Slaget ved Rennell Island (japansk: レンネル島沖海戦) fandt sted den 29.-30. januar 1943. Det var det sidste større søslag mellem United States Navy og den Kejserlige japanske flåde under slaget om Guadalcanal i Stillehavskrigen under 2. verdenskrig. Det fandt sted i det sydlige stillehav mellem Rennell Island og Guadalcanal i den sydlige del af Salomonøerne.
Under slaget foretog landbaserede japanske torpedobombefly over to dage adskillige angreb mod amerikanske krigsskibe syd for øen. Japanerne forsøgte at sikre at den kommende evakuering af de japanske styrker fra Guadalcanal. Udover at nærme sig Guadalcanal med det formål at komme i kamp med japanske skibe, der måtte nærme sig, beskyttede den amerikanske eskadre en konvoj af transportskibe, som medbragte afløsningstropper til Guadalcanal.
Som følge af de japanske luftangreb blev en tung amerikansk krydser sænket mens en destroyer blev svært beskadiget og resten af den amerikanske eskadre blev tvunget til at trække sig tilbage fra de sydlige Salomonøer. Til dels på grund af deres succes med at få de amerikanske skibe til at vende om i dette slag, lykkedes det japanerne at evakuere deres resterende tropper på Guadalcanal frem til den 7. februar 1943, og dermed afslutte slaget om Guadalcanal.
Baggrund thumb|left|Det sydlige stillehav i 1942–1943. Den amerikanske troppekonvoj og eskadren af krigsskibe på vej mod Guadalcanal (midten for oven) den 29. januar 1943 var afsejlet fra de store allierede baser på Espiritu Santo og Efate (midt th.) og Noumea (for neden t.h.). Hovedkvarteret for de japanske landbaserede fly i Salomonøerne lå i Rabaul (for oven t.v.)
Den 7. august 1942 gik Vestallierede styrker i land på Guadalcanal, Tulagi og Floridaøerne på Salomonøerne. Landsætningerne havde til formål at forhindre japanerne i at bruge dem som baser, der kunne true forsyningsruterne mellem USA og Australien, at sikre sig øerne som udgangspunkt for et felttog der skulle isolere og eventuelt føre til erobring af den store japanske baser i Rabaul samtidig med at det kunne støtte det allierede felttog på Ny Guinea. Landsætningerne blev indledningen på det seks måneder lange slag om Guadalcanal.Hogue, Pearl Harbor to Guadalcanal, p. 235–236.
Det sidste store japanske forsøg på at fordrive de allierede styrker fra Guadalcanal og Tulagi blev forpurret under det afgørende søslag ved Guadalcanal i begyndelsen af november 1942. Herefter kunne den japanske flåde kun levere de mest nødvendige fødevarer og nogle få forstærkninger til de japanske styrker på Guadalcanal. På grund af truslen fra allierede fly på Henderson Field på Guadalcanal, foruden hangarskibe i nærheden, overførte japanerne disse forsyninger om natten, som regel med destroyere eller undervandsbåde ved operationer, som de allierede kaldte for "Tokyo Express."Frank, Guadalcanal, p. 526. Disse forsyninger og forstærkninger var imidlertid langt fra tilstrækkelige og da man nåede til den 7. december mistede japanerne omkring 50 mand om dagen på grund af sult, sygdomme og angreb fra de allierede styrker.Frank, Guadalcanal, p. 527. Den 12. december 1942 foreslog den japanske flåde, at man opgav Guadalcanal. Trods modstand i starten fra den japanske hær, som stadig håbede på at Guadalcanal kunne blive generobret, besluttede den japanske overkommando med kejserens billigelse den 31. december at evakuere alle japanske styrker fra øen og etablere en ny forsvarslinje i Salomonøerne på New Georgia.Dull, Imperial Japanese Navy, p. 261.
Japanerne gav evakueringen af tropper fra Guadalcanal kodenavnet Operation Ke (ケ号作戦) og planlagde at den skulle starte den 14. januar 1943.Dull, Imperial Japanese Navy, p. 268. En vigtig del af operationsplanen var at opnå luftherredømme og en kampagne for at opnå det skulle indledes den 28. januar 1943, med det mål at forhindre allierede fly eller krigsskibe i at genere eller afbryde den sidste fase i operation Ke, som var den faktiske evakuering af alle japanske tropper fra Guadalcanal.Frank, Guadalcanal, p. 541.
