Hokkejnyj Klub Dinamo Moskva, , er en professionel russisk ishockeyklub, der spiller i den Kontinentale Hockey-Liga (KHL). Klubben blev stiftet i 1946 og har hjemmebane i Malaja Sportivnaja Arena Luzjniki i Moskva.
HK Dynamo Moskva er en af de mest succesrige russiske ishockeyklubber. Klubben vandt det første sovjetiske mesterskab i ishockey i 1946-47 og sikrede sig den nationale sovjetiske titel yderligere fire gange, hvilket gjorde holdet til det næstmest vindende i det sovjetiske mesterskab, kun overgået af suveræne CSKA Moskva med 32 titler. Efter sovjettiden fortsatte klubbens succes i de internationale ligaer, som det sovjetiske mesterskab blev erstattet af. I 1992-93 og 1994-95 vandt Dynamo den Internationale Hockey-Liga, og i 1999-2000 og 2004-05 sejrede klubben i Ruslands Superliga.
Siden 2008 har klubben spillet i den Kontinentale Hockey-Liga, hvor holdet hver eneste sæson indtil 2015 har formået at kvalificere sig til slutspillet om Gagarin-pokalen, og to gange er den gået hele vejen og vundet Gagarin-pokalen: i 2012 og 2013.
Derudover har klubben bl.a. også syv gange været i finalen i Mesterholdenes Europa Cup. De seks første finaler blev tabt, men i syvende forsøg lykkede det for Dynamo Moskva at sikre sig titlen i 2005-06.
Mange spillere fra Dynamo Moskva har gennem tiden spillet på Sovjetunionens og/eller Ruslands ishockeylandshold. Indtil 1991 var HK Dynamo underlagt og finansieret af KGB. Den stabilitet medførte, at klubben tidligt kunne uddanne de bedste talenter i dens egen ishockeyskole og senere tilknytte spillerene på lange kontrakter. Mange spillere fra Dynamos ishockeyskole spiller i dag i verdens bedste ligaer, herunder National Hockey League.
Historie
HK Dynamo Moskva blev grundlagt i 1946 som ishockeyafdelingen i Dynamo Moskva Sportsklub, der var en del af sportsorganisationen Dynamo sponsoreret af Sovjetunionens indenrigsministerium og den nationale sikkerhedsstruktur, herunder Komiteen for National Sikkerhed (KGB).
De første år som topklub (1946−1950)
Den 22. december 1946 blev de første kampe i de første sovjetiske ishockeymesterskab spillet. En måned senere, den 26. januar 1947, blev HK Dynamo Moskva den første vinder af mesterskabet, efter at Dynamo både have besejret Spartak Moskva med 6−1 og CDKA Moskva (hærens klub, senere CSKA Moskva) med 2−1 besiegt hatte.Hockey Archives - Championnat d'URSS 1946/47 Alle kampene i finalerunden blev spillet på det lille åbne isareal på Dynamo Stadion i Moskva. På Dynamos hold spillede bl.a. Mikhail Stepanov, Mikhail Utjmylov, Oleg Tolmatjov, Mikhail Jakusjin, Boris Botjarnikov, Vasilij Komarov, Vasilij Trofimov, Nikolaj Postavnin, Sergej Solovjov, Vsevolod Blinkov og Nikolaj MedvedevСезон 1946/1947 , som samtidig deltog i fodbold- og bandymesterskaberne. De efterfølgende tre sæsoner, der alle blev vundet af CDKA, opnåede Dynamo en anden- og to tredjepladser. Vasilij Trofimov blev to gange klubbens topscorer.
1950–1959
thumb|right|200px|Erindringsmønt for Lev Jasjin, holdets målmand i begyndelsen af 1950'erne. I sæsonen 1950-51 sluttede Dynamo Moskva på andenpladsen efter VVS MVO Moskva, og den første udgave af den sovjetiske pokalturnering endte for Dynamos vedkommende med et nederlag på 3-4 til Krylja Sovetov Moskva i semifinalen.Hockey Archives - Championnat d'URSS 1950/51 I en kamp mod ODO Leningrag scorede Aleksandr Uvarov seks mål og satte dermed ny klubrekord. Derudover spillede den kendte fodboldmålmand Lev Jasjin nogle kampe for Dynamos ishockeyhold.
