Jellingdynastiet (også kaldet Gorm den Gamles slægt, Gormslægten, mere sjældent Jelling-slægten eller det gormske kongehus) betegner det danske fyrstehus, som menes at være grundlagt af Hardeknud (Knud 1.), muligvis i begyndelsen af 900-tallet. Dynastiet forbindes navnlig med det store kongelige anlæg i Jelling, der stammer fra 900-tallet og består af to gravhøje, en stensætning, to runesten, resterne af en kirke og en stor gård, muligvis en kongsgård. Stedet var et primært sæde for kong Gorm, senere kaldet Gorm den Gamle (død et sted mellem 958 og 964), og Jelling er derfor blevet det centrale mindested for slægten. Fyrstehuset er desuden stamfar til både den oldenborgske slægt gennem Erik Klipping og den glücksburgske slægt gennem Christian 3. og har dermed, som det eneste fyrstehus i Europa, i genealogisk forstand formået at bevare magten i henved 1100 år (og eventuelt længere, hvis det engang kan påvises, at slægten også regerede i dele af Danmark før Hardeknud).

Den ældste af Jellingstenene bærer indskriften: “Kong Gorm gjorde disse runer efter Thyre sin kone, Danmarks bod”. Betydningen af ordet bod er usikker, muligvis "pryd", og det er samtidig uklart, om udtrykket knytter sig til Gorm eller Thyra; afgørende er, at Danmark her for første gang forbindes med et kongepar. På den store Jellingsten lod Harald Blåtand indhugge ordene: "Kong Harald bød gøre disse runer efter Gorm sin fader og Thyre sin moder, den Harald, der vandt sig hele Danmark og Norge, og gjorde danerne kristne." Haralds påståede erobring af Norge er kun svagt belyst og har muligvis kun omfattet Vikenområdet omkring Oslofjorden. Overgangen til kristendommen må formodentlig forstås både som Haralds forsøg på at styrke kongemagten ved hjælp af kirken og som et defensivt skridt over for det ottonske kejserdømme; Otto den Store udnævnte således biskopper i Slesvig, Ribe og Århus. Haralds kongemagt kom måske klarest til udtryk i opførelsen af de store vikingeborge.

Haralds søn Svend Tveskæg, konge ca. 985–1014, overtog muligvis magten ved et oprør mod faderen. Om hans indre styre vides intet sikkert, men hans krige er omtalt i udenlandske kilder. Under vikingetogter i England modtog han således danegæld i 991 og 994. I det sagnomspundne slag ved Svold omkring år 1000 besejrede han den norske konge Olav Tryggvason, hvorved Norge kom under hans overherredømme. I de følgende år angreb han på ny England, og året før sin død, i 1014, erobrede han hele landet. Hans søn Knud den Store var konge af England 1016–1035 og blev desuden dansk konge i 1018, men opholdt sig sjældent i Danmark, idet tyngdepunktet i hans nordsøimperium lå i England. For at sikre sin stilling dér giftede han sig med enken efter den angelsaksiske konge. Knud opnåede formodentlig også herredømme over en del af Sverige, og i 1028 fik han magten over Norge. I 1027 rejste han til Rom, hvor han overværede kroningen af den tysk-romerske kejser. Hans nordsøimperium var utvivlsomt en europæisk stormagt, men ved sønnen Hardeknuds død i 1042 brød rigsdannelsen sammen. I Danmark blev Knuds søstersøn Svend Estridsen konge fra 1047.

Jellings rolle som kongesæde Jelling var traditionelt i 1900-tallet blevet anset som danernes kongesæde, hvilket gav anledning til betegnelserne "Jelling-kongerne" (1920'erne), "Jellingslægten" (1930-erne) og Jellingdynastiet (1940-erne).Mediestream - søg i Det Kgl. Biblioteks mediesamlinger Det skyldes den udpegning, som Erik Arup og hans samtidige foretog af Jelling som kongesæde, da han skrev, "at sikkert er det, at Gorm omkring 950 var konge, og at hans kongesæde var Jelling"Erik Arups Danmarks Historie 1925. Siden 1980'erne har arkæologien og kildekritikken undermineret det 100 år gamle grundlag, så Niels Lund i 2006 måtte skrive om 1000-tallet: "Da var Jelling ikke noget magtcenter, hvis det nogensinde var andet end et gravmæle".Niels Lund, Hikuin 32 2006 s.53 Det efterlader derfor ikke nogen egentlig konsensus om opfattelsen af Jelling som et kongesæde eller ej, men de litterære kilder og de arkæologiske konklusioner kan oplistes således:

