Det italienske koloniimperium

thumb|300px|Det italienske flag. thumb|300px|Det italienske koloniimperium.

Det italienske koloniimperium blev skabt af Kongeriget Italien fra slutningen af 1800-tallet under indtryk af udviklingen i omgivende lande og varede til 1960, da de sidste italienske kolonibesiddelser blev afviklet.

Italien samles

Italien blev skabt i 1861 ved en forening af de hidtil adskilte dele af den italienske halvø. Dannelsen af den nye stat skete under stor modstand fra paven i Rom, der måtte se de fleste af sine besiddelser gå over til den nye stat. I 1878 indtraf med kort mellemrum både konge- og paveskifte. Den 9. januar døde Victor Emanuel, hvis kongegerning kan sammenfattes i, at han havde ført Italien fra Novara til Rom, fra nederlag og afhængighed til enhed og en anerkendt stormagtsstilling, og som i hele sin regering havde holdt landets forfatning i ære. En måned senere, den 7. februar, døde Pius 9., som ved sin tiltrædelse havde været den mest frisindede og tillige mest elskede pave, Rom havde kendt, men som kun få år efter havde kastet sig i den katolske og kirkelige reaktions arme og siden gik stedse videre ad denne Vej. Og mens Victor Emanuel efterhånden havde knyttet alle Italiens folk og stater til sit lille kongerige, havde Pius 9. formået at støde sit folk fra sig, så at det enten selv rev sig løs fra hans herredømme eller med glæde hilste sin frigørelse derfra og næsten enstemmigt udtalte sin vilje at blive ham kvit og gå ind under hans verdslige medbejler (ved 3 folkeafstemninger 1860—70 stemte i alt 565.000 for, men 3.343 imod tilknytningen til det øvrige Italien). Victor Emanuel fulgtes af sin ældste søn Umberto, og til Pius 9.s efterfølger blev valgt Leo 13. Der fulgte dog ingen udsoning mellem stat og kirke, da Leo lige så fuldt som sin forgænger holdt fast ved kirkens formentlige krav på et verdsligt herredømme; kun førtes for fremtiden kampen imod statsmagten i mindre skarpe former.

Det var under disse forhold, at to begivenheder indtraf med kort mellemrum, som skulle bringe ind på en imperialistisk kurs. Allerede i 1878 oplevede landet, at Østrig-Ungarn fik lov at tage Bosnien i besiddelse uden samtidig at afgive sine italiensktalende landstrøg og særlig Sydtyrol til Italien, og skuffelsen blev endnu større, da Frankrig i 1881 tiltog sig herredømmet over Tunesien, som Italien længe havde næret ønsker om at tage i sin besiddelse, fordi der boede mange italienere i dette område. Tabet af denne udsigt til landudvidelse hinsides Middelhavet havde to vigtige følger for Italien: det satte Italien i en bestemt modsætning til Frankrig og drev det til at søge et formeligt forbund med Tyskland og Østrig, og det vakte på den anden side lyst til at søge vederlag andetsteds og bragte således Italien ind på en vej, som i begyndelsen dog kun førte til tab og ydmygelser.

De vanskeligheder, Frankrig gentagne gange lagde for afslutning af en handelspagt, og dets optræden imod italienerne i Tunesien ophidsede stemningen, og selv republikaneren Garibaldi, der havde været Frankrigs frivillige våbenfælle 1870—71, udtalte 1882 åbent sin uvilje imod Frankrig og sin glæde over dets nederlag. I oktober 1881 besøgte Umberto Wien, og snart efter knyttedes Tremagtsforbundet (Tripelalliancen), i begyndelsen hemmeligt. Som en følge deraf vedtoges 1882 en ny hærordning med en betydelig udvidelse af hæren, og Roms befæstning, som var begyndt 1877, blev nu stærkt fremmet. Samme år fuldførtes også Skt. Gotthardtunnelen, og der åbnedes således en lettere forbindelse mellem Tyskland og Italien.

Assab

Endelig blev 1882 den første koloni grundlagt, nemlig Assab ved Det Røde Hav, men hertil knyttedes i de følgende år nogle andre steder og i 1885 Massauah.