De følgende to sæsoner endte Dynamo på tredjepladsen i mesterskabet, på trods af at angrebsformationen Krylov–Kusin–Uvarov brillierede – især i sæsonen 1952-53. Til gengæld vandt klubben pokalturneringen i 1953, bl.a. på grund af en forstærkning med den kendte fodboldspiller Vsevolod Blinkov, der scorede to mål i finalen, og Lev Jasjin på mål. I 1954, syv år efter den første mesterskabstitel, kunne Dynamo fejre klubbens andet sovjetiske mesterskab, hvor holdet gik igennem sæsonen med kun ét nederlag.Сезон 1953/1954 Det var også i denne sæson, at trænerlegenden Viktor Tikhonov, spillede sine første kampe på højeste niveau.
thumb|200px|Viktor Tikhonov spillede for Dynamo fra 1953 til 1963. Derefter fulgte tre sæsoner, hvor Dynamo Moskva måtte nøjes med bronzemedaljerne i mesterskabet. I 1956 debuterede den senere stjerne Stanislav Petukhov på holdet. I 1958 blev Jurij Krylov kåret som MVP, og derudover begyndte Vitalij Davydov og Vladimir Jursinov deres karrierer i denne sæson. I sæsonen 1958-59 blev det til sølvmedaljer til Dynamo-spillerne, og målmanden Boris Sajtsev, backen Davydov og angriberne Petukhov, Tjistov, Orkhakov og Jursinov blev hædret som sæsonens bedste spillere. Året efter blev der for første gang spillet slutspil om det sovjetiske mesterskab, og Dynamo tabte i finalen til CSKA Moskva i tre kampe. Uvarov stoppede sin karriere som spiller i 1960, og Dynamo-spillerne Tjinov, Davydov, Petukhov og Jursinov blev igen hædret.
1960–1970
Sæsonen 1960-61 blev den hidtil dårligste i Dynamo Moskvas historie. Klubben blev kun nr. 7 i det sovjetiske mesterskab, og i pokalturneringen blev den allerede slået ud i ottendedelsfinalen af Lokomovtiv Moskva. Efter sæsonen stoppede Valentin Kusin sin karriere som ishockeyspiller efter 251 kampe og 152 mål i Dynamo-trøjen.
Den følgende sæson tog klubben revanche og vendte tilbage på medaljeskamlen, da den sikrede sig andenpladsen i ligaen. Derudover blev Vitalij Davydov kåret som ligaens bedste back. De næste sæsoner dominerede CSKA Moskva ligaen suverænt, mens Dynamo Moskva måtte nøjes med anden- og tredjepladser. I 1963 stoppede Viktor Tikhonov sin karriere som ishockeyspiller, og i 1967 blev de senere stjerner på Sovjetunionens landshold, Valerij Vasilijev og Aleksandr Maltsev, optaget på Dynamos hold. To år senere blev tre Dynamo-spillere, Vitalij Davydov, Aleksandr Maltsev og Vladimir Jursinov, samt træneren Arkadij Tjernysjov verdensmestre i ishockey ved VM-turneringen i Stockholm.
1970–1980
thumb|right|200px|Aleksandr Maltsev var aktiv for HK Dynamo Moskva fra 1967 til 1984. Sæsonen 1970-71 begyndte lovende for Dynamo Moskva. Holdet førte længe i kampen om mesterskabet, men alligevel blev holdet til sidst overhalet af CSKA Moskva, som for 16. gang blev sovjetiske mestre. Aleksander Maltsev fik slået sin stjernestatus fast og blev topscorer i ligaen med 57 point (37 mål og 20 assister), og han overgik dermed endda CSKA's superstjerne Valerij Kamenskij. Den næste sæson endte Dynamo igen på andenpladsen i ligaen, men i pokalturneringen sikrede holdet sig titlen for anden gang i klubbens historie (og for første gang siden 1953) ved at besejre Khimik Voskresensk i finalen med 3-0. Vladimir Jursinov stoppede efter sæsonen sin lange karriere – i 15 sæsoner nåede han at spille 490 ligakampe for Dynamo, i hvilke han tilsammen scorede 242 mål.
I sæsonen 1972-73 endte Dynamo på fjerdepladsen i mesterskabet efter CSKA, Spartak og Krylja Sovetov. Valerij Vasiljev og Aleksandr Maltsev deltog på det sovjetiske landshold, der spillede Summit Series 1972 i Canada og Moskva, og som vandt VM i ishockey 1973. Efter sæsonen stoppede backen Vitalij Davydov som spiller efter en lang karriere, hvor han igennem 16 sæsoner hos Dynamo Moskva spillede over 500 ligakampe.
thumb|right|200px|Sinetula Biljaletdinov begyndte sin karriere hos Dynamo i 1973 og forblev tro mod klubben indtil 1988. I sæsonen 1973-74 begyndte Sinetula Biljaletdinov sin karriere som spiller hos Dynamo, og det skulle vise sig at blive et stor karriere, hvor han senere også blev træner for klubben. I den efterfølgende sæson skiftede klubben træner for første gang i dens historie. Arkadij Tjernysjov blev efter 28 år på posten afløst af Vladimir Jursinov, der i sæsonen 1975-76 førte holdet til tredjepladsen i ligaen og en sejr på 3-2 i pokalfinalen mod CSKA Moskva. Derudover vandt klubben også Ahearne Cup, hvor den i finalen besejrede Sparta Prag med 8-2. Inden sæsonen 1976-77 blev der optaget fire nye spillere i truppen, som senere skulle vise sig at opnå masser af succes. Pjotr Prirodin, Aleksandr Golikov, Vladimir Semjonov og Vasilij Pervukhin havde en afgørende indflydelse på, at holdet endte på andenpladsen i mesterskabet, og angrebsformationen Prirodin-Maltsev-Golikov endte som den bedste angrebskæde i ligaen med 77 scorede mål. Ved VM i 1977 i Østrig blev Dynamo-spilleren Valerij Vasiljev udpeget som bedste back.
