Danske monarkers titler er en gammel tradition, der oprindelig fortalte hvilke landområder regenten var herre over. Med tiden blev titlerne mere en slags pynt end en egentlig information, for da de tyske landområder, Slesvig, Holsten, og Lauenborg blev tabt til tyskerne i 1864, ophørte de danske konger med at være regerende fyrster i disse, ligesom de øvrige titler for længst var blevet rent symbolske (de Venders og Goters, Oldenborg, Delmenhorst, osv.).
Alle de tidligere danske kongetitler forsvandt med Margrethe 2.s tronbestigelse i 1972. Indtil da havde der hørt mange titler, især tyske hertugtitler, til den danske kongetitel. Til gengæld er der senere kommet en ny grevetitel til, Greve af Monpezat, som Dronning Margrethe tildelte Kronprins Frederik og Prins Joachim 30. april 2008. Siden 14. januar 2024 hedder Danmarks regent derfor Frederik André Henrik Christian, Hans Majestæt Kongen, greve af Monpezat.https://www.kongehuset.dk/den-kongelige-familie/hm-kongen/#
Titlerne Konge af Færøerne og Konge af Grønland findes ikke, da Færøerne og Grønland er en del af Kongeriget Danmark.
Danske monarkers titler
År Regent(er) Titel Indtil 1185 Indtil Knud 6. Af Guds Nåde Konge til Danmark 1185-1361 Knud 6. – Valdemar Atterdag Af Guds Nåde Konge til Danmarks og de Venders 1361-1380 Valdemar Atterdag – Oluf 2. Af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Gothers 1380-1385 Oluf 2. Af Guds Nåde Konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers 1385-1387 Oluf 2. Af Guds Nåde Konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, sand Arving til Sveriges Rige 1387-1412 Margrete 1. Fuldmægtig Frue og Husbonde og det ganske Rigets af Danmarks Formynder 1397-1439 Erik af Pommern Af Guds Nåde Konge til Norge, Danmark og Sverige, de Venders og Gothers, Hertug af Pommern 1439-1448 Christoffer af Bayern Af Guds Nåde Konge til Danmark, Sverige og Norge, de Venders og Gothers, Pfalzgreve af Neumarkt-Rhinen (palantz greve paa Rein), Hertug i Bayern (hertugh i Beyern) 1448-1474 Christian 1. Af Guds Nåde Konge til Danmark, Norge og Sverige, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Greve udi Holsten, Stormarn og Oldenborg 1448-1523 Christian 1. – Christian 2. Af Guds Nåde Konge til Danmark, Norge og Sverige, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsten og Stormarn, Greve udi Oldenborg 1523-1559 Frederik 1. – Frederik 2. Af Guds Nåde Konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsten og Stormarn, Greve udi Oldenborg 1559-1774 Frederik 2. – Christian 7. Af Guds Nåde Konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, Greve udi Oldenborg og DelmenhorstKong Christian den Femtes Danske Lov, 1683 1774-1814 Christian 7. – Frederik 6. Af Guds Nåde Konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken og Oldenborg 1814-1815 Frederik 6. Af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Prins af Rügen, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken og Oldenborg 1815-1918 Frederik 6. – Christian 10. Af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og OldenborgThronfølgelov for det danske Monarkie af 31te Juli 1853 1918-1944 Christian 10. Af Guds Nåde Konge til Danmark og Island, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg 1944-1972 Christian 10. – Frederik 9. Af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og OldenborgTronfølgelov (* 1) 1972-2024 Margrethe 2. Af Guds Nåde Danmarks DronningLov om ændring af lov om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber (Danmarks ratifikation af Amsterdamtraktaten om ændring af traktaten om Den Europæiske Union, traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber og visse tilknyttede akter)2024-Frederik 10.Af Guds Nåde Danmarks KongeLæs hele meddelelsen fra kongen til Folketinget
Titlernes historie og betydning Af Guds Nåde "Af Guds Nåde" er indført i middelalderen. Det er ikke en egentlig titel, men er mere en slags bevis på at Gud har overført sin guddommelige kraft og udvalgt kongen til at bestemme over sine undersåtter. Det var især i brug omkring enevælden, hvor princippet var "at kun Gud er over Kongen". Titlen mistede sin betydning ved folkestyrets indførelse, men bruges stadig på grund af traditionen.
