thumb|Mossefossen og Moss Jernverk sommeren 1800, akvatint af J.W. Edy. En af de vigtigste grunde til, at jernværket blev lagt til Moss var muligheden for at udnytte vandkraften. thumb|Moss Jernverks administrationsbygning, kendt som «konvensjonsgården» thumb|Kort over Moss fra 1834, Moss Jernverk vises klart nord for Mosseelven thumb|Kortskitse over Moss Jernverks cirkumferens (mørk halvcirkel omkring Moss), Arendalsfeltet (lys rødt område omkring Arendal), miner (afmærket med minesymbol), søtransport med malm fra miner til Moss Jernverk (røde pile) og vigtigste konkurrenter i Norge Moss Jernverk var et jernværk i Moss i Norge, grundlagt i 1704. Værket var i mange år byens største bedrift, og med kraft fra Mossefossen blev malm hovedsagelig fra Arendalsfeltet smeltet og bearbejdet til en række produkter. Fra midten af 1700-tallet var værket Norges ledende rustningsbedrift og støbte hundredvis af tunge kanoner i jern. Norges første valseværk for jern blev også anlagt her.
Moss Jernværk havde flere fremtrædende ejere, blandt dem Bernt Anker og Herman Wedel-Jarlsberg, og især under førstnævnte var værket noget af en attraktion for tilrejsende. Moss Jernværks administrationsbygning, den såkaldte Konventionsgården, er kendt for at den blev benyttet ved forhandlingerne om Mossekonventionen i 1814.
Ved midten af 1800-tallet mødte værket øget konkurrence fra svenske og engelske jernværker; stigende priser på trækul var også ødelæggende for lønsomheden – jernværksdelen blev nedlagt i 1873. Moss Jernværk blev solgt for 115.000 speciedaler i 1875, og det område, som værket lå på, blev overtaget af det som efterhånden blev emballagefabrikken Peterson, som fortsat benytter det.
Baggrund og etablering thumb|Sted i Telemark hvor det har foregået jernudvinding
Jern er blevet udvundet og bearbejdet i det, som i dag er Norge, i over to tusind år.Fra jernverkenes historie i Norge, side 13 Den første jernproduktion benyttede myremalm, som så blev forædlet ved såkaldt jernvinne til råjern for videre bearbejdning. Denne form for tilvirkning af jern var imidlertid lokal og i lille skala, meget arbejde skulle til for at udvinde små kvanta af jern.
I 1500-tallet voksede interessen for udvinding af malm i Europa, og grundlaget for en moderne bjergvidenskab blev lagt ved tyskeren Georgius Agricola.Fra jernverkenes historie i Norge, side 28 I Danmark-Norge blev der i den norske del af riget blandt andet fundet forekomster af jernmalm. I det sydlige Norge var de rigeste jernfund i Arendalsfeltet ved Arendal, men grundet behov for træ til produktion af trækul for masovnene og fossekraft for drift af masovnenes blæsebælge blev jernværker ofte anlagt andre steder end ved malmminerne.Fra jernverkenes historie i Norge, side 57 Ved Moss var der god tilgang på kraft fra Mossefossen, det var meget skov, og beliggenheden ved fjorden gjorde indskibning af råvarer og udskibning af færdige produkter enkel.
I 1704 begyndte den danske embeds- og forretningsmand Ernst Ulrich Dose arbejdet med at etablere et jernværk ved Moss,Moss Jernverk, side 22 og samme år besøgte den dansk-norske konge Frederik 4. af Danmark og Norge Moss to gange,Moss Jernverk, side 20 hvilket virkede fremmende for etableringen. Foruden at opkøbe ejendomme og få tildelt fallrettigheder og tilgang til jernmalm, fik det planlagte værket såkaldt cirkumferens, et område med radius på omkring 2.5 mil, inden for hvilket område bønderne måtte producere og levere trækul og andre råvarer til værket. I november 1704 blev Moss og omland besigtiget af folk fra oberbergamtet på Kongsberg, og de udstedte Moss jernværks privilegiebrev den 6. december samme år. Der nævnes i alt 24 punkter om Moss jernværks privilegier, til skov, vand, areal for selve værket, tilgang til køreveje, malm, toldfrihed og flere andre punkter.
