Fønikien (fra , Phoiníkē) var en civilisation i Kanaan i oldtiden som dækkede det meste af den vestlige kyst af Den frugtbare halvmåne. Flere fønikiske byer blev bygget ved kysten af Middelhavet. De var en driftig maritim handelskultur, som spredte sig over Middelhavet fra 1.550 f.Kr. og frem til omkring 300 f.Kr. Fønikerne benyttede sig af galejen, et fartøj med årer, og er krediteret for opfindelsen af birem, et oldtidsfartøj med to dæk med årer.Casson, Lionel (1. desember 1995): Ships and Seamanship in the Ancient World. The Johns Hopkins University Press. . s. 57–58. Fønikerne, et semitisk folk, var kendt i antikkens Hellas og Rom som "handlere i purpur", en reference til deres monopol på en kostbar purpurfarve, som blev udvundet fra en snegl, som hed murex. Efter som denne farven var så kostbar, blev purpur siden en farve associeret med kongelige klæder. Som handelsfolk havde fønikerne behov for at holde fortegnelser over lagerbeholdninger og udgifter, og udviklede et alfabet (eller abjad), og fra dette skrivesystem har siden næsten alle moderne alfabeter været afledt.
thumb|En fønikisk mønt.
I Amarnabrevene fra 1.300-tallet f.Kr. nævnes et folk i regionen, som kalder sig for Kenaani eller Kinaani (det vil sige kanaanæere), skønt disse breve er et århundrede fra før angrebene fra havfolkene. Egyptiske skibsekspeditioner havde allerede gjort brug af byen Byblos for at fragte "cedertræ fra Libanon" så tidligt som i 3.000-tallet f.Kr. Meget senere, på 500-tallet f.Kr., skrev Hekataios af Miletos, en græsk historieskriver, at Fønikien tidligere blev kaldt for χνα, et navn som Herennios fra Byblos senere adopterede til hans mytologi som hans eponym (benævnelse dannet af personnavn) for fønikerne: "Khna som senere blev kaldt for Foinix".Eusebius: Praeparatio Evangelica, Bok 1 kapittel 10 seksjon 10 (engelsk oversættelse 1 ; oversettelse 2 ) Folket, som levede i Fønikien, kaldte sig selv kanaanæere, mens navnet Fønikien er dannet af det græske Φοινίκη, føniki, (= det røde folk) efter ordet foinos som betyder "rød", efter som de kostbare farvestoffer purpur og karmoisinrød blev produceret der. Det græske ord for purpur er phoinix og gav ophav både til navnet på fugl Føniks og landet Fønikien.Holland, Tom (2008): Perserkrigene, forlaget Gyldendal, Oslo, . s. 225 Fønikien var, hvad grækerne benyttede for at referere til regionen med de betydelige kanaanittiske havnebyer og behøver således ikke at modsvare en kulturel identitet, som blev anerkendt af fønikerne selv. Det er uklart i hvilken grad, fønikerne så på sig selv som en samlet etnicitet. Deres civilisation var organiseret i bystater, ganske som de græske i antikkens Hellas.Aubet, María Eugenia (2001): The Phoenicians and the West: politics, lemons, colonies and trade. Cambridge University Press, s. 17. Imidlertid i henhold til arkæologi, sprog, livsstil og religion er der lidt, som adskiller fønikere fra andre kulturer i Kanaan. Som kanaanittere var de unikke i deres fremragende søfartskundskaber.
thumb|En rekonstruktion af en antik galej af type som fønikerne og grækere benyttede. Hver af deres byer var en bystat, som var en selvstændig og uafhængig politisk enhed. De kunne komme i konflikter med hinanden, og en by kunne blive domineret af en anden bystat, skønt de også samarbejdede i forbund og alliancer. Oldtidsgrænserne mellem de urbane kulturer vekslede, og byen Tyr synes at have været den som lå længst mod syd. Sarepta (nu Sarafand) mellem Sidon og Tyr er den mest udgravede by af arkæologer i det fønikiske hjemland. Fønikerne var det første samfund på statsniveau, som gjorde omfattende brug af alfabetet. Fønikernes fonetiske alfabet, sat sammen af et tegn for hver lyd, er generelt antaget at være stamfaderen til næsten alle moderne alfabeter, skønt det ikke indeholdt mange vokaler (selvlyde), de blev senere lagt til af grækerne. Fra et traditionelt lingvistisk perspektiv talte de fønikisk, en kanaanittisk dialekt.Markoe, Glenn (2000): Phoenicians, University of California Press, s. 108.Harris, Zellig Sabbettai (1990): A grammar of the Phoenician language, s. 6. Imidlertid, grundet en meget lille forskel i sproget, og mangelfulde nedtegnelser på den tid, er spørgsmålet om fønikisk udgjorde en adskilt og forenet dialekt, eller om det kun var en overfladisk defineret del af et bredere sproglig kontinuum, er derfor uklart. Af romerne blev fønikisk kaldt for punisk, efter som det latinske ordet for "lilla" var puniceus. De puniske kolonier i Nordafrika blev en kilde til kundskab om fønikerne. Augustin kunne en smule punisk og brugte det af og til for at forklare hebraiske ord. Navnet på hans mor, Monica, menes at være af punisk oprindelse. Fønikerne grundlagde byen Karthago (Qart Hadasht = Nybyen) som siden udviklede sig til en stormagt i Middelhavet, og derfor blev lagt i grus af romerne.
