thumb|Dværgen Don Sebastián de Morra af Velázquez. Dværgvækst (medicinsk kendt under betegnelserne nanismus eller nanisme) er en tilstand karakteriseret ved en udtalt manglende højdevækst. Ved den lægefaglige bedømmelse af denne manglende vækst bruges blandt andet barnets højdevækstkurve, som sammenlignes med vækstkurven for normale børn med samme racemæssige og sociale baggrund, ligesom arvelige faktorer, herunder forældrenes højde, tages i betragtning i den samlede vurdering.

Tilstanden kan overordnet forårsages af en lang række sygdomme af både endokrin og ikke-endokrin karakter. De ikke-endokrine årsager omfatter medfødte og genetisk betingede knoglesygdomme (kondrodystrofi), medfødte hjertesygdomme, kronisk nyresygdom samt kromosomfejl som Downs syndrom og Turners syndrom. Herudover kan ernæringsforstyrrelser eller metaboliske sygdomme, såsom cøliaki og mucoviscidosis (cystisk fibrose), være udløsende faktorer. De endokrine sygdomme, der kan forårsage dværgvækst, omfatter primært en mangel på væksthormon, men også tilstande som hypothyroidismus kan have afgørende betydning for den manglende vækst.

Omtrent 70 % af alle personer med dværgvækst er født med lidelsen achondroplasi (også stavet akondroplasi), hvilket gør den til den absolut hyppigste form for kondrodystrofi, en samlebetegnelse for ofte arvelige, generaliserede forstyrrelser i knogleudviklingen. Achondroplasi skyldes en defekt i de lange rørknogler forårsaget af en mutation med dominant arvegang i det såkaldte fibroblast growth factor receptor 3-gen (FHFR3). Denne genfejl kan arves fra en af forældrene, men opstår oftere som en ny mutation. Tilstanden kan ikke helbredes, men kan påvises ved fosterdiagnostik. Lidelsen mindsker personens højde til mellem 120 og 147 cmKarakteristik på lfvdk.dkMedlineplus om dværgvækst , med en gennemsnitshøjde på 125-130 cm. Tilstanden er desuden tidligere kendt under betegnelsen "cirkusdværg" og giver karakteristiske fysiske træk i form af korte, stærke arme og ben samt generelt korte ekstremiteter, plumpe hænder, et relativt stort hoved med en fremhævet og prominerende pande, et lille ansigt, en flad, bred næseryg samt en fremspringende hage. Intelligens og livslængde er normal.

Der kendes imidlertid også hele dværgfolk, som ikke lider af achondroplasi. Dette gør sig blandt andet gældende for fortidsmennesket Homo floresiensis samt for pygmæerne i Afrika.

Se også Gnom

Eksterne links Netdoktor.dk om dværgvækst Dværgeforeningen (Danmark)

Referencer

Kategori:Kroppen Kategori:Handikap