Routledge, London 2003, s 68–82.
Begrebet Den frugtbare halvmåne (”The Fertile Crescent”) blev skabt af arkæologen James Henry Breasted fra Universitet i Chicago omkring 1900 og senest i 1914.Engelsk Wikipedia opgiver ca. 1900, uden referencer. Begrebet bruges blandt andet i James Henry Breasted (et. al.), Outlines of European History, 1914. Se den digitale version.
Geografi thumb|Kort over Den frugtbare halvmåne i den ældste oldtid, her illustreret gennem udbredelsen af skovdække samt på grundlag af de vigtigste arkæologiske fundsteder, som havde bosættelse før 7.500 f.Kr. Fra omkring 4.000 f.Kr. blev Mesopotamien det vigtigste område for videre civilisationsudvikling.
Området dækker nutidens Israel, Vestbredden og Libanon samt dele af Jordan, Syrien, Irak og det sydøstlige Tyrkiet. Det strækker sig langs østkysten af Middelhavet, nord for den syriske ørken og gennem Mesopotamien til den Persiske Bugt. De store floder Jordan, Tigris og Eufrat har i årtusinder sikret områdets vandforsyning. Det var inden for denne geografiske bue, at menneskene første gang skiftede fra en levevis som jægere og samlere til en ny levevis baseret på produktion af vegetabilsk og animalsk føde, altså jordbrug.
Det tidlige jordbrugsområde kaldes for ”Den frugtbare halvmåne”, og ændringerne begyndte på de højereliggende bjergskråninger i randzonerne vest, nord og øst for lavlandssletterne ved Eufrat og Tigris. Bjergskråningerne havde flere hundrede meters højdeforskel, og de var dækket af ege- og cedertræskove med en større plantevariation end på sletteområder med jævn højde. Det var i disse højlandsområder med både skov og etårige græsarter i yderkanten, at korndyrkning tidligt blev vigtig.
Hvor vigtige floderne end var for den senere fremvækst af civilisation i Den frugtbare halvmåne, så var de alligevel ikke den vigtigste faktor for områdets tidlige udvikling. Floddalene langs Nilen og i Mesopotamien var længe nærmest ubeboelige skov- og sumpområder, plaget af oversvømmelse og sygdomme. Jordbruget opstod langt senere her end i randområderne mod nord.Rondo Cameron, A Concise Economic History of the World, Oxford University press 1989 (1997), side 27.
Økologisk var Den frugtbare halvmåne vigtig som en spredningskorridor mellem Afrika og Eurasien (Europa og Asien). Rollen som korridor tillod Den frugtbare halvmåne at opnå en større andel af biologisk mangfoldighed end både Europa og Nordafrika, hvor de klimatiske ændringer under istiden førte til en gentagen udryddelse af arter, der hvor økosystemerne blev presset ned mod Middelhavet. Koblet sammen med den sahariske pumpeteori, der går ud på, at flora og fauna forlod Afrika for at trænge ind i Mellemøsten og videre til Europa og AsienE.M. van Zinderen Bakker (1962-04-14): «A Late-Glacial and Post-Glacial Climatic Correlation between East Africa and Europe». Nature 194: 201–203. doi:10.1038/194201a0. var denne landbro i Mellemøsten af ekstrem betydning for den moderne spredning af den gamle verdens flora og fauna, og for spredningen af menneskene.
Det faktum, at dette område har båret hovedtyngden af den pladetektoniske spaltning mellem de afrikanske og arabiske plader, og de sammenstødende arabiske og eurasiske plader, har også gjort sit til, at dette område er blevet en meget mangfoldig zone af høje, snedækkede bjerge, frugtbare sedimentationsbassiner og ørkenplateauer, noget som har øget dets biologiske mangfoldighed yderligere og tilladt, at arter, som ikke findes andre steder, er blevet bevaret ind i historisk tid.
Klima thumb|right|float|310px|Tre temperaturkurver, som læses fra højre mod venstre. Den røde fra Grønlandsisen (GRIP) viser tydelig Yngre Dryas som en bølgedal til venstre for midten, med lave temperaturer på den nordlige halvkugle. De to andre kurver er fra Antarktis, og viser mindre udslag på den sydlige halvkugle. Moderne tid med de høje temperaturer ses mod venstre, mens istiden er de to tredjedele af hver kurve mod højre.
Klimaet var som i dag præget af Middelhavets indflydelse: på den ene siden var der tørre, varme somre, og på den anden side milde vintre med nedbør fra vest. I den tidlige natufiske periode frem til 11.000 f.Kr. blev klimaet under Pleistocæn stadig bedre, med varmere og mere nedbørrige årstider, og befolkningen blev større. Den natufiske kultur spredte sig nordover med stadig nye landsbydannelser og stærkt pres på lokale vildtbestande. Så satte en tusind år lang tørkeperiode ind og ødelagde meget af livsgrundlaget.
I den yngre Dryastid (ca. 10.900–9.600 f.Kr.) ændrede klimaet sig i retning af køligere og mere tørre forhold. Samtidig med afsmeltningen af indlandsisen over Nordeuropa skete der en flytning af vestenvindsbæltet mod nord, sådan at Middelhavsområdet og Mellemøsten kom ind i et køligt tørkebælte. Desuden faldt mængden af CO2 i atmosfæren, og dette gik bl.a. ud over fotosyntesen hos de vilde kornarter.Steven Mithen, After the Ice: A Global Human History 20,000-5,000 BC, Phoenix, London 2003, side 53. . Det medførte ændringer i sammensætningen af plantesamfundene, som kan spores i forandringer af de fødeemner som befolkningen på stedet indsamlede.
