Conrad Biermann (Bierman) von Ehrenschild, født Biermann (født august 1629 i Eimeldingen i Baden-Durlach, død 24. april 1698 i Hamborg) var en dansk statssekretær og diplomat.
I fransk tjeneste Han var søn præst, sidst i Badenweiler Martin Biermann (ca. 1600-1664, gift 2. gang 1638 med Anna Maria Pappus, enke efter præst Johann Caspar Pfeil i Botzingen) og Barbara Stocker (død ca. 1637). Sin skoledannelse afsluttede han 18 år gammel i Strasbourg. Familien var fattig, så at Conrad Biermann som ungt menneske selv måtte søge sig udveje til at skabe sin lykke. 1654 kom han da i tjeneste hos den franske diplomat Charles d'Avaugour, der var udsendt for at forlige Sverige og Polen. Tillige med sin herre fulgtes han med Carl X Gustav, traf sammen med den polske konge, var øjenvidne til slaget ved Warschau og overgik ved gesandtens død i tjeneste hos dennes efterfølger, Hugues de Terlon. Denne fik interesse for sin underordnede og skaffede ham udnævnelse til sekretær ved gesandtskabet. Med Terlon kom han 1658 til København, blev bekendt med Joachim Gersdorff, der opfordrede ham til at gå i dansk tjeneste, og blev forlovet med Anna Knopf (Knoff) (ca. 1648 – 25. juli 1669 i København), eneste datter af tolder, senere tolddirektør og amtmand i Norge Daniel Knopf (1614-1687) og Elisabeth Verens (Wærn) (1617-1669). Skønt han 1660 beskikkedes af Ludvig XIV til at bestyre forretningerne i Sverige under gesandtens fraværelse, skaffede Terlon ham dog tilladelse til at træde tilbage, og 1. januar 1661 aflagde han sin ed til Frederik III. 3. marts 1661 stod hans bryllup; men ægteskabet varede kun til 25. juli 1669, da hustruen døde.
Første trin på karrierestigen Det ham betroede embede var sekretariatet i Tyske Kancelli, men han blev desuden hurtig en særlig betroet og alsidig funktionær. 1663 fik han bestalling som legationssekretær for at følge Hannibal Sehested til Frankrig. Under forhandlingerne med de engelske i København i september 1665 om overfaldet i Bergen mødte han frem som «kongens sekretær» og tvang englænderne til at tage beskyldninger mod Claus Ahlefeldt tilbage. I forviklingerne om den oldenborgske arv tog han ligeledes del og foretog i den anledning rejser til Hamborg og Berlin. Også i mange andre forbindelser forekommer hans navn under Frederik III, der 1666 udnævnte ham til kancelliråd og fra begyndelsen af 1669 lod ham deltage som yngste medlem i statskollegiet. Han stod på den tid i sin blomstrende alder, og en beskrivelse af ham, som han var i hine dage, omtaler hans livfulde personlighed, smukke ydre og velbyggede legeme.
På karrierens tinde Tronskiftet 1670 bragte Biermann udnævnelse til sekretær i Konseillet for udenrigske sager og kammersekretær i Tyske Kancelli. Om publikums tro på hans indflydelse foreligger der en række vidnesbyrd fra denne tid og langt senere i uhyggelig åbenhjertige tilbud til ham om større og mindre gaver fra supplikanter i de tilfælde, at deres andragender bevilgedes. At han har opbevaret slige breve mellem sine andre papirer, viser noksom, at han næppe selv har følt sig nedværdiget ved slige tilbud. Og at de fortsættes længe efter Griffenfelds fald, og at lignende forhold også kunne godtgøres for mangfoldige andre af tidens stormænd hjemme og ude, antyder en anden opfattelse hos datiden af det sarte æresbegreb end den, som nutiden hylder.
Hans virksomhed under Griffenfelds ledelse er den samme som forhen; men han har forstået den kunst at underordne sig, så at vi kun tilfældigvis får at vide, at det er ham, der har udpeget Christopher Sehested til at rejse til Polen i anledning af prins Jørgens tronkandidatur. Til Griffenfelds person ses Biermann fuldstændig at have sluttet sig. Ikke blot strømmer et brev fra ham to dage efter forliget i Rendsborg over af beundring for storkanslerens klogskab og behændighed; men den halvgamle enkemand søgte sig en ny forbindelse blandt sin foresattes nærmeste ved at forlove sig med Henning Meyercrones svigerinde. Men da nu Griffenfeld fristede sit dybe fald, hævede Biermann sin forlovelse og fremlagde på embeds vegne det vidnesbyrd om den faldnes underhåndsforbindelser med rigets fjende, som formentlig var processens fældende moment.