De allierede misfortolkede forberedelserne til operation Ke og troede at det var begyndelsen på en ny japansk offensiv, der skulle generobre Guadalcanal.Morison, Struggle for Guadalcanal, p. 351. Samtidig var den øverstkommanderende for de allierede styrker involveret i slaget om Guadalcanal, admiral William Halsey, Jr., under pres fra sine overordnede for at få afsluttet udskiftningen af 2. marineregiment på Guadalcanal med en anden enhed. 2. marineregiment havde været involveret i kampene lige siden de indledende landsætninger i august.Frank, Guadalcanal, p. 577. Halsey håbede på at kunne drage fordel af det han regnede med var en forestående japansk offensiv til at komme i kamp med japanske flådestyrker, samtidig med at han overførte de nye tropper til Guadalcanal.McGee, The Solomons Campaigns, p. 216. Den 29. januar 1943 forberedte og afsendte Halsey fem eskadrer krigsskibe til de sydlige af Salomonøerne for at dække troppekonvojen og for at komme i kamp med eventuelle japanske flådestyrker, der kom indenfor rækkevidde. Disse fem eskadrer bestod af store hangarskibe, 2 eskortehangarskibe, 3 slagskibe, 12 krydsere og 25 destroyere.Morison, Struggle for Guadalcanal, p. 352.
Foran disse eskadrer sejlede troppekonvojen Task Group TG 62.8, som bestod af fire transportskibe og fire destroyere.Frank, Guadalcanal, pp. 577–578. Foran troppekonvojen mellem Rennell Island og Guadalcanal var der en nærstøtte gruppe (TF 18), under kontreadmiral Robert C. Giffen, der bestod af de tunge krydsere USS Wichita, Chicago og Louisville, de lette krydsere Montpelier, Cleveland og Columbia eskortehangarskibene Chenango og Suwannee samt 8 destroyere. Admiral Giffen havde kommandoen over TF 18 fra Wichita.Crenshaw, South Pacific Destroyer, p. 62. En eskadre med det store hangarskib USS Enterprise sejlede omkring 400 km bag TG 62.8 og TF 18. Det andet store hangarskib og slagskibene var omkring 240 km længere tilbage. Admiral Giffen var sammen med krydseren Wichita og de to eskortehangarskibe netop ankommet til Stillehavet efter at have deltaget i Operation Torch under Felttoget i Nordafrika.Morison, Struggle for Guadalcanal, p. 352–353. Chicago var også lige kommet tilbage til det sydlige stillehav efter at have gennemgået reperationsarbejder for skader, som det havde fået i Slaget ved Savoøen næsten seks måneder tidligere.
Slaget Optakt thumb|right|Amerikanske krydsere fra Task Force 18 undervejs til Guadalcanal den 29. januar 1943 få timer før det japanske natlige luftangreb ud for Rennell Island. Billedet er taget fra USS Wichita. USS Chicago ses i midten til højre mens Louisville ses i baggrunden.
Udover at beskytte troppekonvojen skulle TF 18 mødes med en styrke på fire amerikanske destroyere, som var stationeret på Tulagi, kl. 21 den 29. januar for at sejle op gennem "The Slot" nord for Guadalcanal den følgende dag for at afskærme losningen af troppetransportskibene ved Guadalcanal. Imidlertid var eskortehangarskibene under flotilleadmiral Ben Wyatt, for langsomme (18 knob) til at Giffens styrke kunne må frem til det planlagte møde, så Giffen efterlod hangarskibene med to destroyere kl 14 og skyndte sig videre med 24 knob.Morison, Struggle for Guadalcanal, p. 354. Giffen var bekymret for truslen fra japanske undervandsbåde, som den allierede efterretningstjeneste mente at det var sandsynligt opererede i området, og han placerede derfor destroyere og krydsere så de kunne forsvare sig mod undervandsbåde da han ikke ventede at blive angrebet fra luften. Krydserne sejlede i to kolonner med 2,2 km mellem sig. Wichita, Chicago og Louisville, i den rækkefølge, sejlede i styrbord side mens Montpelier, Cleveland og Columbia sejlede i bagbord side. De seks destroyere var spredt i en halvcirkel 3 km foran krydser kolonnen.