Særlig bemærkelsesværdigt var, at funktionærer og arbejdere blev fritaget for skatter og militærtjeneste, at de skulle dømmes af bergretten (en egen retsinstans for bjergværk og bjergværksfolk på Kongsberg), og ved behov for fagfolk kunne sådanne hentes fra udlandet uden hensyn til hvilken nation, de tilhørte.Moss Jernverk, side 31 Ved sine omfattende kongelige privilegier var Moss Jernværk ved oprettelsen således tillagt omfattende selvstyre i bondelandet Norge, hvor de frie bønder var på det nærmeste forvandlet til tvangspligtige arbejdere og tvangspligtige leverandører til værket.Knut Mykland, Norges historie, bind 7, Cappelens forlag, Oslo 1977; side 277
Den driftige Ernst Ulrich Dose nåede ikke at opleve ordinær drift ved Moss Jernværk, da han døde allerede i 1706.
Opstart og krigsår thumb|Etasgeovn i jern fremstillet ved Moss Jernverk i 1769, sandsynligvis formgivet af Henrik Beck, i dag udstillet på Moss by- og industrimuseum Efter Doses død blev jernværket sat på auktion, og i maj 1708 solgt til Jacob von Hübsch (3/4) og Henrich Ochsen (1/4).Moss Jernverk, side 33 Tidspunktet for overtagelsen af værket var gunstig: krig truede, og Moss Jernværk lå nær de tre store fæstninger på Østlandet Akershus, Fredrikstad og Fredriksten. Hübsch fortalte selv i 1713, at han købte det ufærdige verk for at forsyne kongens styrker med kanoner, ammunition og geværer. Krigen brød ut i 1709, og i 1711 indtraf der et felttog ind i Sverige, som Moss Jernverk leverede granater til (kanonkugler i jern af uens størrelse). Felttoget blev kortvarigt, uden ammunitionsforbrug, og Hübsch havde store problemer med at få betaling for leverancerne.Moss Jernverk, side 35
Et af privilegierne, som Moss Jernverk fik ved etableringen, var tiendefrihed (en skatteform) i tre år efter, at masovnen var i kontinuerlig drift. Værket blev af generalkrigskommissær H. C. von Platen stævnet for bjergretten på Kongsberg i 1712 for at inddrive tienden, men grundet kulmangel var masovnen i drift kun periodevis.Det måtte samles kull i 2–3 år for å holde masovnen i drift 9–10 måneder, kan oberbergamtet bevitne i 1714; Moss Jernverk, side 36 Bønderne var pålagt at levere 4733 læster (én læst svarer til omkring 2 m³) trækul årligt, men i 1714 havde værket hele 24.600 læster kul til gode hos bønderne. Bøndernes pligtlevering af trækul var utvivlsomt en ekstra skat, og bønderne forsøgte at undgå levering.«Både under den store nordiske krig og i 1760-årene rettet aksjonene seg mot ekstraskatter. Aksjoner som rettet seg mot andre offentlige pålegg, slik som produksjon og levering av kull og kjøring av ulike produkter til bergverkene, er beslektet med skatteaksjonene. Allmuen reagerte i alle tilfeller på økte pålegg eller dårligere priser.», fra «Opprør eller legitim politisk praksis?» Værket blev på baggrund af opstartsproblemerne bevilget tiendefrihed for årene frem til og med 1715.
I 1716 blev så Norge invaderet af svenskerne, Moss og jernværket blev besatte den 17. marts af svenske tropper. Allerede den 26. marts ved Det første slag om Moss blev de jaget bort af norske tropper, men dagen efter blev byen på ny besat og okkuperet i 5 uger, og værket blev plyndret af de svenske tropper. Krigsårene var vanskelige for værket, oveni plyndring var bønderne optaget med transporter for tropperne og havde lille kapacitet til produktion og transport af trækul. Mens de andre norske jernværker gjorde gode forretninger på krigen, kom Moss Jernverk og dets hovedejer Hübsch dårligt ud.«Det finnes en helt pålitelig oppgave som viser at verkets masovn ikke var i drift til sammen mer enn 5 1/2 år på de femten årene fra 1709 til 1723, så vanskelighetene var mange.», fra Moss Jernverk, side 39 På baggrund af alle problemerne søgte Hübsch kongen om nye år med tiendefrihed og fik det, til og med 1722. For 1723 måtte værket betale 300 rigsdaler og fra 1724 det samme som andre norske jernværker, altså 400 rigsdaler.