Både i disse år og det følgende var Biermann knyttet til hovedkvarteret og ledsagede kongen både i Tyskland og i Skåne. Han fungerede herved som en slags kabinetssekretær og fortrolig rådgiver, til hvem endog storkansleren, Frederik Ahlefeldt, henvendte sig mere som til en kollega end som til en underordnet. I hans papirer findes blandt andre også udkast til den taksigelse, kongen sendte Niels Juel for sejren under Møn, og hans betænkning indhentes i spørgsmålet, om man tør vove et angreb efter slaget ved Landskrone eller ej. 1677 udnævntes han til etatsråd, og 1679 afsluttede han med greven af Aldenburg og Jens Juel på dansk side freden i Lund. 24. oktober 1681 optoges Biermann i adelstanden (fornyet 30. maj 1693) med navnet Biermann von Ehrenschild, og i begyndelsen af 1682 blev han optaget i Gehejmekonseillet. Det følgende år gik han som særlig afsending til Lüneburg og Berlin for at prøve stemningen under øjeblikkets spændte stilling, da på den ene side tyrkernes angreb og på den anden Frankrigs overgreb beslaglagde opmærksomheden. 1684 sluttede Danmark sig til alliancen i Köln, der udgjorde det fransksindede parti i Tyskland, man inddrog Slesvigs hertugelige del, rustede hæren og forhandlede med sine venner om en fælles udplyndring af Sverige. 5. maj samme år udnævntes Ehrenschild til Ridder af Dannebrogordenen; men triumfens tid var langtfra ikke for hånden. Medens Ehrenschild tillige med Peter Brandt og andre vedblev at repræsentere det franske parti i København og af modpartiet, Christian Siegfried von Plessen og hans venner, stempledes som "Kabalen", voksede dette i tal og betydning. Men også udad stige vanskelighederne, idet man til løn for det for så vidt værdiløse franske venskab mistænkes af Frankrigs modstandere. Derfor fandt hertugen af Gottorps protester villige øren, og i efteråret 1687 samledes kongressen i Altona for at skaffe det gottorpske spørgsmål ud af verden. På dansk side fremlagde Ehrenschild og Christoph Gensch von Breitenau først fordring på Slesvig, i hvert fald mod erstatning i Oldenburg. Men modfordringen, hertugens genindsættelse, fik alle andre stemmer for sig. I oktober 1688 var Ehrenschild nået til den anskuelse, at der ikke var andet at gøre end at trække tiden ud for at se, om Vilhelm III's ekspedition til England ville lykkes eller ej. Men da dennes heldige udfald snart var en given ting, da kurfyrst Frederik Vilhelm døde, da Sveriges interesse for Gottorp truede med at slå ud i krigslue og Lüneborgs for Hamborg ligeledes, og da der endelig blev tale om en engelsk-hollandsk hjælpeflåde til Sverige, da afsluttedes kongressen ved midsommertid 1689 med en fuldstændig sejr for hertugen.
Legemlige svagheder og alderdom Imidlertid var Ehrenschild blevet en gammel mand, ikke så meget for årenes skyld som på grund af stor legemssvaghed. Gigt, podagra og sten nævnes som de plager, for hvilke han mente at finde bedre lægedom i Hamborgs mere tørre end i Københavns fugtigere luft. Det langvarige ophold der under altonakongressen blev efterfulgt af et andet i den efterfølgende vinter for at formå hertugen til at afskedige sine fremmede tropper, og det næste år (1690) kom Ehrenschild igen til Hamborg for at blive der sin livstid ud. Svigersønnen Thomas Balthazar von Jessen havde som oversekretær i Tyske Kancelli styrelsen af udenrigsforretningerne og ledede dem efterhånden over i den ændrede retning, som Plessens stigende anseelse antyder; men han rådførte sig stadig med den værkbrudne gamle i Hamborg. For denne selv lå der desuden et stort arbejdsfelt åbent i Hamborg, hvor lyssky diplomater som du Gros og uklare reformatorer som Niels Bielke opsøgte ham. Navnlig gjorde forholdet til Gottorp fordring på den fuldeste agtpågivenhed, som også skænkedes det af Ehrenschild, der allerede fra 4. august 1683 tillige beklædte det indbringende landdrosti i Pinneberg. Da hertug Frederik IV 1694 efterfulgte sin fader, brød den slet dæmpede ild ud med ny kraft. Det gamle middel forsøgtes endnu en gang, idet begge parter blev samlet til en kongres i Pinneberg 1697 under kejserens, Sachsens og Brandenburgs mægling. Som ordfører for de danske fremlagde Ehrenschild her sagen med indgående detailkendskab og fastholdt unionens bindende betydning. Atter lød klager over, at han forhalede forhandlingen, da døden indhentede ham den 24. april 1698. Liget førtes til København og jordfæstedes hos hans afdøde hustru i Sankt Petri Kirke.
Eftermæle