Under Crispis regering

thumb|Francesco Crispi bedrev italiensk kolonialisme i Afrika i slutningen af 1800-tallet.

I juli 1887 døde Depretis, som i de sidste 11 år med kort afbrydelse havde været Italiens ledende minister, og dermed indledes et nyt afsnit i landets historie. Få måneder før sin død havde Depretis været nødt til at optage i sit ministerium to af "Pentarkiets" ledere, nemlig Crispi og Zanardelli, og den førstnævnte af disse blev hans efterfølger og den mand, som i den følgende tid stærkest prægede landets udvikling og ikke mindst landets udenrigspolitik. Crispi styrkede forbindelsen med Tyskland, udvidede hæren (angiveligt af forsvarshensyn) og skærpede forholdet til Vatikanet.

Konflikten i Abessinien

thumb|Italiens besiddelser i Afrika i 1896.

Landets finansielle vanskeligheder, som især skrev sig fra de stadig voksende forsvarsudgifter og de omfattende jernbaneanlæg, og som allerede i 1888 uagtet nye skatter (forhøjet korntold med mere) gav sig til kende i et underskud, forøgedes yderligere ved forviklinger med Abessinien. I januar 1887 havde italienske tropper lidt et nederlag ved Dogali, men i stedet for at mane til varsomhed drev det netop Crispi frem til ny anstrengelse for at sikre Italiens storhed nu, da den krigerske ære var blevet krænket. Et forslag om at opgive det hele afrikanske koloniforsøg fik i maj 1888 kun 40 stemmer i Deputeretkamret (imod 382), og hæren forstærkedes derovre samt tog flere nye pladser i besiddelse, men først, da Abessiniens hersker Johannes i marts 1889 var faldet mod mahdisterne, kom det til freds- og venskabspagt med hans efterfølger Menelik, som i august sendte udsendinge til Italien. Alt tegnede således godt, men snart opstod uenighed om den trufne aftale, idet man fra italiensk side gjorde gældende, at Menelik havde lovet altid at bruge Italien som mellemmand ved forhandlinger med andre europæiske magter og således erkendt dets "protektorat", mens Menelik kun havde villet sikre sig Italiens hjælp i sådanne tilfælde, men ellers holdt strengt på sin uafhængighed. Uenigheden skrev sig rimeligvis fra misforståelser under forhandlingerne, men der fremkom ligefrem beskyldninger om forvanskning ved oversættelsen af fredspagten. I 1889 havde Italien annekteret Italiensk Somaliland, hvilket var krisens udløsende faktor. Italienerne havde 1893—94 held til at slå gentagne angreb af mahdisterne tilbage, og den sejrende general Baratieri trængte der efter ind i landskabet Tigre, vandt i januar 1895 en sejr over underkongen Ras Mangascha og tog efterhånden hele landskabet i besiddelse. Men nu vendte lykken sig, idet Menelik, efter at have fæstnet sit herredømme i det øvrige land, søgte at vinde det tabte landskab tilbage og førte en stor hær imod italienerne. I december 1895 blev en hærafdeling under oberst Toselli næsten oprevet, og snart efter måtte oberst Galliano rømme en fæstning, hvori han havde indesluttet sig, imod at få fri afmarch. Det var dog kun forspil for det afgørende nederlag, som Baratieri led ved Adua i marts 1896, og hvori omtrent to tredjedele af den italienske hær (15.00O mand imod 80.000 fjender) efter tapper modstand faldt eller såredes, mens 50 kanoner og en mængde fanger tabtes. Følgen heraf blev, at Italien den 26. oktober samme år måtte slutte en ydmygende fred, opgive hele det vundne landskab såvel som overhøjheden over Abessinien. Følgende år blev Kassala endvidere afstået til Ægypten, og kolonien Eritrea, som den 1890 officielt blev kaldt, og hvortil så store forhåbninger var blevne knyttede, indskrænkedes nu omtrent til det område, den havde haft 10 år tidligere.