Kongetitlerne thumb|Kalmarunionen ca. 1500 Konge til Danmark Har altid hørt til den danske kongetitel, omend den sædvanlige form i middelalderen var 'Danernes konge'. På Den Lille Jellingsten betegner Gorm den Gamle er "Kunukr" dvs. konge, og på forsiden af stenen står der "Tanmaurk" altså Danmark. Gorm var altså "Konge af Danmark".
Dronning Margrethe fik titlen "Danmarks Dronning".
Konge til Norge Blev indført med Oluf 2.s tronbestigelse af Norge i 1380. Titlen var en del af kongetitlen indtil Norge blev overgivet til Sverige, ved Freden i Kiel i 1814. Titlen som "arving til Norge" er helt op til nutiden ført af de slesvig-holstenske hertuglinjer.
Konge til Sverige Blev indført ved Kalmarunionens grundlæggelse i 1397 og varede til Sverige erklærede sig helt selvstændigt i 1523.
Oluf 2. kaldte sig "sand Arving til Sverige, da han mente at være nærmeste arving til den svenske trone gennem sin farfar, Magnus Eriksson af Sverige.
Konge til Island Island dannede i 930 en fristat, som var uafhængig af andre nordiske lande, men de kom i 1262 under den norske konge Håkon 4. Håkonsson. Da Danmark og Norge fik fælles regent fra 1380, blev Island regeret af de senere "dansk-norske" konger. Da den dansk-norske konge Frederik 6. senere tabte Norge, fik han lov til at beholde Færøerne, Island og Grønland. Island blev i 1918 et selvstændigt land under den danske krone, og blev derfor benævnt "Kongeriget Island". I 1944 erklærede de sig dog efter en folkeafstemning for en republik, og den danske konge holdt op med at titulere sig som "konge til Island". Denne titel er den kongetitel, der fungerede i kortest tid. Fra 1918 til 1944, og kun under Christian 10.
de Venders Konge Blev indført af Knud 6. efter erobringen af Pommern i 1185, som videreførte hans far Valdemar den Stores erobring af Rügen i 1168-69. Pommern var dansk til 1227, Rügen til 1325, men titlen blev ved med at være en del af den danske kongetitel indtil 1972.
Da Margrethe 2. besteg tronen, valgte hun ikke at føre titlen.
de Goters Konge Blev indført med Valdemar Atterdags erobring af Gotland i 1361. Gotland blev tabt til svenskerne i 1645 (første gang) og igen i 1679, men den danske konge blev ved med at titulere sig "de Gothers Konge" til Margrethe 2.s tronbestigelse i 1972, da hun valgte ikke at føre titlen videre.
Margrete 1.s titel Margrete 1. fik aldrig titlen "Danmarks Dronning", da tronen kun kunne nedarves til mænd. Hun fik i stedet titlen: "Fuldmægtig Frue og Husbonde og det ganske Rigets af Danmarks Riges Formynder". Med den titel menes at den fulde magt lå hos hende, men at hun kun var formynder for den mindreårige Erik af Pommern.
Hertug- og grevetitlerne Hertug af Pommern Den første danske hertugtitel kom med Erik af Pommerns tronbestigelse i 1397: "Hertug af Pommern", som var en titel, han havde arvet fra sin far, Vartislav 7. af Pommern. Titlen forsvandt dog allerede ved Christoffer af Bayerns tronbestigelse i 1439, da Christoffer ikke var arving til Pommern. Erik havde forøvrigt selv frasagt sig retten til den pommerske trone ved sin tronbestigelse, som var gået til hans farbror, så han blev aldrig herre over Pommern, men blev "titulær hertug".
Pfalzgreve ved Rhinen til Neumarkt, Hertug i Bayern Da Christoffer af Bayern besteg tronen i 1439, overtog han titlerne: "Pfalzgreve ved Rhinen til Neumarkt" og "Hertug i Bayern" fra sin far, og arvede ikke Erik af Pommerns hertugtitel, idet han ikke var en agnatisk slægtning. Da han imidlertid var barnløs, arvede ingen senere konger hans titler.
