Claudio Giovanni Antonio Monteverdi (født 1567, død 29. november 1643) var en italiensk komponist og kantor. Han regnes som en nøglefigur i musikhistoriens overgang fra renæssance til barok. Monteverdi skrev både verdslige og religiøse værker, og hans bidrag var afgørende for udviklingen af den moderne operagenre.

Monteverdi blev født i Cremona, Italien, hvor han studerede musik og komponerede sine tidligste værker. Han arbejdede først ved hoffet i Mantova fra 1590 til 1613 og derefter i Republikken Venedig, hvor han fungerede som kapelmester i Markuskirken indtil sin død. Hans bevarede breve giver en værdifuld indsigt i livet som udøvende musiker i Italien på denne tid.

En stor del af Monteverdis værker er gået tabt, men blandt de overlevende findes ni madrigalbøger, store religiøse værker som Vespro della Beata Vergine (1610) og tre operaer. Hans opera L'Orfeo (1607) er den ældste opera, der stadig opføres i dag.

Monteverdis madrigaler viser hans forankring i renæssancens polyfoniske tradition, men han udviklede også nye musikalske former og melodier. Han var blandt de første til at anvende generalbasteknikken, som blev karakteristisk for barokmusikken. Han måtte ofte forsvare sine moderne teknikker og præsenterede dem som en seconda pratica ("den næste musikpraksis") i kontrast til den ældre prima pratica ("den første musikpraksis"). Monteverdis musik gik stort set i glemmebogen i det 18. og 19. århundrede, men interessen for hans værker genopstod i begyndelsen af det 20. århundrede. I dag anerkendes Monteverdi som en indflydelsesrig skikkelse i europæisk musikhistorie, hvis værker stadig opføres og indspilles.

Biografi

Cremona: 1567-1591 Monteverdi blev døbt Claudio Zuan Antonio i Cremona, Italien, den 15. maj 1567. Han var det førstefødte barn af apotekeren Baldassare Monteverdi og Maddalena Zignani, som var blevet gift tidligere samme år.Fabbri, Monteverdi, 6. Monteverdi fik senere tre yngre brødre og to yngre søstre, hvoraf hans bror Giulio Cesare Monteverdi også blev musiker.Carter og Chew, "Monteverdi." Cremona lå tæt på grænsen til både Republikken Venedig og Hertugdømmet Mantova – to stater, hvor han senere gjorde karriere.

Man ved stort set intet om Monteverdis musikalske uddannelse. Han udgav sit første værk, motetsamlingen Sacrae cantiunculae for tre stemmer, i Venedig i 1582, da han var blot 15 år gammel. I dette og andre tidlige værker omtaler han sig selv som elev af Marc'Antonio Ingegneri, der fra 1581 til 1592 var kapelmester ved domkirken i Cremona. Hos Ingegneri lærte Monteverdi både kontrapunkt og komposition, og han fik undervisning i strygeinstrumenter og sang.Carter, Monteverdi's, 1.Arnold, "Monteverdi," 515.

Monteverdis tidlige udgivelser viser, at han allerede som ung havde forbindelser uden for Cremona. Hans anden udgivelse, Madrigali spirituali (1583), blev trykt i Brescia. Hans tredje værk, en verdslig madrigalbog, blev udgivet i Venedig i 1587 og dedikeret til grev Marco Verità af Verona. I 1590 udgav han endnu en samling verdslige madrigaler i Venedig, denne gang dedikeret til formanden for Senatet i Milano, Giacomo Ricardi, som Monteverdi havde optrådt for i 1587.Fabbri, Monteverdi, 15.

Mantova: 1591-1613

Livet som hofmusiker

I sin anden madrigalsamling beskrev Monteverdi sig selv som "gambespiller."Bates, "Monteverdi," 53. Omkring 1590 blev han ansat ved hertug Vincenzo 1. Gonzagas hof i Mantova, som han dedikerede sin tredje madrigalbog fra 1592 til. I denne dedikation skrev han: "Den ædle kunst at spille gambe åbnede for mig en lykkelig vej til Deres tjeneste."Holman, "Col nobilissimo," 577. Han beskrev her sit gambespil som "blomster" og sine kompositioner som "frugter," der med tiden "mere værdigt og mere fyldestgørende kan tjene Dem." Dette antyder at Monteverdi ønskede at etablere sig selv som komponist frem for som udøvende musiker.Fabbri, Monteverdi, 27-28.