Giffens styrke blev observeret af japanske undervandsbåde, som rapporterede Giffens position, kurs og hastighed til deres hovedkvarter.Tagaya, p. 66 skriver at det var et japansk søgefly, som opdagede Giffen. Omkring midt på eftermiddagen blev 16 Mitsubishi G4M Type 1 bombefly fra 705. luftgruppe og 16 Mitsubishi G3M Type 96 bombefly fra 701. luftgruppe sendt af sted fra Rabaul med torpedoer for at angribe Giffens styrke. En Type 96 vendte om med maskinproblemer, så der var 31 bombefly i angrebsstyrken. Lederen af 705. luftgruppes fly var løjtnant Tomō Nakamura og oberstløjtnant Joji Hagai havde kommandoen over flyene fra 701. luftgruppe.Morison, Struggle for Guadalcanal, p. 354–355; Tagaya, p. 66.
Kampen den 29. januar thumb|left|Kort over japanske luftangreb (stiplet rød linje) på den amerikanske Task Force 18 (sort streg) mellem Rennell Island og Guadalcanal om aftenen den 29. januar 1943
Da TF 18 ved solnedgang var på vej mod nordvest 80 km nord for Rennell Island og 260 km syd for Guadalcanal, opdagede flere af Giffens skibe uidentificerede fly på radaren 100 km vest for sig. Da han tidligere havde givet ordre til strikt radiostilhed, gav Giffen ingen forholdsordrer vedrørende de uidentificerede fly eller ordrer i det hele taget. Da solen gik ned vendte TF 18's jagereskorte fra de to eskortehangarskibe tilbage til deres skibe for natten, og efterlod Giffens skibe uden dækning fra luften.Morison, Struggle for Guadalcanal, p. 355.
Radarkontakterne var rent faktisk de 31 torpedobombefly, som nærmede sig. De cirklede syd om TF 18 så de kunne angribe fra øst, med den natsorte himmel bag sig. Fra denne retning var de japanske fly dækket af mørket, mens Giffens skibe lå i silhuet mod tusmørket på den vestlige horisont. Flyene fra 705. luftgruppe angreb først fra kl. 19.19. Alle deres torpedoer ramte ved siden af, og et af torpedobombeflyene blev skudt ned af antiluftskyts fra Giffens skibe.Frank, Guadalcanal, p. 579; Tagaya, p. 66.
I den tro, at angrebet var overstået, beordrede Giffen sine skibe til at ophøre med at zigzagge og fortsætte mod Guadalcanal på samme kurs og med samme hastighed. I mellemtiden begyndte et japansk rekognosceringsfly at nedkaste lysblus for at markere kurs og hastighed på TF 18 med hemblik på at bistå i det kommende angreb fra Hagais bombefly.Crenshaw, South Pacific Destroyer, p. 63; Tagaya, p. 66.
Kl. 19.38 angreb 701 luftgruppe og ramte Chicago med to torpedoer, der forårsagede store skader og bragte krydseren til standsning. En torpedo ramte Wichita, men eksploderede ikke, og to af bombeflyene blev skudt ned af antiluftskyts, herunder den med Hagai, som blev dræbt. Kl. 20.08 beordrede Giffen sine skibe til at ændre kurs, reducere hastigheden til 15 knob og indstille skydningen med deres antiluftskyts, hvorved skibene blev skjult for de japanske fly, som alle forlod området kl. 23.35.Tagaya, p. 66. I sort nat lykkedes det Louisville at få en trosse om bord på den beskadigede Chicago og de to sejlede langsomt sydpå, væk fra kampområdet eskorteret af resten af TF 18.Morison, Struggle for Guadalcanal, p. 358–359.
Kampen den 30. januar thumb|right|USS Louisville (t.h.) bugserer den beskadigede Chicago om morgenen den 30. januar 1943