Jødernes historie kendetegnes ved omfattende folkevandringer. Oprindelig var denne betinget af skiftende besættelse fra fremmede magters side af jødernes historiske hjemsted i Judæa og Israel svarende til det nuværende Palæstina, siden fulgte den jødiske diaspora, hvor jøder spredtes ud over Mellemøsten og Europa. Efter Amerikas opdagelse kom jøder også til dette kontinent. Fra midten af 1800-tallet skete en omfattende udvandring fra Europa til Amerika (såvel Nordamerika som Sydamerika) og til Palæstina. Efter 2. verdenskrig har vandringerne fortrinsvis været rettet mod Palæstina og den jødiske stat Israel, men der findes fortsat jøder over det meste af jorden, og vandringerne fortsætter endnu i det 21. århundredes begyndelse.
Israelitterne
thumb|Moses med stentavlerne med De 10 bud. Maleri af Rembrandt.
I henhold til jødisk tradition tager jødernes historie sin begyndelse med Guds pagt med Abraham. Fortællingerne om Abraham, Sara og deres søn Isak er vigtige i den jødiske tradition. Abraham siges at være blevet født i Ur i Kaldæa. Abrahams far Tera skal være udvandret med familjen til Haran i det nordvestlige Mesopotamien. Ifølge den jødiske tradition fik Abraham Guds befaling om at flytte til Kanaan, som skulle blive Abraham og hans efterfølgeres lovede land. Som bevis på dette forbund regnes den mandlige omskærelse, som endnu i dag praktiseres, især af religiøse jøder. Isaks søn Jakob skiftede navn til Israel og lagde dermed navn til det område som de efterfølgende israelitiske stammer bosatte sig i. Disse begivenheder skal være indtruffet omkring 2.000 f.Kr. Hahn m.fl (1970), s. 12; Groth (2002), s. 46
De mennesker som allerede boede i Kanaan kaldte Abrahams efterfølgere for ivri, "folket fra den anden side af floden", og muligvis kan ordet hebræer stamme fra dette ord. I Kanaan levede israelitterne som hyrder, halvt nomader, halvt bosatte. Første Mosebog fortæller om hvordan Josef, Jakobs søn og hans brødre ved visse omstændigheder bosatte sig i Ægypten. Israelitterne skal have boet i Ægypten i hundredvis af år indtil en farao (ifølge traditionen Ramses 2.) gjorde israelitterne til slaver. Ved Guds indgriben skal så Moses have ledt sit folk ud af Egypten, og på bjerget Sinai siges forbundet mellem Gud og israelitterne at være blevet fornyet, da Moses modtog De 10 bud. Endnu i dag fejres Udvandringen fra Egypten hvert år ved den jødiske påske, pesach. Begivenheden er omstridt blandt historikere, da den ikke omtales i ægyptiske annaler, og arkæologiske fund har ikke kunnet bekræfte at der boede en stor gruppe israelitter i Nildeltaet på daværende tidspunkt.Groth (2002), s. 50
Vandringen i ørkenen skal ifølge traditionen have taget 40 år og under ledelse af Josva skal israelitterne være kommet til Kanaan, som de erobrede fra andre folk. De bosatte sig på begge sider af Jordanfloden og styredes af en række dommere. Arkæologiske fund gør det troligt at det drejer sig om en gradvis indflytning, og at befolkningen i Jordandalen er vokset hurtigt i begyndelsen af jernalderen, fra ca. 1200 f.Kr.Groth (2002), s. 54
Men arkæologien antyder en anden historie om jødernes oprindelse. De har ikke nødvendigvis nogensinde forladt Levanten. Beviserne for en overvejende indfødt oprindelse, fra Kanaan selv i stedet for fra Egypten, siges at være ”overvældende” og levner ”ingen plads for en udvandring fra Egypten eller nogen 40 års ørkenvandring i Sinai”. p. 99 Mange arkæologer har opgivet de arkæologiske undersøgelser efter Moses og flugten fra Egypten som ”frugtesløs”. Et helt århundredes forskning har angiveligt ikke fundet bevisr, der direkte kan henføres til fortællingen om slaveriet, flugten fra Egypten og vandringer i vildnisset. Dette har ført til forslag om, at jernalderens israelitiske kongedømmer i Juda og Israel stammer fra Kanaan: Sml.: The culture of the earliest Israelite settlements is Canaanite, their cult-objects are those of the Canaanite god El, the pottery remains in the local Canaanite tradition, and the alphabet used is early Canaanite. Almost the sole marker distinguishing the "Israelite" villages from Canaanite sites is an absence of pig bones, although whether this can be taken as an ethnic marker or is due to other factors remains a matter of dispute. De tidligste israelitiske bosættelsers kultur er kananæisk, deres kultgenstand er den kananæiske gud El, keramikken følger den kananæiske tradition, og der anvendes et tidligt kananæisk alfabet. Det eneste særkende for de israelitiske bebyggelser synes at være fraværet af svineknogler, selv om det er uklart, om dette er en etnisk markør eller har andre årsager.