Det var gennem deres søfartshandel, at fønikerne spredte brugen af sit alfabet til Nordafrika og til Europa, hvor det blev adopteret af grækerne, som senere gav det videre til etruskerne som igen lærte det til romerne.Clodd, Edward (2003): Story of the Alphabet, Kessinger, ss.192ff Foruden deres mange inskriptioner er det antaget, at fønikerne efterlod sig talrige af andre typer af skriftlige kilder, men det meste er ikke blevet bevaret for eftertiden. Evangeliske forberedelser (Εὑαγγελικὴ Προπαρασκευή) skrevet af Eusebius af Cæsarea i begyndelsen af 300-tallet e.Kr. citerer omfattende fra Herennios fra Byblos og fra Sanchuniathon (Σαγχουνιάθων), en påstået fønikisk forfatter.
Oprindelse: 2300–1200 f.Kr. thumb|Græsk terrakottafigur som fremstiller myten om Europa, en fønikisk kvinde, som blev forført af Zeus i form af en okse. Den græske historiker Herodots redegørelse, skrevet ca. 440 f.Kr., omtaler myterne om Io og Europa: Herodot: Historie, I:1
"I henhold til persernes bedste historikere, begyndte fønikerne striden. Disse folk, som tidligere havde boet ved kysten af det Erythranske hav (Det røde Hav),"Erythranske hav", græsk Ερυθρά Θάλασσα; Erythra Thalassa, kan være afledt fra den sæsonblomstringen af bakterien Trichodesmium erythraeum ved vandets overflade da græske «Ερυθρά» betyder rødt. Det er antaget, at det viser til den sydlige del af den arabiske halvø, Yemen, eller måske længere nord, ved Det Røde Hav udvandrede til Middelhavet og bosatte sig i de områder, hvor de bor endnu. De begyndte straks med lange sørejser, fragtede deres skibe med varer fra Egypten og Assyrien...»
Strabo, en græsk geograf, historiker, og filosof, nævner, at fønikerne kom fra den østlige del af den arabiske halvø, hvor de havde tilsvarende guder, gravsteder og templer. Henry Rawlinson, en engelsk sprogforsker og arkæolog, mener at have bekræftet dette og forklarede det i stednavne, Arwad i Syrien (oldtidsnavnet for nutidens Bahrain) og Sur i Oman og Libanon.
Genetiske studier thumb|Fønikisk sarkofag fundet i Cádiz i Spanien; i dag i det arkæologiske museum i Cádiz. Sarkofagen er antaget at have været formgivet og betalt for af en fønikisk handelsmand, og udført i Hellas med egyptisk indflydelse.
