thumb|300px|Luftfoto af den vestlige del af Fejø med Vesterby, 2022.
Fejø er en dansk ø i Smålandsfarvandet nord for Lolland, der administrativt hører til Lolland Kommune i Region Sjælland. Øen er omkring 16 km² stor og havde 428 indbyggere i 2026. De største bebyggelser er Vesterby og Østerby. Fejø er siden 1869 via en vejdæmning forbundet med den mindre naboø Skalø og har færgeforbindelse til Kragenæs på Lolland.Danmarks Statistik, Statistikbanken: BEF4 – Folketal pr. 1. januar fordelt på øer, opgørelse af indbyggertal på danske øer pr. 1. januar 2026, besøgt 13. oktober 2026.
Øens navn kendes fra Kong Valdemars Jordebog i 1231 som Fæø, der fortolkes som »øen med fæ (kvæg)«. En indbygger betegnes som fejbatting eller fejøbo. Fejø har en lang historie som landbrugs-, handels- og søfartssamfund. Blandt de betydeligste arkæologiske fund er Fejøbægeret, et udsmykket sølvbæger fra vikingetiden, som blev fundet i 1872; i 2015 kom yderligere genstande fra samme sølvskat frem.
Fejø er kendt for dyrkning af æbler, pærer og blommer og omtales ofte som Frugtøen. Frugtavlen, søfartshistorien og øens levende forenings- og kulturliv er væsentlige dele af dens identitet. I 2018 blev Fejø kåret som Årets Landsby.Fejø er Årets Landsby 2018, Landdistrikternes Fællesråd via Ritzau, 2018, besøgt 13. oktober 2026.
Geografi, geologi og natur Fejø ligger mellem Lolland og øerne Femø og Askø i Smålandsfarvandet. Landskabet er svagt kuperet med Store Højbjerg som øens højeste punkt, omkring 18 meter over havet. Øen består blandt andet af nedbrudte moræneformationer, som siden istiderne er blevet omformet af is og hav. Landskabet er dækket af næringsrige, kalkholdige aflejringer af ler og silt, som har skabt gunstige betingelser for landbrug og frugtavl.
Langs kysten forekommer strandenge, marint forland og stedvis lave klinter. Fra Fejøs nordvestlige del fører dæmningen, der blev anlagt i 1869, til Skalø. Mellem de to øer ligger det lavvandede Noret med holme, sten og fugleliv. På Fejø findes også mose- og engområder, mens det dyrkede landskab præges af marker, frugtplantager, levende hegn og diger.Fejø sogn (Fuglse Herred), J.P. Trap: Danmark, 5. udgave, digitaliseret hos Lex, besøgt 13. oktober 2026.
Bebyggelsen er især samlet langs forbindelsesvejen mellem Vesterby og Østerby. De to landsbyer, der tidligere var adskilt af engdrag og et vandløb, er med tiden vokset tættere sammen. Øens havne har haft forskellige funktioner: Vesterby som færgeforbindelse og Dybvig som tidligere handels- og fragthavn og senere lystbådehavn.Dybvig Havn, Historisk Atlas, besøgt 13. oktober 2026.
Historie
Oldtid Ifølge Trap Danmark, 5. udgave, er der flere steder på lavt vand langs Fejøs og Skaløs kyster fundet bopladser fra ertebøllekulturen.
Vikingetiden og Fejøbægeret Fejøs bedst kendte oldtidsfund er Fejøbægeret, som i 1872 blev fundet under pløjning på øen. Det største bæger er fremstillet af sølv med forgyldte og niellerede ornamenter og har udsmykning med dyremotiver og kristen symbolik. Det er sandsynligvis udført omkring år 750 i et klosterværksted i det frankiske område i Sydtyskland og har muligvis oprindelig fungeret som beholder til nadverbrød.
Ved fundet i 1872 lå der fem mindre, afrundede sølvbægre i det store bæger. Ved en eftersøgning af det gamle fundsted i 2015 fandtes yderligere seks mindre bægre og to fragmenter. De mindre bægre er knyttet til 900-tallet. Det store bæger er fremstillet i et kristent miljø på det europæiske kontinent, men det vides ikke, hvordan det kom til Fejø.Sølvbæger – Vikingernes rov i kirkerne, Nationalmuseet, besøgt 14. oktober 2026.
Bægrene blev tidligere især fortolket som et kostbart drikkesæt, der kunne have tilhørt en stormand. De senere fund har imidlertid ført til en anden mulig fortolkning, hvor sættet kan have været anvendt som kristent nadverservice og nedlagt i slutningen af 900-tallet. Dette er en forskningsmæssig hypotese, ikke et sikkert bevis for kristen gudstjeneste på Fejø på dette tidspunkt. Originalerne findes på Nationalmuseet, mens Fejø Lokalhistoriske Arkiv og Museum har en kopi af det store bæger.
