Glastonbury er en by og et sogn i Somerset i Sydvestengland. Den ligger på en tør højning i det lavtliggende vådområde Somerset Levels, 37 km syd for Bristol. Ved folketællingen i 2021 havde sognet 8.980 indbyggere, mens det sammenhængende byområde havde 8.300 indbyggere. På den anden side af floden Brue, mindre end 2 km fra byen, ligger landsbyen Street, som i dag er større end Glastonbury.
Fund af trælagte veje som Sweet Track viser, at området har været beboet siden yngre stenalder. Glastonbury Lake Village var en landsby fra jernalderen nær River Brues tidligere løb. Sharpham Park, omkring 3 km vest for Glastonbury, kan føres tilbage til bronzealderen. Centwine var den første saksiske beskytter af Glastonbury Abbey, som dominerede byen i de følgende 700 år. Klosteret var et af de vigtigste klosteranlæg i England og var stedet, hvor Edmund Jernside i 1016 blev kronet til konge af England. Mange af byens ældste bevarede bygninger er knyttet til klosteret. Det gælder blandt andet The Tribunal, George Hotel and Pilgrims' Inn og Somerset Rural Life Museum. Museet ligger ved en lade fra en af klosterets herregårde, som blev opført i 1300-tallet,The Abbey Barn at Abbey Farm, Glastonbury - 1019389 | Historic England og som ofte omtales som en tiendelade. Johannes Døberens Kirke stammer fra 1400-tallet.
Byen udviklede sig til et handelscentrum, hvilket førte til opførelsen af markedskorset og anlæggelsen af Glastonbury Canal og Glastonbury and Street railway station. Sidstnævnte var den største station på den oprindelige Somerset and Dorset Railway. Brue Valley Living Landscape er et naturbeskyttelsesprojekt, der forvaltes af Somerset Wildlife Trust, og i nærheden ligger det nationale naturreservat Ham Wall.
Glastonbury er blevet beskrevet som hjemsted for et New Age-samfund, og muligvis som det sted, hvor New Age-forestillinger opstod omkring begyndelsen af det 20. århundrede.Patrick Benham, The Avalonians, (Glastonbury: Gothic Image Publications, 1993), s. 50. Byen er kendt for myter og legender, der ofte er knyttet til Glastonbury Tor, og som omhandler Josef af Arimatæa, den hellige gral og kong Arthur. Ifølge overleveringen ankom Josef til Glastonbury og stak sin stav i jorden, hvorefter den på mirakuløs vis blomstrede og blev til Glastonbury Thorn. Det er blevet foreslået, at der findes en landskabszodiak omkring byen, men der er ikke fundet beviser for den. Glastonbury Festival, som afholdes i den nærliggende landsby Pilton, har navn efter byen.
Historie Forhistorisk tid I det 7. årtusinde f.Kr. steg havniveauet og oversvømmede dalene og de lavtliggende områder omkring Glastonbury. Befolkningen i mesolitikum anlagde derfor sæsonbopladser på højereliggende områder, hvilket dokumenteres af spredte fund af flint. Befolkningen i neolitikum fortsatte med at udnytte rørsumpenes naturressourcer og begyndte at anlægge trælagte veje. Disse omfattede Sweet Track vest for Glastonbury, som er en af de ældste kendte konstruerede veje. Den blev betragtet som den ældste trælagte vej, der var fundet i Nordeuropa, indtil en 6.000 år gammel trævej blev fundet ved Belmarsh-fængslet i 2009. Årringsdatering af tømmeret har gjort det muligt at datere vejen meget præcist og har vist, at den blev anlagt i 3807 eller 3806 f.Kr. Den er blevet betegnet som verdens ældste vej.
Vejen blev fundet under tørvegravning i 1970 og er opkaldt efter sin opdager, Ray Sweet. Den strakte sig næsten 2000 m over sumpen mellem det, der dengang var en ø ved Westhay, og en højereliggende højderyg ved Shapwick. Vejen indgår i et netværk af træveje, som tidligere krydsede Somerset Levels. Den blev anlagt i det 39. århundrede f.Kr. i den yngre stenalder og bestod af krydsende stager af ask, eg og lind (Tilia), som blev drevet ned i den vandmættede jord for at bære en gangbro. Denne bestod hovedsageligt af egeplanker, der var lagt i forlængelse af hinanden. Efter opdagelsen af Sweet Track blev det fastslået, at den var anlagt langs en endnu ældre vej, Post Track, som er dateret til 3838 f.Kr. og dermed er 30 år ældre.