Spencer Wells, genetiker og antropolog, fra Det genografiske projekt som blev startet i 2005, har udført genetiske studier af den mandlige befolkning i Libanon, Palæstina, Syrien, Malta, Spanien og andre områder, som fønikerne bosatte sig i, foruden også ashkenaziske jøder og andre jødiske befolkninger i Europa og andre steder, inkluderet dagens moderne stat Israel. Disse deler en fælles m89-kromosom af type Y.«In the Wake of the Phoenicians: DNA study reveals a Phoenician-Maltese link» . National Geographic. 8. januar 2008. Den mandlige befolkning i områder associeret med minoisk folk eller af bosætninger fra havfolkene har helt forskellige genetiske markører. Dette antyder, at minoere og havfolket antagelig ikke havde fælles oprindelse med fønikere.Gore, Rick (oktober 2004): «Who were the phoenicians? New clues from ancient bones and modern blood» , National Geographic, gjengitt på nettstedet Center for Democracy in LebanonHammer, M. F. et. al. (17. november 1999): Jewish and Middle Eastern non-Jewish populations share a common pool of Y-chromosome biallelic haplotypes , PNAS, full tekst
I 2004 formåede to genetikere ved Harvard University og ledende forskere fra National Geographic Genographic Project, Pierre Zalloua og Spencer Wells, at identificere "haplogruppen for fønikerne" som haplogruppe J2, hvilket åbner døre for fremtidig forskning.Phoenicians – «One-third of Maltese found to have ancient Phoenician DNA» , National Geographic Magazine, Oktober 2004, The Malta Independent Online. Den mandlige befolkning i Tunesien og på Malta blev også inkluderet i forskningen. De viste sig at dele en "overvældende" mængde genetiske ligheder med libanesere. I 2008 annoncerede videnskabsfolk fra det genografiske projekt, at "så mange som 1 af 17 mænd, som i dag lever ved kysterne af Nordeuropa og i det sydlige Europa, har en direkte fønikisk stamfader i mandlige linje».«Phoenicians Left Deep Genetic Mark, Study Shows» . The New York Times. 31. oktober 2008
Etymologi Navnet fønikisk, via latinske poenicus (senere punicus), kommer fra græske phoinikes, dokumenteret siden Homer og påvirket af phoînix, "tyrkisk purpur", "karmoisinrød"; murex (i sig selv fra phoinos, "blodrød").Gove, Philip Babcock, (1993): Webster's Third New International Dictionary of the English Language Unabridged. Springfield, MA: Merriam-Webster. Ordet forstavelse er fra Linear B po-ni-ki-jo, lånt fra oldtidens egyptiske Fenkhu (Fnkhw), "syrisk folk".Briquel-Chatonnet, Françoise & Gubel, Eric (1999): Les Phéniciens : Aux origines du Liban, Paris: Gallimard, s. 18. Associationen af phoinikes med phoînix afspejler en ældre folkelig etymologi tilstede i fønikisk, som knyttede Kina'ahu, "Kanaan" ("Fønikien"), med kinahu, "karmoisinrød".Hadas-Lebel, Mireille (1997): Entre la Bible et l'Histoire : Le Peuple hébreu, Paris: Gallimard, s. 14. Landet var hos de indfødte selv kendt som Kina'ahu, dokumenteret i 500-tallet f.Kr. af Hekataios af Miletos under den græsk påvirkede form Khna (χνα), og dets folk som Kena'ani.
Historie Højdepunkt: 1.200-800 f.Kr.
thumb|Fønikisk skib (hippos) afbildet fra relief fra Sargon IIs palads ved Dur-Sharrukin, i dag i Musée du Louvre. Den franske historiker Fernand Braudel bemærkede i bogen The Perspective of the World, at Fønikia var et tidlig eksempel på en "verdensøkonomi" omgivet af verdensriger. Højdepunktet for fønikisk kultur og sømagt var i tiden 1.200-800 f.Kr.
Mange af de vigtigste fønikiske bosættelser og kolonier var blevet etablerede længe før dette: Byblos, Tyr, Sidon, Simyra, Aradus, og Berytos. De optræder alle i Amarnabrevene. Arkæologi har identificeret kulturelle elementer af et fønikisk højdepunkt så tidligt som i 2.000-tallet f.Kr.
Forbundet af uafhængige bystater med havne, med andre øer og langs andre kyster ved Middelhavet, var ideelt tilpasset handel mellem Mellemøsten og Levanten, rige på naturressourcer, og resten af den antikke verden. I løbet af den tidlige jernalder, en gang omkring 1.200 f.Kr., skete en ukendt hændelse, historisk knyttet til havfolkene, som pludseligt kom fra nord. Disse pirater svækkede og ødelagde egyptiske og hettittiske byer. I det påfølgende magttomrum blomstrede en række fønikiske byer som betydelige søfartsnationer.
Disse samfund hvilede på en tredelt magtbase: kongen, templet og dets præster og de ældres råd. Byblos var den første bystat, som blev et fremherskende center, hvor fønikerne dominerede handelsruterne langs Middelhavet og Erythraeske hav (Rødehavet). Det var her, at den første inskription i det fønikiske alfabet blev fundet på sarkofagen for Ahiram, som er dateret til ca. 1.200 f.Kr.:
thumb|Ahirams sarkofag.