Hertug Vincenzo ønskede at etablere sit hof som et europæisk musikcentrum og ansatte derfor flere førende musikere. Da Monteverdi ankom til Mantova, var hoffets kapelmester den flamske musiker Giaches de Wert. Blandt andre bemærkelsesværdige musikere ved Gonzaga-hoffet på denne tid var violinisten Salomone Rossi, sangerinden Madama Europa og komponisten Francesco Rasi.Stevens, Letters, 20. I 1599 giftede Monteverdi sig med hofsangerinden Claudia de Cattaneis, og sammen fik de tre børn. I 1602 blev Monteverdis bror, Giulio Cesare, også ansat ved hoffet i Mantova.Arnold, "Monteverdi, Giulio," 534-535.

Da Wert døde i 1596 overgik stillingen som kapelmester til Benedetto Pallavicino, men Monteverdi nød tilsyneladende stor anseelse hos hertug Vincenzo. Han ledsagede hertugen på en militærkampagne til Ungarn i 1595 og på en rejse til Flandern i 1599. Ifølge hans bror, Giulio Cesare, var det i den flamske by Spa, at Monteverdi blev introduceret til "den franske sangstil," som han ifølge Giulio Cesare bragte med tilbage til Italien. Betydningen af "den franske sangstil" er omdiskuteret, men refererer muligvis til Gabriello Chiabreras franskinspirerede poesi, som rytmisk adskiller sig fra italiensk poesi, og som Monteverdi satte musik til i hans Scherzi musicali (1607). Monteverdi rejste muligvis også med hertugen til Firenze i 1600 i anledning af brylluppet mellem Marie de Medici og kong Henrik 4. af Frankrig, hvor Jacopo Peris opera Euridice – verdens ældste bevarede opera – blev opført for første gang. Med Pallavicinos død i 1601 blev Monteverdi udnævnt til ny kapelmester.

Artusi-kontroversen og seconda pratica

Omkring begyndelsen af det 17. århundrede blev Monteverdis musik genstand for debat. Den indflydelsesrige bolognesiske musikteoretiker Giovanni Maria Artusi kritiserede, uden at nævne Monteverdi direkte, hans musik i pamfletten L'Artusi, overo Delle imperfettioni della moderne musica ("Artusi, eller Om den moderne musiks mangler") fra 1600 og i en opfølgning i 1602. Artusi citerede flere af Monteverdis endnu uudgivne værker og fordømte deres nyskabende rytmer og harmonier, som han mente stod i skarp kontrast til det 16. århundredes polyfoniske traditioner. Artusi ønskede et modsvar fra Monteverdi, som undlod at svare direkte. I stedet fandt han støtte fra den anonyme "L’Ottuso Academico" ("Den tungnemme akademiker").Bowers, "Monteverdi," 59. Monteverdi adresserede først kritikken i forordet til sin femte madrigalsamling fra 1605. Her forklarede han, at hans forpligtelser ved hoffet forhindrede ham i at give et dybdegående svar, men at "den flittige læser" snart kunne forvente et forsvar med titlen Seconda Pratica, overo Perfettione della Moderna Musica ("Den næste musikpraksis, eller Den moderne musiks fuldkommenhed").Bowers, "Monteverdi," 63. Dette forsvar blev dog aldrig udgivet, men senere forklarede hans bror, Giulio Cesare, at Monteverdi ikke betragtede seconda pratica som en radikalt ny musikstil. Snarere så han den som en naturlig og komplementær videreudvikling af en tidligere prima pratica.Bowers, "Monteverdi," 66.

Debatten øgede kendskabet til Monteverdis musik, også internationalt, og flere af hans tidligere værker blev genudgivet i årene efter. Eksempelvis blev nogle af hans madrigaler trykt i København i 1605 og 1606, og digteren Tommaso Stigliani skrev et hyldestdigt til ham i 1605. I 1609 bemærkede musikteoretikeren Adriano Banchieri: "Jeg må ikke undlade at nævne den mest udsøgte af [vores samtids] komponister, Monteverdi, hvis ekspressive kvaliteter fortjener den højeste anerkendelse."Stevens, Letters, 214.

