thumb|right|300px| Kampområdet i Operation Crusader 18. november 1941 – 31. december 1941 thumb|right|300px| Kort over bevægelser og slag under Operation Crusader right|300px|thumb|Undsætningen af Tobruk 1941: Kort over slagmarken
Operation Crusader var en militær operation udført af den britiske 8. armé mellem 18. november og 30. december 1941 under 2. verdenskrig. Operationen hævede belejringen af Tobruk.
8. armés oprindelige plan om at nedkæmpe aksemagternes kampvognsenheder inden infanteriet blev sendt frem faldt fra hinanden da den britiske 7. panserdivision blev besejret af Afrikakorpset ved Sidi Rezegh. Generalløjtnant Erwin Rommels efterfølgende fremstød med sine panserdivisioner til aksemagternes fæstningsstillinger ved den egyptiske grænse fik ikke fat i hovedparten af det allierede infanteri, som havde undgået fæstningsværkerne og var fortsat til Tobruk, så Rommel måtte trække sine panserenheder tilbage for at støtte i kampene ved Tobruk. Selv om han opnåede nogen taktisk fremgang ved Tobruk, betød behovet for at beskytte hans resterende styrker, at Rommel måtte trække sin hær tilbage til forsvarslinjen ved Gazala, vest for Tobruk, og derpå hele vejen tilbage til El Agheila. Det var den første sejr over de tyske landstyrker, som britisk ledede styrker opnåede under 2. verdenskrig.Taylor 1974, p. 86
Baggrund Efter den bekostelige fiasko i Operation Battleaxe blev general Archibald Wavell afløst som øverstkommanderende over de britiske styrker i Mellemøsten af general Claude Auchinleck. De britiske styrker i den vestlige ørken blev omdøbt til 8. armé og fik generalløjtnant Alan Cunningham som øverstkommanderende.
Kamporden 8. armé bestod af to korps: 30. korps under generalløjtnant Willoughby Norrie og 13. korps under generalløjtnant Reade Godwin-Austen. 30. korps bestod af 7. panserdivision under generalmajor William Gott), den undertallige 1. sydafrikanske infanteridivision med to brigader (nyligt ankommet fra felttoget i Østafrika og under kommando af generalmajor George Brink) samt den uafhængige 22. gardebrigade. 13 korps bestod af 4. indiske infanteridivision under generalmajor Frank Messervy), den nyligt ankomne 2. newzealandske division under generalmajor Bernard Freyberg samt 1. armé kampvognsbrigade. 8. armé omfattede også garnisonen i Tobruk med 32. armé kampvognsbrigade mens 9. australske division under generalmajor Leslie Morshead var blevet afløst af 70. britiske infanteridivision og den polske karpater-brigade under generalmajor Ronald Scobie med chefen for 70. division som fæstningens kommandant. I reserve havde 8. arme den 2. sydafrikanske infanteridivision, så den i alt rådede over 7 divisioner med 770 kampvogne, heriblandt mange af de nye Crusader Cruiser kampvogne, som operationen blev opkaldt efter, samt de nye lette amerikanske Stuart kampvogne). Luftstøtte blev leveret af op imod 724 kampfly fra Commonwealth landenes luftvåben i Mellemøsten og Malta, med direkte støtteunder ledelse af Air HQ Western Desert.
Overfor dem stod de tyske og italienske soldater i Panzergruppe Afrika under general Erwin Rommel, med Afrikakorpset som bestod af den tyske 15. Panzerdivision, 21. Panzerdivision (i alt 260 kampvogne ), den lette 90. infanteridivision, som var blevet dannet i Afrika som en blandet enheder og blev omdøbt til 90. lette Afrika infanteridivision i slutningen af november samt fem italienske infanteridivisioner - Savona, Pavia, Trento, Brescia og Bologna. De sidste af fire udgjorde det 21. italienske korps under general Enea Navarini. Direkte underlagt den italienske overkommando i Libyen var der også 20. motoriserede korps med Ariete divisionen] og dens 146 M13/40-kampvogne samt Trieste divisionen. Aksestyrkerne havde etableret en forsvarslinje, som bestod af befæstede støttepunkter langs skråningen der løber fra havet ved Bardia og Sollum og videre langs grænsetråden til Fort Capuzzo. Dele af 21. Panzerdivision og Savona bemandede disse stillinger mens Rommel beholdt resten af sine styrker nær eller omkring forsvarsringen ved Tobruk, hvor et planlagt angreb den 14. november var blevet udskudt til den 24. november på grund af forsyningsproblemer.Clifford, p. 123 Aksemagternes luftstøtte bestod i starten af omkring 120 tyske og 200 italienske indsatsberedte fly, men de kunne hurtigt forstærkes ved overførsel af yderligere fly fra Grækenland og Italien.