Ældre kildetekster Jellingstenene, 958-965: Ingen tekst om noget kongesæde. Thietmar, ca. 1018: "Lederun (Lejre), hovedstaden (caput regni) i det landskab, som kaldes Selon" Adam af Bremen, 1075: Omtaler kun Roscald som danernes kongesæde på sin egen tid Roskildekrøniken, 1138: "Gorm … opslog sit kongesæde på Sjælland" Sven Aggesen, 1185: "Lejre, dengang et berømt kongesæde" & "Harald Blaatand lod begge sine forældre efter hedensk skik jorde i to lige store høje — et anseeligt gravmæle tæt ved Jelling Kongsgård" Lejrekrøniken 1180’erne, Saxo 1200, sagaerne 1200-tal: Alle omtaler Lejre som danernes kongesæde - ingen om Jelling som kongesæde.

Arkæologi bl.a. Tom Christensen (Roskilde Museum), 'Lejre bag Myten', 2015: Udgravningerne viste Lejre som et kongeligt og religiøst center ca. 500-1000 Mads Kähler Holst (Moesgård Museum), Mads Dengsø Jessen (Nationalmuseet), Anne Pedersen (Nationalmuseet), 'Runestenens Jelling', 2013: Ingen spor af høvdingesæde i Jelling fra 700-tallet til opførelsen af monumenterne, runestenene, palisaden og bygningerne i 958-970. Efter 1000-tallet var kun kirken i brug mellem monumenterne.Runestenens Jelling

Der er ingen intern modstrid mellem disse oplysninger, som peger på Lejre, som et center for en omrejsende konge. Der er derimod kun få kilder tilbage, der kunne indikerer Jelling som kongesæde, og hvis det skal opfattes som sådan, synes det alene at begrænse sig til tiden omkring Harald Blåtand.

Betegnelsen Jellingdynastiet I dag må Jelling anses som et spektakulært mindesmærke for ægtefællerne Gorm og Thyra, Danmarks samling og Danmarks kristning - et magtsymbol med en strategisk placeret repræsentationshal, hvor vejene mødes mellem Tyskland, Jylland og Østdanmark. Slægten kan føres bagud i tid via Hardeknud, men Gorms og Thyras grave i Jelling-monumentet var en del af det ny- eller gensamlede Danmarks symbolik, og Gorm var den første dokumenterede konge på grund af Jellingstenene. Et ændret syn på Jelling som kongesæde ændrer derfor ikke på, at man fortsat kan betegne den kongeslægt, som stammer fra dette ægtepar, som Jellingdynastiet.

De danske konger var fra gammel tid valgt, men de udvalgtes i praksis altid inden for den samme slægt indtil arvekongedømmet i 1660 - en del af Saxos og Sven Aggesens opgave var som her at skildre lovgrundlaget "gammel skik". Den gamle udvælgelsespraksis er skildret af Sven Aggesen, som fortalte, at man kunne vælge fra sidelinjerneSven Aggesen: Efter Frode hørte det op, at sønner fulgte fædrene i regeringen; thi nu gik riget ofte over til arvinger i sidelinierne, som jo dog … hørte til kongestammen, og Saxo fortalte, at man fulgte kvindelinje både ved Sigvard Ring (Sigifred II) og Svend Estridsen - og muligvis også ved Ring (Sigifred I).

Hvad angår længden af dynastiets tilknytning til den danske trone, så har det fra det 21. århundrede i nogen grad kunnet se anvendelsen af betegnelsen Jellingdynastiet brugt som en samlet betegnelse for alle danske regerende slægter, der direkte kan henvise deres afstamning til Gorm den Gamle og hans slægt. Ser man derimod alene på Jellingdynastiet som en slægt, der har fælles agnatiske aner (også kaldet sværdsiden), så var den sidste regent for det egentlige Jellingdynasti Hardeknud, der var konge fra 1035 og til sin død i 1042.

Det sidste kendte medlem af Jellingdynastiet i denne slægtsmæssige betragtning var Ælfwine Haroldsson, en (formodet) søn af Harald Harefod, der døde som prior i et kloster i Akvitanien måske engang i 1070'erne eller 1080'erne. Den oprindelige kongelige slægt ad mandslinjen med en vis tilknytning til Jelling kan altså, ifølge de tilgængelige tilnærmelsesvist samtidige kilder, følges gennem 7 generationer, fra Hardeknud og indtil Ælfwine Haroldsson.