Dommerbogen fortæller hvorledes israelitterne var i krig mod omgivende folk som filistrene, moabitterne og midjanitterne. Israelitterne var inddelt i tolv stammer, som førte egne krige eller sloges indbyrdes. I tider med akut fare kunne et par eller flere stammer samarbejde under ledelse af en indflydelsesrig kriger, en "dommer" (sjofetím). I Dommerbogen i Gamle Testamente navngives 13 dommere, der i blandt Samson, Gideon og Debora.Hahn m.fl (1970), s. 17-18
Kongetiden
Det er ukendt, hvorledes Kongeriget Israel og Kongeriget Juda dannedes, men sagn om dette sammensattes af eksiljøder i Babylonien i 500-tallet f.Kr. Ifølge Samuelsbøgerne havde filistrene omkring 1000 f.Kr. erobret pagtens Ark. Dommeren Samuel udså derfor først Saul, siden David til konge. I Samuelsbøgerne i den hebraiske bibel fortælles om, hvorledes David erobrede Jerusalem fra jebusiterne og gjorde den til sin hovedstad. Det skildres, hvorledes David efterfulgtes af Salomon, som igangsatte byggeriet af templet i Jerusalem omkring år 960 f.Kr. Davids og Salomons regeringstid betragtes ofte som en guldalder i den jødiske historie, men der savnes uberoende kilder til bekræftelse af de fortællinger som omgiver dem, eller bevis for at de har eksisteret.Groth (2002), s. 55-56
thumb|Israel og Juda rige 926 f.Kr. Efter Salomons død udbrød der tronfølgekampe mellem de nordlige og de sydlige stammer. De ti nordlige stammer samlede sig omkring Salomons tillidsmand Jerobeam og dannede en egen stat, Israels rige, mens Juda og Benjamins stammer holdt fast ved Salomons søn Rehabeam; dette rige blev kaldt for Juda rige.Hahn m.fl (1970), s. 24
I Israels rige forbød Jerobeam valfarter til Jerusalem og skabte i stedet to egne kultpladser, Betel i syd og Dan i nord. Det synes som om religionen i Kongeriget Israel og Juda rige var en regional variant af vestsemitisk religion i almindelighed, og under kong Ahab voksede dyrkelsen af Baal.
Andre kilder, som styrker eksistensen af Kongeriget Israel og Juda rige, findes fra og med 840-erne f.Kr., da den såkaldte Mesa-stele nævner kongeriget Israel som "Omris hus".
Kongeriget Israels historie udmærkes af vedvarende politiske forviklinger, indtil hele landet erobredes af assyrerne år 722 f.Kr.. Efter et oprør år 720 f.Kr. lod den assyriske konge Sargon 2. deportere størstedelen af befolkningen, om hvilke intet siden oplyses; dette har givet ophav til beretningen om Israels ti fortabte stammer.Hahn m.fl (1970), s. 25-29 Af de tilbageværende rester af de ti stammer udviklede sig Samarierne.
Også Juda rige levede farligt mellem Ægypten og Assyrien. Denne periode beskrives i Jesajas i Gamle Testamente. Assyrien under kong Sanherib belejrede Jerusalem, men af ukendt årsag blev belejringen afbrudt.Hahn m.fl (1970) s. 29-30 Det fremgår af 2. Kongebog kap. 23, at polyteisme udøvedes i Juda endnu i 620'erne f.Kr., men at en monoteistisk tendens havde taget sin begyndelse i 700-tallet under indflydelse af profeterne Elias, Hosea, Amos, Jesaja og Mika. Ved kong Josias indblanding vandt denne monoteistiske tendens indtog i det offentlige religiøse liv i Juda rige i 620'erne. Den anden Jesajas (Deuterojesaja) virksomhed blandt jøder i babylonsk eksil nogle årtier senere skulle danne afslutningen på forvandlingen fra polyteisme til monoteisme og til den jødedom som nu kendes.