Slaget
8. armés slagplan Planen gik ud på at angribe Afrikakorpset med 7. panserdivision mens den sydafrikanske division dækkede deres venstre flanke. I mellemtiden på deres højre side skulle 13. korps med støtte fra 4. panserbrigade, som var detacheret fra 7. panserdivision foretage en omgående bevægelse vest for Sidi Omar og fastholde en placering som truede aksestyrkernes forsvarsstillinger, som forløb østpå fra Sidi Omar til kysten ved Halfaya, i ryggen. Det var centralt for planen at de tyske kampvogne blev nedkæmpet af 7. panserdivision for at det forholdsvis let pansrede 13. korps kunne rykke nordpå til Bardia ved kysten mens 30. korps fortsatte nordvest mod Tobruk og få forbindelse med et planlagt udfald fra 70. Division.
Der var også en vildledningsplan, som brugte alle midler til at overbevise aksestyrkerne om at det allierede angreb ikke ville være klar til at starte før starten af december og ville bestå af en omgående bevægelse gennem Jarabub, en oase på grænsen til den store sandørken, over 240 km syd for det faktiske angrebspunkt. Dette viste sig at virke i den forstand, at Rommel nægtede at tro, at et angreb var forestående, og ikke var i Afrika da det blev indledt.Hunt (1990), pp. 72–73
8. armé rykker frem right|thumb|upright=0.9|Britiske kampvogne rykker frem i ørkenen Før daggry den 18. november indledte 8. arme et overraskelsesangreb da den rykkede vestpå fra dens base ved Mersa Matruh og krydsede den libyske grænse ved Fort Maddalena, omkring 80 km syd for Sidi Omar, og derpå trængte mod nordvest. 8. armé satsede på at Desert Air Force kunne sikre den to hele dage uden alvorlig modstand i luften, men styrtende regn og blæst natten før offensiven førte til aflysning af alle de luftangreb, der var planlagt mod aksemagternes flybaser for at ødelægge deres fly på jorden.Clifford, p. 127 I starten gik alting imidlertid godt for de Allierede. 7. panserdivisions 7. panserbrigade rykkede nordvest mod Tobruk med 22. panserbrigade på deres venstre fløj. 13. korps og den newzealandske division foretog en omgående fremrykning med 4. mekaniserede brigade på venstre side og 4. indiske divisions 7. infanteribrigade på højre ved Sidi Omar. På den første dag mødte de ingen modstand mens 8. armé nærmede sig fjendens stillinger.
Den 19. om morgenen blev 22. panserbrigades fremrykket stoppet af Ariete-divisionen ved Bir el Gubi, som fortsatte med at koste store tab blandt de britiske panserstyrker i den indledende fase af slaget.French, p.219 I divisionens centrum hastede 7. panserbrigade og 7. støttegruppe fremad til de næsten kunne se Tobruk og erobrede Sidi Rezegh flyvepladsen mens 4. panserbrigade på højre flanke fik kontakt med en styrke på 60 kampvogne med 88 mm kanoner og panserværnsenhederToppe, Vol. II, p.A-8-3 fra 21. Panzerdivision (som var rykket sydpå fra Gambut) og kom i heftig kamp.Clifford, pp. 130–133
Den 20. november udkæmpede 22. panserbrigade en ny kamp med Ariete-divisionen og 7. panserbrigade slog et infanteribrigade tilbage fra 90. lette og Bologna-divisionen ved Sidi Rezegh. 4. panserbrigade kæmpede en ny kamp med 21. Panzerdivision hvor de satte deres Stuart-kampvognes højere hastighed op mod fjendens større kanoner.