Det giver følgende slægtlinje

Hardeknud, konge af (noget af) Danmark Gorm den Gamle, konge af Danmark (eller det meste af Danmark ?) Harald Blåtand, konge af Danmark og Norge samt herre over Jumne samt hans bror Knud Danaást, medkonge af Danmark sammen med faderen Gorm, begge (den ene efter den anden) gift med Tove Svend Tveskæg, konge af Danmark, Norge og England (søn af begge ovenstående brødre - biologisk søn af Knud og stedsøn af Harald) Knud den Store, konge af Danmark, Norge, England og "dele af" Sverige samt overherre over Skotland Harald Harefod, konge af England Ælfwine Haroldsson, prior i klosteret Sainte Foi i Conques i Akvitanien

Det oprindelige Jellingdynasti ad mandslinjen blev i Danmark efter en kortere periode med norsk regentskab fra 1042 til 1047 afløst af Svend Estridsen og hans efterkommere (Svend Estridsen var søn af Svend Tveskægs datter Estrid). Svens Estridsens efterslægt ud af den agnatiske linje regerede Danmark frem til 1412.

Dynastiets forgængere I frankiske annaler findes meget sikre samtidige oplysninger af danske konger i 800-tallet, men i 873 forsvinder omtalen af danske forhold pludselig fra kilderne. Grunden kan være, at den tidligere danske kongemagt er blevet svækket af indbyrdes stridigheder. Der findes kun sparsomme oplysninger i form af runesten, tyske kilder, men den mest omfattende og sammenhængende kilde er af krønikeskriveren Adam af Bremen, der nævner optegnelser af konger fra 873 – 936 med Svend 2. Estridsen som kilde. Den er meget pålidelig med hensyn til de sidste 50 år, der ligger nærmest Adams egen tid, men i starten af 900-tallet er der kun få, spredte, misforståede oplysninger.Nye dynastier | Gyldendal – Den Store Danske

Olaf-dynastiet Om dynastiet omkring Hedeby, det såkaldte Olaf-dynasti vides kun lidt. På Sigtryg-stenen står der, at Ásfríðr gerði kuml þessi, dóttir Óðinkárs, ept Sigtrygg konung, son sinn ok Gnúpu. Gormr reist rúnar. Dette forstås som: "Asfrid Odinkarsdatter gjorde disse minder for kong Sigtryg, hendes og Gnupas søn. Gorm ristede runerne"

Den tyske krønikeskriver Adam af Bremen nævner at Olaf kom fra Sverige og erobrede riget fra Helge (i krøniken kaldt Heiligo). Derefter regerede han med sine sønner Gurd og Chnob, som senere overlod magten til Sigerich. "Chnob" og "Sigerich" regnes for identiske med Gnupa og Sigtryg, og dermed menes Adam af Bremens pålidelighed at være bevist. Da Adam af Bremen har været pålidelig med hensyn til Gnupa og Sigtryg er oplysningen om Olaf, der "kom fra Sverige" også meget sandsynlig, da kongemagten var ustabil på det tidspunkt og nemt kan være erobret af slægter fra andre lande. Dette fornægter naturligvis ikke teorien om, at Olaf kan have været en dansk kongeætling, der har samlet støtter i Sverige for at vende tilbage og erobre riget.Olaf „fra Sverige” og hans søn Gnupa | Gyldendal – Den Store Danske

Omfanget af Olafs, Gnupas og Sigtrygs rige er ukendt, men de har med sikkerhed regeret over Sønderjylland. Muligvis har de også regeret over hele Jylland eller måske hele Danmark. Det er dog sandsynligt, at der har været en vis opløsning og/eller svækkelse af riget, da det i 870'erne lykkedes Harald Hårfager at erobre hele Øst- og Vestfold, der i en frankisk annal fra 814 betragtes som en del af den danske konges rige.

Ifølge den saksiske krønikeskriver Widukinds beretning, overvandt den tysk-romerske kejser Henrik Fuglefænger danerne i 934 og tvang Kong Chnob til at lade sig døbe. Dette står i direkte modstrid til Adam af Bremens beretning, da Adam nævner Gorm den Gamle som dansk konge i 934; og Widukinds oplysning er sikkert fejlagtig, idet hans oplysninger stammer fra klostrets årbøger, og i dem står der intet om hverken Chnob eller dåben. Og hvis den virkelig var foregået, er der ingen tivl om, at Adam af Bremen ville have nævnt den i sin krønike som en triumf for kristendommen.

Dynastiets grundlæggelse