Trap Danmark omtaler desuden en anden sølvskat fra vikingetiden på Fejø, som skal have bestået af omkring 700–800 mønter, men som er gået tabt.
Middelalder og kirke Den ældste kendte skriftlige navneform er Fæø, registreret i Kong Valdemars Jordebog fra 1231. Navnet sættes i forbindelse med kvæghold.
thumb|260px|Fejø Kirke ligger ved øens sydlige kyst. Foto fra 2011.
Fejø Kirke er en middelalderlig kirke, viet til søfarernes helgen Sankt Nikolaus. Bygningen ligger tæt ved kysten og har senromansk kor og skib i tegl samt senere gotiske bygningsdele, herunder tårn og våbenhus. Kirken har gennem århundreder været et centralt bygningsværk i øsamfundet.
Blandt kirkens historiske inventar er en prædikestol og altertavle fra begyndelsen af 1600-tallet, en gotlandsk døbefont og kirkeskibe. Et epitafium fra 1613 mindes sognepræsten Jens Christophersøn Brun og hans familie. Kirken og dens inventar er beskrevet i Trap Danmark og i Danmarks Kirker.
På Fejø har der også været to befæstede anlæg eller voldsteder, Barfred øst for Dybvig Havn og Dragsbjerg ved Kagevig. Deres jordværker var allerede stærkt udviskede, da de blev beskrevet i Trap Danmarks femte udgave. Trap Danmarks beskrivelse oplyser ikke en nærmere datering af anlæggene.
Landbosamfund og udskiftning I århundreder var landbruget grundlaget for Fejøs økonomi. De store landboreformer i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet ændrede jordens inddeling og driftsmåder. Både stjerne- og blokudskiftningens mønstre kan stadig aflæses i øens landskab gennem hegn, diger, markskel og rækker af stynede træer.
thumb|350px|Kort over Fejø fra 1839–1864, baseret på opmåling fra Generalkvartermesterstaben. Kortet viser blandt andet øens vej- og bebyggelsesstruktur i 1800-tallet.
Foruden landbrugsjorden var de små havne og landingssteder afgørende for afsætningen af varer og forbindelserne til det øvrige Danmark. Handel og transport var således tæt forbundet med landbrugets udvikling.
Søfart og Dybvig Havn Den beskyttede bugt Dybvig på øens sydkyst fungerede længe som naturhavn, hvor gods og passagerer kunne overføres mellem større fartøjer og mindre både. Brødrene Knud, Lars og Peder Nielsen fik i 1814 tilladelse til at opkræve havneafgift og anlagde i de følgende år en bro med fortøjningspæle. Afgiftsordningen mødte modstand blandt lokale skippere, og i 1823 overgik havnen til en lokal havnekommission. Havnen blev udbygget i slutningen af 1800-tallet med bistand fra Knuthenborg, og i 1882 vedtog sognerådet et havnereglement.Dybvig havns historie, Fejø Lokalhistoriske Arkiv og Museum, besøgt 13. oktober 2026.
I 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var Dybvig et lokalt centrum for transport, handel og håndværk. Landbrugsvarer blev udskibet herfra, og området rummede blandt andet købmandshandel, posthus, maskinfabrik og to træskibsværfter. Dybvig havde regelmæssige skibsforbindelser, herunder til Bandholm. Ved Sletteren øst for Dybvig anløb dampskibe på ruten mellem Kiel og København frem til 1897.
Bådebygger Niels Christian Nielsen etablerede et værft på havnens vestside i 1878 og byggede blandt andet de særlige Fejøkvaser. Vikingeskibsmuseet omtaler hans første åledrivkvase fra 1894.Bådebyggerne på Fejø, Vikingeskibsmuseet, besøgt 14. oktober 2026. Hans søn Carl Nielsen overtog værftet i 1917 og fortsatte frem til 1966. Et andet bådebyggeri blev grundlagt i 1889 af Christian Mortensen og flyttede i 1930 til havnens østside. De to værfter var en del af Dybvigs håndværks- og søfartsmiljø.Fejø Bådeværft, Fejø Lokalhistoriske Arkiv og Museum, besøgt 13. oktober 2026.