De følgende to år gentog klubben bedriften og endte på andenpladsen i ligaen efter CSKA Moskva. Aleksandr Golikovs lillebror, Vladimir Golikov, debuterede i sæsonen 1977-78, og et år senere blev truppen udvidet med Sergej Svetlov. I 1979 blev Prirodin og brødrene Golikov hædret som bedste angrebskæde i ligaen, og Prirodin blev også bedste målscorer med 32 mål. Inden sæsonen 1979-80 blev Vitalij Davydov præsenteret som ny træner, og samme sæson debuterede Anatolij Semjonov og Sergej Jasjin i den bedste række. Ved de olympiske vinterlege i Lake Placid i 1980 blev Dynamo repræsenteret af flere spillere, bl.a. Maltsev, Vasiljev og Golikov-brødrene, som i det såkaldte "Miracle on Ice" måtte nøjes med sølvmedaljerne. De første styrkeprøver mod hold fra National Hockey League førte holdet til Vancouver, Edmonton, Winnipeg og Washington D.C., hvor det tabte med 2−6 til Vancouver Canucks, vandt over Winnipeg Jets og Edmonton Oilers med 7−0 og 4−1, og spillede uafgjort 5−5 med Washington Capitals.
1980–1989
Inden sæsonen 1980-81 skiftede målmanden Vladimir Mysjkin fra Krylja Sovetov til Dynamo. Klubben endte på tredjepladsen i mesterskabet efter CSKA og Spartak, men vandt fair play-trofæet som klubben med færrest udvisningsminutter i ligaen. Til den næste sæson blev Vladimir Kiseljov hyret ind som træner, og Anatolij Antipov og Jurij Vosjakov fik deres debut i Dynamo-trøjen. Holdet endte igen på tredjepladsen, og Pjotr Prirodin stoppede sin karriere. Et år senere trak Aleksandr Golikov sig også tilbage som spiller.
Til sæsonen 1983-84 blev Vladimir Tusik ansat som ny træner, og Jurij Lejonov, Aleh Mikultjyk og Nikolaj Borsjtjevskij blev præsenteret som nye spillere. I december 1983 vandt Dynamo Spengler Cup i Davos. Dynamo sluttede sæsonen på fjerdepladsen i ligaen, og både Aleksandr Maltsev og Valerij Vasiljev stoppede deres aktive karriere efter sæsonafslutningen. Efter blot et år på posten som træner blev Tusik udskiftet med Jurij Moisejev, og Jevgenij Popikin, Vladimir Subriltjev og målmand Mikhail Sjtalenkov debuterede for Dynamo i den bedste sovjetiske række. I den indledende runde lykkedes det for Dynamo at besejre CSKA Moskva to gange, med 7−4 og 5−4, og sluttede runden på førstepladsen i tabellen. I finalerunden tabte holdet imidlertid med 11−1 til CSKA, så det til sidst måtte nøjes med sølvmedaljerne. Efter finalen offentliggjorde Vladimir Golikov og Vladimir Semjonov, at de lagde skøjterne på hylden.
I sæsonerne 1985-86 og 1986-87 sluttede Dynamo igen på andenpladsen. Nye på holdet var bl.a. Andrej Lomakin, Aljaksandr Haltjenjuk, Igor Dorofejev, Aleksandr Semak, Mikhail Tatarinov og Vitalij Karamnov. I vinteren 1986 afviklede holdet på ny nogle kampe mod NHL-hold, f.eks. Calgary Flames (3−4), en uafgjort mod Pittsburgh Penguins, samt to sejre på 6−4 mod Boston Bruins og 7−4 mod Buffalo Sabres.
Der blev for første gang indført slutspil i det sovjetiske mesterskab i sæsonen 1987-88. I grundspillet endte Dynamo-holdet på andenpladsen, bl.a. med hjælp fra de nye spillere Sergej Petrenko og Aleksandr Karpovtsev. I playoff tabte mandskabet imidlertid i semifinalen til Dinamo Riga, men besejrede derefter Krylja Sovetov i kampen om tredjepladsen. Et år senere blev holdet forstærket med Ravil Khaidarov, Aleksej Sjamnov, Igor Koroljov, Darius Kasparaitis og Aljaksandr Judsin, mens Vasilij Pervukhin stoppede karrieren efter sæsonen, der bød på en skuffende fjerdeplads i mesterskabet.
1989−1992: Tre mesterskaber