Johannes Japetus Smith Steenstrup (født 8. marts 1813 i Vang i Thy, død 20. juni 1897 i København) var en dansk naturforsker, særlig zoolog. Han var bror til forfatteren Mathias Steenstrup og far til historikeren Johannes Steenstrup.
Steenstrup levede i en tid, da forskningen var inde i en rivende udvikling, og han bidrog mangfoldigt til denne udvikling, ikke blot indenfor zoologien, men også indenfor geologien og arkæologien, hvor hans bidrag medvirkede til en bedre forståelse af udviklingsforløbet. Forskningen skulle vise, at ikke alle hans bidrag og udspil var korrekte, men de virkede gunstigt for forskningen derved, at de satte spørgsmål på den videnskabelige dagsorden, som forskningen måtte nå til entydig klarhed om for at få afgjort videnskabelige uenigheder.
Liv og gerning Japetus Steenstrup blev født i Vang i Thy, hvor faren, Johannes Vogelius Steenstrup (1777 – 1840), dengang var præst. Moderen var Anna Cathrine f. Carstensen (f. 1784 d. 1868).Jungersen, s. 326 Japetus var fætter til Laura Holst og gennem hende del af den Holst-Jacobsenske familiekreds som samles i Brolæggerstræde hjemmetPossing, Birgitte m. fl. (2022) Vilje, viden og værdier, Strandberg Publishing, .
I 1832 dimitteredes Japetus Steenstrup fra Aalborg Katedralskole, men efter at have taget Anden Eksamen (filosofikum) ved Københavns Universitet vendte han af økonomiske grunde tilbage til sit hjem og blev der i to år som lærer for sine yngre brødre. Disse år benyttede han til ved eget studium at vinde en fortrolighed med sin hjemstavns naturforhold, dens planter, dyr og forsteninger, som blev af stor betydning for hans senere forskning. For bestandig bar denne forskning præg af hans første ungdoms mangesidige beskæftigelse med naturen. Han blev naturforsker i videre forstand end nogen iblandt hans samtidige i Danmark.
I 1835 kom han atter til Københavns Universitet, af hvis lærere især Joachim Frederik Schouw, Johannes Christopher Hagemann Reinhardt og Georg Forchhammer påvirkede ham. Til de to sidstnævnte knyttedes han snart nærmere ved personligt venskab. I begyndelsen studerede han medicin, men naturhistoriske studier og selvstændige undersøgelser optog ham så meget, at medicinen helt blev opgivet. I Københavns omegn fortsatte han tidligere begyndte studier over tørvemosernes opbygning og dannelsesmåde, og da Videnskabernes Selskab i 1836 havde udsat en prisopgave om de forhold, hvorunder nåletræstammer forekommer i danske tørvemoser, indsendte han 1837 en afhandling, som vandt prisen og blev fundet værdig til optagelse i selskabets skrifter. Året efter fik han universitetets guldmedalje for besvarelsen af en opgave om Forskjellen paa Fuglenes Træk og Fiskenes Vandringer. Hans afhandling om moserne udkom først 1841, da han nemlig efter Rentekammerets foranstaltning kom til at foretage yderligere moseundersøgelser i det nordlige Jylland og fik derefter i foråret 1839 overdraget det hverv at deltage i en geognostisk-økonomisk undersøgelsesrejse til Island sammen med Jørgen Christian Schiødte og Jónas Hallgrímsson. Rejsen gik over Norge, og i efteråret 1840 vendte Steenstrup tilbage med betydelige samlinger og en rig høst af iagttagelser. En enkelt af disse, om forvandlingen hos højere krebsdyr, meddeltes i et rejsebrev til Reinhardt og offentliggjordes af ham, men mange af Steenstrups andre iagttagelser på Island så desværre ikke lyset.Jungersen, s. 327 thumb|right|Japetus Steenstrup 1871