Det babylonske fangenskab 586 f.Kr. erobredes Jerusalem af den babylonske konge Nebukadnesar, som derefter lod deportere en stor del af folket; dette er kendt som "det babylonske fangenskab". Også denne begivenhed er vigtig i den jødiske tradition, og endnu i dag mindes man den ved at faste en gang om året på den niende dag i måneden av. Man ved ikke hvor mange der blev tvunget i eksil, men det drejer sig snarere om titusinder end om millioner af mennesker.Groth (2002), s. 60 Mange jøder flygtede til Ægypten.Groth (2005), s. 113
Eksilet i Babylonien gjorde, at de religiøse former forandredes, især ved tabet af Jerusalems tempel. Fordrivelsen fra Israel tolkedes som Guds straf. I gudstjenesten betonedes i stedet bøn og studier af de religiøse skrifter. Forsamlingshuset, synagogen, har sin oprindelse i Babylonien. Ved en række religiøse regler forsøgte man at udskille sig fra andre folk i Babylonien. Eftersom de der var drevet i eksil, alle kom fra Juda rige, kaldes deres religion fra denne tid jødedom.Groth (2002), s. 61-62
Efter at den persiske konge Kyros 2. havde erobret Syrien og Palæstina fra Babylonien, gav han jøderne i Babylonien tilladelse til at vende tilbage. Kun en minoritet ledet af præsten Esra gjorde dette, men omkring år 515 f.Kr. stod Jerusalems tempel færdigt på ny. Den persiske tid varede frem til 332 f.Kr. og synes at have været en fredelig tid, hvor præsterne stod for administrationen af Israel under persisk overhøjhed. Præsten Esra og den kongelige mundskænk Nehemias så det som deres opgave at styrke den jødiske identitet blandt andet ved at definere en jøde som den der har en jødisk moder. Mosebøgerne samt dele af Psaltaren blev nedskrevet under den persiske tid.Groth (2002), s. 62-65
Det persiske rige erobredes i 300-tallet f.Kr. af Alexander den store. Denne lod den jødiske tempelstat i Jerusalem eksistere videre, men efter Alexanders død deltes det af ham erobrede område op mellem hans generaler. Generalen Seleukos regerede over et område modsvarende det senere Tyrkiet, Syrien og Libanon, mens general Ptolemaios regerede over Egypten og Juda rige. Det blev dog snart en brik i spillet mellem seleukiderne og det ptolemæiske dynasti. Den seleukidiske konge Antiochos 4. angreb Ægypten 169 f.Kr. og derefter plyndredes templet i Jerusalem. Plyndringen ledte til uroligheder, og med tiden blev tempelkulten, fejringen af sabbaten og omskærelsen forbudt. Templet blev skændet ved at man ofrede et svin i det. En gruppe af jøder, mackabæerna, besluttede sig for at kæmpe mod disse tiltag, og kampen førte til at tempelkulten kunne genoptages 164 f.Kr. Til minde af dette fejres chanukka hvert år.Groth (2002), s. 67-70
Palæstina som romersk provins
Kampen mod seleukiderne fortsatte i mange år og beskrives i de apokryfiske Mackabæerbøger. Simon Mackabæus blev både øverstepræst og regent i Juda rige. Han efterfulgtes af sin søn Jochanan Hyrkanos, som med en regulær hær kunne erobre Idumeen og tvangskonverterede dets befolkning til jødedommen. Han efterfulgtes af Alexander Jannaios, som igen efterfulgtes som regent af sin hustru, Salome Alexandra. Som kvinde kunne hun ikke beklæde embedet som øverstepræst, og hendes to sønner Aristobulus og Hyrkanus kæmpede om posten. Efter hendes død vendte de to brødre sig til den romerske statholder i Syrien, Pompejus, for at få hjælp. Pompejus tog imidlertid ikke stilling i striden men indtog Jerusalem år 63 f.Kr. med egne styrker. Han udnævnte Hyrkanus til øverstepræst, mens Aristobulus blev sendt til Rom som krigsfange år 51 f.Kr.Groth (2002), s. 70-72