Historisk Atlas daterer ophøret af skibsforbindelsen Dybvig–Bandholm til 1960. Oplysningen er også gengivet i et lokalhistorisk materiale indsendt til Folketinget i 2021.Historie fra Dybvig, lokalhistorisk materiale indsendt til Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer, 2021. Vesterby Havn, som blev anlagt i 1920, blev efterhånden udgangspunkt for den vigtigste færgeforbindelse til Kragenæs. Dybvig anvendes nu først og fremmest som lystbådehavn, mens bevarede havnebygninger og traditionelle træskibe minder om erhvervshistorien.Jens Lei Wendel-Hansen og Trap Danmarks redaktion: 1850–1920 i Lolland Kommune, Trap Danmark, besøgt 13. oktober 2026.
Landbrug, sukkerroer og udenlandsk arbejdskraft Ved siden af frugtavlen indgik dyrkning af landbrugsafgrøder, herunder sukkerroer, i Fejøs økonomi. Det øgede behov for arbejdskraft i sukkerroedyrkningen medførte, at sæsonarbejdere fra især Polen kom til Lolland-Falster og de omkringliggende øer. Omkring 1910 gik omkring 20 landmænd i Østerby sammen om at opføre en såkaldt polakkaserne med plads til 20–25 arbejdere. Ifølge lokalhistoriske undersøgelser boede der både kvinder og mænd i bygningen.Jens Lei Wendel-Hansen og Trap Danmarks redaktion: 1850–1920 i Lolland Kommune, Trap Danmark, besøgt 13. oktober 2026.Roepolakkerne på Fejø, Fejø Lokalhistoriske Arkiv og Museum, besøgt 13. oktober 2026.
Et fotografi fra gården Kuldsminde fra 1911 viser et hold østeuropæiske sæsonarbejdere. Lokalhistoriske erindringer og undersøgelser af blandt andet folketællinger og kirkebøger giver yderligere oplysninger om arbejdernes boligforhold. Lokalarkivet har offentliggjort undersøgelser af arbejdernes boligforhold og ophold på øen.
Frugtavl og pæreskuder Fejøs frugtavl bygger på den frugtbare jordbund og det kystprægede klima med forholdsvis milde vintre. Især produktionen af æbler, pærer og blommer har præget øens landbrug, landskab og identitet. Dyrkningen har også medvirket til udviklingen af gårdsalg og videreforarbejdning af frugt.
En særpræget del af frugthandlens historie er pæreskuderne, som især fra mellemkrigsårene fragtede pærer og anden frugt til København, hvor høsten blev solgt fra kajerne ved blandt andet Børskanalen. Købmand Johannes Jørgensen fra Vesterby var blandt pionererne i denne handel. Under den tyske besættelse blev sejladsen indstillet på grund af restriktioner og minefare. Traditionen blev genoptaget i 1992 som et årligt arrangement, hvor frivillige øboere sælger frugt i Nyhavn.Pæreskuden i Nyhavn, Fejøforeningen, opdateret 9. juni 2026, besøgt 13. oktober 2026.Pæreskuderne, Fejø Lokalhistoriske Arkiv og Museum, besøgt 13. oktober 2026.
I nyere tid er dyrkningen blevet suppleret med vinproduktion. En af øens vingårde blev anlagt ved Store Højbjerg i 2009. Frugtavl, vinavl og salg af lokale fødevarer er fortsat en del af erhvervslivet.
Mølleri og håndværk Fejø Mølle i Østerby er en hollandsk vindmølle. Den nuværende mølle blev opført i 1858 ved Briget og flyttet til Herredsvej i Østerby i 1905, hvor den blev genopført med en højere undermølle. Den var i brug i første halvdel af 1900-tallet, men mistede senere sin økonomiske betydning i takt med industrialiseringen af mølleriet.Fejø Mølle, Historisk Atlas, besøgt 13. oktober 2026.Gamle dage, Fejø Møllelaug, besøgt 13. oktober 2026.
Et lokalt møllelaug blev stiftet i 1996 med henblik på at bevare og genoprette møllen. Efter omfattende restaurering fik møllen igen vinger i 2012, og den fremstår som et teknisk kulturhistorisk mindesmærke med formidlings- og foreningsaktiviteter.Gamle møller på Lolland-Falster: Fejø Mølle, møllehistorisk oversigt, besøgt 13. oktober 2026.
Kommunalhistorie og selvstyre Fejø havde tidligere en særlig lokal retskreds, Fejø Birk, som blev ophævet i 1933. Som landkommune havde Fejø eget sogneråd fra kommunalreformen i 1842. Ved kommunalreformen i 1970 blev Fejø Kommune lagt sammen med en række kommuner på Nordlolland i Ravnsborg Kommune. Siden kommunalreformen i 2007 har øen været en del af Lolland Kommune.Tidligere kommuners arkiver, Lolland Stadsarkiv, besøgt 13. oktober 2026.