Glastonbury Lake Village var en landsby fra jernalderen nær River Brues tidligere løb på Somerset Levels ved Godney, omkring 5 km nordvest for Glastonbury. Den dækkede et område på 120 m fra nord til syd og 90 m fra øst til vest. Omkring 100 mennesker boede i fem til syv grupper af huse, hver beboet af en storfamilie. Til husene hørte skure og lader, der var opført af hassel og pil og dækket med tagrør. Landsbyen var permanent eller i visse perioder omgivet af en palisade af træ. Den blev anlagt omkring 300 f.Kr. og var beboet frem til den tidlige romerske periode, omkring 100 e.Kr., hvor den blev forladt, muligvis som følge af en stigning i vandstanden. Landsbyen blev opført i et sumpområde på et kunstigt fundament af tømmer, der var fyldt med kvas, ørnebregne, stenbrokker og ler.
Sharpham Park er en historisk park på 120 hektar, som ligger 3 km vest for Glastonbury og kan føres tilbage til bronzealderen.
Middelalderen Navnet Glastonbury er afledt af det oldengelske . Da bebyggelsen første gang omtales i kilder fra 600-tallet og begyndelsen af 700-tallet, blev den kaldt Glestingaburg. Navneleddet burg er oldengelsk og kan enten henvise til et befæstet sted såsom en burh eller, mere sandsynligt, til et indhegnet klosterområde. Betydningen af navneleddet Glestinga er derimod uklar. Det kan være afledt af et keltisk personnavn eller af oldengelsk, enten fra et germansk navn eller på anden vis. Det kan stamme fra en person eller en slægtsgruppe ved navn Glast.
thumb|left|upright|Resterne af Sankt Michaels Kirke på toppen af Glastonbury Tor
Hugh Ross Williamson gengiver en fortælling om Sankt Collen, en af de første eneboere, som boede på Glastonbury Tor, før klosteret blev grundlagt af Sankt Patrick. I fortællingen bliver helgenen kaldt op på toppen af højen af fekongen Gwyn. Da han ankommer, ser han et svævende palæ beboet af fornemt klædte hoffolk og kong Gwyn siddende på en trone af guld. Synet forsvinder, da Collen stænker vievand på det. Fortællingen stammer fra druidisk mytologi, hvor palæet er lavet af glas for at modtage de dødes ånder, som man mente forlod verden fra højens top. Dette angives som den væsentligste årsag til, at først et kapel og senere en kirke viet til Sankt Michael blev opført på den høje bakke. Sankt Michael blev betragtet som den vigtigste beskytter mod dæmoniske angreb, og munkene mente, at fekongen hørte til blandt de dæmoniske magter. Williamson antager derfor, at højen fik navn efter de dødes palæ af glas.Hugh Ross Williamson: The Flowering Hawthorn, Neumann Press, 1962.
William af Malmesbury anfører i De Antiquitate Glastonie Ecclesie det oldwalisiske Ineswitrin, eller Ynys Witrin, som stedets ældste navn, og hævder, at byen blev grundlagt af den navngivende Glast, som var efterkommer af Cunedda.
Centwine (676–685) var den første saksiske beskytter af Glastonbury Abbey. Kong Edmund Jernside blev begravet i klosteret. Domesday Book fra 1086 viser, at klosteret i 1066, før Vilhelm Erobrerens ankomst, var herre over området i herredet Glastingberiensis. I 1086 var klosteret hovedforpagter, mens Godwin var herre over Glastingberi.Open Domesday online: Glastonbury
Sydvest for bymidten ligger Beckery, som tidligere var en selvstændig landsby, men nu er en del af forstæderne. Omkring 600- og 700-tallet fandtes her et lille klostersamfund med tilhørende kirkegård. Ved arkæologiske udgravninger i 2016 blev der fundet mellem 50 og 60 skeletter, som menes at stamme fra munke ved Beckery Chapel i 400-tallet eller begyndelsen af 500-tallet.