Den 24. august 1841 konstitueredes Steenstrup som lektor i mineralogi og botanik ved Sorø Akademi og Skole. Kort efter ægtede han 19. oktober 1841 Ida Margrethe Kaarsberg (6. juni 1811 – 23. december 1882), datter af købmand Hans Kaarsberg i Ålborg (1757 – 1826). Skønt zoologien ikke hørte til de fag, som han docerede for akademiets studenter – kun skoleklasserne underviste han deri – blev det fra nu af denne videnskab, som han særlig viede sit arbejde. Som akademiets eksamensprogram for 1842 udkom hans skrift Om Forplantning og Udvikling gjennem vexlende Generationsrækker, en særegen Form for Opfostringen i de lavere Dyrklasser, et skrift, som ikke blot i Danmark vakte den største opmærksomhed, men også i udlandet gjorde hans navn kendt i vide kredse. Samme år optoges Steenstrup, endnu kun 29 år gammel, som medlem af Videnskabernes Selskab. Skønt forholdene i Sorø i mange henseender var vanskelige for videnskabelige arbejder, fortsatte han de studier, hvoraf én side havde fundet udtryk i det nævnte skrift, og snart havde han fuldført en ny afhandling: Undersøgelser over Hermafroditismens Tilværelse i Naturen. Den udkom som program 1845, noget forsinket ved, at Steenstrup i sommeren 1844 havde ledsaget kronprins Frederik på en rejse til Skotland, Færøerne og Norge. På dette tidspunkt var imidlertid Reinhardt død, og 28. november 1845 udnævntes Steenstrup til professor i zoologi ved Københavns Universitet og bestyrer af Universitetets zoologiske Museum. Han flyttede da til København og begyndte i april 1846 sin lange og betydningsfulde virksomhed ved universitetet. Der var for en mand med Steenstrups evner og virkelyst fuldt op af arbejde i alle de retninger, som stillingen medførte. Universitetsmuseet var dengang meget ufuldkomment udstyret, i visse retninger endog forsømt. Det lykkedes Steenstrup på forholdsvis kort tid at råde bod herpå. Han forstod at vække universitetsstyrelsens interesse og derved skaffe pengemidler til veje, og tillige besad han en udmærket evne til at vinde lægmænd for sin virksomhed, blandt andet flere skibsførere – navnlig Hygom og Andrea – hvis indsamlinger af oceaniske dyr i årenes løb bragte en rigdom til stede, som på den tid få andre museer kunne opvise. I flere år var han endda væsentlig ene om sin museumsgerning; først fra 1851 fik han en videnskabelig uddannet fast assistent i Christian Frederik Lütken, som fra nu af og igennem hele hans embedstid blev ham en trofast og virksom støtte.
Tidlig fik imidlertid hans museumsvirksomhed et endnu videre omfang. 1. juni 1848 blev han tillige med Forchhammer udnævnt til medlem af direktionen for Det kongelige naturhistoriske Museum, og dermed begyndte årelange forhandlinger og arbejder, hvis mål var sammensmeltningen af hovedstadens naturhistoriske museer og deres henlæggelse under universitetet. Samtidig indtrådte han i en af universitetet nedsat komité til undersøgelse af alle universitetets naturvidenskabelige anstalter og disses forhold til beslægtede samlinger i København. Efter en flerårig standsning af forhandlingerne (1852-1858) gennemførtes de zoologiske samlingers forening ved lov af 29. december 1862, hvormed Zoologisk Museum blev skabt. Ifølge loven skulle den fremtidige styrelse ske ved et museumsråd bestående af tre sideordnede afdelingsstyrere. Dette trådte i virksomhed 1864 med Steenstrup som formand, valgt af konsistorium ved Københavns Universitet. Samtidig begyndte opførelsen af den bygning i Krystalgade, som kom til at huse museet frem til 1967. På den bygnings plan og indretning han fik en væsentlig indflydelse. Det var år fulde af vanskeligheder af forskellig art, med kampe om fordelingen af den styrende magt og med bitre personlige konflikter, der udgik fra Det kongelige naturhistoriske Museum, hvor stemningen fra Jørgen Christian Schiødtes og Henrik Nikolai Krøyers side fra første færd var fjendtlig imod ham. Dertil kom de besværlige forhold, som skabtes af den stærke tilvækst i tilhørernes antal og den indskrænkede plads i den gamle kommunitetsbygning. Først 1870 var indflytningen i den nye bygning tilendebragt og den ombygning i det gamle universitetsmuseum udført, hvorved Steenstrup opnåede plads for en særlig studie- og undervisningssamling. Universitetet var nu i besiddelse af et for sin tid fortræffeligt undervisningsapparat og af et zoologisk museum, der måtte regnes blandt samtidens bedste. Det første var udelukkende Steenstrups værk, og i det sidste havde han sin meget betydelige andel.Jungersen, s. 328