Nederlaget virkede meget nedslående i Italien, da de store udgifter og talrige menneskeliv var ofrede forgæves. Uviljen vendte sig især mod Crispi, hvis ønsker om Italiens magtudvidelse havde forvoldt ulykken, og som lige frem havde drevet general Baratieri til at vove den ulige kamp. Crispi måtte derfor straks i marts 1896 fratræde regeringen og afløstes af højres fører, markis Rudini. Han trak Italien ud af de afrikanske forviklinger ved at slutte fred og for nogle år var det slut med at drive aktiv kolonipolitik.

Ydmygelsen i Kina

Under Ministeriet Pelloux forsøgte Italien at deltage i den almindelige kappestrid om erhvervelser i Kina, havde regnet med Englands Støtte, men forregnet sig, så at regeringen måtte desavouere sin repræsentant i Peking. Dette diplomatiske nederlag foranledigede Kabinettet til at indgive sin demission, da det så, at flertallet ikke ville billige dets handlemåde.

Kolonialismen under Victor Emanuel 3.

Den 29. juli 1900 blev kong Umberto myrdet af anarkisten Angelo Bresci. Victor Emanuel 3. besteg tronen. Et nyt ministerskifte fandt sted det følgende år: et Ministerium Zanardelli dannedes i februar 1901 af de forskellige grupper, væsentlig af venstre. I kolonialpolitikken søgte Italien med held at drage nytte af Eritrea og at sikre sig fast fod her ved at stille sig i venskabeligt forhold til England og Abessinien.

Konflikten på Balkan

I udenrigspolitikken kølnedes imidlertid forholdet til de andre Treforbundsmagter betydeligt under indtryk af modsætninger mellem Østrig-Ungarns og Italiens interesser på Balkan, og den gamle anti-østrigske stemning i store dele af det italienske folk fik ny næring. Italien svingede således noget over i retning af Vestmagt-Ententen og søgte efterhånden at indtage en mæglende stilling mellem de to magtgrupperinger. Under Algeciraskonferencen fjernede Italien sig yderligere fra sine gamle forbundsfæller, og endnu skarpere trådte modsætningerne frem, da den østrig-ungarske regering i oktober 1908 proklamerede anneksionen af Bosnien og Herzegovina. Der protesteredes i pressen og i folkeforsamlinger, man fordrede kompensationer for Italien i Albanien eller Sydtyrol og kompensationer for de små Balkan-stater. Regeringen gjorde intet for at modarbejde denne bevægelse. Misfornøjelsen forøgedes ved den østrigske regerings lidet imødekommende optræden i spørgsmålet om oprettelse af et italiensk universitet eller retsfakultet i Østrig. Da den udenrigske situation i december 1908 kom til drøftelse i kammeret, lød der fra flere sider stærke angreb på Østrig, og Tittonis tale var også, skønt han formelt bekendte sig til Tripelalliancen, præget af en påfaldende kølighed over for Østrig: Tittoni betonede tillige med vægt, at Italien havde nærmet sig stærkt til Rusland, der i dette øjeblik stod i udpræget modsætningsforhold til Østrig-Ungarn. Da Balkan-krisen i foråret 1909 var bleven løst ved Tysklands energiske indgriben, og Rusland havde lidt et diplomatisk nederlag, begyndte begge de storpolitiske grupper på ny med iver at bejle til Italien. Den 29. april 1909 mødtes kong Edvard 7. med kong Victor Emanuel i Bajæ, den 12. maj modtog den italienske konge kejser Vilhelm i Brindisi, og i oktober foretog tsar Nikolai sin længe opsatte Italiensrejse, idet han på sin vej omhyggelig undgik at betræde østrigsk territorium. Hans sammenkomst med kongen af Italien fandt sted i Racconigi. Ved alle disse lejligheder udveksledes der venskabsforsikringer. Imidlertid havde indtrykket af den overståede europæiske krise den Virkning i Italien, at de krav om betydelige forhøjelser af hærens og flådens budgetter, som stilledes af regeringen i 1909, blev enstemmigt bevilgede af parlamentet.

Tripolitania