thumb|"Endurance" for fulde sejl ca. 1915 Endurance-ekspeditionen (officielt Imperial Trans-Antarctic Expedition) 1914–17 var en ekspedition, som blev planlagt og ledet af Ernest Shackleton med det formål at krydse det antarktiske kontinent. Efter Roald Amundsens erobring af Sydpolen i 1911 anså Shackleton krydsningen af kontinentet som den sidste store udfordring i Antarktis. Ekspeditionen mislykkedes i at nå sit mål, men regnes alligevel som en af de største begivenheder i den heroiske tidsalder for antarktisudforskning.
Ekspeditionen var planlagt således, at Shackleton skulle gå i land omkring Vahselbugten og derfra krydse Antarktis mod Rosshavet på den anden side af kontinentet. En anden gruppe, Rosshavsgruppen, skulle rejse til den modsatte side af kontinentet, hvor de skulle etablere en lejr ved McMurdo Sound og herfra placere en række depoter over Ross Iskanten til foden af Beardmoregletsjeren. Depoterne var afgørende for Shackletons gruppes overlevelse, da gruppen ikke havde kapacitet til at medtage tilstrækkeligt med forsyninger på rejsen over isen. Ekspeditionen medbragte to skibe, Endurance under Shackletons kommando og Aurora under Rosshavsgruppens kommando.
Ekspeditionsfartøjet Endurance blev fanget af isen før landgang kunne ske og blev med isen ført nordpå gennem den antarktiske vinter i 1915. Til sidst blev skibet skruet ned af isen, og de 28 mand blev efterladt på en isflage. Efter flere måneder på den drivende is drog mandskabet i tre redningsbåde til den ubeboede og ugæstfri Elephant Island nord for Antarktis. Shackleton og fem andre drog herefter ud på en 1.300 km lang sørejse i én af redningsbådene mod South Georgia, hvor de landede på øens ubeboede sydkyst. Efter at have forceret de uvejsomme bjerge på øen, ankom de til øens nordside, hvor det lykkedes at få kontakt til norske hvalfangere, der kunne skaffe hjælp til de efterladte på Elephant Island.
Rosshavsgruppen, der befandt sig på den anden side af kontinentet, overvandt også store udfordringer for at gennemføre deres opgaver. Aurora rev sig løs fra fortøjningen under en storm og var ude af stand til at vende tilbage før året efter. Landgruppen befandt sig dermed uden nødvendigt udstyr og proviant. Til trods for dette lykkedes det at udlægge depoter, men tre liv gik tabt under denne opgave.
Forberedelse thumb|left|alt= Outline of Antarctica coast, with different lines indicating the various journeys made by ships and land parties during the Imperial Trans-Antarctic Expedition|1914–1917: kort, der viser ruterne for skibene Endurance, Aurora og James Caird, den planlagte rute over land og forsyningsruten for Ross Sea gruppen:
Baggrund På trods af den offentlige berømmelse, der fulgte med Shackletons bedrifter under Nimrod ekspeditionen i 1907–09, var eventyreren rastløs og var med den britiske ski-pioneer Sir Harry Brittains ord blevet "en noget omflakkende fyr".Huntford, p. 348 Shackleton ønskede at vende tilbage til Antarktis, men planerne for fremtiden afhang af Scotts Terra Nova-ekspedition, der havde forladt Cardiff i juli 1910. De overraskende nyheder om Amundsens succes med at nå Sydpolen nåede Shackleton den 11. marts 1912. Dette medførte en ændring af fokus, uanset hvad Scotts ekspedition opnåede. Shackleton skrev: "Fundet af Sydpolen er ikke enden på ekspeditionerne i Antarktis".Huntford, p. 50 Den næste mission ville ifølge Shackleton blive en rejse på tværs af kontinentet, fra kyst til kyst, over polen.Huntford, p. 350 Der var imidlertid andre, der som Shackleton forfulgte dette mål. Den 11. december 1911 sejlede en tysk ekspedition under ledelse af Wilhelm Filchner fra South Georgia med mål at trænge dybt ind i Weddellhavet og etablere en sydlig base, hvorfra de ville forsøge at krydse kontinentet over til Rosshavet.Murphy pp. 87–102 Mod slutningen af 1912 vendte Filchner tilbage til South Georgia efter at have måtte opgive at etablere en base som planlagt. Shackleton havde dog noteret, Filchners opdagelse af mulige landgangssteder ved Vahselbugten, og Shackleton inddrog disse opdagelser i sine planer for en ekspedition.Shackleton, p. 2