Sin gerning som universitetslærer omfattede Steenstrup med stor interesse og ofrede den megen tid og meget arbejde. De forelæsninger, som han holdt for sin store tilhørerkreds af unge medicinstuderende, til 1856 også polyteknikere, var i høj grad prægede af eget syn og selvstændig opfattelse. Han var ganske vist ikke egentlig veltalende, for så vidt som han ikke let eller hurtig fandt ord for sin tanke, men der var over hans foredrag en egen personlig farve, en optagethed af emnet og et liv over fremstillingen, som absolut måtte fængsle tilhørerne. Ikke mindre vækkende var de øvelser, hvor han i samtale med den enkelte studerende eller for en mindre kreds – på museet eller senere i studiesamlingen – gennemgik dyreformer og præparater og søgte at åbne sine elevers øjne og forståelse. Det var denne form, han oftest gav sin vejledning af de videregående naturhistoriske studerende, i den første tid til tider også på ekskursioner til moser og lignende. Sjældnere holdt han for disse studerende egentlige forelæsninger over specielle emner, og da helst over sådanne, hvor han ved egne studier havde fremmet forskningen. At hans talrige elever påskønnede hans sjældne lærerdygtighed og mindedes hans undervisning med tak fik udtryk ved forskellige lejligheder, blandt andet ved den adresse fra danske læger, som overraktes ham på hans 80 års fødselsdag, og ikke mindst ved stiftelsen af Japetus Steenstrups Legat (1870) til fremme af videnskabelige studier i de retninger, som han med forkærlighed havde dyrket.Jungersen, s. 329
Universitetet – hvor han 1862 valgtes til medlem af konsistorium – var imidlertid ikke ene om at lægge beslag på hans tid og kræfter. I Videnskabernes Selskab var han et overmåde virksomt medlem, benyttet i talrige komiteer og udvalg. 1866 blev han efter Forchhammers død sekretær, men nedlagde denne post 1878. Senere, ved Madvigs død, valgtes han til præsident, men modtog ikke valget. I 1876 indtrådte han i bestyrelsen af det nyoprettede Carlsbergfondet, med hvis stifter, brygger J. C. Jacobsen, han stod i nær forbindelse gennem sin kusine Laura Holst, og indtil sin død bevarede han sit sæde og sin indflydelse i denne bestyrelse. I Dansk Naturhistorisk Forening var han ikke blot formand 1849-1885, men var i denne lange årrække sjælen i foreningens videnskabelige liv. Han deltog i de Skandinaviske Naturforskermøder 1842-1873, undertiden som medlem af bestyrelsen, altid som fremtrædende bidragyder ved forhandlingerne. Desuden deltog han i flere af udlandets forsamlinger af naturforskere og arkæologer, ligesom han jævnlig foretog rejser i udlandet, blandt andet 1859, da han i længere tid opholdt sig i Sydfrankrig, ved Nice og Adriaterhavet for at studere hule- og breccierdannelser.
Island, for hvis natur og folk han fra sin ungdom bevarede en levende interesse, besøgte han for anden gang 1874, da han efter indbydelse af kongen deltog i tusindårsfesten og som Københavns Universitets repræsentant overbragte en adresse til det islandske folk. For sine undersøgelser færdedes han jævnlig i hjemlandets forskellige egne: ved tørvemoser, lergrave og teglværker, køkkenmøddinger og så videre, og han vedblev dermed selv i sin høje alderdom, til trods for at han ved et fald i vinteren 1878 var blevet halt, så han måtte gå med to stokke.Jungersen, s. 330
På videnskabelig anerkendelse modtog han i tidens løb mange beviser. Han optoges som medlem af mangfoldige lærde selskaber og akademier, og ved Lunds Universitets jubelfest 1868 blev han æresdoktor i filosofi og medicin. Også andre udmærkelser blev ham til del. 1867 blev han etatsråd (en titel, som han dog nødig hørte de studerende anvende), 1871 Kommandør og 1884 Storkors af Dannebrog, af udenlandske ordener modtog han blandt andet l'Ordre pour le Mérite for videnskabelig fortjeneste. 1868 valgtes han til universitetets rektor, men modtog ikke valget.