Omkring 10.900 f.Kr. medførte Yngre Dryas også en kraftig skovdød i store dele af den vestlige randzone, det vil sige steppelandet og højlandet rundt om det bjergparti, som strækker sig langs Middelhavet i dagens Israel, Libanon, Syrien og Tyrkiet. Tidlige jordbrugssteder som Abu Hureyra i den centrale del af det nordlige Syrien blev udsat for skovdød i et overgangslandskab, som både havde skov og vilde forekomster af rug og hvede.Trevor Watkins, From foragers to complex societies in Southwest Asien, i Chris Scarre (red), The Human Past – World Prehistory and the Development of Human Societies, Thames & Hudson 2005, side 203. Sandsynligvis forlod de midlertidigt deres landsby og bosatte sig i Tell Mureybit 50 km væk, dvs. på den anden side af Eufrat.Steven Mithen, After the Ice: A Global Human History 20,000-5,000 BC, Phoenix, London 2003, side 63. .
Klimaændringerne betød, at befolkningen blev presset sammen i de restområder som endnu havde et tilstrækkeligt fødegrundlag. Dette førte samtidig til et større pres på livsgrundlaget og et større behov for at intensivere forsyningen med mad. Sammen med reduktionen af fotosyntese hos de vilde kornarter, er det blandt de faktorer som muligvis fremtvang en øget eksperimenteren med arter, som egnede sig bedst til dyrkning.
Fra 9.600 f.Kr. steg temperaturerne igen dramatisk i og med at cirkulationen i Nordatlanten fandt sin endelige form. Nu satte varmeperioden Holocæn ind med virkning helt op til vore dage. I Mellemøsten blev der mere nedbør, og temperaturen steg med 7 °C på kun hundrede år. Steven Mithen, After the Ice: A Global Human History 20,000-5,000 BC, Phoenix, London 2003, side 54. . Et forøget CO2-indhold i luften gavnede plantevæksten. Større områder med mulighed for dyrkning, øget skov og mere frodige græsningsarealer kunne nu kombineres med bevidst dyrkning af de domesticerede kornarter. Antagelig lagde nyvindingerne under Yngre Dryas grundlaget for en befolkningseksplosion, da klimaet bedrede sig radikalt.
Økologiske udviklingstræk Som resultat af denne række unikke, geografiske faktorer har Den frugtbare halvmåne en imponerende historie med tidlig, menneskelig jordbrugsaktivitet og kultur. Foruden mange arkæologiske fundsteder med rester af skeletter og kulturelle levn både fra førmoderne (Homo neanderthalensis) og tidligt moderne mennesker (Homo Sapiens), eksempelvis Kebarahulen i Israel, med senere jæger- og samlerkulturer i Pleistocæn-tiden og delvis fastboende jægere og samlere i Mesolitikum-tiden (se natufisk kultur), så er området først og fremmest kendt for dets fundsteder, knyttet til jordbrugets oprindelse og udvikling i Neolitikum.
Den vestlige del og områderne rundt om øvre Eufrat dannede baggrund for de første kendte, neolitiske jordbrugssamfund med små, runde huse (ofte betegnet som førkeramisk neolitisk A (engelsk Pre-Pottery Neolithic A, PPNA), som dateres til lige efter 10.000 f.Kr. og omfatter steder som Jeriko. Under den påfølgende PPNB fra 9.000 f.Kr. udvikler disse samfund sig til større landsbyer med dyrkning og husdyrhold som den vigtigste levevej, med tæt bebyggelse i toetagers, rektangulære huse.Steven Mithen, After the Ice: A Global Human History 20,000-5,000 BC. Phoenix, London 2003, side 71. Mennesket indgik nu i symbiose med korn- og husdyrarterne, uden mulighed for at vende tilbage til jæger- og samlersamfundet.Ofer Bar-Yosef og A. Belfer-Cohen, ”The origins of sedentism and farming communities in the Levant”, i Journal of World Prehistory 3, 1989, side 477-498.
Området vest og nord for slettelandet ved Eufrat og Tigris så også fremvæksten af tidlige, komplekse samfund i den langt senere bronzealder (fra ca. 4.000 f.Kr.). I dette nordlige steppeområde er der også tidlige beviser for skriftkultur og tidlige statsdannelser, selv om de skriftlige statsdannelser relativt hurtigt flyttede tyngdepunkt til dalen i Mesopotamien og udviklede sig videre dernede. Tager man Mesopotamien med, har dette område fået betegnelsen civilisationens vugge hos rigtigt mange forfattere.
Siden bronzealderen er områdets naturlige frugtbarhed i høj grad blevet udvidet ved kunstvanding, noget områdets jordbrugsproduktion fortsat er afhængig af. De sidste to årtusinder har set gentagne cyklusser af tilbagegang og genopretning efter at det tidligere arbejde med kunstvandingssystemerne var forfaldet ved overgangen til nye statsdannelser. Et andet problem har været forøgelsen af salt i flodlejerne – den gradvise opkoncentrering af salt og andre mineraler i jordsmonnet, som skyldes lang tids kunstig vanding.
I dagens frugtbare halvmåne har flodvand været en potentiel kilde til konflikt i regionen. Floden Jordan ligger på grænsen mellem Israel, kongedømmet Jordan og de områder, der bliver administreret af Det palæstinensiske selvstyre. Tyrkiet og Syrien kontrollerer hver for sig en fjerdedel af Eufrats længde, og begge floder har deres nedre løb i Irak, som er meget afhængig af dem. Den konfliktfyldte opstemning af disse floder har ført til arkæologiske hasteudgravninger, som har afdækket nogle af de vigtigste fundsteder, blandt andet Abu Hureyra, Tell Mureybit, Jerf el-Ahmar og Hallan Çemi.
Oprindelig flora og fauna