Tunge efterkrigsår og ejerskifte
I oktober 1724 døde Jacob von Hübsch, og hans enke, Elisabeth Hübsch (født Holst), tog over. Dette blev en tung byrde for en enlig kvinde med syv børn. For at kunne følge driften flyttede hun og børnene fra København til Moss. Konkurrencen fra billigt svensk jern var ødelæggende, og mange norske jernværker indstillede driften.Moss Jernverk, side 41 Fru Hübsch måtte optage store lån for at drive værket, og kreditorerne blev efterhånden påtrængende. Selv om der fra 1730 blev indført monopol for norske jernværker med hensyn til at levere jern til Danmark, var værkets økonomi fortsat anstrengt.Moss Jernverk, side 42
Værkets minoritetsejer, etatsråd Ochsen, måtte stadig dække uomgængelige udgifter, men i 1738 var hans tålmodighed med enken ude. Ochsen sendte sin personlige fuldmægtige Jens Bondorph fra København for at gennemføre en såkaldt sekvestrationsforretning (beslaglægge virksomheden) for at få kontrol over driften. Elisabeth Hübsch forsøgte at afvise og trække det ud, og ved retsarkiverne om sagen er værkets virksomhed og gældssituation ganske grundigt dokumenteret.Moss Jernverk, side 42-50 Den 21. januar 1739 bestemte oberbergamtet på Kongsberg, at Jens Bondorph blev bevilget ret til at drive på Ochsens vegne den del af værket, som tilhørte fru Hübsch, indtil tvisten mellem de to var afgjort. Efter yderligere nogle års retsstrid gik Moss Jernverk på auktion, og Henrich Ochsen overtog hele bedriften.Moss Jernverk, side 50
Råstofferne, værket og produkterne thumb|left|Fra Torbjørnsbu miner, nedlagt jernmine ved Langsævannet i Arendal, tilsvarende miner i området leverede jernmalm til Moss Jernverk thumb|En kulmile til produktion af trækul thumb|Brændende trækul thumb|Masovn i drift, maleri af ovn fra Bærums Verk af Christian August Lorentzen (1749–1828) thumb|Del af jernovn fremstillet ved Moss Jernverk, fra 1769, af Henrik Bech, motiv: Scævola brænder sin højre hånd på et alter, oval laurbærkrans, pladen har riflet bund, meanderbord nederst og ramme af båndfletning med rosetter. Moss By- og Industrimuseum thumb|Del af jernovn fremstillet ved Moss Jernverk, dateret til tiden 1721-1729, ukendt formgiver, motiv: Herremand giver ordre til en tjener, til højre en hund. I baggrunden slot med rundt tårn, balustrader og træer. Udstillet på Moss By- og Industrimuseum Et jernværk i 1700-tallet repræsenterede kapitalintensiv tungindustri af stor vigtighed for landet, og der var en række udfordringer for at få en tilfredsstillende drift. Ved sekvestrationsforretningen i 1738 blev der nedskrevet hvad, Moss Jernverk havde af driftsmidler, hvilket sammen med forvalter Knud Wendelboes indberetning for eftertiden giver et billede af virksomheden.
Malm
De miner, som i henhold til værkets privilegier var forpligtede til at levere malm, kunne ikke levere tilstrækkelige mængder, så værkets direktør Peter Windt sikrede i 1706, at Løvold mine ved Arendal skulle levere 1.000 tønder malm årlig. Kvaliteten af den leverede malm var så varierende, at det førte til en retssag, som endte med, at to bjergkyndige skulle kontrollere, at malmen var fri for gråberg. Minerne ved Arendal var de vigtigste for de norske jernværker, da disse leverede omkring 2/3 af al jernmalm.«Gruberne i Arendalsfeltet spillede uden sammenligning den vigtigste rolle, idet disse gruber, som vi i det følgende skal omtale, leverede med rundt tal to tredjedel af al den malm som verkene forbrugte.», side 28, J.H.L. Vogt, De gamle norske jernverk Selv om de vigtigste miner lå langt fra værket, var transportomkostningerne overkommelige, da fragten skete til søs.«Jernverkene blev anlagte ved vandfald i skov- eller trækul-distrikter, og for en væsentlig del i ganske stor afstand fra gruberne; malmtransporten blev dog for de fleste verks vedkommende nogenlunde billig, idet den hovedsagelig fandt sted søværts, paa jægter eller slupper.», side 28, De gamle norske jernverk