9. armé var heldig med at 15. panserdivision på dette tidspunkt var blevet beordret til Sidi Azeiz hvor der ikke var nogen britiske kampvogne af angribe; men 4. panserbrigade begyndte snart at få efterretninger om at de to tyske panserdivisioner havde fået forbindelse. I sin oprindelige slagplan havde Cunningham håbet på dette så han kunne udnytte sin egen større kampvognsstyrke til at besejre Afrikakorpsets panserstyrker. Men ved at knytte 4. panserbrigade til 13. korps, tillade 22. panserbrigade at blive afledt af kampen mod Ariete-divisionen og lade 7. panserbrigade haste mod Tobruk var hans panserstyrker på nuværende håbløst spredt. 22. panserbrigade var derfor trukket ud af kampen mod Ariete-divisionen og beordret østpå for at støtte 4. panserbrigade mens (mens infanteri og artillerienheder fra 1. sydafrikanske division skulle fastholde Ariete) og 4. panserbrigade blev løst fra sin opgave med at forsvare 13. korps’ flanke.Murphy & Fairbrother pp. 88-90
Om eftermiddagen den 20. november kom 4. panserbrigade i kamp med 15. Panzerdivision (21. Panzerdivision var midlertidig trukket tilbage på grund af mangel på brændstof og ammunition). Det var for sent på dagen til en afgørende kamp, men 4. panserbrigade mistede alligevel over 40 kampvogne og var på dette tidspunkt nede på under to tredjedele af den oprindelige styrke på 164 kampvogne. 22. panserbrigade ankom i skumringen, for sent til at have betydning, og i løbet af natten til den 20. sendte Rommel alle sine kampvogne mod nordvest til et angreb på Sidi Rezegh.
Garnisonen i Tobruk slutter sig til angrebet left|thumb|Matilda kampvogne i Tobruk 8. armes plan for den 21. november gik ud på at 70. division skulle bryde ud fra Tobruk og afskære de tyske forbindelseslinjer til tropperne ved grænsen mod sydøst. På samme tid skulle 7. panserdivision rykke frem fra Sidi Rezegh for at få forbindelse med 70. division og rulle aksestillingerne op omkring Tobruk. I mellemtiden skulle 13. korps' newzealandske division drage fordel af den aftagende trussel fra 15. og 21. Panzerdivision og rykke 50 km mod nordøst til Sidi Azeiz området, som havde overblik over aksestilingerne ved Bardia.
Styrken af angrebet fra 70. division overraskede deres modstandere, da Rommel havde undervurderet garnisonens størrelse og især dens panserstyrker. Om aftenen den 20. november gav general Sir Ronald Scobie, som var chef for den 70. britiske infanteridivision, der forsvarede Tobruk og stillingerne omkring byen, ordre til udbrud. Han sagde: "Vores opgave er at skabe en korridor fra forsvarsringen til aksestyrkernes vej, som vi håber at afskære ved El Duda. Der skal vi møde sydafrikanerne." Selv om hovedangrebet fra Tobrukgarnisonen den 21. skulle udføres af 70. division, skulle den polske karpatiske brigade gennemføre et afledningsangreb i mørket før daggry for at holde den italienske Pavia-division beskæftiget. Angrebene skulle forberedes med et massivt artilleribombardement. I løbet af dagen skulle 100 kanoner overdænge Bologna, Brescia og Pavia divisionernes stillinger omkring Tobruk med 40.000 granater.Clifford, p. 191
Kampene var intense da det 3-delte angreb, bestående af 2. King's Own regiment på højre flanke, 2. bataljon af Black Watch i centrum og 2. Queen's Own regiment på venstre flanke, rykkede frem for at erobre en række støttepunkter på vej til Ed Duda.Maughan, pp. 439-442 I starten var italienerne rystede over den massive beskydning og et kompagni fra Pavia divisionen blev løbet over ende i mørket før daggry, men modstanden fra Bologna divisionen tog gradvis til.Greene & Massignani, pp. 116, 121, 126 & 122