Med datidens stavemåde var hans titel (som dansk konge): Christoffer meth gudhs nadhe Danmarcs Wendis oc Gotes koning palantz greve paa Rein oc hertugh i Beyern. Siden 1799 har nogle ikke-regerende slægtninge til kurfyrsterne og kongerne af Bayern kaldt sig hertuger og hertuginder i Bayern. Således kalder hustruen og døtrene til Max Emanuel, hertug i Bayern (født 1937) sig for hertuginder i Bayern.
Hertug til Slesvig thumb|Hertugdømmet Slesvig til 1864 I gamle dage var Sønderjylland eller Slesvig (landet mellem Kongeåen og Ejderen) en del af Det Danske Rige på linje med Jylland, Fyn, Skåne, Sjælland osv., og der blev udpeget "jarler af Sønderjylland" af den danske konge. En af de første kendte jarler af grænseegnene omkring Sønderjylland var Howi, der var jarl i Slesvig under Horik 1. og Horik 2. i 850'erne.
I 1119 blev Knud Lavard, som den første, udpeget til Sønderjysk hertug som lensmand under den danske konge. Man valgte senere (som det ses i andre hertugdømmer) at opkalde hertugdømmet efter hovedbyen, Slesvig. På det tidspunkt udpegede man også hertuger og grever af Halland, Fyn, Lolland osv, som lensmænd under den danske krone. Da Knud Lavard i var blevet myrdet i 1131 af Magnus den Stærke overtog han titlen under kong Niels. Magnus døde dog allerede 4 år efter, og lenet var dermed ledigt. Efter Valdemar den Store i 1147 under borgerkrigen havde overtaget titlen som lenstitel under Svend Grathe, blev det en tradition, at den regerende konges bror skulle være hertug i Slesvig (eller kongens søn, hvis kongen var enebarn) som lensmand under sin ældre bror. Dermed blev Abel af Danmark (Erik Plovpennings yngre bror) hertug efter Valdemar Sejrs død. Abel blev i 1250 konge af Danmark, men da han døde i 1252 sad hans søn Valdemar i fangenskab, og Christoffer 1. blev konge. Valdemar gjorde dog krav på titlen "Hertug af Slesvig" som erstatning for den danske trone, som han mente at være berettiget til. I 1253 overlod Christoffer ham Slesvig. Valdemar døde barnløs i 1257, og Christoffer nægtede at give hans bror Erik Abelsøn del i Slesvig. Christoffer døde dog i 1259, og ét år efter fik Erik Slesvig. Slesvig gik senere i arv til hans søn Valdemar, der fik hertugdømmet i 1283 efter mange forhandlinger og kampe. Erik 2. af Sønderjylland fik i 1312 krongodset i Sønderjylland tilkendt, og blev herre over hele området mellem Kongeåen og Ejderen, undtagen Ribe, der var bispesæde under kronen.
En holstensk greve, Gerhard 3. af Holsten blev pantherre i Jylland, og fik i 1326 indsat sin søstersøn Valdemar 3. (efterkommer af Abel), der var hertug i Slesvig, som dansk konge, mod at han underskrev håndfæstningen "Constitutio Valdemariana", hvori der stod "Danmark og Sønderjylland eller Slesvig er to forskellige Områder og Slesvig må ikke indlemmes i Det Danske Rige eller knyttes til Den Danske Krone, således at Nogen er Herre over dem begge". Valdemar afstod Slesvig til Gerhard, der dermed fik magten i hele af Jylland. Men kun seks år senere abdicerede kong Valdemar, Christoffer 2. blev konge, og Slesvig kom under Valdemar 3.s herredømme igen. Men kort tid efter lykkedes det Henrik 2. af Holsten & Klaus af Holsten (Gerhard 3.s sønner) at blive hertuger af Slesvig. Og med "Constitutio Valdemariane" var Henrik og Klaus sikret mod angreb fra den danske konge. Således kunne dem og deres efterkommere fortsætte med at være herrer over Slesvig. Henrik 2.s slægt fortsatte med at beherske Slesvig, indtil der kom stridigheder mellem Margrete 1. og Adolf 8. af Holsten. Margretes plan var at købe hertugdømmet tilbage til den danske krone bid for bid, men hun nåede kun at købe de kongerigske enklaver, før hun døde. Grandnevøen Erik af Pommern forsøgte at tage Slesvig med våbenmagt, men det lykkedes dog Adolf at genvinde Slesvig.