Shackletons plan
thumb|Kort med planen for ekspeditionen indtegnet, offentliggjort i marts 1916; man havde da ikke hørt om ekspeditionen siden slutningen af 1914. Shackleton gav ekspeditionen navnet "The Imperial Trans-Antarctic Expedition", da han mente, at det "ikke blot personerne på disse øer, men vore slægtninge i alle områder under Union Jack, vil være villige til at bidrage til at gennemføre denne ekspedition."Fisher, p. 298 For at skabe interesse i offentligheden udsendte Shackleton i begyndelsen af 1914 et detaljeret program. Ekspeditionen skulle varetages af to skibe og to grupper. Én gruppe (Wendellhavet-gruppen) skulle rejse med skibet Endurance og fortsætte til området omkring Vahselbugten, hvor 14 mand skulle gå i land. Af disse skulle seks mand, herunder Shackleton, udgøre gruppen, der skulle krydse kontinentet. Denne gruppe, med 69 hunde, to slæder med motor og udstyr med "alt hvad gruppens leder og eksperter kan foreslå",Shackleton, pp. xii–xv skulle herefter gennemføre den 2.900 km lange rejse på tværs af kontinentet til Rosshavet. De resterende otte mand skulle blive og udføre videnskabelige eksperimenter; tre personer skulle drage mod Graham Land, tre mod Enderby Land og to skulle forblive ved det oprindelige landsætningssted, hvor der blev etableret en base.
Rosshavsgruppen skulle rejse mod Rosshavet på den modsatte side af kontinentet. Der skulle de drage mod McMurdo Sound i det inderste af Rosshavet. Efter landgang skulle gruppen gå den krydsende gruppe i møde og udlægge depoter på vejen. Rosshavsgruppen skulle om foretage "geologiske og andre observationer". I programmet for ekspeditionen gav Shackleton udtryk for sin forventning om, at kontinentet ville blive krydset i løbet af 1914–15. Senere erkendte han det urealistiske i denne forventning, men han undlod at informere Mackintosh om denne ændring af planen. Ifølge korrespondent ved The Daily Chronicle, Ernest Perris, skulle Mackintoshs instruktioner være blevet præciseret via et telegram, men et sådant blev aldrig sendt.Tyler-Lewis, pp. 214–15
Finansiering Shackleton anslog, at det var nødvendigt med £50.000 (nutidsværdi ca. 40 millioner kroner) for at kunne gennemføre den mest simple version af sin plan.Fisher, pp. 306–07 Han troede ikke på, at det var muligt at indsamle pengene gennem appel til offentligheden: "(de) skaber uendelige bogholderimæssige bekymringer".Huntford, pp. 355–58 Hans foretrukne metode var at skaffe sig bidrag fra velhavende støtter, og han var gået i gang med dette arbejde i begyndelsen af 1913, men uden den store succes. Den første væsentlige opmuntring kom i december 1913, da regeringen tilbød ham £10.000 under forudsætning af, at han selv kunne rejse et tilsvarende beløb fra private kilder. The Royal Geographical Society, som Shackleton ikke havde forventet sig nogen støtte fra, gav ham £1.000. Ifølge Huntford lod Shackleton selskabet vide, at han alene behøvede halvdelen af denne sum.Huntford, p. 369 Lord Rosebery, der tidligere havde tilkendegivet sin manglende interesse i polarekspeditioner, donerede £50. I februar 1914 rapporterede The New York Times, at drejebogsforfatteren J. M. Barrie – en nær ven af Scott – i al hemmelighed havde doneret $50.000 (omkring £10.000). Tiden var ved at rinde ud for Scackletoin, men de sidste nødvendige donationer blev bragt på plads i første halvdel af 1914. Dudley Docker fra Birmingham Small Arms Company (BSA) donerede £10.000, den velhavende tobaksenke Janet Stancomb-Wills donerede et "generøst" beløb (det præcise beløb blev aldrig offentliggjort),Huntford, pp. 375–77 og i juni donerede den skotske industrimagnat Sir James Caird £24.000. Shackleton informerede The Morning Post, at "denne fantastiske gave befrier mig fra alle bekymringer".