left|thumb|269x269px|Magdalene Chapel
Sharpham Park blev i 957 overdraget af kong Eadwig til den daværende abbed Æthelwold. I 1191 skænkede den senere kong Johan Sharpham Park til abbederne af Glastonbury, som beholdt parken og hovedbygningen frem til opløsningen af klostrene i 1539. Fra 1539 til 1707 var parken efter tur ejet af hertugen af Somerset, sir Edward Seymour, der var bror til dronning Jane, Thynne-slægten fra Longleat og sir Henry Goulds familie. Edward Dyer blev født her i 1543. Hovedbygningen er i dag en privat bolig og er fredet i klasse II*. Sharpham Park var fødested for sir Edward Dyer, der døde i 1607 og var digter og hofmand i elisabethansk tid, forfatteren Henry Fielding (1707–1754) og præsten William Gould.
thumb|Hospital of St Mary Magdalene
I 1070'erne blev St Margaret's Chapel opført i Magdalene Street, oprindeligt som hospital og senere som friboliger for fattige. Den nuværende bygning stammer fra 1444. Taget over hallen menes at være blevet fjernet efter klosteropløsningen, og en del af bygningen blev revet ned i 1960'erne. Den er fredet i klasse II* og er desuden et beskyttet fortidsminde. I 2010 blev der offentliggjort planer om at restaurere bygningen.
I middelalderen var byen i vid udstrækning økonomisk afhængig af klosteret, men den var også centrum for handel med uld frem til 1700-tallet. En kanal fra den saksiske periode forbandt klosteret med River Brue. Richard Whiting, den sidste abbed af Glastonbury, blev henrettet sammen med to af sine munke den 15. november 1539 under opløsningen af klostrene.
Under det andet korniske oprør i 1497 overgav Perkin Warbeck sig, da han hørte, at Giles, lord Daubeneys tropper, som var loyale over for Henrik 7., havde slået lejr ved Glastonbury.
Tidlig moderne tid thumb|upright=1.5|Kobberstik af Glastonbury fra 1600-tallet udført af Wenceslaus Hollar.
I 1693 blev Glastenbury i Connecticut, grundlagt og opkaldt efter den engelske by, som nogle af nybyggerne var udvandret fra. Ifølge en udbredt fortælling hed byen oprindeligt "Glistening Town" frem til midten af 1800-tallet, hvor navnets stavemåde blev ændret, så den svarede til det engelske Glastonbury. Indbyggerne i byen i Connecticut betragter imidlertid fortællingen som en myte på baggrund af Glastonbury Historical Societys arkiver. En gengivelse af Glastonbury-tjørnen indgår i byens segl.
Byen i Somerset modtog sit kommunale charter i 1705. Væksten i handelen og økonomien afhang i vid udstrækning af afvandingen af de omkringliggende moseområder. Åbningen af Glastonbury Canal medførte et opsving i handelen og fremmede det lokale byggeri. Sognet var en del af herredet Glaston Twelve Hides, indtil det i 1730'erne blev et selvstændigt borough.
Moderne historie I midten af 1800-tallet medførte afvandingsproblemer ved Glastonbury Canal og konkurrencen fra de nye jernbaner en nedgang i handelen, og byens økonomi blev svækket. Kanalen blev lukket den 1. juli 1854, hvorefter slusen og akvædukterne på den øvre strækning blev fjernet. Jernbanen åbnede den 17. august 1854.G. Body og R. Gallop (2001): The Glastonbury Canal, Fiducia Press, . Kanalens nedre strækninger blev overdraget til afvandingskommissærerneSomerset Waterways Development Trust og anvendt som afvandingsgrøft. Den sidste strækning blev bevaret som kajanlæg for jernbaneselskabet og var i brug indtil 1936, hvor den blev overdraget til afvandingskommissærerne og fyldt op. Central Somerset Railway blev slået sammen med Dorset Central Railway og dannede Somerset and Dorset Railway.Handley, Chris (2001): The Maritime Activities of the Somerset & Dorset Railway. Bath: Millstream Books. . Hovedbanen til Glastonbury blev lukket i 1966.
I bydelen Northover udvikledes en industriel forarbejdning af fåreskind og fremstilling af hjemmesko samt senere støvler og sko. Udviklingen fandt sted i forbindelse med væksten hos C&J Clark i Street. Clarks har fortsat sit hovedsæde i Street, men der fremstilles ikke længere sko i byen. I 1993 blev de overflødige fabriksbygninger i stedet omdannet til Clarks Village, Storbritanniens første specialbyggede fabriksudsalg.