Det er muligt, at Monteverdi aldrig udgav sit lovede forsvarsskrift, fordi seconda pratica omkring 1608 havde vundet bred anerkendelse i musikkredse – selv hos Artusi – og dermed gjorde et forsvar unødvendigt. Breve til Giovanni Battista Doni fra 1632 antyder dog, at Monteverdi stadig arbejdede på et forsvar af seconda pratica, kaldet Melodia, som han muligvis stadig havde under udarbejdelse, da han døde ti år senere.Stevens, Letters, 420-422.

Operaer og konflikter

I 1606 bestilte hertug Vincenzos arving, Francesco Gonzaga, operaen L'Orfeo af Monteverdi, med libretto af Alessandro Striggio, til karnevalssæsonen det følgende år. L'Orfeo blev opført to gange i februar og marts 1607. Blandt sangerne var Rasi, som også havde sunget ved premieren på Peris Euridice i 1600. Operaen blev efterfulgt af L'Arianna, med libretto af Ottavio Rinuccini, opført i 1608 i anledning af Francescos ægteskab med Margaretha af Savoyen. Med undtagelse af det i sin tid meget populære recitativ Lamento d'Arianna er hele denne opera i dag gået tabt. Fra denne periode stammer også Monteverdis ballet Il ballo delle ingrate (1608).Pryer, "Approaching Monteverdi," 12.

Monteverdi arbejdede intenst på disse og andre kompositioner, hvilket gik udover hans helbred. Hans tilstand blev yderligere forværret af tabet af sin hustru i september 1607 og af sangerinden Caterina Martinelli, som skulle have sunget titelrollen i L'Arianna, men som døde af kopper i marts 1608. Samtidig var Monteverdi frustreret over sin lave løn ved Gonzaga-hoffet. I 1608 rejste han hjem til Cremona for at komme sig, og herfra sendte han et skarpt brev til hertug Vincenzos førsteminister, Annibale Chieppo, hvor han anmodede om at "blive afskediget med ære."Stevens, Letters, 46-54. Hertugen afslog hans anmodning, men øgede i stedet hans løn og pension, og Monteverdi vendte tilbage til Mantova, selvom han nu begyndte at søge andre stillinger. Efter at have udgivet Vespro della Beata Vergine i 1610, som han dedikerede til pave Paul 5., rejste han til Rom i håb om at finde nyt arbejde. Han besøgte muligvis også Venedig samme år af samme grund.Arnold, "Monteverdi," 516.

Hertug Vincenzo døde den 18. februar 1612. Hoffet blev under hans efterfølger, Francesco 4., hurtigt præget af intriger, og både Monteverdi og hans bror blev afskediget og måtte forarmede vende hjem til Cremona. Selvom Francesco døde af kopper allerede i december samme år, lykkedes det ikke Monteverdi at opnå gunst hos den nye hertug, Ferdinando. I 1613 søgte han derfor stillingen som kapelmester ved Markuskirken i Venedig, der var ledig efter Giulio Cesare Martinengos død. Monteverdi blev udnævnt til kapelmester i august og modtog 50 dukater i forskud – penge, som han desværre blev frarøvet af landevejrsrøvere nær Sanguinetto på vej tilbage til Cremona.Stevens, Letters, 83-85.

Venedig: 1613-1643

Karriemæssige højdepunkter

Kapellet ved Markuskirken var i dårlig stand, da Monteverdi overtog ledelsen. Martinengo havde været syg før sin død, og kapellet var derfor blevet forsømt. Som kapelmester havde Monteverdi hovedansvaret for at ansætte, uddanne og lede de omkring 30 sangere og seks instrumentalister ved Markuskirken.Fabbri, Monteverdi, 128-129. Blandt de musikere, han ansatte, var Francesco Cavalli, som blev en del af Markuskapellet som 14-årig i 1616 og forblev tilknyttet kirken hele sit liv. Monteverdi udvidede også kirkens musikalske repertoire ved at opføre mere moderne, instrumentaliserede værker som supplement til det traditionelle a cappella-repertoire af romerske og flamske komponister. Han forventedes desuden at komponere musik til store højtider som korsets ophøjelsesdag og juleaften samt hyldestværker til den venetianske doge.Fabbri, Monteverdi, 134-135. Monteverdi havde også tilladelse til at supplere sin indkomst ved at komponere for andre kirker og for forskellige mæcener. I 1616 steg hans årlige løn ved Markuskirken fra 300 til 400 dukater.