Shackleton havde nu penge til at fortsætte. Han købte for £14.000Fisher, p. 306, Shackleton, p. xv. Huntford, p. 370, angiver prisen til £11.600. en 300-ton barkentine kaldet Polaris, der var blevet bygget for den belgiske eventyrer Adrien de Gerlache til en ekspedition til Spitsbergen. Ekspeditionen til Spitzbergen var ikke blevet til noget, og skibet var derfor sat til salg.Huntford, p. 370 Shackleton ændrede skibets navn til Endurance efter familiemottoet "By endurance we conquer" ("Vi erobrer ved udholdenhed"). For yderligere £3.200 købte han Douglas Mawsons ekspeditionsskib Aurora, der lå i havn i Hobart i Tasmanien. Aurora skulle være Rosshavsgruppens fartøj.
Den totale sum penge, som Shackleton fik samlet sammen, er ikke kendt, da størrelsen af Stancomb-Wills' donation er ukendt.I 1920 anslog Daily Mail, at ekspeditionen havde kostet £80.000 – Fisher, p. 306 Pengemangel var et løbende problem for ekspeditionen. For at spare blev Rosshavsgruppens budget halveret, hvilket gruppens leder Aeneas Mackintosh først fandt ud af, da han ankom til Australien for at lede gruppens forberedelser.Tyler-Lewis, pp. 34–35 Mackintosh måtte tigge og bede for at skaffe sig midler og forsyninger for at få sin del af ekspeditionen til at kunne gennemføres.Tyler-Lewis, pp. 41–48 Pengemangel var også et problem, da det blev nødvendigt at redde Rosshavsgruppen, da behovet opstod i 1916.Tyler-Lewis, pp. 222–27 Shackleton havde imidlertid opdaget ekspeditionens muligheder for at rejse penge gennem salg af udgiverrettigheder. Han solgte på eksklusiv basis udgiverrettigheder til The Daily Chronicle og grundlagde "The Imperial Trans Antarctic Film Syndicate", der fik overdraget filmrettighederne.Alexander, p. 10
Deltagere upright|thumb|upright|Ernest Shackleton, lederen af Endurance-ekspeditionen Ifølge overleveringen indrykkede Shackleton en annonce i en avis i London med følgende indhold: "Mænd søges til farlig rejse. Lav hyre, hård kulde og lange timer i fuldstændigt mørke. Sikker hjemkomst tvivlsom. Ære og anerkendelse i tilfælde af succes." Det er dog tvivlsomt, om der nogensinde blev indrykket en annonce. Shackleton modtog mere end 5.000 ansøgninger om en plads i ekspeditionen, herunder et brev fra "tre sportslige piger", der nævnte, at hvis deres kvindelige fremtræden var upraktisk, så ville de "bare elske at bære maskulint tøj".Fisher, p. 308 Antallet af deltagere i hver del af ekspeditionen blev skåret ned til 28 hver. Blandt de udvalgte var William Bakewell, der kom ombord på skibet i Buenos Aires, og Bakewells ven Perce Blackborow, hvis ansøgning var blevet afslået, men alligevel mødte op på skibet.Huntford, pp. 383–84 Derudover var der adskillige, der blev valgt i sidste øjeblik.Tyler-Lewis, pp. 50–53 Et midlertidigt besætningsmedlem, der trådte til i sidste øjeblik, var Sir Daniel Gooch, der bistod Shackleton med at håndtere hundene. Han forlod Endurance på South Georgia.Fisher, p. 315 Hyren var $240 om året for en dygtig sømand, $750 for en videnskabsmand, selvom Shackleton mente, at deltagelse i ekspeditionen var tilstrækkelig betaling.
thumb|upright|Frank Wild, ekspeditionens næstkommanderende